Leg med livet – om legens betydning i tilværelsen

Jeg har glædet mig som et barn til at skulle skrive dette indlæg. Leg falder mig naturligt, og jeg skriver andetsteds om, hvordan vi voksne konkret kan genopdage lidt af barndommens legende universer. 

Men hvem tager i grunden legen alvorligt i dag, udover lege- design-, kreativitetsforskning og lignende? Uden at skulle profitere på produktion af legetøj, faldunderlag på legepladser, teambuilding, konsulentydelser og forlystelsesparker. Megen opmærksomhed er viet til psykologisk og pædagogisk rådgivning ved voksenbekymring (og børns kvaler ditto). Alvorlige, omkalfatrende samfundsforandringer truer manges velbefindende og svar synes overvejende at være, mere fart på kedlerne, flere test, mere præstation på hurtigere tid osv.

Der kæmpes på højtryk med politiske tiltag for opdæmning af konsekvenserne af den moderne teknologis skyggesider. F.eks. (indendørs) teknologilege og sociale aktiviteter i digitale verdener, som holder en hel generation som enten vel-/uvillige gidsler eller fungerer som rugekasse for fremtidens innovative frontløbere. Vi lever øjensynligt i paradoksernes tid.

Er legen blevet parkeret?

Er legen blevet parkeret i barndommen? Bliver strømlining af livet noget der starter allerede i barndommen? Har vi glemt, at leg også er en måde at møde hinanden på og lære hinanden bedre at kende på? I fysisk forstand. Ja, sågar en måde at kunne begå sig på blandt andre mennesker. Har vi glemt, at leg kan gøre os bedre til at bevæge os og fremme vores overlevelseskapacitet, bliver mere kreative? 

Nu spørger jeg mig selv – i forlængelse af forrige indlægs strøtanker om forandringens forudsætninger, og tanker om, hvordan forandring kan kan være forbundet med bevægelse – om det samme kunne være gældende for leg?

Kan vi lade os inspirere mere af (uorganiseret) leg som en måde at forandre vores liv på? Individuelt som i fællesskab og på samfundsplan. Behøver vi en hær af kreativitetsforskere, specialrådgivere, forældre, psykologer, kurser og facilitetsudvidelser for at skabe mere leg og mindre digital sammenligningsangst og andre påvirkninger, der følger med onlinetilværelsen og den moderne konkurrenceøkonomi?

Behøver livet anskues som et udskilningsløb? Er der ikke længere plads til os alle?

Leg og bevægelse er uløseligt forbundet, er min fornemmelse. Vi har, sat lidt hårdt på spidsen, derimod indrettet en verden, der minder mere om en zoologisk have, hvor det er indespærringen i skoler, fitnessrum og arbejdspladser, der er vores rituelle fængsler. Vi er faktisk ved at “blive til en ny art”, såkaldte indendørsmennesker, ifølge antropolog Cecilie Rubow. Hvilket formodentlig griber ind i vores forståelse af naturen og vores forhold til denne. Det kalder på nye måder at begribe natur og samliv på.

Dette indlæg kigger på, hvad der gør, at vi i et eller andet omfang er blevet så fremmedgjorte for legen, og undersøger, hvad leg handler om. Jeg søger som altid brobygningen til bevægelse, velvidende at der også foregår megen intelligent, livsbekræftende og aldeles meningsfuld leg rundt omkring i kongeriget.

Den farlige leg – livet selv?

Jeg er med på, at verden ser ond og ødelagt ud, og at nogen burde skamme sig. “Zuckerberg sucks”, som jeg hørte en dristig sjæl formulere sig, i øvrigt i et online forum. Vi kan bare ikke give de sociale medier hele skylden. Vi må selv have nogle alternativer på hånden. Alternativer der vil mere end at “lære børnene at leve og navigere i den teknologiske jungle”. Som måske er kommet for at vokse sig stadig mere ufremkommelig.

At begynde at lege igen kan være en øjenåbner for nogen. Der findes som bekendt flere former for leg, typologier osv., som udmærket fremlagt i udsendelsen Brinkmanns Briks for nylig (episoden med titlen Saddam Hussein blev hængt i en SFO, 19/04, 2023).

Leg kan eksempelvis være farlig, og vi kan slå os på både haleben, kæbepartier og følelserne. Leg kan være mere tilbagetrukket, introvert, udadvendt og euforisk, fantasifuld, totalt urealistisk og samtidig det mest virkelige, vi kan opleve.

Er noget af tidens tiltagende (debat om) mistrivsel, depression og angst i et eller andet omfang koblet til legens fravær, eller ændrede legevilkår? Ændrede indsigter i og (strategiske?) vinklinger af legen?

Jeg er helt på det rene med at de mange udfordringer jeg her oplister langt fra kan reduceres til manglende leg, vi lever under de vilkår vi gør, og der er mange udfordringer der næppe har nemme løsninger. 

Jeg er ikke ude på at sige “legen redder verden”. Men jeg ser gerne mere leg udfolde sig i fysisk samvær, især for børns vedkommende men også voksnes. Alt respekt for dem der har trampoliner i egen baghave og har det fint med at legen måske har ændret karakter i takt med samfundsudviklingen. Men jeg finder det underligt, at der ikke er flere børn på den lokale legeplads uden for skoletiden. Og det er næppe et bærende vidnesbyrd om noget som helst, men det sætter mine tanker i gang.

Men jeg kan starte med at slå fast, at forskning nu også indikerer, at børn leger alt for lidt. Især kroppende og bevægelsesrettet leg. Forældrebekymring, forældreadfærd, skærmtid og børns trivsel og legevaner, hænger sammen.

En spændende forskning er ved at få øje på sammenhængen mellem leg og et godt mentalt helbred, for børn og unge. Det gælder ikke om at undgå farer, men om at blive bedre til at estimere og tilnærme sig farer. De er en uundgåelig del af tilværelsen. Livet er risky business. Lad os således lære at kalkulere med risici.

Legen er sin egen agenda 

Legen udvikler os som mennesker, men hvis vi har været vant til at lege mere, eksempelvis med skærme, mure os inde frem for at lege med andre børn i fysiske omgivelser, hvad er det så, vi har brug for, for at få legen på gled igen? Er der tilstrækkelig balancering af de forskellige legeformer? Tilpas diversitet, fremfor frygt for farlige lege, udskamning, inklusion og eksklusionsbekymring m.m.? Er det tid til at genlære sociale relationers ABC?

