Berøring og massage – et overset fænomen?

Berøring og massage – et “topic”, der på flere planer synes værd at adressere og bruge mere krudt på, ikke mindst inden for massagedisciplinen. Fænomenet berøring mistænker jeg for at være dels underbelyst, dels misforstået. Dette klæbrige, naturlige, belastede, gådefulde og samtidig vidunderlige ord, vi alle har vores egne værdiladede opfattelser af, formoder jeg. 

Langt hovedparten af de klienter, jeg møder i min klinik, kommer eksempelvis forbi med en fortælling, der kredser om et behov, som er “forbundet med” smerter. Dette er i sig selv interessant. Mange klienter finder berøring både vigtigt og italesætter berøring respektfuldt. Men det er sjældent noget, der italesættes som et behov. Noget, som er den egentlige anledning til deres henvendelse. Det kan skyldes mange ting, evt. forbehold af forskellig art.

Dette indlæg er således et forsøg på at legitimere, hvad der efter eget udsagn i forvejen er aldeles legitimt og ganske naturligt. For det tilfælde, at nogen ved en misforståelse skulle være ledt til at tænke det modsatte eller føler en form for utilpashed, måske ligefrem skamfuldhed ved at rette henvendelse ud fra dette grundlag – at opsøge berøring.

Jeg vil bede dig læse den næste sætning med omhu. Det er helt og aldeles i orden at opsøge smertelindring, og det er også noget, jeg tager yderst alvorligt. Og jeg mener bestemt, at massage har en berettigelse i forhold til at smertelindre, såvel som i forhold til en lang række andre ting. Vi skal vogte os for absolutter og ekskluderinger. Smertehenvendelsen er legitim, vigtig og presserende osv. Men ikke nødvendigvis udelukkende.

Der er intet til hinder for, at du henvender dig på baggrund af  skuldersmerter, nakkespændinger, hovedpiner og ryggener. Det er helt oplagt og aldeles relevant i mange tilfælde. Det forekommer kun fornuftigt.

Jeg ønsker blot at opfordre og invitere til at flere mennesker også tager massagens andre facetter med i betragtning.

Berøring frem i lyset

Med dette indlæg vil jeg dog prøve at oplyse lidt nærmere om, hvad det tyder på, at berøring kan i forhold til massageterapien. Af den simple grund, at jeg fornemmer, at det ikke for alle fremstår lige legitimt at efterspørge eller overhovedet er noget, folk er tiltrækkeligt optaget af eller klar over. Hvilket der heller ikke er noget krav om, at de skal.

Det er ikke fordi, berøring er det eneste eller vigtigste, massagen kan. Men den er måske vigtigere, end den får kredit for? Og måske er smerteoptagelsen også udtryk for nogle samfundstendenser, hvor individets evne til at få det fulde udbytte af massagen forhindres af livsstil og adfærdsformer eller står i skyggen af mere “presserende” formål med massagen. Akut smerte har det med at sløre udsynet for andre perspektiver. 

Men gælder det også forhold som uvidenhed, vagtsomhed og forudindtagethed?

Der er med andre ord potentielt set hierarkiske og magtmæssige forhold på spil, der kan tilskrives forskellig betydning, alt afhængigt af anskuelse, vidensgrundlag, kroppens reaktionsformer etc.

Læs i øvrigt om eksempler fra hverdagen i sundhedssektoren, hvor massage og berøring indgår.

Når vi mødes i klinikken

Berøring er lidt noget “fluffy” noget. Desværre. Ordet til trods er det åbenbart ikke helt tangibelt. Hvorfor mon?

Det er måske ikke selve berøringen, vi frygter eller nærer berøringsangst overfor, om end den nok også udgør en barriere for nogen. Berøring er i sagens natur tilpas diffus, gådefuld og indgribende på en og samme tid, og det er måske medvirkende til forvirring og kan skabe utryghed hos mange af os?

Det griber angiveligt ind i ens civilstand (en singlemand, der savner berøring for eksempel), det kommer tæt på ens personlighed og følelsesliv osv. “Kommer jeg til at afsløre eller blotlægge noget om mig selv ved at efterspørge berøring?”. “Skal jeg stå til regnskab for noget og krænge min sjæl ud?”. “Behøver jeg virkelig at fortælle, at jeg har hudsult, det synes jeg er skamfuldt?”. “Er det ikke lige lovligt “intimt”?”, og er det i øvrigt relevant for alle?

