Det stjålne fokus

Meget i denne verden handler på celebrerende vis om at speede up i erhvervslivet, i konkurrenceøkonomien, i din personlige produktivitet, i uddannelsesforløbet osv. Når alt kommer til alt, er tid ofte forbundet med penge. Et udtryk selveste Benjamin Franklin tilsyneladende citeres for alle vegne. 

Et internt motto hos Google hedder åbenbart, “if you’re not fast, you’re fucked”, og det originale slogan for den famøse BlackBerry telefon, da den i sin tid blev lanceret, lød: “anything worth doing is worth doing faster”.

Forskere har sat sig for at finde ud af, om man rent faktisk kan læse hurtigere, hvilket har været på mode ret så længe. På linje med speeddating og powernapping og andre accelererende panikløsninger. Om end middagsluren næppe bør reduceres til panik.

De finder, at det kan man godt, men kun til et vist punkt. Jo mere læsningen udarter til skimning, jo mere ryger af forståelsen. Der er grænser for den menneskelige absorption af information.

Vi taler hurtigere, end vi gjorde i halvtredserne. Sæt en gammel dansk film på, og du forstår, hvad jeg taler om. Vi er begyndt at gå hurtigere i storbyerne, 10% hurtigere end før. Flere af ovennævnte eksempler fremlægges af den internationale bestseller forfatter Johann Hari i bogen Stolen Focus, jeg faldt over i en boghandel i en forstad til Hamborg, hvor jeg tog mig god tid til at “græsse på hylderne”, som det hedder i biblioteksterminologi.

Hari har sat sig for at forstå, hvorfor han har “mistet” sin evne til at fokusere ordentligt og hvordan han genfinder denne evne. Til det formål interviewer han en række af verdens førende eksperter på feltet.

I dette indlæg trækker jeg en række essenser ud af hans værk, og binder til sidst en sløjfe i forhold til koblingen mellem fokus og bevægelse. Dog med nogle afstikkere undervejs. 

Acceleration – at speede op kommer med en pris

Acceleration kan være et farligt narkotikum. Især hvis det omfatter hele tilværelsen, som Hari refererer den engelske forfatter Robert Colville for at hævde. Han taler om, at vi gennemlever “den store acceleration”. Foruroligende. For hvor er de langsomme tidslommer pludselig henne?

En af de toneangivende accelerationsforskere er formodentlig tyske Hartmut Rosa, der endda har skrevet en bog om accelerationsamfundet og fremmedgørelse. Men hvad handler disse accelererende forandringer om?

Det kunne handle om, at man keder sig, hvis ikke samtaler eller det at gå en tur ikke går hurtigt nok. At man ophidses af, at folk tager tid om at nå frem til en pointe. Føler en ubændig trang til at overhale i trafikken (af historiker Henrik Jensen fremhævet som et eksempel på “de små forskelles narcissisme”) eller konstant skal gøre andre opmærksom på, at man “kører med 225 km i timen”, når der spørges til, hvordan det går.

Det kunne også handle om, at mange synes alt går så stærkt, fordi vores omgang med tiden medieres af teknologiske platforme designet til at sluge vores opmærksomhed. Så der tjenes flere reklamepenge jo længere vores tidsforbrug fastholdes. Dette gennem metoder som eksempelvis “assumed profiling”, “infinity scroll”, “boosting”. Og at vi eksponeres for flere lokkende tilbud og mere af det, vi i forvejen har appetit på og finder spændende og meningsfuldt.

En travlhedsfornemmelse, der i et eller andet omfang kunne være forbundet med, at vi “frarøves” tid til andre ting. Fordi de adfærdsmæssige greb, der ligger bag disse teknologier, er så potentielt vanedannende for mennesker. I og med at de påvirker vores nervesystem og følelsesliv. Det personlige ansvar er naturligvis en kæp i hjulet, vi ikke bare sådan kan afvise. Men mennesker er sårbare, ifølge adfærdsforskningen, mennesker kan manipuleres.

Techindustrien – en fjende af den menneskelige opmærksomhed?

Techindustriens slagmål med EU eksempelvis vidner sandsynligvis om et accelererende behov for debatter og evt. (udvidet) lovgivning, når det kommer til forhold om alt fra datasikkerhed, ret til privatliv (GDPR), “sanering af den offentlige debat”, med dens knopskydninger i form af ekkokamre, tilsvinende flodbølger af hadtale, udskamning, hårde og uforsonlige tone mv. Fænomener der evt. kan ændre karakter og finde et lejde i fremtiden, når vi bedre forstår konsekvenserne af vores handlinger. 

Spørgsmålet er i forlængelse heraf, om dette har gode udsigter, når de store techgiganters nyhedsformidling ikke ligefremt udelukkende er brygget på journalistisk integritet og kildekritik, men snarere sensationshunger, promovering af agonistiske synspunkter og konflikt. Jeg er med på, at jeg ridser tingene vel hårdt op nu.

Der er dog mange nuancer i det digitale liv, det handler ikke kun om ekkokamre, måske ofte snarere det modsatte, og teknologi og platforme, nogle gange kan det være unuanceret at skelne skarpt mellem digitale forhold og den virkelige verden. Nogle gange er det også politisk forbundet. Nogle gange er den menneskelige adfærd svært at sætte i bås og der kan være flere teorier om vores ageren i omløb. Og nogle gange kan det digitale afløb være forbundet med det liv vil lever offline, personligheder etc.

Faktum er dog, at disse teknologier pirrer vores nysgerrighed, forfængelighed, frygten for at gå glip af information, likes og statusopdateringer, og i yderste forstand at blive glemt og gjort usynlige i medieøkonomien. Yngre generationer har slet ikke prøvet at leve et liv uden disse medier.

