LadyofHats, Public domain, via Wikimedia Commons
Hvis du gerne meget minutiøst vil forbedre din næseborsvejrtrækning efter Buteykometoden, er Patrick McKeowns opskrift et relevant bud på sagen. Den er en gradvis proces til at normalisere vejrtrækningen for derefter at gå videre, så vejrtrækning også optimeres i præstationssammenhænge. Sammenhænge, der i sig selv kan lede til dysfunktionalitet i vejrtrækningen.
McKeowns metode rummer mange detaljer, du selv må gå på opdagelse i. Men det essentielle er, at du kan nå mere med mindre. At anstrenge sig mindre give bedre resultater. Og at træne sig op til et mere anstrengelsesfrit åndedræt er både livssundt og et grundlag til bedre idræts- og øvrige præstationer.
Du starter med at teste din nuværende tendens til vejrtrækning gennem åndedrætstest og BOLT score, som han også kort omtaler i webartiklen nævnt i 2. redningsflanke.
Så vidt en bestemt systematik, som metodisk rummer mange øvelser, der ligger på linje med grundforståelsen i dette indlæg, så vidt jeg kan gennemskue.
Men læs og bliv selv klogere.
Nu fluks videre til den store overbliksklinge til sidst. For dig, der bejler til profilen “overacchiever”, eller simpelthen gerne vil vide, hvordan du kan mestre dit åndedræt i en differentieret bevægelseskontekst.
Forskellige teknikker til forskellige kontekster. En udvidelse af normaliteten, om du vil.
Forskellige formål med vejrtrækning – i et bevægelsesperspektiv
Allerførst helikopterperspektivet for dig der vil se vejrtrækning i et bevægelsesperspektiv.
Hvorfor skal vi bruge specifikke vejrtrækningspraksisser hertil?
Jeg har mødt en del mennesker, der står uforstående heroverfor. Åndedrættet er jo automatisk indlejret i vores adfærd, nervesystemet sørger for, at vi trækker vejret?
Svaret består af flere nuancer. Eksempelvis at vi kan, som allerede anført, få en mere livsfunktionel vejrtrækning. Og at vi kan manipulere formålsstyret med vejrtrækning, fordi den også er “volitional” eller viljestyret på dansk.
Nogle af os trækker jo ikke vejret videre hensigtmæssigt. Så normalisering er et godt udgangspunkt, og det gælder også normal udfoldelse udover hvileåndedrættet – som i idræt og sport etc.
I denne grøft er der virkelig mange lag at tage fat på. Tre faktuelle forhold er derfor værd at lægge ud med.
Vejrtrækning kan, ifølge Marcello Palozzo, bruges som et kompas til at observere vores indre tilstande og de retninger, disse bevæger sig i. Det kan være et værktøj til at ændre på vores dybdefysiologi og en loyal ledsager, når vi befinder os i forskellige situationer, hvor det kan være nyttigt.
Hvad angår manipuleringen og den strategiske brug af vejrtrækningen, har Marcello Palozzo lavet et ganske kort blogindlæg om de familier af teknikker, der kan være i spil på den front. Her har vi f.eks. teknikker, der kan bruges på kort sigt til manipulation af nervesystemet. Det omhandler måder du skifter din psykologiske tilstand, dit præstationsniveau, eller din emotionelle tilstand – mens du løser fysiske opgaver.
Men, men – der er stadigvæk en del mere at sige om den sag, just so you know, som Marcello påpeger. For det kan tage år at mestre dette felt. Det kræver langsigtet, målrettet og systematisk arbejde at fremme parametre så som Co2 tolerance, Vo2 max, maximal kapacitet for vejrhold, individets praksishistorik, stressniveau, hygiejne og styrkelse af din respiratoriske struktur, dybden af dit åndedræt etc.
Hvilket ikke er det samme, som at du ikke kan få stor gavn af kortsigtede interventionsmetoder. Som Marcello netop i introduktionsindlægget velvilligt stiller til rådighed.