Det vrimler med potentielt unuancerede tanker, spørgsmål og antagelser, og ikke mindst skepsis, og larmende tavshed. Og det trækker ikke just “breaking news” i nyhedsstrømmen – selv om det kom frem i lyset af “lock down” periodens sidste udmattende fase under Covid-19 pandemien, at mange “var desperate efter et kram”. Ordet hudsult dukkede op i medierne.

Nu er massagebriksen ikke stedet for “krammere”, vil de fleste nok tænke. Og det er da også korrekt. Om end der kan være mere eller mindre venlige relationer på spil mellem klienter og massører – ikke mindst efter massagen eller som hilsen. Jeg arbejder f.eks. også med handicappede klienter, der gerne vil have et kram.

I lyset heraf, hvis vi ser bort fra det mere eller mindre uskyldige i krammeriet, er hudsult et fænomen, mange går stille med dørene med, er min fornemmelse. Det er formentlig tabu for nogle og en skamfuld mangel for andre. Men det er også et behov, der kan og bliver knægtet.

Med tanke herpå er det nok bedre at “spille ud med en øm lægmuskel”, som et “neutralt” indgangspreludium. Så kan vi altid se på, om der kan skabes tillid i relationen til yderligere samarbejde.

Jeg vil bare gerne være smertefri

Det er forholdsvist almindeligt, at vi starter i “smerteland” og siden krydser en grænse til noget andet. Men kun hvis der “skabes plads hertil” eller er interesse eller opmærksomhed på behovet. Igen, det er ikke et krav. Det sidste kan paradoksalt nok forudsætte en selvindsigt, mange måske ikke har tilstrækkeligt føling med. Det kan som bekendt tage et liv at kende sig selv – fuldt ud. 

Nogle vil dog konsekvent bare være smertefri, og der er forskellige forventningshorisonter i spil. Det er ikke alle, der har ambitioner om at mærke, hvad der kan opnås på den anden side af umiddelbar smertedumlen. Ikke alle ønsker at investere lige meget i eget helbred. Livskvalitet har bred elastik. Nogle vil nøjes, andre ser det ikke som et spørgsmål om at nøjes. Nogle synes ikke, det er pengene værd osv., osv.

Det kan man til dels også argumentere for, at vi generelt kan udlede af de offentlige sundhedsstatistikker. Nogle af os forsætter med de vaner, vi har, til vi crasher, er der desværre noget, der tyder på. Ikke alle, ikke alle vegne, men flere end godt er. Kroppens behov kan nedprioriteres i årevis på flere planer. Og det er ikke bare generaliseringer, det er noget, der sker i det danske og alle mulige andre samfund. 

Smerte kan i lyset heraf også komme til at tage magten fra en. Grundet negligering, manglende selvomsorg, vaner, økonomiske prioriteringer osv. Dermed kan “berøringsdimensionen” i massagen rykke endnu længere ud i horisonten. I nogle tilfælde sidder folk uhjælpeligt fast i psykisk såvel som fysisk ørkesløshed – muligvis ofte fordi de er forhindret af en regulær bevægelsesfælde.

Nogle gange tager den ene ting imidlertid den anden, og så nærmer vi os “det med berøring”. Andre gange “bekender folk ret hurtigt kulør”, når de føler sig trygge. Der er ikke én sandhed og ikke ét svar på, hvad der er rigtigt og forkert. Men alle har givetvis deres egen historie bag deres holdning til berøring.

Det interessante er dog, at folk ikke nødvendigvis ved, at berøring kan noget i forhold til at komme i bedre kontakt med egne behov. Komme til at mærke kroppen mere differentieret og bedre kunne fornemme, hvordan man har det. Hvilket jo er forudsætningen for at kunne handle yderligere herpå.

Berøring og smerteforhold lader også til at være gådefuldt forbundet. 

Når det naturlige forbigås

Men der kan vel også være tale om, at behov knægtes, hvis ikke de føles legitime at adressere. Uanset om det skyldes min facon i rollen som professionel massør/behandler, aldersmæssige forskydninger, renommébeskyttelse i forhold til lokalsamfund, fordomsfuldheder, uvidenhed, blufærdighed, manglende overskud, skamfølelser, forlegenhed, kønnede præferencer etc. 

Jeg kan ikke se igennem folk og kan ikke se deres behov. Jeg kan, ud fra en ligeværdig dialog, få en fornemmelse af, at “noget andet og mere” måske var relevant at adressere i visse tilfælde. Eksempelvis mere velværemassage, med fokus på kærlig berøring. Det er dog bestemt ikke altid, at det er tilfældet. Men nogle gange er det nok mere relevant, end hvad vi lykkes med i fællesskab at enes om at mødes om – nemlig “skavankudligning”.