Accelererer det ikke de omdiskuterede tendenser, vi knap nok har set langbanefølgerne af endnu? Eller er det bare dommedagstorden?

Individets selvrealisering versus samfundssind

Der er andre tendenser i tidens jagende ånd, der vidner om, at der er prestige i at leve i overhalingsbanen. Alligevel vrimler det med folk, der trygler om at få mere tid (ikke mindst til fordybelse) og kæmper for at undgå udbrændthed.

Karriereliv, familieliv, ekspanderende personlige ambitioner med “individuelt livsdesign” kan være vanskelige at forene med skrantende forhold på samfundsplan, hvor eksempelvis den offentlige sektor står overfor massive udfordringer i fremtidens “mig 2.0 samfund”. Evt. med vigende samfundssind, prestigetab, manglende anerkendelse, kontrolmani og endeløse rækker af bureaukrati.

Hvis ikke denne “skævvridningsacceleration”, altså bagsiden af den medieoppustede, selviscenesættende, selvrealiserende individualiseringsbølge, balanceres af en form for almen realitets-sans, der vækker “Rousseau og co.” til live i bare marginalt omfang, vil vi kunne mærke det ikke mindst i vores sundhedsvæsen. “Skranteriet” har allerede været et stort tema i den forgangne valgkamp. Om end der er mange andre årsager hertil end individualisering. 

Jeg formoder, alle gerne vil realisere sig selv i en eller anden afskygning. Sååå hvordan kan vi under disse accelerationer fastholde fokus på både individet og samfundets levedygtighed, samdrægtig, bæredygtighed og hvad det alt sammen hedder? Det fælles ansvar, medborgerskabet, civilsamfundet og klimakrumtappen ej at forglemme?

Individuelt livsdesign versus en verden i flammer

Imens pønses der i techindustrien flittigt på at designe “personlige kanaler” til hver borger, så vi til sidst kan svømme væk i vores eget foretrukkelsesunivers. Friktionsløst og konstant opdateret om det, vi selv synes om. Med andre ord skræddersyet og personligt indhold, der skal holde os fastlimet til fluepapiret, skærmens lokkende tilbud.

Det lyder helt Orwellsk og dystopisk, jeg beklager. Men det lader til, at vi er medvirkende i verdenshistoriens største adfærdseksperiment. Det kan vi næppe afvise. Spørgsmålet er, hvordan vi lærer at balancere vores fokus under disse livsvilkår.

For kedsomhed, langsomhedshåndtering, koncentrationsbesvær, udfordringer med vedvarende anstrengelse, diagnoseproblemer, psykiske slagsider, angst, sociale gnidninger og politisk tumult er alle følgesvende. Der tales i en lind strøm om udmattethed, længsel efter mindre vanvid, krig og frygten for næste “mavepumper” i form af vira, raslen med atomsabler, invasioner, borgerkrigstilstande og jeg skal gi’ jer. Der er rigeligt på tallerkenen for øjeblikket, der accelerer frygt og fokustab.

Andre forhastede tilbøjeligheder der afleder fokus

På det mikrosociologiske plan kan det accelererende muligvis også spores i, at mange ikke magter at stå i kø, se en film til ende, springer introen over som det faktisk tilbydes på streamingtjenesterne og hele tiden er utålmodige efter at tjekke beskedtjenester. Der er så mange indikatorer. Selv YouTube videosammenklip speedes up, så det føles umådeligt informationsmættet og kompakt – og potent.

Det kan også handle om, at man føler sig underlagt en masse effektiviseringstendenser og evidensforhippelse i den bureaukratiske jungle eller på businesssavannen, som Steen Nepper Larsen har skrevet særdeles kritisk om. Og kommenteret særdeles kritisk på i denne radioudsendelse (Radioudsendelsen Supertanker, Den fri evaluering gør dig ufri, mandag 28/03-2022) 

Tja, det kunne let tænkes, at vi kollektivt, skåret over en bred redekam, er blevet angrebet af denne rationaliseringsbacille, der som et ekspanderende termitbo spreder sig og udhuler evnen til at fokusere, værne om vores opmærksomhed og træffe mere meningsfulde valg.

Spekulativt betragtet kunne det være følelsen af permanent jetlag, der sniger sig ind i samfundsbevidstheden eller i hvert fald italesættelsen heraf, i medier af alverdens slags. For der er ved Gud mange podcastere, influencere, kommentatorer og tvivlsomme informationsbudbringer, som fodrer panikken og holder os på stikkerne. I evigt cirkulerende ådselsædende selvsving, med oceaner af tidsspilde og fokustab til følge. 

Er det politiske landskab i færd med at miste fokus på det langsigtede?

Skal de mange udskiftninger i de politiske landskaber ses som udløbere af samme tendenser? Udskiftning af taburetter er i visse parlamenter og regeringer nu så hyppige, og ansættelsesforhold og embedsmedfør så kortvarige, at det minder om pinagtige svingdørs engagementer og personfikserede selvmål over hele linjen. Godt hjulpet på vej af diverse mediedolke.

Den rolige, velgennemtænkte, sårbare ideologiske omtanke. Skabelsen af gennemtænkte kompromisser, der kræver rolige og langsomme aflejringer for at kunne bundfælde sig i meningsfuld lovgivning får næppe ideelle vækstbetingelser i den konstante nedrivning af højtflyvende partiprogramerklæringer, der knapt har fået vinger, før cementen hugges op af andre mere fleksible og opportune løfter, der lover guld og olivengrønne skove.

Jeg undlader at komme med aktuelle eksempler, hvoraf der er nok at tage af, og minder om at det næppe er så grelt alle steder. Men der bliver skiftet meget ud rundt omkring i verden, og spørgsmålet er, hvad det kommer til at betyde for de mange politiske ambitioner og målsætninger. Kan vi fastholde fokus på dem?

