I 1. akt under temaet undgåelse har jeg kredset om alt det trivielle, det velkendte, det lidet inspirerende ved “undgåelsesspøgelset” i forhold til bevægelse, der nok alligevel har mere afgørende betydning end mange vil være ved. Undgåelse anser jeg for at være noget, mange af os godt ved eller kan nikke (forlegent/skamfuldt/brødebetynget/ligeglad… fortsæt selv…) genkendende til. Måske ved mange af os bare ikke, hvad vi skal stille op med bevægelse. Eller også bliver det bare kvalt i dagligdagens turbulens.
Der er så mange bud i omløb om så mange ting i vores verden. Muligvis skyggesider af, hvad der minder om et opsplittelsessamfund, hvor ting meget nemt forekommer fragmentarisk og usammenhængende? Se bare Aarhus Teaters satire over det aktuelle og standende, proklamerede folkeskolemorads, hvor kæphesterytteri angiveligt står for skud – Christian Lollikes teaterstykke Skolekomedien.
Udefra set kunne en pointe være, at det er svært at komme i gang med ret meget, når der er så megen uenighed og så meget, der skal falde i hak. Måske kan undgåelse handle om noget så fundamentalt som at man ikke er opmærksom på, at man undgår ting? Fordi man har nok at gøre med at gennemskue alverdens forandringer og hvordan, man skal tilpasse sig hertil?
Derfor kunne det måske give mening at trænge lidt dybere ind i undgåelsestematikken. Ikke mindst her ved nytårstid, hvor vi pludselig mindes om alt det, vi har undgået i det forgangne år.
Undgåelse som fænomen behøver dog langtfra være noget, der unddrager sig bevægelse. Det kan faktisk være en ret central del i bevægelse, hvis vi har blik for blandt andet motorik og neurale adaptationer. Timing, hurtighed og reaktioner kan være bedre løsninger end stivfrosne afmagtsstrategier, som fører til mere pacifisering og modløshed.
Her ser vi f.eks. negation som en helt naturlig del af boksesparringen. Det at undgå (“dudging”, parering, forflytning, undvigelse) kan altsammen være en del af bevægelse:
Evindelige nytårsparoler står for fald i undgåelse…
Megen moralisme opstår ikke blot af uvidenhed, men også af nød, desperation, skuffelse, forvikling og misforståelser. Vi er alle dumme i vores utilstrækkelighed. Vi dømmer og fejlvurderer vores behov. Mange er vi tvangsindlagte til rituelle nytårssalutter og målrettede forsætter, der konsekvent kuldsejler. Skulle du have være mere omhyggelig med din tilgang hertil – startet allerede sidste år, evt. i september?
Hvad har du undviget af bevægelsesmål siden sidste år, du ikke fik tænkt videre over?
Her er nogle dugfriske nytårsråd, der samtidig indirekte tematiserer, at opgivelse og undgåelse er et ganske udbredt og reelt fænomen, endda leveret med interessante videnskabelige belæg – for vi har statistikken imod os, når tiden går. (Haubart Madsen, A. (2023). “Kunsten at holde et nytårsforsæt”. Weekendavisen nr. 52, Ideer.).
Kunsten at lykkes, ifølge avisartiklen: Dit “oeuvre” skal bestå af realistiske mål, med klare konkrete delmål. Der skal tankes ny selvtillid og selvrosende opbakning halvejs, og der skal støtte og fællesskab til – og det må ikke være for sur en pligt. Har vi sunget disse strofer før? Åh ja, men når det bliver hverdag, udfordres overblikket behørigt. Og resten er velkendt… Pludselig har du ((u)lykkeligt?) glemt, at du har undgået dine mål og er i forhandling om at justere herpå. Herfra kan rutcheturen tage sig en ny drejning i svingene.
Det er faktisk ikke så nemt at undgå at undgå. Lader det til. Vaner og adfærd er nogle bæster.
Jeg ønsker ikke, at undgåelse skal handle om knæfald på baggrund af sure pligter, målstyret tænkning, nyindkøbte løbesko og andre genkommende misforståelser. Ej heller, at det ikke er i orden ikke at være “bidt af bevægelse”. Plads til alle, uden at alle skal sidde på samme plads, må der være plads til. Men for nu vil jeg prøve at hælde lidt flere vitaminrige ingredienser i denne teatralske vanesmoothie om undgåelse, så du i det mindste tilbydes mulighed for at få et mere udvidet perspektiv på sagen.
Til syvende og sidst er det dog kun anstrøg, sonderinger og signalementer. Det er meget store spørgsmål, jeg kredser om her. Krumtapper. Og jeg påstår ingenlunde, at vi når til bunds i denne omgang. Der skal være plads til flere tænksomme tilbygninger, min overfladiskhed til trods.