Hvis vi er vant til at sammenligne os med andre via sociale medier, hvor gode er vi da til bare at være med i leg, uden at være perfekte, eller at føle os udenfor? Hvor tålmodige og villige er vi da til at være i vores vorden, på vej, eksperimenterende, som rullende og “asfalterende” prospekter, “under vedvarende ombygning”?

Måske har vi i bred forstand glemt at indlemme hinanden i leg og bruge leg som en måde ikke at tage hinanden så alvorligt på. Og samtidig til at være mere forbundet end noget, det ikke-fysiske nærvær aldrig kan tilbyde. Noget af livets alvor kan i mange henseender imødekommes med andet end alvor.

Samtidig må det erkendes, at det også er via legen, at vi kan vise dyb samhørighed og medmenneskelighed. At mærke at vi er til, er med og i live, med hjerte og tiltro til hinanden. I intim dialog, men også intuitivt, non-verbalt og meget andet, hvor vi kommunikerer på helt andre frekvenser, end der er tale om online, i metaverser, med chatrobotter osv. Hvor der er højt til loftet, uden at vi skal udnyttes og reduceres til produkter og udstillingsvinduer i voyeurismens hellige navn.

Leg handler vel ikke kun om at blive voksne før tid, og aldrig se sig tilbage igen, i jagten på status og anerkendelse. Men om at vi som mennesker kan bruge legen som ledetråd hele livet. Den hjertevarme og blodrøde tråd. Ellers ser det først for alvor faretruende ud.

At tage legen på os

Jeg tænker, at vi kan lære mindst lige så meget af leg og bevægelse som af alverdens politiske båltaler, filosofi og akademiske undersøgelser. Ikke at jeg ikke nærer stor respekt for disse. Det gør jeg skam. Al visdom behøver ikke komme fra de samme kilder og være viklet ind i en statuskamp om hvem der har definitionsmagten og “overblikket”.

Der skal ikke en kommission til at redde verden, det skal vi selv gøre, men vi må lytte oprigtigt til alverdens fagfolk. Men vi kan også tage udgangspunkt i egen barm. Og vi kunne passende starte med at forstå, hvad leg handler om, så vi kan blive bedre til at lege med hinanden og indrette tilværelsen med mere leg. For både børn og voksne. Det redder næppe verden, men det bidrager måske med mere end mange er bevidste om. Ringe i vandet. Bedre relationer, reaktionsmønstre, mere fokus og indlevelse i andres grænser osv. osv.

Hvis jeg havde psykologiske diagnosticeringskompetencer, ville jeg mene, at vi over en bred kam trænger ikke bare til “kosmisk ubetydelighedsterapi”, men også til at opleve, hvad leg gør ved os. Hvordan den kan transformere vores sårede, kynisk galvaniserede eller forstenede hjerter om til åbne rum af imødekommenhed og selvforglemmelse.

Leg kan fravriste os rutinernes kvælende, genkommende fantasiløshed. Eller give os fornyet energi til at stå dem igennem. Der er kun én blå mandag i livet, resten er grå og genkommende. Det er bare svært at måle dette potentiale på bruttonationalproduktet.

I øvrigt behøver rutiner ikke være fantasiløse, vi kan starte med at lege om morgenen, inden vi skal i gang med dagen. Det vil alle sikkert “energiprofitere” af. God karma er en spiral, der starter nedefra, rodfæstet i leg og eksploration. Og inden du har set dig om, kan det føre til en tornado af overskud. Hvis altså du gennemlever og erfarer det selv – på egen krop, og endnu bedre, i andres selskab og nærvær.

Hvis vi tester, måler og vejer helt ned i børnehøjde for alverdens ting og sager, mister vi så ikke evnen til at gå på opdagelse selv? Og hvis ikke vi skulle starte det eksplorative i børnehøjde, hvor så? Ellers kan vi risikere at skabe en uinspireret tilpasningskultur med identitetskonflikter og indebrændte følelser, fordi vi ikke lærer os selv bedre at kende gennem legen. Nærer tillid til at den kan noget.

Leg trives på mange måder ikke med andres fastlagte forskrifter. Omvendt er vi alle en del af en kultur og et samfund, hvor vi alle skal passe ind. Kunsten er at balancere ansvar og frihed, holde legens potentialer i live.

En præstationspuster er ikke = selvopgør

Det har virkelig længe være bebudet, at det er på tide, at præstationssamfundet tager en puster på bænken og går på afvænning. Men det sker ikke, og det har nok noget at gøre med, at vi udsættes for en masse ideologiske forestillinger om, hvordan et godt liv skal tage sig ud.

Vi anspores til at jagte de samme afguder, statussymboler og forbrugsgoder. Rotteræset er endnu ikke aflyst for mange menneskers vedkommende. Måske opdrages for mange af os til at passe ind i de samme formstøbte skabeloner.

Leg handler ikke om at blive den bedste, om at vinde, ydmyge andre og stive eget ego af. Leg er at træde mere til side og være en del af nogle kræfter, der giver os det, vi tørster efter, og har fablet om i årevis, men aldrig kommer nærmere. Nærvær, kontakt og spejling. Leg skyder genvej og viser nye sider af os selv. Skaber håb om flere åbninger og muligheder. Leg opbygger og forynger. Leg udvider perspektivet, hvor præstationskrav ofte indskrænker. Der er immervæk kun plads til én øverst på skamlen. Resten er undersåtter. 

Hvorfor er det så farligt at tage legen alvorligt, i bredere forstand? At prioritere mere leg, samvær med andre mennesker på mere legende præmisser? I stedet for at bruge falske ord som læring, kan vi alle indhylle os i mere leg og lære af den vej. Vi vil så gerne skabe et kreativt og innovativt samfund, men vi gør ofte livet surt for hinanden med kontrol, konkurrence og manglende nærvær. Skam og inkompetence er kun en barriere, hvis vi tillader det at være sådan. Det at være ydmyg kan være et tempel af guddommelighed, der kan lede dig ud af uvidenheden, hvis du forstår, hvorfor det ydmyge er på din side. Når vi skal blive bedre til at lege, skal vi først blive bedre til at turde lege. En god ydmyghed.

Lad os derfor gøre en indsats for at fremme rammerne for mere leg – og mere plads til leg. Leg er nemlig ikke en modsætning til arbejde og anstrengelse. Det kan fint sameksistere.

Leg på arbejdsmarkedet eller kronisk stresspukkel?