Men det er, og her er min beskedne indgangsbøn, altid legitimt og relevant at blive mødt med en massage, der hovedsageligt handler om behovet for berøring. Blød, så vel som mere kraftig. Det er ikke en bestemt ting. Den “bløde bias” skal vi også vogte os for. Det kan sagtens være mere kraftfuldt, da alle har forskellige forudsætninger for at mærke berøringen.

Lad os få sagligheden med

Dette indlæg om massage og berøring er samtidig et forsøg på at række ud og at få et sagligt besyv med på sagen. På den måde undlader jeg måske at gå bokserens vej og udelukkende kæmpe med egne eller andre imaginære og fordomsfulde vindmøller. 

Lad os få det ned på jorden. Få det naturlige gjort mere naturligt. Hvis altså du ikke i forvejen har det på denne måde. I så fald har du ikke noget at frygte. Men til dig, der danser rundt om “hudsulten”, som rundt om den varme havregrød – disse linjer er med tanke på dig, i håb om at du vil finde det relevant at lære mere om.

Jeg forbigår for nu forbehold vedrørende massagebehandling, som om muligt kan være noget af det, der gør det lidt akavet. Det der med at efterspørge berøring – og desværre nok også medvirker til, at nogen går i en stor bue uden om. 

I mine blogindlæg om Massagens værdifuldheder og Virker massage – og hvordan? kan du læse mere om, hvad vi bl.a. har videnskabeligt belæg for angående massage. Og hvorfor berøring kan spille en helt central rolle i forhold til massages potentiale.

Her vil jeg i det følgende se lidt nærmere på berøringen fra flere sider.

Berøringsangst eller ej?

Allerførst skal vi lige tage hul på elefanten i rummet. For i samme nu, at ordet berøring udtales, er der noget med en modpol, der påkalder sig opmærksomhed. Ikke pr. automatik, men som en erfaringstynget loyal følgesvend, ikke desto mindre. Jeg taler om berøringsangsten.

En angst, der åbenbart både optræder i politik, ved dødsfald, i det seksuelle møde mellem mennesker, i psykiatrien, blandt kollegaer på arbejdspladsen, i spørgsmålet om løn og penge og sikkert mange andre steder, jeg ikke lige formår at italesætte i skrivende stund. 

Berøringens menneskelige grundlag er det, jeg mest forbinder med berøring og evt. angsten for selvsamme. At det er en menneskelig handling og et menneskeligt behov, der af forskellige grunde kan rumme visse kontroverser, ubehagelige eller angstfulde grænser, vi må respektere. “Jeg kan ikke klare, hvis nogen rører ved mine ben”, som en klient sagde til mig. Vedkommende i eksemplet fandt i øvrigt berøring på andre kropsregioner, som ryggen og ansigtet, ganske behageligt. Det ene udelukker ikke det andet.

Urørlighedszoner

K.E. Løgstrup, den danske teolog og filosof, skriver i System og symbol om, at vi alle gør krav på at være omgivet af en “urørlighedszone”, hvor ingen har ret eller lov til at trampe ind og “kloge sig” på vores bekostning. Heraf ordet, formoder jeg. Han diskuterer både ordet i forhold til pædagogik og psykiatri, hvilket er interessant. For her kan der (også uforvarende) forekomme overgreb i de relationelle samspil.

Det er værd at læse om hans skelnen mellem sansen eller den manglede sans for virkningen af vores ord, samt om forskelle mellem grunde og motiver i den forbindelse.  

Nogle motiver kommer ikke andre ved, andre kan være værdifulde at blive bevidst om. Nogle ord kan såre, andre kan læge og hele. Vogt dig således for at bruge dine ord med omhu. Du holder måske et andet menneskets følelsesmæssige eller psykiske velbefindende i din hånd – uden at du aner det. Respekt, tillid, og troværdighed er på spil.

Sådanne dybsindige og dybt etiske tanker er værd at have med i forståelsen af tilgangen til klienter i enhver behandlingskontekst osv. For berøring kan meget vel også være omgærdet af en sådan “urørlighedszone”. 

På den ene side er det legitimt at lade tavsheden tale. Vi har ret til at føle os parat til at modtage eller give berøring. Af grunde der forekommer indlysende, og som de mange eksempler på hvor berøring indgår i sundhedsvæsenet vidner om. Men behovet kan samtidigt være stærkt tiltrængt, om muligt af de selvsamme årsager. Længslen efter at mærke kan paradoksalt nok være så dyb og dog negligeres så eftertrykkeligt på en og samme tid.