Lad os til en start prøve at se, om vi kan få noget mere næring ind i bevægelse. Stikke snablen lidt dybere ned i, hvilke mekanismer, vi er oppe imod. Så vi kan blive bedre til at perspektivere vores nuværende undgåelsesforhold til bevægelse, dem der måtte fatte “interesse” herfor. (Der var den igen, motivationen, som den frosthæmmende isbryder…).
…som om bevægelse kun handler herom…
Næring ind i bevægelse – næring til… flere…
Jeg er oprigtigt nysgerring på, hvordan et mere næringsrigt syn på bevægelse kunne være til gavn for mange mennesker – muligvis endda dem, der er hurtige til at afskrive sig selv og sige ord som “wiiiindow” eller “talk to the hand”.
Jeg henvender mig dog primært til dig, som er grundlæggende åben og nysgerrig.
Det er svært at generelisere, for bevægelse bliver meget hurtigt individuelt forankret, grundet forskellige indstillinger, levevilkår, livsbetingelser etc. Men megen undgåelse, kunne man spørge, rækker den ud over det enkelte menneske – og den højt besungne sang om selvansvarligheden og selvstændigheden – jeg allerede flankerer i 1. akt – og andre steder her på bloggen?
Alle kan vi have brug for at blive klogere på undgåelsens sindrige mekanismer. For det er dem, der især er førsteparket til et liv i bevægelse. Det at besejre sofahynderne er et lag, der ofte trækkes frem. Men lad os ikke ofre fænomenet på dovenskabens alter. Det vil være for discountagtigt reducerende.
Marcello Palozzo har på sin yderst interessante blog, højpandet og kækt, peget på “prepperne”, der naturligvis skal have det rette gear først, og “the treadmill runners” som ikke kan gøre noget, hvis fitnesscentret er lukket ned. Det er vel nok svært med al den kælne kommers og markedsføring. Folk bliver skrupforvirrede og jagter overflødige produkter frem for bagvedliggende principper og undervisning. Og frem for at se på det forhåndenværende, det der allerede tilbyder sig – i miljøet eksempelvis. Hvor vi alle kan drage vores erfaringer, så vi i stedet kan lære vores behov bedre at kende.
Erkendelse med mere – A før B
Erkendelse. Nogen er mere skatmat end andre. Og det kan vække harme, had, depression og 119 andre ting. For kan du ikke bevæge dig, kan du ikke bevæge dig. Det er straks en anden og mere alvorlig sag. Om det skyldes skader eller andre forhold, er underordnet. Det er vigtigt at kunne, for at kunne fortsætte, ellers slippes fanden let løs i Laksegade. Det ligger som en voldgrav om mange erkendelser. Ikke mindst iagttaget i bakspejlet. Passivitet og frygt bliver synonymer for undgåelse.
Det er derfor, jeg interesserer mig for undgåelse. Det er ikke for at markedsføre bevægelse som sådan. Hvorfor hulen markedsføre et livsvilkår? Det udspringer snarere af omsorgsfuld filosoferen over, hvorfor livet er blevet vendt på hovedet, som jeg har ladet mig fortælle, at jeg kan læse mere om i bogen Primate Change – How the world we made is remaking us. Det handler om at blive klogere på, hvad der skal til, for at vi får genskabt kontakten til bevægelse.
Ekstremismekritikken kan vi roligt lade ligge for nu. Eksempelvis at ham der Ido Portal og hans proselyttere og disciple er radikale elitære fanatikere (mon ikke det er en sandhed med betragtelige modifikationer). Der er, for mig at se, intet videre ekstremt i at forholde sig til det elementære. Det nødvendige.
Men det kan være øjeåbnende at opdage, hvor uenkelt det basale er, eller hvor mange fangarme, det har, og griber ind i det levede liv. Uanset hårfarve og politisk observans. Og hvordan indsigten i nødvendigheden kan flytte os udover denne og ind i legen, lyset og glæden ved at lære og udvikle os igennem bevægelse.
Lad os derfor forstå, hvad adgang handler om. Og at det ikke kun handler om at rejse sig fra sofaen, eller det træ, du faldt ved i går. Jeg tør ikke sige det højt, men noget i mig tænker, at vi er næsten på bar bund. Til trods for al den moderne sportsvidenskabelige indsigt og en masse pionerer og dygtigere praktikere.
Til en start handler det meget om elementær adgangsforståelse
Uden adgang, ingen bevægelse. Det er en pointe, nogle lærer, når de uheldigvis brækker benet på rekyllets præmisser eller ramler ind i modgang. Undertegnede går heller ikke hus forbi her. Been there several times people, med eksempelvis usædvanligt insisterende knæproblemer, der har trukket i mere end almindeligt langdrag.
Det, du går i en bue uden om, eller er tvunget til at afstå fra, er du ikke i berøring med. Undgår du bevægelse, undgår du i en vis forstand noget af dig selv. Det er ikke kun en tombola, hvor du kan vælge den anden bamse, den med de lyserøde ører, og så er alt godt. Det er også noget, der påvirker dit liv. Du er biologisk nedbrydeligt materiale, selvom du ikke har umiddelbar kurs mod småt brændbart. Eller satser på et videnskabeligt gennembrud der redder dig på målstregen.