Faktisk er der tegn på legens efterspørgsel på arbejdsmarkedet, der ellers rutinemæssigt er ved at drukne i stress, hvert andet, tredje eller fjerde kvartal, hvis ellers vi følger informationsstrømmen. Senest dokumenteret i en udmærket samtale i Supertanker (udsendelsen Knockoutet af jobbet 01/05/2023), hvor der atter stilles skarpt på arbejdslivets diffuse krav og teatertorden, som efterlader folk i mismod og rundforvirring – og stress.

I hierarkiske verdener skal der fokuseres på profit og servicemål. Effektivitet, besparelse og magt er i stor udstrækning vejen til at sikre fremdriften på godt og ondt. Her råder “stolelegen” over andre lege, er mit bud. Eller i hvert fald frygten for denne leg eller frygten for at være useriøs eller undværlig.

Professor i leg Helle Marie Skovbjerg forsikrer os dog i artiklen “Har du leget med din kollega i dag?” (Perspektiv, nr. 03, 2023, s. 42-45), at leg også hører hjemme på jobbet. Så vi ikke ender med at kede os ihjel eller gå til i meningsløshed:

“Og nej, det handler ikke om, at vi som voksne skal lege gemme eller tagfat, men om, at vi skal grine og fortabe os i processen”. (s. 42)

For legen ændrer, efter hendes mening, udtryksform, i takt med at vi bliver voksne. Jeg fornemmer noget ulmende problematisk i forhold til denne udlægning af legen, trods de gode intentioner. Jeg finder, at der snarere er tale om organisatorisk tilpasning og konduitetænkning, der skal gøre arbejdsdagen mere tålelig, så det ikke bliver for trist. Det pointerer professoren faktisk også.

Jeg synes, det siger mere om arbejdskulturen rundt omkring end om en dybere indsigt i legens praksis og potentialer. Jeg er her bekymret for, at vi med denne tænkning reducerer legen til en indskrænket tilfredshedsparameter, der kan mindske sygefravær og fremkalde et smil på læben, så man får et bedre kollegialt tilhørsforhold. Kan vi overhovedet blive gode til at lege under denne vilkårsbetragtning? Ikke mindst i betragtning af, hvor mange år længslen efter kreativitet, leg, mening etc. har været efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Livet skal muligvis indeholde 20% leg, så der ikke går stress, livskrise og forudsigelighed i det, kan professor Skovbjerg konstatere ud fra undersøgelser. En spændende men også mærkelig kvantitativ måde at forstå leg på. Evnen til at være legende som menneske er ikke en procentsats. Det er en læreproces, der tager tid. Tid med aflæring og tid med at balancere forpligtelser overfor egne udviklingsbehov og sociale behov.

Hvor er de undersøgelser, der peger på, at den manglende evne til at lege rammer bundlinjen endnu hårdere? Måske findes de, jeg skal ikke kunne sige det. Men det er mindst lige så vigtigt i min optik. I organisationsforskningen har man i årevis talt om “deskilling” og fordummelse i kraft af rutinetungt og ensformigt arbejde samt ledelsesmæssige problemstillinger. Om mangel på mening og sammenhæng, klare linjer osv. Og hvad nu når chaptGPT for alvor kommer i omdrejninger, bliver der så ikke mere tid til at lege, eller gør det bare stolelegen endnu mere udtalt, og stresspunklen større? 

Plads til fordybelse eller andre agendaer?

Professor Skovbjerg sidestiller optagethed og nysgerrighed i selvfortabelse under arbejde, som ikke er ydrestyret og kontrollet aktivitet, med leg. Hendes eksempler handler om rollelege med scenarier, “hvad nu hvis lege”, der antyder andre alternative måder at agere på ved opgaveløsning eksempelvis. Og konstruktionsleg, hvor man er fælles om at bygge noget. Og så åbner hun en kattelem for det, der “foregår uden om selve opgaveløsningen”. Og hvad er det så? Eksempelvis julefrokosten med dens ritualer med selskabslege og quizzer, der gør, at man kan se kollegaer i et nyt lys efter at have danset sammen osv. Det kan blandt andet være konfliktnedtrappende.

De store legedræbere kan, ifølge artiklen, være tonen på arbejdet. Om hvorvidt nogle er villige til at le af ens vittigheder, og om der er en fælles kollegial forståelse af, at leg kan være værdifuld. Der skal skabes et trygt rum og tillid, og så kan der leges. Helle Marie Skovbjerg skriver direkte, at det er “afgørende for legen”. Det og at man i øvrigt ikke er omgivet af kedelige mennesker, fordi det gør al samvær forudsigelig og business as usual.

Hovedfjenden er dog struktur, tidsregistrering og at skulle dokumentere alle ens arbejdsopgaver. Det er gift for legen, der har et iboende uforudsigeligt element over sig. Hvis altså det er en mere indre styret leg, formoder jeg. Problemet er, at leg kræver tid, og det tager tid fra det effektive, og andre mere vigtige opgaver, møder osv. Skovbjerg glemmer dog at omtale, at hele præmissen jo er givet på forhånd på en arbejdsplads.

I sidste ende er der et rationale og et raison d’être, som ikke står til forhandling. Magt er i øvrigt heller ikke en legekammerat af de bedre, hvis du spørger mig. Det er jeg næppe alene om at mene. Om end magt jo er et mere kompliceret fænomen end som så. Måske fylder procentsatstænkningen og kalkulativ adfærdsregulering faktisk så meget, at vi systematisk aflærer det, legen kunne hjælpe os med at “optimere”. Kan vi blive direkte ineffektive af ikke at lege?

Kulturerne på arbejdsmarkedet hører vi ofte kæmpe med vægtningen af tillid. Mediekritikken lyder eksempelvis, at mange steder er gennemsyret af kontrol. Måske skyldes det organisationers hierarkiske strukturer. Og magtmekanismer. Virkeligheden er også, at mange organisationer har med ganske alvorlige opgaver at gøre, som får leg til at fremstå som irrelevant, useriøst eller direkte malplaceret.

Men selv om leg ikke direkte kan måles på bundlinjen, kan den højst sandsynligt fremme sociale dynamikker, kulturforandre, fremme arbejdsglæde og højne fokuseringsevne, koncentration, kreative løsninger i udviklingsarbejde m.m. At satse mere på leg kræver dog nok en anden indstilling af kuglerammen. 

Fremtidens legevilkår domineres af arbejdslivet

Jeg frygter et arbejdsmarked, hvor flere mister gnisten, fordi den måde det er skruet sammen på dybest set ikke opleves som værende meningsfuld for mange. Og fordi vi ikke aner hvad vi skal stille op med hinanden(s) kompetencer på fremtidens arbejdsmarked, der er underlagt enormt disruptive skred.