Giv klienten plads til at kende sig selv

Løsningen kunne angiveligt være at møde klienten med det, klienten tilkendegiver at være parat til. “Jeg vil kun have massage på skuldrene”. “Balle- og brystmassage ikke ok, det er noget griseri”. Ok til det. “Der skal tages fat, det skal være kraftigt, det der bløde føleri eller strygen med hårene, det er ikke noget for mig”. Igen, fint. Differentiering er mulig.

Giv klienten plads til selv at udforske det grænserum, hvor der er/ikke er plads til mere. Spørg ind og afklar, hvad der er legitimt for den enkelte. For nogen er der vide rammer, andre har paraderne op med det samme. Intet er principielt mere værdigt eller rigtigt eller fortjener at blive bedømt på forhånd. Respekt for urørlighedszonen, men udvis åbenhed.

Jeg finder dog alligevel dette landskab gådefuldt og vil gerne lære mere herom i de kommende år. Jeg er i mit fag for at hjælpe mennesker. Hvad er vore følelsesmæssige grænser for noget? Hvorfor forbinder vi berøring med de ting, vi gør? Nogle gange forekommer dette spørgsmål indlysende, men gælder det altid? Følelser er noget underligt noget, som den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen skriver om i bogen Frygt, hvor han kredser om grundfølelser som frygt:

“Hvad vi frygter, og hvor stærkt, afhænger af vores forestillinger om verden, om hvilke farlige kræfter der findes, og hvilke muligheder vi har for at beskytte os mod dem. Vores viden om og erfaring med følelser er ikke uafhængig af den sociale kontekst, de optræder i” (s. 28)

På den anden side af berøringsangsten kan vi måske bedre mærke os selv, vores behov og være mere i balance med vores livsvalg. Frygte mindre evt. Det er formentlig det, berøring virkelig kan bidrage med. Give os selvkontakten igen, eller genopleve dens virkning i os. At være i god kontakt med sig selv, som vi siger. “Hun er i god balance”.

Berøringens fremtid inden for massagefeltet

Det kan lyde vanvittigt og lettere konspiratorisk ligefrem at bebude eller tilnærmelsesvist antyde muligheden for, at berøring indenfor massagefeltet ingen fremtid har. Psykedelisk medicin vinder frem, robotteknologi og transhumane sværmerier står for døren. Andre magtfulde interventionsformer lurer i horisonten. Men er der tale om udkonkurrerende innovationer som forsegler den menneskelige berørings skæbne?

Mindre teknologiforskrækket, hysterisk eller illoyalt udtrykt, er det måske bedre at tale om, at den, altså berøringen, evt. kunne være på retræte, marginaliseres eller misforstås. Eller kræver en hel ekstraordinær legitimisering, førend den kan få lov at udleve sit genuine potentiale i forskellige faglige sammenhænge. Hvis ellers det er det, der er tilfældet. 

Det ejer jeg på ingen måde den ultimative forklaring på. Jeg skriver ud fra mine egne tanker, hvad jeg læser om smertevidenskab og hvad jeg fornemmer i egen klinik. Jeg er ikke ude i noget korstog eller defensorat, jeg ser ingen panik før lukketid. Jeg nærer måske en stille bekymring, men også et gryende håb. Formidling kan som bekendt være en farbar vej frem.

Tiderne skifter

Man kunne også argumentere for, at berøring vies forskellig interesse til forskellige tider, og at nogen vier den mere interesse end andre, igen til forskellige tider. Det er måske dyrt at blive berørt nu om stunder, og ressourcer er altid knappe, som det hedder i politik. 

Som jordnært men samtidigt helikopterperspektivisk eksempel kan det fremføres, at der lader til at være en “kropslig vending” til stede inden for sundhedssektoren. En vending, hvor det atter er blevet legitimt eller mere anerkendelsesværdigt at tage kroppens besyv med, at vie kroppen respekt og satse på at gøre gavn “gennem” kroppen.

Min motivation for at drøfte berøring skyldes ikke udelukkende min egen begejstring for og tiltro til denne. Tidligere, som nyopstartet selvstændig massør, kunne jeg nikke genkendende til ikke berøringsangst, men kompetenceangst. Som selvvalgt udtryk for den følelse at skulle underlægges et uudtalt krav om at fremvise mere kompetence for at føle mig anerkendt eller leve op til klientforventninger. For at vinde deres tillid.