Det giver for overblikket skyld god mening af se på de forskellige familer af metoder. Han omtaler 3 familier, jeg her oversætter:
- Factotum teknikker – formålsrettede teknikker, der kan producere forsvarsmekanismer mod ydre krafter, der indvirker på kroppen, dirigering af fokus, booste vores energi etc. Disse teknikker vækker og faciliterer en kvalitet eller en tilstand.
- Nedregulerende teknikker, der beroliger og grounder os. Disse hjælper med at skifte nervesystemets tilstand fra overaktiv til en mere fattet og fredfyldt tilstand. Det er rekalibrerende teknikker, der kan påvirke forholdet mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem, når nervesystemet overstresses.
- Intuitive teknikker der er løse og åbne. Disse kan finde indpas, når kompleksiteten i vores bevægelseshandlinger er så krævende og store, at vejrtrækningen bliver flydende og ikke kan følge en præskription, eller fast skema.
I indlægget kan du læse om de enkelte teknikker, den kontekst de kan appliceres på og hvilke anatomiske og fysiologiske mekanismer, de trækker på, helt ultrakort. Og eksempler på teknikkernes anvendelse demonstreret på video.
Teknikkerne er beregnet på bevægelsesscenarier. Det handler som nævnt ikke kun om at sidde og lave en vejrtrækningsøvelse. Kunsten er at adaptere sit åndedræt til forskellige situationer i omgivelserne, til vores behov i givne kontekster og ud fra vores eget ståsted.
Det udvikler mere fleksibilitet i valget af interventionsmetode.
Jeg håber, ovenstående kan kaste lidt lys over en fuldkommen livsvital og subtil praksis, der som mange andre praksisser har flere ansigter end som så.
Men lad os nærme os indlæggets solnedgang via nogle andre betragtninger. Jeg har lidt flere pointer, jeg har behov for at dele ud af.
Massage og vejrtrækning
Jeg vil tillade mig at foretage nogle yderligere krampetrækninger førend ringen er sluttet. Massage og vejrtrækning, any relation?
Tja, det vil jeg i den grad mene. Udover at Lotte Paarup er inde på organmassage og massage af muskler og andet væv under selve vejrtrækningen, kan koblingen til rygsmerter ses som en kobling til både den fysiurgiske massage, men måske i højrere grad velværemassagen.
På briksen, under den kalibrerende berøring under den blide massage, slapper hjernen gradvist mere og mere af. Du kan komme til at opleve, at din vejrtrækning kan ændre sig. Du får mulighed for at “give mere slip” på, hvad der nu end kontrollerer og holder kroppen fast i et “spændingspanser”, eller blot ophobet og forhøjet tonus og sympatisk aktivitet, der ikke nødvendigvis er kronisk. Vi er forskellige. Men det forudsætter, at du lader det ske og ikke kæmper imod.
Det er også svært at massere på muskler, der spændes samtidigt, sådan helt lavpraktisk. Men det her er hele psyken og nervesystemet, vi snakker om, ikke kun dine overspændte trapeziusmuskler. Og det kan være svært for kroppen samtidigt at slappe af, hvis massagen bliver for kraftfuld og dette implicerer ubehag og smerte.
Det er helt ok at sætte mere lyd på sine udåndinger og sige “åhhhhh” en gang imellem, og at trænge dybt ind i sig selv under en massage. Her kan vejrtrækningsfunktionen for alvor mærkes og opleves, når den forhåbentligt nærmer sig en normalisering undervejs.
Jo mere stresset, jo vanskeligere er det, er min tanke, og jo mere tid skal der sættes af. Det skal du intuitivt selv forstå. Men nogle mennesker er også bedre til at give slip end andre og har færre barrierer og fordomme. Det kan ikke sættes på en formel, som passer på alle.
Det er ligeledes supervigtigt, at vi ikke gør det her til en form for mysticisme. Vi er på briksen – i den velværemassage, jeg omtaler – for at åbne op, ikke for at afsøge spiritualitet, der dog kan finde andre veje, eller dyrkes på anden vis – som ved meditation.