Hvorfor ikke indrette samfundet mere ud fra legens præmisser, frem for Excel-arkenes fremtog og talmagi? Vi sidder tungt i kviksandet fra den bølge af new public management og deriverede styringsstrategier, der har hærget os siden 1980’erne, hvor eksempelvis den offentlige sektor skulle gøres mere “businesslike”? En spændetrøje, der kan være svær at undslippe, hvis vi mister fornemmelsen for os selv.

Jeg ved, det er helt utopisk bare at tænke tanken. Men det gør jeg nu alligevel. Mange af de problemer, vi har i velfærdssamfundet, kan langt hen ad vejen trævles op og føres tilbage til varierende grader af forsømmelse af kropslig udfoldelse, social samvær og fællesskab, fravær af leg og bevægelse. Arbejdslivet suger for megen energi ud af for mange mennesker. Jeg er godt klar over, at der findes mennesker, der elsker deres arbejde. Undertegnede inklusiv. Det er ikke sort/hvidt. Men arbejdet er efterhånden blevet en erstatningsreligion, som udgør mange menneskers identitet.

Jeg tror bare ikke, vi er bevidste nok om, hvor meget leg og bevægelse kan åbne for andre måder at være i verden på. Det er nemlig noget, vi i høj grad skal erfare og opleve. Det er en transformativ proces for hele ens væsen, som ligger meget langt fra den ensretning, der i stor udstrækning dominerer vores tankegange og adfærd i arbejdslivet.

Efter universitetet fik jeg at vide, at jeg skulle aflæres for at kunne blive et aktiv på arbejdsmarkedet. I dag får jeg lyst til at spørge, om vi ikke alle trænger til at aflære de logikker, metaforer og selvforståelser, som gennemsyrer mange aktiviteter på jobsavannen? Måske skal vi gå mere improvisatorisk til værks – uden livrem og seler.

Forældre vig bort

Et sted at starte med at få mere legeadfærd i samfundet er at starte ved begyndelsen. I børnehøjde. At lære forældre, at det er børnenes “friere” leg, der er brug for, og ikke forældrestyret leg, eller (samvittighedstynget?) teknologisk parkering. Fri leg er problematisk i en vis forstand. For hvordan fri? Men at lege uden at forældre hele tiden skal sætte rammerne for legen, lege med for at skabe yderligere stimulering eller sikre, at legen nu også foregår forsvarligt, og at alle er med, og at ingen kommer til skade osv., er nok nogle meget centrale steder at begynde.

Frie børn leger bedst, som det hedder. Der vil måske kunne skabes mere plads på klatrestativerne, hvis forældrene satte sig over på bænken og fik en sludder og læste lidt i avis. Jeg ved godt, det ikke er sådan alle vegne. I øvrigt er det journalisten, der kan tages til indtægt for forslaget, han selv vil afprøve.

Andre steder kniber det måske med at få børn ud på legepladserne, uden for frikvartererne. Det behøver ikke være en ensidig tematik. Der er også mange, der leger trygge lege, fri fra de andre børn derhjemme eller bag en computerskærm. Børn som trænger gevaldigt til at komme ud og blive luftet, hvis vi skal tage alverdens skærmtidsstatistikker alvorligt, den standende debat om ensomhed og alle de psykiske mistrivselstematikker. Prøv at føre statistik på jeres lokale legeplads. Hvor mange leger på denne, når der ikke er frikvarter, eller skoletid?

Læg mærke til at tryghed spiller ind både i arbejdslivet og i børnelegen. Men leg kan faktisk få os ud over det trygge og ind i det levende og participerende. Det deltagende, det initiativtagende og det, der bliver mere af, som vokser og fører til flere ideer osv. Leg skal ikke kun handle om tryghed og afskærmning fra bøller og andre onder.

Teknologi og leg

I dag vil vi gerne en hel masse med skærme, spil og digital leg. Og det er vidunderligt og nytænkende. Nogle vil gerne have, at børnene bliver fremtidens innovatører, og er derfor ivrige efter at skabe bedre kreative og eksplorative digitale lege, hvor de også selv udvikler spil, frem for kun at forbruge dem.

Faktisk er holdningerne ret markante: “Vi skal være nysgerrige og investere i den digitale lege- og læringsplads. Vi har faktisk ikke råd til at lade være”. (Berlingske, 09/11/2021. Debatindlægget: “Lad børn være børn ved at styrke legen med teknologi”).

Vi har en forestilling, om at det er teknologien, der skal redde os, redde barndommen, bare det gribes rigtigt an. Det kan der evt. være noget om, hvis vi spørger forskellige forskningsmiljøer. Men der kan også være noget om, at vi voksne risikerer at bestemme lidt for meget over, hvilke veje legen skal dirigeres. Er der innovationsagendaer på højkant? Hvor langt skal vi ned i geledderne for at “rekruttere” til fremtidens arbejdsmarked, kunne nogen bekymret finde på at spørge? 

Hvad blev der af respekten for, at vi også er kroppende væsner. Væsner med kroppe, arme og ben, der er skabt til bevægelse, leg og selvberoende autonomi. At vi er skabt til også at gøre det, der kun er til for sig selv og giver mening i sig selv, der ikke skal tjene andre formål? At vi ikke kun er instrumentelle væsner. Midler mod andres mål. 

Barndommen mener nogen tilsyneladende, at vi har travlt med at få overstået (Weekendavisen, 26/11/2022. Artiklen: “Det sidste Lego-slot” af Majken Eliasen). Måske er tendensen, at det er tidligere slut med legoklodser og på med make-up’en og VR headsettet? Det er i hvert fald værd at se på, om børn skal “modnes” lidt for tidligt. Hvilke mekanismer driver dette værk, hvilke forventninger? Det er værd at se nærmere på som samfund, tror jeg, uden at være ekspert på sagen.

Vi må forstå, at leg ikke kun skal handle om fremtiden, men også om at være i nuet og mærke sig selv – og glemme sig selv i tiden. At vi kan foretage os noget så eksotisk og støvet som at kede os, indtil vi selv finder på noget at lave. Og at det er helt i orden. Helt OK. Aktiveringsbølgerne til trods. Legen har jo mange stemninger og former. Noget skal eller kan opstå ud af intet.

Faktisk kan den megen teknologifokusering måske føre til, at vi mister evnen til at fokusere mere på at lære igennem leg, og hvad leg kan tilbyde i stedet for den megen skærmtumult. Hvilket jo tager tid. Der skal leges meget med en yoyo før du kan lave en vugge. Men det er nu også bare skønt og udviklende at lære af at være beskidt helt op til ørerne, fordi du har udforsket en mudderpøl med egne sanser og krop.