Glimt af håb i horisonten?

Det gælder samtidig, at vækstfilosofien er sejlivet. Vi skal til syvende og sidst helst blive mere produktive, nå stadig mere på den samme tid eller endnu hurtigere – sense of urgency – da livet er kort og vi gerne skal nå det hele.

Søvnhacking er der for længst blevet spekuleret i, så de tilgængelige timer i døgnet kan blive udvidet. Ak, hvornår stopper dette ubarmhjertige hamsterhjul? Fokusere bedre på mindre søvn? Det lyder som om, vi ikke har de store evolutionære og fysiologiske mellemregninger med her. Lad os lede andre steder.

I skrivende stund kan jeg i nyhedsstrømmen læse om dundrende succes med indførelse af den 4 dages arbejdsuge. Kunne det være et træk i en afbalanceret retning? Mere legitim tid til fokusering og fordybelse? Muligvis med en fremtidig bonus i form af “universal basisindkomst” i den lange ende af kikkertsigtet. En utopi, hvis evt. realisering formodentlig accelereres af en tiltagende overflødiggørelse af betragtelige dele af den menneskelige befolkning. Også i de “såkaldte I-lande”. Disruption hærger alle vegne.

Hvordan hænger det overhovedet sammen økonomisk og i forhold til incitamentsstrukturer? Agtelses- og anerkendelsesmekanismer, hvad med dem? Pyha. Det er store omvæltninger, der lader til at vente forude, som til dels også vidner om et teknologisk kapløb. Et kapløb med kunstig intelligens og andre teknologier med den menneskelige kapacitet som den store begrænsende faktor, der skal overkommes (eller udvides?), inden stresskurverne ryger gennem kornsiloens top.

Ønsker vi et sådant nulsumsspil? Skal det være vores fælles fremtidsfokusering? Tilgiv mig, at jeg bliver lidt for firkantet.

På høje tid at droppe effektivitetshysteriet?

Lidt af et vanskeligt spørgsmål at smide i puljen, når verden står i flammer, ikke sandt?

Populær er imidlertid tidligere produktivitetsjunkie Oliver Burkeman, som gør op med time management ideologien i klassisk forstand i sin bog Fire tusind uger: Time-management for almindelige dødelige. Pointen heri er, at vi skal lære at glædes over den relativt korte mængde af tid, vi har til rådighed her på jorden. Fokusere på hvad denne korte afmålte tid mon skal bruges på.

Oliver Burkeman skriver om, at vi må vie mere opmærksomhed på, hvordan vi skaber mening i vores tilværelse, indser vores begrænsninger og omfavner disse. I selvbesindelse og ydmygt accept. Unægtelig en skærende kontrast til vækstfilosofiens buldren derudaf. 

Burkeman viser os i hvert fald overbevisende, at vi næppe bør falde for devisen om, at vi kan blive mere effektive, hvis vi bare propper flere ting ind i kalenderen, som vi skal fokusere på. Eller opfinder alverdens fokuseringsmæssige hacks, nogle endda teknologiske, så vi kan jonglere med flere bolde. To-do lister og indbakker vedbliver bare med at bugne. Det giver efter al sandsynlighed bagslag og rammer os som en boomerang i de cervikale nakkehvirvler.

Livets helhed. I gennemsnit 4000 uger. Så kan det ikke tilspidses mere. Det er målbart, i gennemsnit i hvert fald. Tænk lidt over det. Hvad skal dit liv bruges på? Den langsomt vegeterede overvejelse har aldrig været mere vigtig at holde fokus på. 

Kommercialiseringen af det offentlige rum

Professor i formel filosofi og leder ved Center for Information and Bubble Studies (CIB) på Københavns Universitet, Vincent F. Hendricks, er da også en gut, der om nogen er bekendt med, at opmærksomhed er blevet en “uhyre værdifuld ressource”.

Som han påpeger i artiklen fra fagbladet Perspektiv “Det offentlige rum er kommet på private hænder” (september 2022), er den pris vi betaler i informationstidsalderens rigdom af information, knapheden af det information næres af, nemlig opmærksomhed.

Det er i det lys, at vi til dels kan forstå techindustrien. Dem, der har evnen til at indfange din opmærksomhed, har magten. Måske er det derfor, de bruger og næppe skyer nogen midler hertil, med mindre lovgivningen sætter en kæp i” hypnotiseringshjulet”. 

Hendricks omtaler processen i opmærksomhedsøkonomiens forretningsmodel som følger:

“Din opmærksomhed på nettet giver engagement, engagement giver trafik, trafik giver data, og data kan analyseres og pakkes og sælges til annoncører” (“Det offentlige rum er kommet på private hænder“, s. 14)

At information kan være løgnagtig, direkte fordrejende og skadelig er mindre vigtigt, hvis det kan booste trafikken. Så må dannelse og kritisk nyhedsformidling komme i anden række. Pengene først.

Problemet er hvis de store techkompagnier får monopol på sandhedsformidlingen, som Hendricks skriver om i sin seneste bog Sandhedsministeriet, der i øvrigt er sidst skud på trilogistammen over bøger om problemer med sociale medier og techindustrien.

Vi henter jo ikke vores information i rigsarkivet. Vi skyder en streng afsted i Google. Men Google er kurateret. Der er en bagvedliggende virksomhed, der styrer den kvantitative og kvalitative viden, og bestemmer hvad vi skal have tilbage, når vi søger information. De store techvirksomheder står ikke til regnskab for demokratiske forordninger, påpeger han, og vil os ikke nødvendigvis det bedste. 