Hvilket ikke er det samme som at hævde, at vi ikke kan få et godt liv uden alverdens bevægelse, eller udelukkende med ensidig bevægelse for den sags skyld. Levede liv og eksistenser må være vidnesbyrd nok. Adgang er ikke adgang til det hele eller det samme. Og der er elementer af tilfældighed ved alle valg og fravalg.
Det totale fravær er både umuligt og slet ikke en bevidst anbefaling at tilnærme sig. Og i øvrigt kan der være tale om kvalitative forskelle ved levede liv. Et internationalt studie fra 2018 viser eksempelvis, at det ikke kun handler om frekvens, men også om hvilken form for sport, du dyrker. Studiet har fulgt overlevelsen hos 80.000 briter i alderen fra 30-98 år fra 1994-2008. Konklusionen er, at ketchersport er forbundet med længere levetid.
Som tidligere tennistræner kan jeg vælge at juble herover, men mon ikke sagen er en anelse mere indviklet, hvilket studiet også indikerer. For mig er det tankevækkende, at det kun er sport, forskerne interesserer sig for. Hvordan mon det ville tage sig ud, hvis vi sammenlignede folks bevægelsesvaner? Er det for kompliceret at registrere og orkestrere?
Fokus på de åbne muligheders ekspanderende horisontudvidelse, er derimod min vision. Dødens endeligt er en sikker indsnævring, kronologiske mellemregninger til trods. Åbn således de døre, du (realistisk) ønsker skal åbnes – og hold dem åbne, så længe du ønsker og magter. Her vil jeg ikke pege på sportsselektion og ketchersport alene. Jeg vil gå mere basalt til værks, som der naturligvis også er anden forskning, der gør.
At gå eller ikke at gå
Kan du eksempelvis ikke gå, går der en anden spiral i gang, og den vil jeg mene er potentielt nedadgående, da det at gå er fundamentalt vigtigt af afsindigt mange grunde. Selvom der er forskel på omstændigheder ved en forstuvning i børnehaven, et dårligt hjerte hos en 74-årig veteran, eller folk med flere kroniske forhindringer på én gang. Lad os give plads til forbehold og nuancernes sammensmeltning.
Min radikale påstand ikke desto mindre: Du trækker en stensikker nitte, hvis bevægelse ikke er en del af dit liv. Punktum. Det handler ikke om moraliseren. Det handler til en start om, hvad der sker, når vi undgår. Det er også en adaptation. Det påvirker også din fysiologi og dig som organisme. Bevares, du kommer naturligvis til at gå igen efter en forstuvning, men af helbredsmæssige årsager er der rigtig mange, der faktisk ikke går. Og de er langtfra alle 74 år eller derover.
Det er det, vi skal blive klogere på, på første semester. Herfra vores verden går. Og jeg ønsker jo kun til en start, at du bare skal kunne (fortsætte med at) gå. Gerne langt, hurtigt, variabelt og i forskelligt terræn, med forskellige hældningsgrader. For selv gåturen er ikke længere end selvfølgelighed i livsbevægelse for mange mennesker. Der kan spares tid ved ikke at gå, som bekendt. Gåture kan fravælges i regnvejr, under isslag og på travle dage. Og det vælger mange. Inklusive undertegnede.
Spørgsmålet er, om denne prioritering(stænkning) er det, det handler om, eller som er vigtigst? For at spare tid, tilvælge andre livsforhold, slænge sig i chaiselonen osv., osv.
Spørgsmålet om undgåelse
Men men men, hvorfor undgår vi i mange sammenhænge bevægelse i dybere forstand? Tja, det er værd at tænke lidt videre over. Hvad er det for undgåelsesmekanismer, der kan komme i spil?
Og hvorfor ender alt for mange i behandlingssjunglen, når vi aldrig har haft bedre adgang til og flere muligheder for bevægelse i verdenshistorien? Også udmærkede fitnesstiltag, idrætsforeninger m.m.
I dokumentaren Live to 100: Secrets of the Blue Zones kan du måske finde lidt af svarene herpå. Ikke al bevægelse i verden er organiseret, og noget kan endda gøre dig tudsegammel. Rundt om i verden er noget bevægelse (stadigvæk, for det er på retur) bare vævet ind i livsførelsen, som jeg også skriver i flere legeindlæg, og det er måske her de moderne arbejdsvilkår kommer lidt til kort og vi aner baggrunden for (nogle af) de galloperende sundhedsudgifter?
Mange elendigheder har vi sådan set ikke fortiden, uheld eller mysterier at skyde skylden på, dem cementerer vi fint selv hver eneste dag, bare ved at være til.
