At sidde – er det overhovedet naturligt?

Dette er et indlæg tænkt som et kuriøst supplement af mere indgående studier af faren ved at sidde ned – især for længe – som jeg har skrevet om andet steds på jesperabild.dk.

Samtidig har jeg også forsøgt at skrive mere om, hvordan du kan komme i gang med at sidde mere alsidigt i form af mere arketypiske siddestillinger. Stillinger som måske i en vis forstand er mere naturlige, de er ikke medieret af en ting, en stol, der begrænser siddemønstret. Også selv om vi kan skifte (ind)stilling på stole og skifte vores kropsholdning og siddeposition, mens vi sidder på stole.

Og endelig har jeg gjort mig en række overvejelser over, hvilke af sådanne siddestillinger, der kunne være realistiske i en arbejdssammenhæng. 

Hvad vil det sige at sidde naturligt?

Dette var egentligt mit indgangsspørgsmål til mig selv, da jeg gik i gang. Eller rettere, er det naturligt at sidde (så meget, som mange gør), og har det i så fald altid været det? Jeg endte ud med at gå lidt tilbage i historien for at blive klogere.

At svare herpå forudsætter eksempelvis, at vi har en eller flere modpoler, en eller flere siddemåder, der ikke er naturlige. Og at vi kan definere “naturligt”, hvilket er mere kompliceret end som så. Det vil kræve en filosofisk omvej, jeg ikke vil gå her.

Derimod kan vi gå på jagt i historiens gemmer. Måske en kulturhistorisk afstikker om stole kan være behjælpelig.

Hvorfor er emnet vigtigt, Jesper?

Hvad er der nu i vejen med at sidde på en stol? Er det i øvrigt farligt at sidde for meget ned? Og kan jeg sidde forkert, når jeg arbejder?

Spørgsmål der langt fra er ligegyldige, når vi ser overordnet på mængden af sundhedsproblematikker, der er ryg-, nakke- og skulderrelaterede, kredsløbsrelaterede (øjenrelaterede) osv. Og samtidig konstaterer, at mange af disse også har indvirkning på mennesker med stillesiddende arbejde. 

Omvendt er det forbistret vigtigt, at vi ikke vildleder befolkningen, og som behandlere agerer, som om alle klinikhenvendelser kan bakkes op af “konstateringer” om at folks vaner er uhensigtsmæssige, eller at arbejdsmarkedet er en “langsom, men sikker dræber”. Eller i det mindste udgør en trussel for ryg og helbred i videre forstand.

Folk, du og jeg, skulle gerne kunne gå på arbejde med en realistisk mavefornemmelse for problematikken ved at sidde på en kontorstol, hverken mere eller mindre.

Nogle, nok de fleste, giver udtryk for, at de føler sig stive i lænd, hofter og nakke osv. efter at have siddet for længe. Der opstår et “naturligt” behov for at rejse og strække sig (eller bedre endnu bevæge sig), og majoriteten af os har givetvis mærket en form for ubehag, hvis siddemængden har været for voldsom.

Over længere tid taler folk om, at de er utilfredse med deres kropsholdning. Nogle oplever, at vejrtrækningen bliver overfladisk (thorakal – vejret trækkes kun fra brystregionen) og nogle beretter om udfordringer med svage led etc. Men hvori består så faren? Er det overhovedet farligt med disse oplevede gener, som mange giver udtryk for? Og har det overhovedet noget at gøre med det at sidde for meget ned?

Årsager til rygsmerter kan der være afsindigt mange af. Højst sandsynligt er mange faktorer i spil samtidigt. I min gennemgang af stoleproblemer og faren ved at sidde ned, går jeg ret meget mere i dybden med de helbredsmæssige aspekter.

Naturlig/unaturlig siddeaktivitet?

Den omdiskuterede stolesidning er i en vis forstand ikke unaturlig. Vi kan jo placere kroppen i den, rent mekanisk. Og mon ikke der var en sten at sidde på i urtiden også. Det er svært ikke at forestille sig.

Men måske er det netop af historiske grunde problematisk at prisgive sig stole og lidt for godt til at være sandt, al respekt for komfortabiliteten, som givetvis er primærargumentet for at vælge stole.

Da vi ikke altid har haft en sådan behagelig mulighed, er stolen næppe det mest fordelagtige valg for kroppen, hvis vi ser evolutionsbiologisk, genetisk og historisk på det. Eller sundhedsøkonomisk for den sags skyld.