De vil ikke frisætte os, danne os, eller lære os at sortere imellem skidt og kanel per se. De vil indfange mere af vores opmærksomhed. De jagter din opmærksomhed ved at fremme de opslag, der får mest opmærksomhed. Og hvad er det for nogle? I høj grad dem, der vækker vrede og som er negative. Dataingeniør Frances Haugens exit fra Facebook er et godt eksempel herpå. Det blev nok for meget at lave pointsystemer, der undergraver etikken, må man formode. Profit vandt over datasikkerhed osv.

Men hvad har det med det offentlige rum at gøre? Det er jo bare lidt uskyldig datafavorisering, er det ikke? 

Nej, for de private hænder styrer, hvad der bliver debatteret om i det nye digitale offentlige rum. Det er ikke en fri demokratisk debat, som i forsamlingshuset eller på rådhuspladsen eller “Speakers Corner”. 

Vi kan frit dele vores mening. Men spørgsmålet er, hvilke meninger der bliver hørt. Der opstår let polariseringer på nettet, som fremmer radikaliseringstendenser og yderpunkter af synspunkter. Muligvis endda fremprovokeret af trolls og marginale procentdele af de deltagende, som ødelægger det for flertallet og let forskruer folks opfattelser af, hvad der på spil.

I stedet plæderer Hendricks for en “oplyst uenighed”. Med en sådan er der villighed til at lytte til modparternes præmisser, hvad der ligger bag hinandens synspunkter.

Med andre ord, at fokusere på bolden, og ikke personen. Vilkårene er bare ikke ideelle hertil online. Med 140 tegn på Twitter kan det være svært at få nuancerne med. Formaterne i bred forstand genererer en tendens til hastigere udveksling, der langt fra favoriserer nuancerne.

I den sammenhæng peger Hendricks på bibliotekerne, der har en raison d’etre som garant for at hjælpe borgere med at opnå individuel autonomi. Ved at stille saglig og lødig information til rådighed, og ved at mindske misinformation. Bibliotekssektoren er med til at kvalificere den demokratiske debat, qua dens oplysningspligt og evne til at sortere og filtrere information. Vi har aldrig haft mere brug for biblioteksvidenskaben end nu, skriver han.

Måske det er på tide at få bibliotekerne sat mere i spil og deltage i kampen for at sætte spot på de mest valide informationer?

Hendricks skuer tre centrale løsningsmuligheder i horisonten:

1. Individuel mobilisering – digital dannelse. At sikre individuel autonomi. Lære hvordan nettet fungerer, at passe på sig selv og beskytte data, at søge og vurdere information – også information der ikke kun bekræfter egne forudfattede meninger etc.
2. Institutionel mobilisering – et bedre samarbejde mellem nationalstater, NGO’er og techvirksomheder om at bekæmpe misinformation, hadtale og “fake news”
3. Ideologisk mobilisering – lovgivning i form af DMA (Digital Market Act) og DSA (Digital Service Act). Det handler om at gøre markedsvilkår mere fair for mindre aktører på markedet. At sætte grænser for, hvad der er tilladt overfor forbrugere, transparens i forhold til forretningsmodeller, at skærme børn og unge for målrettet markedsføring etc.

Det er en individuel såvel som en samfundsopgave at få skabt en digital oplyst offentlighed.

Haris jagt efter det gode liv og det stjålne fokus

Efter denne accelererende svada vender jeg nu atter mit fokus mod Johann Haris bog Stolen Focus.

Der er nemlig tale om et tyveri, hvor ansvarsbyrden er en cocktail af ikke så få nederdrægtigheder. Vi er nødt til at få bugt med denne fokuseringskrise. I modsat fald kunne prisen meget vel være, at vi mister evnen til at leve, sådan for alvor at leve et godt og værdigt liv.

Hvilket Johan Haris mange interviews og refleksioner da også er vidne om. Han oplister i sin bog mange af de forhindringer og sammenhænge, der æder af den menneskelige opmærksomhedsevne, og som jeg har turneret lidt med at oprulle i overfladisk forstand ovenfor.

Mange forstyrrelser af det, der kunne give mening, hvis ellers vi kunne blive mere bevidste herom. 

Bevidste om, hvordan der “drejes om hjørner med os alle sammen” i mediemalstrøm og iblandet sammenfiltrede dysfunktionelle samfundskulturelle tendenser. Og bevidste om, hvordan vi foretager rationelle og livsfornuftige modtræk, hvis altså disse overhovedet er mulige.

Det er jo en del af humlen – kan vi ændre kurs, sætte andre sejl? Det vil jeg prøve at komme nærmere ind på. At fremlægge Haris bud på.

Lad os starte med at holde fokus på sagen. Hvordan gør man egentlig det?

Gør som Odysseus – lad dig tøjre med “pre-commitment”

Den sværeste løsning er værd at nævne først. Eller måske den umiddelbare af slagsen – at lade dig tøjle. Et effektivt middel. Måske det ældste af alle metoder mod fristelser af enhver art. Selveste Odysseus var i Homers berømte epos godt klar over, at de forførende og tillokkende sange fra sirenerne udgjorde en trussel for ham og hans besætning, der blevet lokket i druknedøden. Derfor lod han sig binde til masten, og overlevede den skønne fristelse, så han kunne forsætte sin heltefærd hjem til sin kone Penelope.

Løsningen i “den græske helte episke aftapning”, der muligvis også udgør en sindrig overlevelsesbog for europæere, synes at være at gå igennem noget svært, og det var just, hvad Odysseus måtte. Han måtte gruligt meget igennem, inden han fandt hjem. Det er en litteraturhistorisk reminder til os om at modstå, at holde ud, at udsætte behov osv.

Oversat til nutid – ikke konstant at lade teknologien nudge dig til at tilte til det nemme valg eller spille på din nysgerrighed efter katastrofer, frygt og sex samt udskamning og underholdning – eller usynlighed og social varmedød.