Leg og læreprocesser er ikke så væsensforskellige endda. Det er det vi skal forstå – og tage alvorligt.

Leg, blær og ting, der stjæler fokus

Leg er undertiden noget, vi opfatter som barnligt, og vi er i den barnlige modus ikke så lækre og voksenagtige. Men det er vel heller ikke meningen, når vi er børn, vel? Børn, lad være med at have travlt med at blive “store”, er der mange gamle tosser, der i tilbageblik råder. Sikkert med en vis ret.

Omvendt gælder det om at skabe flere gode rammer for børn og unge, som ikke er så velfriserede, men rummer plads til det skæve og det fantasivækkende. Det behøver dog ikke være så cool, som det de har gang i på Sorø Gymnastikefterskole – selv om de nu er pænt seje:

Det handler ikke kun om mestring og om at lære så hurtigt, vi kan. Så vi kan sige til de andre, at vi kan noget, eller lige har købt den nye gadget. Det handler om at være opslugt og fuldt ud til stede i legen, om den så er glemt i morgen. Meget af det børn leger med, har andre fundet på. Hvis du f.eks. leger med en pind eller en bold, er du nødt til selv at prøve dig frem. 

Tænk over det. Vi røg også i fælden, da jeg var dreng. Skateboards, rulleskøjter, foldboldkort, stylter, hønseringe, yoyo’er, der var ingen ende på produktstrømmen. I dag er det el-løbehjul, fidget spinners (er vist allerede passé) og en masse andet, jeg ikke følger med i – TikTok for eksempel.

Det er ikke et problem, at vi bruger ting og legetøj. Det er et problem, hvis vi bliver rastløse og køber nyt hele tiden, for at udfylde et tomrum, der ikke kan købes for penge. Eller har for meget fokus på mængden af ting. Tidens fylde er en del af legen. At opleve det i nuet, at være opslugt i leg, kan ske både med en iPad og i en sæbekassebil. 

Problemet med iPad’en er nok bare, at den giver nogle andre skrammer end en sæbekassebil, der er kollideret i det nærmeste bøgetræ. Hvordan vil vi egentlig gerne tilnærme os livets faremomenter? Gennem øjet alene, eller med brugen af alle vores sanser? Eller i fuldt firspring som parkour gutterne oven for.

Hvor går grænserne mellem produktlege og den skabende leg?

Leg handler ikke kun om at se på eller at konstruere. Okay, det kan det også handle om, ellers kommer de digitale forkæmpere bare og giver mig på puklen. Men leg handler altså også om bevægelse. Om kroppen.

Kroppen er det største hightech udstyr, du nogensinde kommer i kontakt med. Der er nogen, der mener, at jo mere gear, du har brug for, jo dårligere er du til at bevæge dig. Hvis du kan sætte verden i brand med et kosteskaft og en tennisbold, er du i stand til at bruge din fantasi, der ikke altid skal pirres af flere knapper og vilde lyde.

Er vi blevet dovne, når det kommer til leg? Kniber det med hittepåsomhed i overflodens tingsverden? Tydeligvis er der tale om modsatrettede tendenser. Der er tonsvis af leg, som sprænger alle rammer – men der er også det modsatte.

Hvordan kobler vi leg med bevægelse?

Todd Hargrove skriver i bogen Playing with Movement om legen. Hans korte nedslag i legens evolutionære aflejringer kan vi tage som en meget god brobygning til bevægelse. For det lyder da i den grad som en meget god opskrift på en lykkelig fusion. Jeg nøjes med at opliste hans hovedpointer i dette indlæg:

• Leg er intrinsisk motiverende
• Leg er ikke for stressende (men det er ikke det samme som, at vi ikke kan mærke den)
• Leg er eksplorativ
• Leg er kreativ
• Leg er en aktivitet, der handler om at rode med noget
• Leg involverer risiko (i Brinkmans Briks forsikredes vi fra psykologisk side, for nylig om, at det er helt OK, at den også gerne må være farlig, men det har den sådan set altid været)

Disse guldkorn kan vel både omfatte teknologiske landvindinger, såvel som udendørsleg og bevægelse. Legens essenser er ikke én ting, det forekommer snarere at være nøglen til meget af det altsammen. Altså en del af mysteriet om livets drama.

Alle de her nævnte punkter kunne lige såvel være punkter, der beskriver bevægelse. Det er pointen. Ikke at forstå, som at de udelukkende indkapsler, hvad bevægelse eller leg er. Der er mange lag og nuancer i det her.

Vi skal ikke kun strides om legedefinitioner og skabe læringsmiljøer. Vi skal da lege noget mere. Liv er ikke lutter design. Det er udfoldelse, gennemlevelse, udforskning og indlevelse. Vi kan designe en ergonomisk stol, men et træ kan gro. Vi bliver nødt til at have bedre styr på, hvor vi skal have vores hyr med begreberne og ikke mindst deres konsekvenser. En stol får konsekvenser, et træ lever bare, i hvert fald indtil nogen kommer og hugger det ned, eller det dør af forurening, eller bliver mæt af dage.

Hvilken filosofi lærer vi mest af?

Skal vi virkelig lide skovdøden? Skal vi hive alt liv ud af sjælen, førend vi oplever, at vi selv er skabt til at forbinde os med hinanden, skabe mere liv og udfoldelse, ikke kun konstruere ting alene med øje for forbrug og vækst? Vi har ikke kun brug for flere hængekøjer med kopholdere og kinesiske elbiler, indrettet som rullende gamer rooms. Vi har brug for at få sol i ansigtet og lege til solen går ned (der er nu også nogle af de unge indendørs mennesker, der tjener kassen på at game, Jesper. Ja, jeg ved det godt).

Men med træet som læremester sparer vi milliarder på at lede efter flere rygdiagnoser og frelsermidler mod selvsamme. Vi får mening og organisk forandring. Måske bærer du (i langt de fleste tilfælde) løsningen på dine rygproblemer på selvsamme ryg, som du bevæger, når du leger med den.

Og måske er dine rygproblemer det, der afholder dig fra at lege med kroppen? Eller udtryk for at du har vendt legen ryggen, givet legen den frosne skulder?

Hvad er den evolutionære begrundelse for at lege?