Historisk oprids

Den første stol så dagens lys i, tja, det skal jeg ikke kloge mig på helt eksakt. Vi ved, at stolen, der har særdeles mange afarter, historisk betragtet kendes som værdighedssæde tilbage fra oldtiden. At de ældste bevarede stole fra Egypten dateres tilbage til 3. og 2. årtusinde f.Kr. ifølge Den Store Danske.

Det gjorde mig nysgerrig. For hvad er det nu lige, jeg leder efter med denne lynhistoriske, arkæologiske nysgerrighed?

Jeg vil såmænd gerne vide, hvordan vi sad før Egypterne og andre oldtidskulturer. Finde ud af, ikke bare hvad der har ændret sig, men også hvad der har været medvirkende til det. Meget er nemlig blevet hvermandseje, og megen pomp og pragt, religiøsitet eller magtsymbolik er konverteret til design og allestedsværende stoleknopskydning. Praktiske formål har fusioneret med æstetiske og komfortable udvidelser. Det ligger fast. Jeg går på ingen måde i detaljerne i det efterfølgende.

En filosof kom på banen

Filosof Arno Victor Nielsen skriver i en artikel i Information dateret tilbage til 1998, under titlen “Det siddende menneske og højsædernes forfald”, at vi til trods for, at vi sidder ned hele tiden, ikke længere tilhører arten det siddende menneske – homo sedens. Han leger videre med ordene og bytter rundt på en berømt formulering fra Shakespeare:

“At sidde eller ikke sidde – det er ikke spørgsmålet. Derimod: Hvordan sidder vi? – det er spørgsmålet. Har vi overhovedet lært at sidde?” (“Det siddende menneske og højsædernes forfald“)

Stolen, skriver han, og man aner nærmest Foucault i baggrunden, er et disciplineringsredskab. Fine manerer, at sidde pænt ved bordet, eftersidning og andre mere uhyggelige, tugtende anvendelsesmåder. Og tilføjer så:

“…og kun i den forstand et civilisatorisk gode.” (Ibid.)

Er stolen primært et opdragelsesredskab for menneskeheden? 

Naturlig genopbygning versus kulturel disciplinering

Spidsformulering eller ej, det kan vi nok både være glade for og ulykkelige over på mange måder, jeg desværre må forbigå her.

Men stolens omsiggribende sejrsgang har formodentlig samtidig gjort noget andet og mere oprindeligt mere ubehageligt, kunne en mistanke lyde. Eksempelvis at sidde i arketypiske siddestillinger. Dette har gjort os svagere på visse områder. Disciplinering og svaghed, det lyder ikke som to gode legekammerater. Har vi tænkt det godt nok igennem eller har vi haft for travlt med at designe (og sælge) stole?

Nu er der løbet lidt rigeligt spildevand i åen siden denne artikel, men vi aner stadigvæk arbejdsåget som stolens følgesvend. Al respekt for hæve-/sænkeborde m.m.

Vi kan ikke komme uden om de stole i et eller andet omfang, lyder den mistroiske indvending. Det er for tung en supertanker at vende og mange elsker at have polstring under bagdelen eller at have jaguarsæder i privaten.

Måske skulle disciplineringen i stedet for handle om, hvordan vi kan sidde, når vi sidder, og hvordan vi igen opdyrker evnen og resiliensen hertil. For den er gået tabt for rigtige mange, der i årevis, årtier for at være eksakt i mange tilfælde, ikke har været udfordret.

Led og støttevæv, muskeludholdenhed i forhold til påvirkning fra tyngdekraften, samt transitionsbevægelser op og ned på gulvet er antydningsvist vitale ingredienser i dette “mysterium”.

Homo sedens versus det nomadiske alternativ

Hvis ikke vi tilhører arten homo sedens, hvad nedstammer vi så fra? Nomaderne såmænd, skriver Arno Victor Nielsen. Homo sapiens er nomadisk. Det er den gamle snak om fødder versus rødder. Inderst inde har vi fødder, ikke rødder. Det er noget af det, der ligger i, at vi er skabt til bevægelse.

Han hævder endda, at mange af de fordomme vi har om fremmede, i skikkelser som sigøjnere, flygtninge og vagabonder, er mindelser om vores egen atavistiske fortid. Hvad med flanører og andre dagdrivere samt moderne globetrottere som f.eks. Bruce Chatwin? Nok næppe i samme kategori, men også privilegerede vandrere findes. 