Jo mere villig du desuden er til “surrender”, at overgive dig til berøringens helende kræfter, jo bedre og dybere vil du trække vejret. Det er ikke hokus pokus. Det er neurofysiologi og anatomi, kropsterapi i sig selv. Det behøver ikke omhandle alle mulige finurligheder, selvom vi kan trykke omkring ribben og massere i maveregionen osv. og herved påvirke vejrtrækningsmusklernes funktionalitet etc.
Det er yderst vigtigt, at du afdramatiserer dette og ikke tror, du skal ind til en overnaturlig djævleuddrivelse og transcendental bevidsthedsudvidende udrensning, hvor du skal råbe og skrige af smerte. Hold det på kroppens naturlige niveau, det er måske alt rigeligt, i mine øjne. Du har magi nok inde i dig. Til at mærke dig selv igen og at genopleve normalitet.
Det er “elementær” kropskalibrering og en legitim og anerkendt vej til bedre selvkontakt – og normal vejrtrækning. Men ja, der kan være forskellige oplevelser, og noget kan være smertefuldt også at give slip på. Men det er måske helt ok.
Er du helt fast besluttet på, at du er nødt til at arbejde endnu endnu dybere med specifik traumahåndtering, kan kropsterapeuter måske hjælpe dig yderligere. Men jeg vil gentage min pointe om det normales kraft. Når ellers det praktiseres på rette og rimelige vis – set i forhold til behovet – ikke kun forventningen.
Og det kan jo tage tid, hvis du i årevis har holdt på noget, der er svært at give slip på. Måske er det her, du skal respektere processens gang. Hvor lang? Det tør jeg ikke sige på forhånd.
Jeg ved det ikke.
Afslutning på drømmende manér
Jeg afslutter i de vidtløftige og svulstige luftlag. Jeg skammer mig ikke over at filosofere på frihjul, men håber ikke, du finder det irrelevant.
Rousseau drømmer derude på søen, som nævnt i den 1. redningsflanke, og måske er det ikke kun drømmerier, han opdager. Måske opdager han noget aldeles livsvitalt. Noget jeg vil mene kan være yderst kompatibelt med at finde sin vedvarende stabile ro i vejrtrækningsjunglen og kroppen nærmere bestemt.
For vi må alle være i balance for at kunne bidrage meningsfuldt, ikke sandt?. For at leve vel.
Lad mig slutte med Sloterdijks beskrivelse af, hvad det er Rousseau kommer på sporet af.
Ved at træde lidt ud af socialiteten, ikke nødvendigvis at flytte til en svensk ødegård, eller Alaska, men at komme lidt på afstand fra den permanente uro, der opstår i socialiteten, i livet mellem os mennesker og vores “stressfællesskaber”, sker der faktisk det, at han eksisterer mere intenst.
Det er ikke at vende verden ryggen, at svigte samfundet, men at mærke friheden – og det kan bruges til at lægge bekymringer bag sig i tidslig forstand, om for- og fremtid. Og dagligdagens bekymringsmaskiner. Og give kroppen tid til mere normalisering, tænker jeg for egen regning.
Det er mere end ferie, da ferier kan være stressfællesskaber og bekymringsoppiskende i sig selv, selvom de også kan rumme kimen til disse rene erfaringer. Lad os ikke udelukke noget.
Hvad han erfarer er ikke desto mindre en eksplosiv udvidelse af frihedens betydning:
“Det betegner nu en tilstand af udsøgt ubrugelighed, i hvilken den enkelte er sig selv helt nærværende og på samme tid i vid udstrækning isoleret fra sin hverdagslige identitet. I drømmeriets frihed befinder den enkelte sig på vid afstand af “samfundet”, dog er han også løsrevet fra sin egen, i det sociale væv indviklede person […] Fri er således den, som det er lykkedes at erobre sorgløsheden. Den allermest aktuelle betydning af frihed erfarer den, der opdager en sublim arbejdsløshed i sit eget indre – uden med det samme at melde sig hos arbejdsformidlingen.” (Sloterdijk, Peter. (2023). Stress og frihed, s. 23-24)
Frihed kan altså være mere end den rolle og identitet, der tilkommer en i et samfund, på godt og ondt. Mere end en puster. Mere end frygt for hvad ens åndedræt fortæller om ens liv og person etc. Det er måske først hinsides denne bundethed, at verden åbner sig.