Tja, det er nok et større puslespil at oprulle, og jeg vil komme lidt nærmere ind på legens “førsterang” i det næste indlæg, hvor jeg tænker lidt videre ud fra Hargroves førnævnte bog og bogen En historie om mennesket af Rane Willerslev et al. Jeg vil nemlig gerne forstå legen i det store perspektiv. Men jeg tager hul på det her, ganske kort.

Hargrove spørger, hvorfor vi overhovedet bør interesse os for leg. I et evolutionært perspektiv er den jo både farlig, risikabel, har visse omkostninger og ingen åbenlyse fordele. Den kan føre til skader, vi kan blive udsat for andre rovdyr (eller andre møgunger på legepladsen), den tærer på energien og fratager opmærksomhed fra andre vigtige ting, så som at jage efter føde.

Der må have været en evolutionær fordel, ifølge den naturlige selektions logiske kriterier. Hargrove henviser til studiet af Graham et al. fra 2010 og skriver:

“One answer is that play helps animals build resilient bodies, develop physical fitness, learn movement and social skills, and become more adaptable and creative in general. All intelligent animals play, and the more intelligent the animal, the more it plays. Humans are the smartest, most adaptable animals, and play the most. And they do the most playing at times of life when they need to do the most learning and developing. Therefore, play must somehow be good at helping the body and mind adapt to the demands of the world, especially when those demands are variable and unexpected.” (Hargrove, T. (2019). Playing with Movement, s. 20)”

Han er fuldt ud opmærksom på risikoen ved naturalistiske fejlslutninger. Selvom det er meget naturligt for os at lege, er det ikke uden spidse torne på rosenbusken. Nogle gange bliver vi spist af en hyæne, eller i den menneskelige udgave, som børn, falder vi undertiden ned fra et træ og brækker et ben. 

Legen er en vedvarende forberedelse til døden

Leg kan ses som en forberedelse til resten af livet. Men det er også en del af livet på godt af ondt, så længe vi leger, vel at mærke. Måske er det det, vi ikke har gennemskuet fuldt ud? At ved at fjerne os/skærme os fra legen, fjerner vi os også fra noget i livet, der ruster os til livet. Evnen til at føle sig i live.

Kan teknologi redde os fra os selv? Det omdiskuterede evolutionære mismatch, som mange har mange meninger om, handler, ifølge Hargrove, om at vi som dyr udsættes for at være i et miljø, der er radikalt anderledes end det, vi er adapteret til. I evolutionær forstand. At vi som bengalske tigre får lov til at sidde og glo på gæster i en zoologisk have. 

Han argumenterer for, at den moderne verden, også den hvor mange gerne vil fremme legen, i særdeleshed via teknologisk innovation, faktisk er en sådan zoo, på mange måder. Bare det at gå er for mange vildt eksotisk og fremmedartet. Jeg møder folk i klinikken, der ikke orker at gå, finder det kedeligt, mangler nogle at gå med, har ikke tid og alverdens andre undskyldninger. Nogle kan næsten ikke gå. Måske er der mere ved dette bare at gå, end som så.

Måske er der i det hele taget mere at sige om bevægelse, end at den er en sur pligt. Det kan du høre en meget spændende samtale (minus den indeholdte reklame og promovering) om, hvor “natural movement god father” Erwan Lee Corre konverserer med Dr Rangan Chatterjee om de mange bevægelsesmyter, der hersker:

“Natural movement kulturen” har et godt og intuitivt take på det med faredoseringen, og tilnærmelsen til en livsfunktionel form for bevægelse kan indeholde masser af leg. Den basale “naturlige bevægelse” er livsfremmende på mange måder. Den kan også blive for koncepttung og rigid, hvilket nogen kritiserer Erwan Le Corres virksomhed MovNat for at være. Elementet af eksploration er vigtigere end progression (og salg af progression), er min umiddelbare fornemmelse. Men de kan formodentlig forenes på elegante måder.

Tilbage til Hargrove. Jeg forbigår hans henvisninger til de mange “civilisatoriske sygdomme”, dem har jeg til dels opremset nogle af andre steder. Men han har måske en trumf i ærmet med følgende biologiske memento, som jeg ikke selv har skrevet om før:

“We should also be mindful of Orgel’s second law of biology, which is that “evolution is cleverer than you are.” This means the “designs” that emerge from millions of years of natural selection, including  behaviorial instincts, are very good solutions to whatever problems they evolved to solve, and therefore our attempts to improve on them are likely to fail. If evolution designed animals to play as a means to train them up to be heathy and functional movers, we would be wise to think twice before concluding we have a better way to go about it. Play is the best tool for developing movement health that natural selection has come up with” (Hargrove, T. (2019). Playing with Movement, s. 22)

Her ses koblingen mellem leg og bevægelse ret tydeligt. Den er bøjet i galvaniseret stål, skulle jeg mene.

Pointen bruger han så til at sige, at det er noget, vi bør tage hensyn til i vores måde at tilrettelægge fysiske træningsprogrammer på (og andre udfoldelsesuniverser, som legepladser eksempelvis, tænker jeg), og at det nok vil være en fordel i så henseende. Det er en blandt andre ting, jeg aspirerer med, hvad angår jesperabild.dk, og det jeg oplever andre kræfter rundt omkring også vil. Eksempelvis Erwan Le Corre ovenfor, Joseph Bartz og mange andre. Nøglen er bedre uddannelse på denne front.

Men der er faktisk noget, der er vigtigere. For ellers ender vi alle med at designe os til noget, vi ikke behøver. Vi har ikke brug for en hær af personlige kreativitetstrænere, der viser os vejen frem til “den gode leg”. Vi har brug for at lege noget mere. 1 teskefuld eksponering for noget nyt, 5 skovlfulde indøvelse, i det målestoksforhold, sådan cirka. Og børn har i vid udstrækning brug for at være overladt til sig selv, for at opdage det. Er det nogle rammer, vi faciliterer? Telefonen følger jo med alle vegne, som den (u)tro følgesvend, den er. 

Jeg får lyst til at spørge, om vi erstatter anstrengelse med swiping, når kedsomheden melder sig. Eller vi skal bekende kulør og være hip med den næste dille, der skal flashes og likes?

I bevægelse kan leg og uddannelse/læring forenes, som jeg kommer mere ind på i næste indlæg. Men hvad er det vigtigste at forstå i den forbindelse?

Vigtigst er nysgerrigheden

Leg lærer os at være mere nysgerrige. Vi er jo nysgerrige væsner, evolutionært set, men legen kan hjælpe os med at være endnu mere undersøgende og eksplorative. At gå på opdagelse i mere grundlæggende menneskelige relationer, at få blikket drejet væk fra den megen professionalisme, perfekthedskultur og krav alle vegne.