“Strømmen af mennesker uden fædreland åbner et sår i os. Vi ihukommer svagt en tabt paradisisk urtilstand uden stole.” (“Det siddende menneske og højsædernes forfald“)

I den stoleløse urtid var det offerbænken, eller offerstenen, der var oprindelsen til den stol, vi har i dag. Faktisk skriver Arno Victor Nielsen, at tandlægestolen og den elektriske stol er moderne udgave af denne offerbænk. Uhyggelig læsning, må man sige. Muligvis endda også skolestolen.

Men hvor vil han hen med dette lettere dramatiserende ridt?

Har vi siddet ned altid og hele tiden?

“Med alle de stole, vi betjener os af, er det næsten utænkeligt at vore forfædre ikke var siddende mennesker. Men det er en etnocentrisk fordom, at mennesker behøver stole. Selv i dag sidder mindre end halvdelen af jordens befolkning på stole. Og går vi bare 100 år tilbage i vores egen historie, støder vi på stoleløse mennesker i massevis, ja hele almuen.” (“Det siddende menneske og højsædernes forfald“)

Okay, nu giver det mening. Den kan jeg bruge. Almuen. Tjek. 100 år tilbage. Tjek. Ingen grund til at spille udelukkende på urtidsviolinen her. Vi har travlt med at vrænge af “jæger-/stenalderidealitet”, der bestemt heller ikke var idyllisk.

Ofre gøres alle steder, vi har ofret en del for ikke at skulle sidde på jorden. Fordi det både var finere og mere behageligt, og fordi vi kunne udvikle stole (og tjene herpå). Nu skal vi så ofre igen, hvis vi vil tilbage til at sidde mere differentieret. For – tro mig – det er op ad bakke rent kropsligt.

Når det kan konstateres, at det må være inden for de sidste 100 år, at det er stukket af med de der stole(produktioner), kan vi pludselig skimte vores egen dårskab. Det kan vanskeligt rime med al den bæredygtighedstænkning, der er i omløb eller hvad?

Fra tronstol til klapstol

Oprindeligt var det en fornem og eksklusiv sag at sidde i en tronstol, der var en direkte forbindelse til det guddommelige. Den skulle hæve særlige personer over jorden, så det stod klart, at man var et overmenneske (konge, herremand, gud etc.). Siden er det, ifølge Arno Victor Nielsen, gået stødt ned ad bakke, og stolens historie kan lidt kækt koges ned til:

“Højsædernes forfald – med undertitlen: fra kongetrone til taburet” (Ibid.)

Fra at være en hellig genstand er den endt som åndløst varenummer i et supermarked. Der findes også anerkendt møbeldesign, skal vi lige huske. Profanering, verdsliggørelse. Besættelse af altid at have stole inden for rækkevidde. I kirken, på arbejdet, i omklædningsrummet (bænken), trænerbænken, flysædet osv.

I dag kan du få kylet en klapstol i nakken hos enhver campingforhandler med respekt for sig selv. Allemandseje og allestedsværende er disse stole nu, hvor vi (i Vesten) i gennemsnit har 2 dusin hver.

Grund til bekymring?

Skal vi til at bekymre os? Snart har vi alle så mange stole, at de skal stables i skuret (og det bliver de nok også). Vi kunne jo få gæster i morgen!

Måske. Besættelsen ligger i, at vi ikke går og bevæger os fra bosted til bosted som nomader, men fra stol til stol. Så der aldrig går lang tid mellem hver sidderutine. Inddrager vi kørsel og færdsel på rulletrapper etc., forstår du sikkert, hvor jeg vil hen.

“Hvornår blev det oprejste menneske til det siddende menneske? Det tog millioner af år for de firbenede væsener at blive tobenede. Men der gik ikke mange tusinde år før det stående menneske satte sig ned, og således atter blev firbenet.” (“Det siddende menneske og højsædernes forfald“)

Det er helt i tråd med devisen om, at vi er skabt til bevægelse, men handler også om, at en så drastisk tilpasning, så kortsigtet, kan få en slagside, der truer med at ødelægge ikke så lidt af de fremskridt, vi skatter så højt. Vores genetik og fysiologi er ikke gearet til det, hvis vi skal tro eksperter som Chris MacDonald.

Komfort ikke mindst med poolstole, campingstole og massagestole i lufthavnen som yderliggående eksempler. Kan gener, psyke og krop i vid forstand vænne sig til det på en måde, der er levedygtig? 

Handler denne tendens ikke om, at det er unaturligt at sidde ned?

Næppe (udelukkende), men vanerne er i hvert fald ændret radikalt og drastisk (især inden for de sidste 100+ år). Stillingerne lige så over tid (er de gået i disciplineringsglemmebogen?). Og vores omgang med tingene (eksempelvis siddegenstande), og det i en grad så det er blevet menneskeligt at sidde, mere end at bevæge sig.