En bedre bebrejdelse kunne bestå i ikke at lære af fortiden, på visse punkter. Altså at undgå fortidens visdom, fordi den er at betragte som passé. Det er her perspektivdimensionen kunne udfoldes, hvilket jeg kommer tilbage til.
Hvorfor er der nu til dags sundhedslede, selvforglemmelse og foragt for kroppens fremfærd på den ene side, såvel som hæsblæsende FOMO og trang til at sammenligne sig i øst og vest på den anden side? Like og blære dig på SoMe, når du kan slå en flikflak og samtidigt skamme dig over, at du ikke kan det, “alle” de andre kan? Uden at forstå mellemregningerne, være ydmygt nysgerrige på dem. Eller at tænke adgang ud fra et dannelsesperspektiv. Hvorfor er det så vigtigt med den der flikflak, eller de der muskler, eller de der nakkesmerters opløsning hurtigst muligt?
Hvorfor vil nogle evt. hellere tage slankemedicin (som muligvis var tiltænkt andre lidende) end vælge at lære stoltheden nærmere at kende? Har vi ikke tid til at lære os selv at kende længere? Er det for svært at sadle om? Er det fysisk umuligt? Er vi så fremmedgjorte, at vi skal spørge teknologien til råds først?
Tak, jeg ved udmærket godt, at der også er mellemregninger der. Overvægt er eksempelvis også komplekst. Og der er rigelig udskamning på den konto i forvejen. Det er ikke mit ærinde. At bekæmpe overvægt kan evt. handle om at signalere moderation og kontrol, så andre ikke ser på ens livsførelse.
Og noget tyder på at det kunne være en driver, der er fløjet under raderen på noget forskning. Nemlig en eksistentiel mekanisme, der ligger bag ønsket og længslen efter tyndhed. At kunne udstråle selvbeherskelse. (Lystbæk Vestergaard, Gunver (2024). “Fede tider”. Weekendavisen nr. 7, Forsiden + side 5 Samfund)
Det vi endnu har til gode at vide
Dette indlæg handler også om potentielt set at gøre dig lidt klogere på det, du måske ikke ved, at du undgår, og hvorfor og hvad det betyder at undgå bevægelse. Ikke at vide, at du mister noget, er måske et tab, der sker bag om ryggen på dig. Eller os alle. For hvem kender sig selv til bunds?
Det er ikke ment som udskamning eller klassisk skræmmekampagne eller fodformet sundhedsoplysning, som jeg vel også selv er skyld i. Det er ment som en genforbindelse til noget, vi er skabt til. En del heraf. Kompleksiteten kan nemt stige os over hovedet til et punkt, hvor vi må vinke afværgende med armene.
Men mange kan gøre meget med sig selv, førend det ender der, formoder jeg. Lad os starte der. For flere menneskers vedkommende.
Måske kan mange begynde at blive mere opmærksomme på, hvad dette genforbindelseshalløj eventuelt kunne betyde for fremtidige forhold til bevægelse og bevægelsens vilkår i vores liv.
Interesse eller ej, uvidenhed eller ej. Det koster dog som bekendt stadigvæk at holde på en parkeringsplads, selvom du ikke så skiltet. Hvilket er svært nu om stunder, hvor skilteskoven breder sig. Men pyt, du kan sikkert bare betale fra en app henne på restauranten, hvis du parkerer over tiden, da vi jo er så heldige nutildags, at vi ofte ikke behøver at gå tilbage og rode med p-skiver eller nye billetter i forruden. Andre automater vil have Visakortet registreret inden bommen går op. Der er mange måder at regulere adfærd på.
Genialt, bekvemt, og undertiden aldeles tyvagtigt – set fra kroppens perspektiv.
Lad os derfor forstå undgåelse bedre på makroplan og siden dykke ned på mikroplanet, inden jeg kommer med konstruktive overvejelser om sagen. For det er vel stadigvæk den konstruktive vinkling, vi går efter, bolden og ikke personen eller dystopien? Alle forståelige frustrationer taget ad notam.
Dit voksende ansvar med bevægelse
Mit afsæt er, at dit liv primært er dit ansvar (og jeg tænker her ikke på folk, der er 100% afhængige af andre naturligvis, alvorligt syge, bevidstløse, døende, handicappede m.fl.). Vi andre branchekrigere er hyrder, og hvad vi ellers kalder os. Men sammen kan vi måske blive klogere. Men det kræver altså mere åbenhed og villighed og at du følger op på sagen.
Ved du ikke en grøn bønnebælg om bevægelse, er du næppe ret vidende om dit ansvar herom. Chancen for at du læser dette indlæg i det hele taget, er i første omgang mikroskopisk og det taler for en genforbindelse, ikke sandt? Ikke gentænkning, som vi sagde i 2017 i Aarhus. Det synes jeg er for lidt.