I legen skal vi ikke kontrollers og bedømmes, men lære at komme overens med hinanden gennem udfordringer og fantasi. Vi bliver bedre til at bevæge os via leg og til at begå os. At sno os, ikke som glatte ål, men som samvittighedsfulde væsner. Der kan lege med andre. Og vil.

Problemet er bare, at alle børn allerede har set solen stå op mere end én gang på de sociale medier. Og at lige børn ikke altid leger bedst. Hvem leger, når først døren til det digitale paradis er sparket ind? Og hvem får præstationsangst og mindreværd? Vi skal huske, at det også er sammenligningsmedier, og det er svært at lægge præferencer til side, når først man har set en 700-800 videoer med jævnaldrende overmennesker. Eller i det hele taget finde ud af, hvor man selv skal starte.

Legens retræte er præstationskulturens fremdrift

I Rutger Bregmans Det gode menneske, der overrodnet har ganske gode og troværdige argumenter for godheden, er der også læssevis af henvisninger til forskning og undersøgelser fra Holland, USA, OECD, og fanden og hans spadserestok. Henvisninger der viser, at legen er på tilbagetog. Han hævder, at den er blevet systemastisk kvalt i de sidste årtier. Han giver et eksempel fra en måling blandt 12000 forældre fra ti forskellige lande, hvor det anføres, at fængselsindsatte havde mere udetid end børn. 

Bregmans anke er som følger: Det er børnenes “indre kontrolsted”, der er på spil (internal locus of control), for de føler sig styret af forældre. Og samtidig er forældrene for meget sammen med børnene. Med at læse, lave lektier, hente og bringe til sport osv. Hvorfor nu det?

Jo, skriver han. De er fremtidsbekymrede og arbejder selv som gale. De nærer en masse bekymringer for, hvordan det skal gå deres børn. De er besat af prøver og resultater, og har været det siden karakterer og vækstudvikling tog fart i skolerne, og uddannelsespædagogikken blev mere og mere kryptisk. Hvilket Steen Nepper Larsen nok er den, der har kritiseret hårdest her til lands. Og hvordan gik det så eksempelvis med den skolereform? Der skulle jo fart over feltet og lanceres en heldagsskole? Ødelagde den legen?

“En nylig undersøgelse af titusind amerikanske elever viste, at 80 procent mener, at deres forældre går mere op i gode karakterer end egenskaber som medfølelse og kammeratskab.” (Bregman, R. (2021). Det gode menneske, s. 311-312)

Nu er det jo amerikanske tilstande, så lad os lige trække vejret, inden vi peger fingre. Men vi kan jo spørge, om det evt. er sådan, at et samfund reproducer de samme værdier og faktisk ikke bliver så kreativt endda?

Har vi undersøgelser, der viser om det kunne være tilfældet?

Drabet på spontaniteten

Bregman bruger det helt rigtige ord, der smelter mit sårbare hjerte. Spontaniteten. Han skriver, at vi er ved at miste noget værdifuldt. For eksempel spontanitet og legesyge. Der bruges for meget tid med at stive forældre og børn af mod præstationspresset. Og så kommer det afsindigt vigtige spørgsmål, der skal gøre op med hele industrien af mindful litteratur og selvhjælp:

“Men hvad hvis det ikke er nok med lidt selvhjælp?” (Bregman, R. (2021). Det gode menneske, s. 312)

Han voterer for, at vi skal lære at forstå legen bedre. Legen er ikke underlagt faste regler og systemer. Den er både uhæmmet og åben. Og hvordan er det nu lige, at vi kommer den (uhensigtsmæssige?) kedsomhed til livs, som også professor Helle Marie Skovbjerg har blik for dræber den megen vokseninnovation, kreativitet og produktudvikling. Som jo i virkeligheden er krumtappen mange steder, hvis vi ser bort fra yderst vitale servicefunktioner og kernevelfærdsopgaver osv.?

Det er værd at minde om at kedsomheden er et vilkår, der har mange andre aspekter ved sig, som kan være yderst livsbekræftende og væsentlige for et godt liv. Men det er en anden diskussion, jeg ikke vil komme ind på her.

Noget af tomheden, meningstabet eller kedsomheden, eller hvad det nu er vi tumler med, er værd at tackle via den leg, der satser noget. Der vil noget med risici og det eksplorative. Ikke kun rene linjer og tilpasning. Det er børn, der render omkring og leger, udenfor i særdeleshed, fri for overvågning og heppekor.

Præcis det, vi har vendt ryggen, da verden via medier er blevet uoverskuelig, ond og farlig. Vi lærer jo at være mistænksomme, sammenligningstyngede og komatøse via de sociale mediers antisociale forretningsmodeller og algoritmiske hypnose (om jeg må være så firkantet og alarmistisk, for det er jo i virkeligheden mere kompliceret). En tendens der let kan føre til mere beskyttelse, undvigelser, tilbagetrækning, isolation og frygt for egne evner.

“Når børn kaster sig ud i den slags leg, tænker de selvstændigt. De løber risici, maler uden for stregerne og træner derved deres hjerne og motivation. Ustruktureret leg er naturens egen kur mod kedsomhed. I dag giver vi børn al slags præfabrikeret underholdning, lige fra Legos snescooter fra Star Wars, komplet med detaljeret byggevejledning, til Miele Kitchen Gourmet Deluxes køkkenovn for børn med elektroniske ovnlyde” (Bregman, R. (2021). Det gode menneske, s. 312)

Jeg er helt på linje med Bregman, når han stiller de afgørende spørgsmål og jeg lader igen ham få ordet:

“Hvis alt er bygget på forhånd, er spørgsmålet så, hvordan vi udfordrer vores egen nysgerrighed og fantasi. Kedsomhed kan måske være kilden til kreativitet. “Man kan ikke undervise i kreativitet,” skriver psykologen Peter Gray. “Det eneste man kan gøre, er at lade den blomstre op.” (Bregman, R. (2021). Det gode menneske, s. 312)

Det var den med træet, jeg fablede om lige før. Organisk vækst, ikke pace og design.

Det gode menneske leger enkelt

Vi lever i et overmættet mediesamfund, der tror på, at vi bliver mere kreative, i særdeleshed fordi vi opfinder en million læringsspil og en monster frådende chatGPT robot, der gør (noget af) det sure slid for os. Vi kommer dog ikke uden om, at der hvor kreativiteten for alvor har sit arnested i følelseslivet, i generne og i evolutionær forstand, er der hvor vi kan få lov og plads til selv at finde på (Weekendavisen nr. 49, 09/12/2022, Ideer, s. 10, artiklen “Legens Mester” af Ning de Conninck-Smith).