Vi skal øve os i tillid 

Tillid er afsindig vigtigt i klient-behandlerrelationen. Den kan have stor indvirkning på udfaldet af interventionen. Det må vi huske. Det er adelsmærke, vi konstant skal gøre os fortjent til.

Jeg hvilede ikke helt i rollen i en lang periode, og er tilbøjelig til at tænke, at det i en eller anden udstrækning kan handle om, at presset på behandling er voksende.

Sagen er nemlig, at flere folk lider og rent ud sagt ikke har det godt, i mange tilfælde. Befolkningen bevæger sig for lidt, eller ensformigt, og på en måde, der ikke længere understøtter biologiske behov og evolutionære arv osv. Kulturen svøber os i komfort og fremmedgør os via teknologi, klinger klichéen. 

Hvad angår massage, er der muligvis noget på spil, der handler om, at massagen skal kunne mere end det, den i forvejen kan. 

Det kritiske spørgsmål?

Inden jeg vasker hænder på mine professionsmæssige utilstrækkeligheders vegne, kunne jeg i stedet vælge at vinkle sagen med et mere dristigt spørgsmål:

• Hvad nu hvis masssagens vigtigste bidrag til verden ikke kræver en hulens masse kompetencer (i manuel, palpatorisk eller grebslig, teknisk forstand – al respekt for (nogle af) disse i øvrigt)?

Tanken er næsten for provokerende til at kunne tages alvorligt. Omvendt er der noget, der tyder på, at der opbygges et kompetencemæssigt Fort Knox op omkring professionen. Med lige så mange teknikker, retninger og metoder, som der er praktikere. “Det skal ikke hedde sig, at vi ikke har værktøjer nok i “toolboxen”, hvilket i sig selv er interessant ud fra et effektperspektiv.

Hvorfor så mange forskellige tilgange? Virker det grundlæggende ikke? Hvad er det grundlæggende i øvrigt? Har vi behov for at jagte mere agtelse fra “etableret lægevidenskabelig side”? Hvor ligger hunden begravet?

Mere teknisk snilde eller bare berøring?

I artiklen “Modality Empires“ kastes der et (sjældent og måske også lovligt dramatisk?) lys over, hvorfor nogle behandlingsmæssige professioner har udartet sig til rene “kommercialiserings imperier”. Hvor særlige metoder understøttes af “store foregangsnavne”, der er brancheentreprenører ude på selvhævdelsens overdrev.

Så længe det lyder vildt og lovende i al sin avancerethed, kan det måske overbevise eventuelle skeptikere og udrette momentane mirakler, som vi også kender det fra fænomener som placebo. Onde tunger kunne hævde, at der ofte er mere forretning end helbredelse i vente.

Autoritetstillid har en vis valør, tyder erfaringen på. Men det modsatte gælder også, mistroen til autoriteter. Sidstnævnte kan undertiden glemmes, når vi har det slemt nok og der er behov for smertehjælp og hurtig handlen, eller når vi har prøvet alt (hvilket folk sjældent har, men nok tror) og er desperate efter mirakuløs intervention. Vi kan alle havne i afhængighed.

Kan behandling blive for avanceret?

Det er ikke et angreb på teknisk snilde eller kunnen som sådan, jeg sigter til. Etablerede fysioterapeutiske og lignende behandlingsmetoder kan givetvis være det rette interventionsgrundlag i mange situationer, tænker jeg.

Måske er behandling bare blevet en tand for avanceret, generelt betragtet? Det er alt, hvad jeg påpeger, eller forholder mig skeptisk til. Eller måske er salgskasketten blevet trukket lidt for langt ned over hovedet, således at udsynet måske er blevet sløret – og evt. ærligheden lige så.

Jeg siger ikke, at din situation, kære læser, ikke er kompliceret. Eller at der ikke kræves specifik ekspertise og stor ekspertviden for at kunne hjælpe dig igennem dine smerter. Men måske er det bare ikke massagens mest fornemme eller primære opgave at forstå denne til bunds, endsige at indlade sig herpå – i alle tilfælde.

Hvor stiller det mig som massør eller andre praktikere? Kære læser, jeg håber du vil give mig, at jeg her stiller et vanskeligt spørgsmål?

Presset hen mod smertedulmen

Presset for at dulme smerter – kan det ende med at skygge for massagens mere fundamentale såvel som vidtrækkende potentialer? Det er om muligt min eneste bekymring. Den menneskelige fysiske kontakts helende mekanismer og den personlige følelse af (differentieret) velbehag og selvfornemmelse – selvkontakten. Den udviklende side af massagen, ikke den “overlevende driftsunderstøttende” side. Ikke den “smertedumlende” eller “fixende” side. Nej, den vækstunderstøttende side. Din udvikling.