Det er ikke en event, vi har med at gøre. Det er livets alvor og præmisser. Men derfor var det nu meget cool med det der kulturhovedstadsstunt. Og angiveligt godt for Aarhus og økonomien?
En bøn skal lyde fra min side. Undgå i første omgang de korslagte arme og de rynkede øjenbryn. Nej-hatten. Uden tillid til bevægelse, intet kvantespring med bevægelse. Det skal starte et sted for den enkelte. Kunsten er at finde individets indgang. “Where do I access the water?” Skal jeg starte med at investere i nogle håndvægte, eller lære at stå på hovedet, eller at få styr på mit knæ?
Svaret er ikke altid så enkelt. “Just do it”, er ikke for alle. Omvendt, du kan starte et vilkårligt sted, eller flere steder samtidigt, og ende op et andet sted, eller i flere havne. Det er jo det, bevægelse også kan. Lede og forføre fra A til B til ZZZZ og Ø osv.
Jeg er nemlig udmærket klar over, at vi alle er forskellige og har “helt unikke” problematikker på samvittigheden. Men vi er også artsmæssigt set og evolutionært skabt til noget, vi måske kan komme på sporet af igen, hvis vi er vakse ved havelågen eller har antennerne ude.
Og så handler det pludselig ikke kun om dig og dine begræsninger. Men også om at blive bedre til at orientere sig i bevægelseslandskaber. At blive en ægte rejsende og søge ny næring med bevægelse. Og her kan andre spiraler komme i bevægelse.
Her går nødvendighed måske hen og bliver inspirerende og ligefrem afhængighedsskabende – hvilket nok i bred forstand er bedre end den megen LSD-usikkerhed, der følger med dette populære valg ud af livets genvordigheder.
Vær tro mod den forhåndenværende verden, sagde manden. Al respekt for en god tur i den imaginære og hallucinerede bowlingbanedrøm med The big Lebowski.
Spring ikke desserten over
Mange af os når aldrig til denne dessert. Når mange smerter er ovre, er mange også færdige med bevægelse, tror de. Hvorfor gå dybere ind i det, jeg fejler jo ikke længere noget? Jeg kan fint gå ned til bageren og passe min dont. Leave me alone. Mind your own business.
Why go beyond? Rejs dig, du er helbredt.
Påstår du, at bevægelse ikke kun handler om behandlertricks med nåle, elastikker, smerteudligning, svampeeksperimenter, motivationscoaching, motionssvømning, DHL-stafet og sportsfanatisme, Jesper?
Ja, vel gør jeg så. Men når jeg skriver om undgåelse, er det blot et led i en længere rejse ind i en dybere indsigt. Også min egen. Du må væbne dig med tålmod. Undervisning og dannelse kan ske på flere planer.
Her på bloggen tager vi os tid. Ikke fordi jeg er doven (lidt langsom er jeg, det ved jeg godt), men mere fordi der er meget arbejde i at genopbygge et sandslot, og fordi jeg har behov for at være grundig – af mange velfunderede årsager. Og forståelse og indsigt i bevægelse kommer ikke kun gennem ord, men gennem erfaring, ikke mindst de centrale af slagsen. Jeg er også praktiker. Jeg bølger frem og tilbage mellem filosofien over og indøvelsen i bevægelse. Af ren og skær samvittighed og nysgerrighed+.
Ansvarsbevidsthed er ikke kun malurt i bægeret, det er en underfundig lærerig spiral, der kan hvirvle mere vraggods op af støvet. Derfor et + til sidst.
Det er den udholdenhedssport, jeg dyrker. Og der er nok til mange år. Og den skal nok blive mindre bitter og mere liflig. Og mere tydelig og mindre kryptisk as we tag along.
Så kan det godt være, desserten smelter imens, men så laver vi bare en ny. Sukkertrang er der nok af.
Lidt lumske luner i bevægelsesfraværets optik
Undgåelse er ikke kun et personligt anliggende. Det er i en vis forstand også samfundsforankret. Det starter formodentlig mere subtilt med små undgåelser hist og her, en forglemmelse, en udvidet tur på sofaen (først en halv time på den ene side, så en halv… ja, vi kender den godt, Jesper…) og en udeladelse af en gåtur, bare fordi det er gråvej og marklandskabet er dødt og muggent.
Christy747 at English Wikipedia, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons
Fast forward. Snart er hele landskaber af bevægelse eroderet og revet væk af tapetet af kulturelle vinde, fragmenterede YouTube-videoer, der skal sælge skidt og kanel, eller hvad der nu blæser af opmærksomhedskrævende vindstød i den store onde verden. En idrætskonsulent kan bekymret berette om tomme haller og aktivitetsnedgang. The rest is history – og ekspanderende sundhedsomkostninger.
Hvornår har du f.eks. sidst været i svømmehallen?