Det nemme udgiver sig ofte for at være det vigtige eller det rigtige, men frarøver det ikke samtidig din evne til at anstrenge dig eller at være mere kvalitetsbevidst? Og er du bevidst om ulemperne herved? Ulemperne ved at foretrække komfort, eksempelvis i forholdet til bevægelse?

Nu vi taler om bevægelse. Det er præcist denne anstrengelsespåpegning, Ido Portal har talt en del om i sin bevægelsesfilosofi. Med bevægelse kan vi lære “at tøjle umiddelbart begær” og stræbe efter noget højere. Opnå dybere selvindsigt igennem dens mange tornede praksisser, der også indebærer at danne sig med andre i bevægelse, udvikle og arbejde med sensitivitet, subtilitet og alt muligt andet. Take it uneasy som Ido siger et sted.

Bevægelse kan lære os at fokusere, det kræver intenst fokus at bevæge sig. Radikalt nærvær.

De langsomme livspraksisser

Tilbage til Hari. Vi skal holde fokus. Guy Claxton, der er “professor of learning sciences at the University of Winchester” formulerer det meget godt i Stolen Focus, når han skal forklare, hvad der sker med mennesker, der bevidst sætter sig for at tøjre sig selv, og engagerer sig i langsomme livspraksisser som tai chi, yoga og meditation:

“…we have to shrink the world to fit our cognitive bandwidth.” (Stolen Focus, s. 33)

Har vi for meget fart på, for mange engagementer i omløb, overloades hjernens evner og den underpræsterer. Men når vi agerer på en måde, der er mere i tråd med “den menneskelige natur” – vores hjernes evolutionære kapacitet etc. – og bygger dette ind i hverdagen, da vil vi kunne træne vores fokus og opmærksomhed i stedet.

Måske er diskussioner om, hvad der er den menneskelige natur derfor også “populære” i tiden, og hvad forholdet er til kulturen? Vores moralitet står evt. på spil, hvis vi lever for “unaturligt” i betydningen på en måde, vi ikke har kognitiv, emotionel og på anden vis eksistentiel kapacitet til. Eller indretter samfundet, så vi ikke kan balancere vores egne frembringelser m.m.

Nogen mener jo, at alt er naturligt. Alt, hvad vi frembringer. Men er det i så fald ikke også naturligt at bukke under for den megen opmærksomhedskrævende opsplitning af bevidstheden, eller hvad? Når kapacitetsloftet og glasset er fyldt. Harddisken overloaded.

At tøjle sig kan føles naturstridigt, indtil det bliver en styrke, du kan opdyrke til at modstå alverdens krav, fristelser, forstyrrelser og tidstyranni. Men hvordan lærer vi denne ældre kunst i orkanens øje, under selv den perfekte storm? Og er det muligt at leve langsommere? 

Langsomhedsdiscipliner versus systematisk orkestreret fokustab

Midt i dette fokuseringskapløb, hvor kampen om folks tid og opmærksomhed synes at intensiveres, er det tankevækkende, at Hari fremhæver bevægelsesdiscipliner som yoga, tai chi, Qi Gong, meditation m.m. Discipliner, der eventuelt hjælper med at gøre os klogere, fordi de får os til at agere mere langsomt, og det nærer vores evne til at være mere opmærksomme.

Der er potentiel livskvalitet og bedre beslutninger og refleksioner til forskel. Tja, tjo, måske. Men er det nok til at skabe balance? Er der for mange andre konflikter i samfundet til at det flytter noget for majoriteten af mennesker? Er vi stærke nok til at holde os på dydens smalle sti? Bliver vi fedtet ind i teknologisk ensretning, der gør det umuligt at undslippe?

Det kan jo være på sin plads at spørge kritisk til om eksempelvis den moderne opmærksomhedsøkonomi (der i bogen Ekko også omtales som mimetisk begærsstyrende afhængighedsøkonomi) er sat i verden primært for at gøre os mere opmærksomme? Eller snarere at rette opmærksomheden mod det, udviklerne af diverse teknologiske platforme, ønsker vi skal fokusere på?

Dette kunne også være en af årsagerne til, at en gruppe “kloge forskerhoveder” i en dokumentarfilm som Solutions, foreslår, at vi skiller nyhedsdelen ad fra de øvrige sociale aktiviteter på et medie som Facebook. Til en start. 

Jeg er med på, at der også er mere positive ting at sige om disse forkætrede medier og flere nuancer. Det er ikke dunkelt sort og kridhvidt. Men debatten vidner om paradokser og konfliktualitet, hvad disse innovationer angår, og om hvor meget de skaber mistrivsel for mange mennesker i det moderne samfund.

Det konstruktive mellem langsomhed, værdier og selvoptimering

Opmærksomhedsinfluerende teknologi fylder (uforholdsmæssigt?) meget i samtiden. Om du så selv på egen hånd kan balancere det store udbud i forhold til andre livsforhold er mere uklart? Kræver det et mere fælles fodslag? Politiske indgreb?

Muligvis sker der noget med information, når den speedes op og filtreres igennem medier, der næppe pr. definition har som mission at skabe en informationskritisk og selvstændig befolkning. 

Evnen til at træffe gode valg kan ligeledes være udfordret. Fordummelse, manglende prioriteringsevne. Manglende social kontakt og manglende empati. Der kan være nok af onder.

For hvor kan du fæstne din tillid? Hvilke kanaler vil du lytte til? Hvordan kan du dannes uden at blive forledt og korrumperet samtidig? Husk på, nogle kneb er mere subtile end andre.

Det er ikke kun et spørgsmål om at leve langsomt, men om at leve i en balance med værdier og andre mennesker – naturen og klimaet. At kunne fokusere er at fokusere ud over egeninteressen og på helheden, uden at miste sig selv.