Har du et hold i nakken, er du næppe interesseret i en masse finurligheder om dine proprioceptive sanser. Du vil sikkert bare gerne kunne bevæge hovedet smertefrit til venstre og højre igen, og helst med lynets hast, er mit gæt. Prioriteter har det med at følge “påtrængende” behov.

Men hvad med alle de andre “småskavanker”, der nager lidt hist og pist, som kommer og går som vinden blæser? Et bud på at adressere (nogle af) dem, er via triggerpunktterapi. Jeg fristes til at sige i naturligt samspil med mere alsidig bevægelse og evt. andre behandlingstiltag af meget målrettet art, hvis der virkelig er behov herfor.

Quick fix versus livspraksis

I andre tilfælde er jeg mere optaget af, om mere nænsom, beroligende og lettere, eller for den sags skyld kraftigere, strygende massageberøring er vejen frem. Forudsat at der er tale om en vej, et forløb, og ikke blot en enkelstående intervention.

Det er som bekendt de mange bække små, der gør en decideret å. Om end enkeltstående besøg absolut også kan noget, der er værd at opsøge. Uden at føle, at det nu også er et problem. Et hurtigt humørboost eller en “portion overskud”. En groundende massage til reetablering af jordforbindelse. Hvad der nu holder hjulene kørende.

Men derudover er visdommen til syvende og sidst at kropslige ting tager tid. Du har sikkert også lagt mærke til, at mange mennesker ikke kommer så let af med deres smerter, skavanker og funktionelle begrænsninger. Måske er det ikke så let, som du håber eller ønsker at blive visse ting kvit. 

Sagen er blot, at mange ender med at erkende, nogen endog for sent, at regelmæssige fremskridt med massage slår kortvarige gennembrud. At et “quickfix” er en sjældnere og eksotisk påfugl end en samvittighedsfuld livspraksis, baseret på noget så knastørt som regelmæssig selvomsorg og selvinvestering. Dette gælder ikke kun smertedansen, men også berøringens mere subtile kvaliteter, skal jeg huske at indskyde.

I jagten på det sublime, på overraskelsen, på “mirakelbehandlingens forførende kunst”, finder vi ofte, at hverdagen er en anelse mere gråmeleret. Men grå rimer ikke på trist i denne metaforiske forståelse, tværtimod. Over tid lysner mange ting, når de er grebet tilstrækkeligt an. Forandring er mulig.

Forventninger, virkelighed og realitetskløfter

En bekymring kunne gå på, at der kan være stor diskrepans imellem det udgangspunkt, folk kommer med, og det der muligvis skal til for at berøringsdimension kan “få mere fri luft under vingerne”. Forståelseskløfter (viden, intelligens, respekt etc.), tålmodighedskløfter, såvel som erfaringskløfter, der evt. foruddiskonteres, såvel som fysiske kløfter kan stå i vejen.

Ofte indser klienter i sidste time, at de må gøre noget. Og så tropper de op med et udgangspunkt, der er yderst sårbart, bærende præg af massiv negligering og kropsligt forfald. Herfra gives ingen superfrelse, kun en længere vej tilbage mod mere bevægelsesfrihed. Vi ligger, som vi har redt. Det indrømmer nogle blankt, men giver i samme åndedrag op, inden de får begyndt, i mistillid til førnævnte sætning “forandring er mulig”.

Andre går kun halvhjertet til værks og kommer som vinden blæser, typisk alt for lidt og uregelmæssigt.  Og så er der de få, minoriteten, som er nået frem til, at livsforebyggende vaner er andet end salgsgas og reklamevås. De høster frugterne af deres egen investering (er min påstand), især hvis de også arbejder tilstrækkeligt med bevægelse og de forskellige “KRAM-faktorer” (kost-rygning-alkohol-motion). Vi skal også lige have søvn med.

Først skal klienten gå grueligt meget igennem, hvad angår behandling af skavanker, smerter og begrænsninger i bevægeapparatet, inden den anden del af massagen overhovedet får foretræde for klientens bevidsthed. Mange ofre gør en bedre levevis. Man køber ikke (bevægelses)frihed og resiliens, man skaber den. Det er ikke nok at være entusiastisk dedikeret i tre måneder for herefter at lægge stilen om. Det er livet ud.