Som den danske havearkitekt Carl Theodor Sørensen, manden bag “skrammellegepladsen”, måske også havde blik for, da han skulle designe legepladser. Legepladser hvor der automatisk blev stilet krav til den fysiske udfoldelse. Af miljøet og fantasien.

Bregman runder faktisk også Carl Theodor Sørensen i Det gode Menneske og citerer en britisk landskabsarkitekt, der havde taget turen til Emdrup for at se, hvordan legen udfoldede sig og som blev helt væltet omkuld. Hun tog sine oplevelser med sig og spredte budskabet om “skrot” leg under mottoet:

“Hellere et brækket ben end en knækket gejst” (Bregman, R. (2021). Det gode menneske, s. 317)

Problemet er bare, at disse legepladser er “øjebæer” og roder, og det passer ikke ind i mondæniseringens tidsalder, hvor der skal være friseret og pænt over det hele. Civilisation muss sein. 

Vi skal måske ikke udelukkende skule ondsindet til de mange nymodens legepladsproducenter og deres udfordrende legepladser, eller til den enorme hær af legesyge pædagoger, kreativitetsforskere og læringskonsulenter, der gør alt for at kickstarte og fremme legens vilkår. Men vi skal heller ikke glemme, at mængden af legetøj og forskningsartikler ikke er nogen garanti for, at den gode leg kommer i svingning. Hertil skal vi blive bedre til at forstå forholdet mellem leg og udvikling, hvilket jeg også ser på i næste indlæg. Bregmans pointer kommer jeg også mere ind på.

Det er ikke ingeniørkunst, der er på spil her. Men adaptation. Det er noget, vi har med os fra naturens side, som vi kan holde i live og lade udfolde sig via erfaringen, ikke designkunsten. Det hedder jo “kindergarten” af en årsag. 

Per Højholt har sagt det så smukt i en dokumentar, så vidt jeg husker. Det er noget med, at vi skal ned til basis. Og det er ikke fordi, vi skal forenkle og forsimple tingene eller rykke tilbage til start og urtid. Det er nok snarere fordi det enkle grundlæggende er indviklet i sig selv. Der er ingen grund til at gøre det vanskeligere.

Lad os prøve at forstå det bedre, før vi/samtidig med at vi falder i svimer over flere forkromede artikettegnede løsninger, som udhuler den kommunale økonomi, når først designkatalogerne kommer på bordet.

Er leg i fare for at ende som omvendt ingeniørkunst?

Og hvad sker der, når vi ikke tager leg og dens forhold til bevægelse alvorligt? Dens fysiske dimensioner? Vi ender med at bedrive “reversed engineering”, som ido Portal har sagt i årevis. Vi reparerer og perfektionerer på mennesker. I fremtiden er det ikke nok at blive sendt til en håndkirurg. Du skal måske sendes til en venstrehåndskirurg. 

At fikse menneskers squat (altså kunsten at sidde i en skovskiderstilling og slappe af og som de fleste lykkeligt har glemt overhovedet er vigtigt) via tusind YouTube videoer, er både heroisk, håbløst og futilt. Alt for mange er ødelagt i dag, fordi de ikke fortsatte med at holde forholdet mellem leg og bevægelse i live. De skulle bare hurtigt ud af Edens have, ind på universitet eller andre læreanstalter, få en læreplads og blive voksne, sidde på en stol (der måske ikke er så uproblematisk), tænke store tanker og udvikle produkter, eller knokle på stilladser osv., osv.

Det er hul i hovedet, og vi kommer til at mærke rekylet. For de psykiske dønninger ses nu allerede i børnehøjde. Det gælder synet, der er nærsynet og udmattet af alle de skærme. Det gælder de naturlige bevægelser, som alle børn bør kunne, de er også ved at ryge i glemmebogen. Vi er ikke engang kommet til motorikken der forsvandt.

Det er i en vis forstand en finere overbygning. Bare det at rejse sig op og sætte sig ned igen på 20 forskellige måder, hænge ud på jorden og slå en syndflod af kolbøtter er desværre ikke allebørnseje længere (allright, nogle er stadigvæk godt kørende, meeeen det halter mange steder).

Skal vi løse det gennem flere kreativitetsudfoldelser online? Mener vi virkelig det?

Start et sted – i frihedens navn

Det handler ikke kun om rammer og vilkår. Det handler om, at legens indhold ikke skal styres, men opdages i kraft af, at vi leger. Og indholdet er os. Og det er den leg, der udvikler os, fører os ud af depression (modsætningen til leg er nemlig ikke arbejde, men depression) og hjælper med at genopdage selvtilliden og sammenholdet. Gør os resiliente og livsduelige.

Legen er mere emergent, den fører os til nye steder, den opstår, den er ingen garanti, den lever et vildere liv, der ikke bør (kan?) kontrolleres, fordi det fjerner den risiko, livet er i sig selv. Det er ikke noget, en kommunalplan kan flytte en tøddel på. Vi kan jo dø af livet, og det gør vi skam også. Så hvorfor ikke bare give mere slip og lege noget mere (også i de voksnes rækker)?

Tør vi det? Ved vi, hvordan vi leger med kroppen som læremester? Kan vi lege uden at sammenligne og ødelægge det for hinanden eller uden at forældre kommer til at diktere det hele? Eller chefen?

Jeg fortsætter lidt i næste indlæg med at støbe de tabte marmorkugler og belyse, hvordan vi kan lære at blive bedre til at respektere leg og eksplorativ livsudfoldelse i skismaet mellem leg og bevægelse – og uddannelse såmænd også. Men nu har jeg selv lært en ting. Du behøver ikke vente på mig og mine alenlange blogindlæg. Du skal bare lege. Du har ikke brug for en uddannelsesvejleder i leg. Du har brug for at opdage dine egne evner og det skal legen nok hjælpe dig med.

Begynd at lege. Det er vejen ud af depression, som psykologen Brian Sutton-Smith engang pointerede.  Men det kræver, at vi lærer hinanden at håndtere friheden, det er en proces, snarere end et faldskærmsudspring. Jeg giver derfor Rutger Bregman ordet til sidst, som åbnende afrunding:

“Spørgsmålet er ikke, om vores børn kan håndtere friheden. Spørgsmålet er, om vi har modet til at give dem den.” (Bregman, R. (2021). Det gode menneske, s. 325)