Mange bevægelser kan være som eksotiske plantearter. Når vi ikke taler om idrætsundervisning i hvert fald. “Ingen” underviser dig i disse, du ved måske slet ikke, at de findes, eller at de potentielt vedrører dit liv og din biologi. Bag om ryggen på os forsvinder der åndssvagt mange arter hver dag, men gælder det ikke også bevægelser? Med mængden af håndboldmesterskaber i prime time kan man godt få en vag mistanke. Så er det sagt venner. Ude af øje, ude af sind, som de siger.
Det kræver hertil også en ret stor viden at kunne videregive bevægelse, der både er nærende og forankret i viden om kroppens evolution, fysiologiske behov, kinesiologi, biomekanik osv. såkaldt næringsrig bevægelse. For slet ikke at tale om organisering af bevægelsesformidling, “skill trees”, skalering af hensyn, (underviser)pædagogik, didaktik, adaptationer og og og…
… og at lykkes med et fremmøde – mere end én gang i træk. Hmmm. Er det vores adfærd, der undertiden blokerer og gør, at bevægelse ikke får vind i sejlene? Ja, men ikke alle steder. Det fleksible samfund og den sociale idrætsdrøm kan være en svær én at balancere – strukturelt. Det hele er ikke så synkroniseret længere. Vi er ude af sync, vil nogen frækt påpege. Så hellere betale for et passivt medlemsskab i fitnesscentret. Det må da give lidt pondus trods alt. Jeg overdriver.
Bevægelse kræver dog ikke altid en adgangsbillet, en dommer, en fast ugentlig mødetid eller en idrætshal, selvom det er rart, når der er indendørsstævne i U16. Der som bekendt ikke undgår overvågningskameraerne længere, hvis I kan huske den debat. De kære forældre vil jo gerne følge med.
Nogle gange skal vi bare bruge det, vi har foran os og gå i gang. Det skal jeg også selv huske engang imellem. Keep it simple. Eller sagt på en anden måde – du er selv det mest avancerede udstyr i verden.
Men når det er socialt, er det ofte mere kompliceret – koordination muss sein.
Kommer du på onsdag, Jørgen?
At få stablet et hold på benene (der kommer igen og igen og igen…og igen) kan desværre tendere hjerneforskning i 2024, hvis jeg skal være aldeles ond i sulet. Ikke mindst efter at coronaen ryddede tavlen. Og det er ikke DGI-husets skyld. Jeg vil hjertens gerne modbevises af succeshistorier, som jeg udmærket ved findes også. Især herude lokalt. Der knokles for fællesskab. Cadeau for det.
Men det er vel, sådan urimeligt firkantet sagt, til dels den der samfundssindretning med fleksibilitet, døgnåbent, vekslende skolereformer, fyraftensmøder, AULA og andre rædsler, der hærger hele såsæden und so weiter. Vi skifter ud, mere end vi praktiserer. “Swipe living”. Så enkelt er det (eller også er det ikke). At ryste posen kan dog føre til permanent hovedrysten fra alles side. Det var lidt min indledende pointe med det der skolekomedie-halløj.
Megen idrætsaktivitet dør angiveligt alene, fordi folk ikke forstår, hvorfor de skal komme hver gang (eller særdeles ofte) til træning, eller udviser den fornødne respekt og commitment – vi skal jo være fleksible. Coronaen gjorde ikke denne tematik lettere, har jeg på fornemmelsen. Den sagde visse steder “tilbage til start”. Der er samtidig stor elastik i foreningstanken, har jeg selv erfaret i årevis i tennisverdenen. Eller er det manglende indsigt i, hvad dette dækker over? At forene. I den vinterbaderklub, jeg frekventerer, kræver formanden og bestyrelsen, at vi alle bidrager til rengøringen af saunaen. Og der er sat dato på!
Sådan, hold fanen højt.
Fællesskaber er skrøbelige
Et årelangt virke kan smuldre på én sæson. Én enkelt sæson! Fællesskaber er sårbare. Især hvis der er for mange (dominerende eller adfærdsmæssigt spraglende) håndgranattyper, der ødelægger tingene, eller råbende trænere, der skal revancere et eller andet hjemmefra.
Det kunne også være tough business at være frivillig, husker jeg, men super givende. Og det er det nok stadigvæk, men mange ildsjæle gør det nu også meget godt, også der hvor jeg bor. Det er faktisk ret imponerende.
Men er der ingen, der bevæger sig hen til karate på onsdag, er der ingen karate. Er alle iført en smuk Gi, er der allerede mere styr på setup’et. Og sådan forløber det strukturelt helt op til det sorte bælte. Mere styr på tingene, flere striber i bæltet, eller blot et nyt bælte. Der er i øvrigt signalværdi, hierarki og respekt i sådanne farver.