Skygger for massagens værdifuldheder

Det vil dog være trist, om massagen drukner i avancerede smertemetoder, der ved nærmere eftersyn kan vise sig at bonne ud med nedslående resultater. Eller rent ud sagt bondefanger og trælbinder folk, til de mister troen på massagen (og andre behandlingsformer). Det ved jeg i øvrigt af erfaring fra mange klienthistorier, at det rent faktisk ofte kan være tilfældet. Som i mere end yderst sjældne tilfælde, det er faktisk ret udbredt, om jeg må være så bramfri.

Pointen er imidlertid blot, at der måske kan være visse hurdler på spil, som kan tolkes i retning af, at noget kan “skygge for” massagens værdifuldheder i fremtiden. Men selv skygger har det med at drive væk fra solen, hvis du vil tillade mig en letkøbt sammenligning. Især for den, der er modig. Ikke frygtløs, ikke naiv, modig. Det kræver mod at møde sig selv – ikke mindst gennem berøring. Og villighed til at investere i egen livssundhed. En menneskekrop er en kompliceret organisme.

Klienten skal have tillid til en proces og være villig til at gå vejen. En vej, der er klientens egen. Det handler ikke om epigoneri og at følge standardskabeloner. Behandlingsshopping leder ikke nødvendigvis til højere indsigter. Det gør derimod loyal selvindsigt og ydmyghed. Ikke opgivelse, lammefromhed eller bedrevidenhed.

Fremtiden synes konkluderende altså både lys, uklar og mudret til af forvirring, uvidenhed, nye landvindinger og partikulære interesser, mediepåvirkning, uklare erfaringer, fordomme og løse rygter. Øv og atter øv.

Hvordan kan vi indgyde mere tillid til massagen under disse konditioner?

Vilkåret for kulturforandring

Kan flere mennesker overbevises om berøringens berettigelse, selvom de tilkendegiver, at de allerede er overbeviste herom, men bare ikke efterspørger det hos mig eller dig som massør? Ikke møder op, ikke tænker over det osv. Det er der, jeg ikke bare som sælger er nysgerrig, men føler, at jeg har min ære og samvittighed “oppe ved det grønne eksamensbord”.

Det er muligvis et godt spørgsmål. Ofte er det med den slags som med politiske ståsteder. De ender med at få karakter af vadesteder, og du ender med at have fået svømmefødder, fordi du har trådt vande for længe. Vi formes af kulturelle normer og meget sker angiveligt bag om ryggen på os. Hvem evner at se tilbage i en verden, der tordner fremad? Hvor kom mine holdninger egentlig fra, hvad formede dem?

Det kræver en ægte nysgerrighed at bryde fordomme. Eftersom mange ikke har andre referencerammer end deres egen opvækst, løse andenhåndsrygter og krigsberetninger fra naboer og venner, hvor massage måske aldrig har været et element i en livsforebyggende livsførelse, kan der være umådeligt langt til et handlingsrettet “tipping point”. Til det sted, hvor du føler dig overbevist om massagens værdifuldheder indenfor rammerne af et decideret forebyggende livsforløb. 

Muligvis endda et forlængende et, om end det i skrivende stund er en spekulativ antagelse, der griber ind i mange andre forhold, som jeg ikke vil påstå og i øvrigt savner belæg for og forbigår for nu. 

God, gammeldags vidensformidling

Jeg tror meget vil være vundet gennem ærlig og redelig vidensformidling, men jeg er også gammel bibliotekar, så jeg kan være tynget af velmenende naivitet på det punkt. Men også af mere positiv medieomtale, hvor berøring ikke udelukkende optræder i særligt udsatte situationer. 

Og atter meget kunne vindes ved at gøre en indsats for at luksus, smertelindring, personlig udvikling og andre aspekter ikke sammenblandes i en uskøn forvirring.

Endvidere kunne prestigen og økonomien indenfor forskningen måske også trænge til en hjælpende hånd. Men det er bare en anelse, der kan tage sig forskelligt ud, lokalt/regionalt/nationalt/globalt betragtet. Jeg kender ikke til “status”. Men der er med garanti andre områder, der vies markant mere forskningsinteresse, velsagtens også med fuld forståelse.

Så, hvor meget bør der forskes i massagens potentialer – og på hvilken måde? Satser vi hele butikken i fremtiden på robotter, cannabis eller psykedeliske svampe? Hvad med omsorg og kærlighed, er det helt uddateret?

Vi er til dels selv skyld i miseren

Massagebranchens evne til at have spundet guld på “det terapeutiske touch”, de helt særligt helende hænder, har skabt ikke så lidt lede og frustration både indenfor og udenfor feltet, er min formodning og bange anelse. Efter mange krigsberetninger at dømme i det mindste.