Her trækkes vejret for alvor frit. Hinsides valgfrihed af “stressfællesskab” og andre rolletildragelser eller mangel på samme, der kan være særligt stressende.
Men vi må samtidig alle forlige os med tilværelsens tumult og vores forbundethed, der påvirker åndedræt såvel som helbred. Vi trækker måske vejret på en bundet måde, fordi vi er bundet af forbundethed. Men der ligger en frihed i ikke at identificere sig for kraftigt med dette vilkår.
Især med udsigt til meningsspørgsmålet og fremtidens fællesskaber – og krav til individ og samfund – er disse overvejelser hos Sloterdijk værd at reflektere nærmere over. Hans løsning forekommer mig noget uklar, men frihedserfaringens mulighed finder jeg yderst vigtig, at vi alle forholder os til. Når vi er skadet, i vanskeligheder på alle livets fronter – og når vejrtrækningen er påvirket af alverdens omstændigheder.
Søg derfor mod sorgløshedens erobring. Find en eller flere stunder af “sublim arbejdsløshed”. Her arbejder kroppen for alvor i dit åndedrætsfavør. Supplér med en sansevækkende massage, strikning, at rokke i gyngestolen, havkalibrering eller alle mulige andre tiltag, der er ikke kun én vej til et bedre åndedræt.
Vi skal huske disse løbende punkteringer af stressoppiskning. Vi må beskytte den kontakt til vores egen selvfornemmelse, der kan være truet, hvis vi føler, vi bliver “meningsløse/inferiøre brikker” i uoverskueliget kunstigt (nulsoms) intelligensspil, eller hvad der nu venter os i AI-æraen. Det kan jo også være et forjættet land forude? Jeg vil ikke dømme fremtiden ude. Men vi er mere end slaver af egne begrænsninger og inddæmninger.
Vi kan bare ikke kun (satse på at) skabe plads til flere åndehuller og retræter. Vi må også forstå engagementets betydning og konsekvenser for en meningsfuld tilværelse. Og at forvalte sociale fællesskaber i fremtiden, så de ikke øger vores “stresstonus” mere end vi kan bære og trække vejret ufordærvet med.
Det er os selv, der eskalerer vores egne konflikter. Os selv, der skal skabe fremtiden.
Kunsten er at være fri, selvom vi er i lænker. Og her er vejrtrækningen et helt fundamentalt sted at starte med at slippe for stærke tilknytninger til andre ting end livet selv. Lettere sagt end gjort.
Men de fleste har et helt liv hertil, hvis ellers de kommer i gang i forsvarlig tid. Da jeg var ung, var vejrtrækningsteknik ikke hypet, som det er i dag. Tiderne har ændret sig, måske er behovet større i dag?
Individet må sætte sin bekymringstonus efter det normale åndedrags forudsætningsgivende livsvitalitet og siden/samtidig op på samfundshesten og bidrage, hvor der er udsigt til meningsfuldhed. I fællesskab og for fremtiden.
Hermed et forsvar tilendebragt for den mest normale af alle praksisser, ikke en kropspraksis, som sådan, men selve livets primære motorolie.
Dit livs vigtigste opgave. Biologisk betragtet.
Med Stig Åvall Severinsens korte titulering – Træk vejret.
Og jeg tilføjer – måske er det alt nok i det store frihedsdrama. Herfra kan du gå over de højere forbedringsstepper eller bekymre dig til du ånder ud af misforstået frihed eller kronisk tilværelsesbekymring…
Måske er valget dit?