Van Gogh malede ifølge Arno Victor Nielsen derfor sin og Gaugins stole uden mennesker. Symboliserende et portræt af “de fraværende”.

Er vi ved at få skabt kontakt til bevægelsen igen?

Helt spøjst er det, at Arno Victor Nielsen henviser til det futuristisk stoledesign, der, ifølge en hypotese, han fremsætter, er kommet i stand, fordi stolen i sin masseproduktion endte ud med igen at ligne et firbenet menneske. Det er jo et lidt antievolutionært signal at sende – og ikke særligt moderne.

At der ingen skam er i jævnligt at komme på alle fire igen, har jeg i øvrigt gjort mig noget umage med at forklare andetsteds.

Stolen blev derfor renset for antropomorfe træk:

“…ved at opløse den klare opdeling af stolen i fod, ben, sæde, ryg og arme” (“Det siddende menneske og højsædernes forfald“)

Man designede stole i stålrørskonstruktioner, som ophævede det optiske skel mellem sæde og understel, ved at skabe dem som om de var lavet af et eneste stykke stålrør. De kom til at ligne affyringsramper for bevægelse. Men her var der tale om et blændværk, en illusion:

“Foruden skønhedens idé var disse elegante, fremskridtsdrukne high-techstole, gennemsyret af frihedens idé, men frihed forstået som bevægelsesfrihed.

Med deres fjedrende stel var disse stålrørsstole slet ikke stole. De var heller ikke siddemaskiner, men snarere affyringsramper for det moderne menneske, som ikke længere er et siddende menneske, men godt på vej til at generobre sit nomadiske urvæsen.” (Ibid.)

Modsætninger mødes

Godt på vej? Han omtaler, at vi nu om stunder i et særdeles overophedet samfund, i hvert fald på mediefronten, trænger til ro og fordybelse og henviser til middelaldermystikeren Meister Eckhart:

“Den som sidder, er i stand til at frembringe klarere ting, end den som går eller står. At sidde betyder ro.” (Ibid.)

Han når også lige at få et modargument med i puljen, fremført af selveste Friedrich Nietzsche, den tyske filosof med den tungsindige mine:

“At sidde på sin flade røv er at synde mod den hellige ånd. Kun de tanker man har gået sig til har værdi.” (Ibid.)

Så er yderpolerne ligesom blevet udlagt. Vi kan ikke designe os ud af bevægelsesmangel. De fleste af os kan derimod vælge at bevæge os noget mere.

Der kan naturligvis fremhæves både fordele og ulemper ved at sidde ned. Det behøver ikke at være en enten-eller tematik. Ro og fordybelse findes i både gående og siddende form. Den enkelte er nødt til at finde sin egen balance.

Meget handler om dosering, meget handler om øvrig livsførelse. Nogle er godt på vej, andre har slet ikke opdaget, at der er et problem. Statistik kan pege i mange retninger. Personligt tvivler jeg på, at vi er godt på vej.

At forsone fortid og nutid, stilstand(stillesidden) og bevægelse

Tak til Arno Victor Nielsen, der ridsede nogle dilemmaer op, ikke bare inden for moderne møbeldesign og kunst. Vi efterlades med en lidt vag forsoningsmulighed mellem ubevægelighed og vandring.

Mellem at balancere det at sidde eller at gå (og stå?). I artiklen om stoleproblemer drøfter jeg, hvordan et arbejdskompromis kunne se ud.

Spørgsmålet er så, hvordan detaljerne ved en eventuel forsoning kan strikkes sammen? Mange føler givetvis, at de er oppe mod tvingende mekanismer i forhold til den givne samfundsindretning, og oplever måske slet ikke, at der er et valg mellem flere muligheder.

Inden vi plaffer duen helt ned, skal vi huske på, at der er tidspunkter i døgnet, hvor de fleste af os ikke arbejder. Et sted at jump-starte kompromisset i forhold til at generhverve fordums siddeevne kunne være under den “højhellige sofatid”. En tid, der ifølge professor Bente Klarlund Pedersen i Gå-bogen, statistisk set kan nå op på svimlende 4 timer dagligt, i gennemsnit. 

Undertiden kan mentale kompromisser være smertefulde affærer. Vi er vanevæsner. At bryde vaner er krævende. Men forhåbentlig ikke lige så smertefuldt som at genindlære arketypiske siddestillinger. I alles tilfælde.