En anden måde at spørge ind. Hvordan laver du din egen Odysseus på den altid lokkende strøm af opmærksomhedskrævende notifikationer på sociale medier og det øvrige spændende, lokkende (online) liv i senmoderniteten? At blive linedanser i apokalypsens evindeligt kværnende nærvær, hvor der altid er nye (selvoptimerings)produkter at skulle forholde sig til?

Hvordan lærer du selv at leve mere langsomt? Åndedræt for åndedræt, nærværende og fokuseret på et værdigt liv? Og ikke kun lade dig rive med af tidens forvirrende teknologistrømme, kontrol og effektiviseringshysteri, hvor det bliver stadigt mere udfordrende at fokusere på – og finde ind til det, der for alvor betyder noget.

Måske er det bare mig, der er paranoid, andre ser måske slet ikke problemet? Og dog. Vis mig en nyhedsside eller en avis, der ikke er proppet til randen med undergang og forfald. De findes faktisk – f.eks. Verdens bedste nyheder. Desværre er der noget der tyder på, at flere og flere aktivt vælger nyheder fra, på grund af den negative vinkling, der også kan have indflydelse på demokratiet.

Den traditionelle undergangsjournalistik kan ikke være den gødning, vi styrker vores konstruktive fokuseringsevne og demokratiske samtale på i fremtiden. En konstant alarmistisk appel til brandslukning, påpegning af korruption, udhuling af selvtilliden og mistro til fremtiden.

FOMO – frygten for at misse muligheder i livet, mens det leves, er samtidig en reel trussel, når der er så meget fokus på at lykkes på alle parametre. Hvor vil du sætte farten lidt ned og prioritere anderledes? Lære at bruge dine 4000 uger med omhu og hjertepuls?

Hvis ikke du har en mast at tøjre dig fast til, kunne naturrelationen være et sted at starte. At være i og mere i balance med naturen. Se hvad den kan bidrage med. Og nej, det redder ikke hele verden.

Stolen Focus – en udvandet opsummering af fokustyveriet

Nu kom jeg væk fra Hari – igen. Hvorfor skal vi helt grundlæggende interessere os for en genoprejsning af fokuseringsevnen, spørger han?

Johan Hari omtaler tre grunde i den allerede omtalt bog Stolen Focus:

1. Et liv fyldt med distraktioner er et, individuelt betragtet, indskrænket og formindskende liv – forstyrres du af noget vil det, ifølge et studie fra University of Oregon (omtalt s. 11) tage 23 minutter at opnå samme tilstand af fokus. Der nævnes andre eksempler. Pointen er, at det frarøver værdifuld livsudfoldelse og fordybelsestid
2. Det påvirker hele samfundslivet, planetens og/eller artens overlevelse. Den store klinge. Vi mister formodentlig evnen til at løse problemer (effektivt), når vi mister fokuseringsevnen. Klimakrisen eksempelvis, som nok må siges at være trumfen i det store “problemkortspil”. Vi bliver også mere sårbare overfor politisk forførelse, simplistiske samfundsmodeller og autoritære regimetillokkelser, mener Hari
3. Den sidste og positive forklaring. Forandringspotentialet kræver det. Bedre fokus, bedre løsningspotentialer by large

Han citerer sin yndlingsforfatter i det 20. århundrede. James Baldwin:

“Not everything that is faced can be changed, but nothing can be changed until it is faced.” (Stolen Focus, s. 12)

Er det nødvendigheden, der peges på? At vi er nødt til at skabe forandring, der ikke kun er udvikling og mere af det samme? Mere innovation mere teknologi. Om end de er en del af løsningen, må vi antage.

De mange årsager, han optrevler i bogen, undlader jeg at uddybe i detaljen. Du opfordres til selv at læse mellemregningerne. Det meste fremstår i øvrigt faktisk forbavsende velkendt, når man læser hen over siderne.

Vi nævner i flæng “fjenderne”, i skamløs high level overflyvning:

• Accelerationsprocesserne, som allerede omtalt, i hele samfundslegemet
• Hastige fokusskifte, den konstante filtrering af information
• Trackende teknologi, designet til at fastholde og manipulere din opmærksomhed på diverse teknologiplatforme
• Forurening
• Dårlig ernæring
• Ringe søvnvaner og -mønstre
• Forkrøblingen af den vedvarende opmærksomhed som ved læsning og lignende
• Forstyrrelsen af den menneskelige flow-tilstand
• Forstyrrelsen af den vigtige mind-wandering
• Stressepidemier
• Fremkomsten af diagnoser som ADHD
• Belejringen af barndommen, med frarøvelsen af den frie leg
• Fremvæksten af “kynisk optimisme” i form af løfter om “quick fixes”

Og det hele er faktisk forbundet. At forstå disse sammenhænge leder muligvis til den efterlyste bevidsthed, jeg var inde på. Så det hele ikke er smalsporede enkeltløsninger, der ikke fanger kompleksiteten og helheden. Men kan vi strække fokuseringsevnen så langt?

Hari har mange gode formuleringer, henvisninger til alverdens førende fagfolk, til at understøtte sine pointer. Det er næppe helt ude af trit med meget af virkeligheden, men der er også sådan lidt “amerikanske tilstande” over de grelleste eksempler. Der er således grund til at mane til en vis besindighed.