Det er dog ikke som i Cobra Kai, folkens. Det er os, der gør forskellen. De gamle stjerner dukker ikke bare op og puster ny ild til asken, med eller uden paraykker. Selvom den serie jo netop rammer tidens opløsningstendenser, “on the fly kaotik” og “organisering mens vi asfalterer” meget godt og ironiserer lidt over de klassiske karatekoder samtidig. Niveauet er i øvrigt også hævet en anelse fra Karakte Kid 1 filmen, der jo var helt til rotterne, rent teknisk.
Undskyld denne ørefigen, Ralph Macchio. Men “Tranen” den holder altså ikke i disse hårdtslående MMA-tider.
Meget af det jeg, kommer til at udlægge om bevægelse i fremtiden, er nemlig gået i glemmebogen (eller trængt heftigt i defensiven), ikke mindst af tidligere nævnte historiske grunde, og nok også fordi, verden ændrer sig med syvmileskridt. Ikke mindst i teknologisk retning, der ikke (nødvendigvis) er udpræget bevægelsesminded, selvom det måske er meget nice at samle Pokemons og sådan noget og lave virtuel jiu jitsu med en konsol oven på knolden. Og at du kan få tracket dine daglige skridt, puls med mere.
Al respekt for kritikken af fraværet af de dygtige læremestre, guruerne og de certificerede ildsjælde, eller bare ildsjælene, der brænder. Men vi må ikke glemme, at bevægelse samtidig er noget, vi dybt inde i os kan af os selv, når ellers vi når ind til den “kaldende kraft”, som lader bevægelse udfolde sig – af sig selv.
Ja, der skal også uddannelse til, især hvad angår bagved liggende principper. Meeeen det er ikke helt så formelt og glatslebent, som vi kan komme til at tro. Det er mere uddannelse i genfødsel og generindring. Og skoleskemaet er konstant skiftende derudover. Der er noget med den der hulelignelse og Platons visdom, vi skal have bedre styr på, er en anelse, jeg tumler lidt med.
Der er en eller mange veje op til ikke bare hvor lyset skinner på os. Men hvor vi kan være med og fralægge os vores lænker. Kunsten er at gennemskue det i al uoverskueligheden.
Tænk bare på, hvad børn kan på legepladser, og hvordan børn kravler som spæde eller klatrer i træer. Tænk på den frie dans, på rytmer, der sætter noget i gang i os, på vores reflekser, når vi skal forsvare os, eller undgå at falde – eller den ekstra viljesanstrengelse, når vi vil nå bussen. Meget ligger sovende og slumrende i os og skal vækkes til live. Det ligger også lidt i udtrykket “use it or loose it” om evner og færdigheder i bred forstand.
Men hvordan hulen vækker vi “Holger Danske?”, der som bekendt skulle være fit for fight, når det gælder danernes protection?
Sidst jeg var på Kronborg, snorksov han. Og faktisk er der jo meget godt gang i nogle former for bevægelse. Sport eksempelvis. Og al mulig modelir, fitness og yoga, Wim Hof og hvad ved jeg.
Det er mere bagtæppet, jeg er bekymret for. Bevægelsens bagperron. Det er den, jeg vil mene, kan give adgang til det helt store slaraffenland, selvom mindre også kan gøre det.
Der mangler (tildels og måske) dygtige bevægelsespædagoger
Undgåelse handler ikke kun om, at der mangler gode undervisere, instruktører, multihaller eller ildsjæle – og sponsorer. Det handler om, at du ikke undersøger, hvad du er gearet til, og hvad der sker, når du ellers giver dig i kast med at bevæge dig. Gerne på helt og holdent anderledes og særegne, såvel som skøre og dristige måder. Det, der kan være i opposition til mainstream, eller bare er noget, du tør at lege med, uden at det skal føre til nogen hædersprisning eller gøre dig til grin i de vante plovfuger, hvilket nok kan være svært at undgå.
Hvad hulen snakker du om, Jesper, det er jo russisk salat, det du skriver. Komplekt uforståeligt. Det kunne lige så godt være Taiwanesisk. Tja, måske, men jeg lover at udfolde magien step by step i årerne fremover. Bare with me. Det hele kan ikke udfoldes på én gang. Selv en rød løber er vel vævet et sted i fjernøsten. Andre er længere fremme, som eksempelvis førnævnte Pallozo. Han er radikal og en spilopmager, jeg finder særdeles interessant.
Man er han også fundamental formidler af de dybereliggende anliggender – eller mere spydsspids for de allerede overbeviste? Jeg har i hvert fald booket en plads på en af hans fremtidige workshops:
Undgåelse kan for nu handle om, at der ikke er skyggen af overblik over bevægelse i fundamental forstand. Hvordan lemmerne bevæger sig. At et knæ, helt ind til benet, er et hængselled, der dog kan noget lidt andet, også når det bøjes og løftes osv. At du siden kan lege med en ankelrotation via knæleddet, udføre spinalbølger med hele kroppen og ryste knæet med slapkicks som i Shaolin Kung Fu, hvilket kan gøre flere ting ved kroppen, eksempelvis også hoftebøjerne, kan komme til som højere niveauer af add-ons osv.