Nogen hader samtidig ord som velvære. Uden måske at ræsonnere videre over, hvad det kan betyde for et menneske, når vi sætter luksusreklamerne fra alverdens resortoplevelser på hylden og tænker et skridt videre.

Der er andet og mere end luksustidsfordriv og “gearen ned oven på en maltrakterende arbejdsperiode” at række ud efter. Men det er ikke helende hænder, jeg tænker på. Ikke magi. 

(Næsten) altid veloplagte PainScience grundlægger Paul Ingraham har som en god skepsisgarant, for opklaringens skyld, skrevet særdeles kritisk om disse mystiske og terapeutiske hænder og deres sande potentiale. Og det er ikke flatterende læsning. Der bliver i den grad delt verbale lussinger ud. 

Dette slagsmål vil jeg undlade at bore i for indeværende. Til gengæld vil jeg istemme, vi skal passe på med at love for meget og samtidig have for lidt tillid til det, der er “grundlæggende”. Hele herligheden hviler ikke på, at vi når til “level 5”, som var der tale om et verdensmesterskab eller en helt særlig rangstige i bedste sekteriske stil. Om end kompetenceudvikling og uddannelse ikke skal forklejnes af den grund.

Pendanten i forhold til bevægelse

Jeg får lyst til at lave en afstikker til noget, Paul Chek bemærker i sin bog How to eat move and be healthy. Her omtaler han et fænomen, han kalder for “working in”. Hvorfor slår han på tromme for dette koncept?

Well, efter hans mening, og her snakker vi en mand med årtiers erfaring i denne branche, som har skabt sit eget akademi, har vi mennesker ofte en tilbøjelighed til at tro, at vi kan klare alt med en “workout”. I hans erfaring er det imidlertid det stik modsatte, langt hovedparten ofte har behov for.

Måske tror nogle, at de bliver mere resiliente ved hele tiden at presse sig selv til det yderste, også når de er udmattede. Her kan en blidere bevægelsespraksis gemme på fornyet energi. En energibalancerende bevægelse til at genskabe fornyet vitalitet, han henter fra østens praksisformer. At forbruge energi optimalt på at genskabe den, der tager fysiologien med i ligningen.

Det gælder i den henseende om at bevæge sig langsomt, på en flowlignende måde med kontrol og fuld opmærksomhed og nærvær. Her opbygges energien igen. Altså lidt samme tankegang som med berøring, om end man ikke behøver at abonnere på en decideret “energilære” fra østen. Ud af noget lettere kan noget mere potent vokse frem.

Keep it simple versus selvpineri

“Keep it simple” er virkelig et godt råd i mange sammenhænge. Ikke alt skal løses med mere intensitet, demolitionstræning og hard gain filosofi. Det samme kunne man til forsvar sige om massagedisciplinen. Vi kan værne om kroppen eller massakrere den, for nu at tordne frem med yderlighederne.

Læs mere om grounding, hvor denne “indadvendte” bevægelsesform “working in” omtales.

Det kan koges ned til tillid. En tillid, vi som behandlere skal gøre os fortjent til. Mange mennesker er “stødte”, har mange ar og skuffelser på samvittigheden, de drømmer om og håber på mirakler, og andre har ingen tiltro til egen transformative kraft. De kæmper med ansvarsbyrden.

Dem (og alle andre) skal vi møde i åbenhed og åbne deres øjne. Der er et liv med mere selvagtelse, frihed og rørlighed til forskel, og det er muligt at forandre sig. Men intet kommer af tomme forhåbninger, der kræves en større indsats, end folk er klar over.

Mit råd er: Start med berøringen, og start med at opleve, hvad overskud kommer af. Byg stille, roligt og systematisk et bedre liv op ved at indse, at forebyggelse slår “godt nok” og “kun når jeg har ondt”, “det kunne jeg også godt trænge til” og andre mærkelige overbevisninger, der afholder dig fra at opfylde dine behov. 

Dit liv, dit ansvar. Mit ansvar er at tage dig som klient og din henvendelse alvorligt. At turde gå i dialog med den uden at fremstå bedrevidende. At være autentisk, nysgerrig og oprigtigt engageret i netop din situation. Samtidig med at jeg som professionel behandler godt kan have en faglig holdning til, at berøring ikke bare er opreklameret luft, men derimod den kærlige varme, som “varme hænder” med rette kan postuleres at tilbyde som led i en meningsfuld livspraksis.

“Varme hænder”, ikke “magiske hænder”.