Her er et citat fra bogen, der gør, at jeg også må indføre et armslængdeprincip i min egen kritiske bevidsthed under læsningen: 

“The average office worker now spends 40 percent of their work time wrongly believing they are “multitasking” – which means they are incurring all these costs for their attention and focus. In fact, uninterrupted time is becomming rare: one study found that most of us working in offices never get a whole hour uninterrupted in a normal day… This is happening at every level of businesses – the average CEO of a Fortune 500 company, for example, gets just twenty-eight uninterrupted minutes a day.” (Stolen Focus, s. 37-38)

Hvis bare halvdelen af dette står til troende i generel forstand, og det er vigtigt at nære forbehold for sådanne bombastiske statistikker, kunne det ses som et tydeligt tegn på, at vi i den grad befinder os i “den perfekte storm” og virkelig har brug for at genlære fokuseringskunsten.

I praksis kan dette dog variere voldsomt fra land, til branche, til arbejdsplads etc. Der er grund til at benytte statistik med forsigtighed. 

I stedet for at optrevle alle bogens saftige formørkelsesdetaljer og ekspertdokumentationen, der overordnet forekommer sober, og ikke kun lever for katastrofeophobningen, men også oprigtigt søger forklaringer i sammenhænge i sin journalistiske sondering, ser jeg nu på de konklusioner, han når frem til, og tillægger egne tanker.

Konkluderende bemærkninger hos Hari

Hari skriver, at der er 4 (metaforiske) lag af opmærksomheden, der har lidt skibbrud, eller i det mindste er under belejring af forstyrrelser, som dem jeg har tærsket langhalm på:

1. Evnen til “spotlys” fokusering, vi bruger på umiddelbare handlinger, altså indsnævringen af fokus, når vi vil læse en bog færdig, eller vil løse en opgave
2. Stjernelysfokuseringen – evnen til at fokusere på langsigtede mål – at kunne huske på den retning, man har med sine mål, og fastholde navigationen “efter stjernerne”, altså de fremtidige mål 
3. Dagslysfokuseringen – det er denne del af din fokuseringsevne, der tillader dig at vide, hvad dine fremtidige mål er i det hele taget. At kunne reflektere og tænke over sit liv, mind-wandering, dyb tænkning osv. for at kunne zoome ind og ud og finde sammenhæng mellem nuværende dispositioner og fremtidige mål etc.
4. Stadionlyset – en mulig fjerde fokuseringsform, der handler om vores evne til at se hinanden, at høre hinanden og samarbejde om at formulere mål og at kæmpe for disse

I konklusionen til bogen koketterer han med et opmærksomhedsoprør. Og tager samtidig afsæt i 6 forandringer, han selv har indført i sit liv for at genvinde sin egen fokuseringsevne – selvom han vedstår tilbageslag under Covid. 

Hvad indførte han selv af livsforandringer?

1. Pre-commitment – forhåndsvalg og forpligtelser, så han ikke skiftede opgaver så ofte. Det kunne være at låse sin telefon i givne tidsrum. Eller slukke for den. Det samme med internettet
2. Ændrede sin indre dialog. Holdt om med at udskamme sig selv over sin manglende fokuseringsevne. I stedet spurgte han sig selv, hvordan han kunne komme ind i flowtilstande, så hans hjerne kunne fokusere. “Hvad kan jeg lave nu, der sker på kanten af min ydeevne? Og som er meningsfuldt og lader mig fokusere dybt?”
3. Afholdt sig fra brug af sociale medier i x antal måneder om året – og bekendtgjorde, når han gik “off grid” for at skabe forpligtelse og ikke fremstå som viljesvag
4. Gjorde brug af mind-wandering, hvor han lod sin tanker vandre, så han bedre kunne komme i kontakt med de konstruktive og vigtige tanker for sit liv. Især på daglige gåture
5. Holdt skarpt øje med sin søvnpraksis – regelmæssig søvn hver eneste dag og købte endda en form for sleep tracker
6. Tilbragte mere fri og legende tid sammen med sine gudbørn og nære yngre relationer

Han kæmpede med at afstå fra de forarbejdede fødevarer (hvem gør ikke det?), at meditere hver dag, og gøre brug af langsomme praksisser som yoga og tage ekstra fri fra arbejde (det er jo i øvrigt heller ikke alle der kan det). Det var svært at få det hele til at balancere.

I forhold til de større tandhjul vil Hari starte ud med, at vi overvejer 3 ændringer:

1. Forbyd overvågningskapitalismen – da hypnotiserede og skærmafhængige mennesker ikke kan fokusere
2. Introducér en 4 dages arbejdsuge (og evt. universel basisindkomst)
3. Genopbyg barndommen omkring principperne om fri leg

De 2 første er usual suspects, men den sidste?

Han runder også muligheden for mere aktivistiske tiltag – “en bevægelse” (der omtales diverse gruppeorganisationer i bogens appendix på linje med organisationer for de andre løsningsforslag), og at gøre op med vækstfilosofien. En uopslidelig filosofi, der måske er den store skurk i accelerationsprocessen, der tvinger os til øget forbrug. Han kommer flygtigt ind på fænomenet “steady-state-economy”, hvor vi redefinerer velstandsbegreber, det rige og gode liv, frem for det hurtige m.m.

Det sidste punkt med legen vil jeg dog på falderebet lige gøre lidt mere ud af at udfolde. Det vedrører jo i høj grad mit eget virke med bevægelse. Hold ud – hold fokus.

En kobling til bevægelse – legen som fokuspunkt

Nu skal vi passe på med at løse verdens kriser med isolerede greb, da det hele hænger sammen. Men at tænke og holde fast i grundlæggende ting er ikke meningsløst.

Legen kan være en særdeles vigtig læremester ud i både fokuseringsevne, kreativitet og forandring.

Leg er udviklende såvel som transformerende, vi lærer om roller og konflikthåndtering. Om sensitivitet, at sætte og respektere grænser, selv at komme ind og ud af konflikter, pirre forestillingsevnen, at interagere med omverdenen og vores medmennesker, at afkode og efterprøve hinandens signaler, løse problemer og opgaver osv. osv. What’s not to like?

Læs også om legen som en del af genopdagelse af barndommen.

Legen er vel også en vigtig brik i spørgsmålet om den oplagte vej til at få kommende generationer til at være kreative, innovative og til dels herigennem få et livslangt forhold til bevægelse og samfundssind og alt muligt andet.

En samfundsøkonomisk investering, der er uhyggeligt tiltrængt, fremfor “kun” at satse på alverdens sygdomsbekæmpende teknologier og behandlingsformer, der langt hen ad vejen (og dermed ikke udelukkende) stammer fra frarøvet bevægelse og manglende fokus herpå, i skærmforbrugets kølvand og alle de andre fokuseringsmæssige “tyverier”. 

Nogle tankeovervejelser vi kan lade os inspirere af, ifølge Hari:

• Skab plads, tid og rammer for mere fri leg til børn uden deres forældre
• Skab plads til spontan selvorganisering frem for formålsstyrede aktiviteter og events på alle gadehjørner
• Lad være med at køre, hente og bringe børn til alle mulige aktiviteter, hvis det er muligt for dem at gå og cykle
• Hav tillid til, at børnene selv kan løse deres konflikter 
• Hav tillid til, at legen ikke er farlig, men udviklende
• Forstå hvad det betyder for børns kognitive udvikling af få lov til at lege mere uformelt

3 komponenter han omtaler, der er afgørende i børns udvikling og som legen faciliterer:

1. Kreativitet og forestillingsevne – at iagttage og løse problemer 
2. Sociale bånd – at lære og interagere med andre børn, socialisering
3. “Aliveness” – at være i live, begejstring, glæde, at opleve glæde og sjov

Og om den kognitive udvikling accentuerer han, at det at børn fiser rundt, er med til at forbedre deres fokuseringsevne – det booster den exceptionelt:

“…”for developing children, aerobic exercise expands the growth of brain connections, the frontal cortex, and the brain chemicals that support self-regulation and executive functioning”. Exercise causes changes that “make the brain grow more and get more efficient”.” (Stolen Focus, s. 238).

Han henviser til professor Joel Nigg, der hævder, at konklusionerne fra forskningen på dette felt er så godt som “definitive”. Vi lærer de grundlæggende færdigheder, vi skal bruge resten af livet.

Den fysiske leg er meningsfuld i sig selv, motivationsstimuleringen kommer ikke fra lokkende skærme. Du lærer at blive et menneske, der kan regulere sig selv. Skolesystemer rundt omkring i verden, blandt andet i Finland, har for længst luret dette.

Jeg forbigår diskussionen om, hvordan vi kickstarter legen igen, og hvordan den både er forbundet med vores fjerne fortid, og hvorfor den er blevet kvalt i den sidste generation, til dels under de mange ængstelser, forældremisforståelser m.m. (Ikke alle steder, men mange steder, ikke mindst i USA med de mange skoleskyderier). Faktum er, at legen ikke skal erstattes af flere regler og krumspring, men have lov til at udfolde sig, så den selv kan blive meningsfuld. 

Det kræver mod, tillid, genindlæring og fantasi. Ikke tiltagende indblanding og voksenbekymring. Her har vi lidt at tænke over, nu hvor den seneste skolereform på dette punkt ikke ligefrem har været en succes.

Lidt at tænke over for os alle

Med den langsomme refleksion og årvågenhed som mind-wandering tilvejebringer, kan vi åbne for at overveje, om vi som individer fokuserer tilstrækkeligt over, om vi er i kontakt med det gode liv. Og om bevægelse og det, den tilbyder i opmærksomhedskampen om det gode liv, kan/bør spille en rolle i dette drama. Vi er, når alt kommer til alt, også skabt til at bevæge os. Men det udelukker ikke, at vi mister fokus på at gøre det, eller i forbifarten kommer til at reducere, hvad bevægelse kunne handle om.

Forandring må starte et sted for den enkelte, og hvad angår det politiske og klimaet og de andre presserende livskriser, vi er omfattet af, er vi her sammen om at må erkende en fælles nødvendighed.

Det samme gælder i en vis forstand også bevægelse. Den er også en del af livsnødvendigheden. Men jo mere vi fokuserer på den, kan vi skimte og erfare, at den også har mange nøgler til en livsberigende tilværelse. Et liv i elegant bevægelse, fuld af diversitet, poetisk udtrykt som i dans, samhørighed m.m. Andre steder figurerer bevægelse som et eksistentielt spørgsmål om at få opmærksomhed, på gadeniveau, og at undslippe fattigdom – og finde mening i tilværelsen slet og ret.

At fokusere er også et spørgsmål om at fokusere på, at vi er mennesker med kroppe, der kræver (og fortjener) opmærksomhed. Livsvitalt og som “selvvalgt fortøjrings commitment”, så vi som Odysseus også har mulighed for at finde den rette livsrytme og finde hjem igen.

Det må vi for alt i verden ikke glemme at holde fokus på.

Anbefaling til mere viden

Efter dette indlæg er skrevet har jeg hørt en udsendelse i Brinkmanns Briks, der flugter meget godt med temaet her. Der leveres nogle andre “hjernemæssige” perspektiver på sagen og noget af samtalen tilføjer spændende magtnuancer til, hvad jeg selv skriver om teknologien.

Gæsterne i programmet har skrevet et par bøger om emnet, der optræder i udsendelsen. Emma Louise Louth, biomediciner, er forfatter til en tænkepause om Opmærksomhed, og filosof, forfatter og foredragsholder Mads Vestergaard, har skrevet om de teknologiske aspekter i Digital totalitarisme (Radioudsendelsen Brinkmanns Briks, Har jeg din fulde opmærksomhed, onsdag 22/03-2022)