Det føres der blot ikke statistik med. Ingen mandtal. Der er ingen, der “går til bevægelse”. Og de færreste har gode landkort over bevægelsens mange brogede forgreninger, med mindre de er tilknyttet “movement schools” og de miljøer, der faktisk er i vild knopskydning rundt om i verden.
Undergrundskrigen er i gang – der arbejdes på sagen.
Altså. Start med begyndelsen, som tildels kunne være hvordan leddene rent faktisk bevæger sig, rent mekanisk. SROMP, er ret smart og et bud herpå. Men kun én adgangsflanke.
Lær leddenes arkitektur, og du kan bygge en tømmerflåde bagefter. Der kan ende med at være en luksusliner med ret så mange kahytter ombord (underforstået værktøjer i værktøjskassen).
Eller start med at tænke i det forhåndenværende. Hvad kan jeg, og hvad er jeg nysgerrig på? Hvad sker der, når jeg interagerer med miljøet og med kroppen, og med andre i bevægelse?
Du kan også lege lidt med det funktionelle – den funktionelle bevægelse.
Erfaringshorisonten skal udvides for at du kan indvies
En real life story med en “desperate housewife”. En mor var lettere frustreret på en workshop, og mente, det var problematisk, at hun ikke kunne svare sin søn på det prekære spørgsmål om, hvad hun havde gang i. Jeg er jo nødt til at kunne retfærdiggøre overfor “Magnus” (aldeles fiktiv knøjs), hvad jeg laver om onsdagen, Jesper, det kan du da nok se, ik’?
Nice try, udmærket uppercut, men sådan spiller klaveret ikke. Hvis vi skal lære folk at bevæge sig, skal vi ikke rulle hele løberen ud, det skal de sørme selv have love til at bidrage med. Heri ligger miraklet. Derfor nysgerrigheden. Den giver erfaringer. Og det kræver ingen forklaring, slet ikke hvis livet er en del af bevægelsesmysteriet. Men jeg forstår godt frustrationen. Tro mig, jeg arbejder med den dagligt. Og ret meget i blinde, til tider.
Erfaring er afprøvelse og praksis – og mere praksis. Så falder der en tiøre, og siden en mere. Et eksempel på det der med at “kræve svar på forhånd”, jeg nævnte i 1. akt. Hvorfor dit og hvorfor dat? Bevares, ikke af ond vilje. Men fordi der jo er behov for at kunne forklare, hvad fanden man har gang i sådan en onsdag kl. 19.
Kan vi forestille os en anden måde at “gå til bevægelse på?” At praktisere?
Når først vi laver visionsplancher, handleplaner, målskemaer, evalueringer og andre velmenende kontrolforanstaltninger, så ryger hele orienteringssansen en tur. Så følger vi nemlig bare trop og løber efter fløjten eller ordenes lovlydighed. Start i stedet for med at orientere dig og erfare. Bliv navigatør. Vær opmærksom på, hvad din krop fortæller dig, hvis du får en opgave, eller giver dig selv én at lege med.
Hold igen med de kritiske og hungrende spørgsmål. Lad de begavede spørgsmål komme ud af en vis mængde involvering, førend der går Spørge Jørgen i den. Ikke det måbende “hvorfor skal jeg nu det?”
Hvad gør det her ved min krop, mine sanser, mine følelser, mit sind? Det er et godt udgangspunkt. Ikke retfærdiggørelse, overbevisningskampe og motivationel armlægning. Hold dine fordomme i kort snor.
Andre barrierer og tilgange til at undgå undgåelse
Ido Portal nævner en række andre aspekter og approaches i dette spændende og lidt abstrakte interview, der kører oppe under loftsbjælkerne for uindviede sikkert, men som sørme også går tæt på andre barrierer i bevægelseslandskabet.
Forholdet mellem kønnene, underviserdilemmaerne og den manglende dialog, udfordringer i medielavinen med at trænge igennem med ægte bevægelsestransmission, der ikke er korrumperet af fordomme, klichéer, charletan reduktioner, falske forestillinger og reklame slogans, forudindtagethed på baggrund af trillioner af YouTube-videoer m.m.
Altså, her får vi faktisk serveret (nogle af) Idos lumske underviserkneb på højeste niveau i “movement culture landskabet”. Kunne de være med til at fremme mindre undgåelse? Ido er om nogen oppe mod skrappe forventninger med de priser, han tager. Nogle fifs er mere aktuelle og gangbare end andre i forskellige scenarier og næppe applicerbare i alle undervisningssituationer. Det siger sig selv.
Men derfor kan Idos forslag være særdeles virkningsfulde at stifte bekendskab med, ikke desto mindre. Muligvis endda en opfordring til fremtidens idrætspædagogik og didaktik – eller almindelig undervisning i skolen?
- Historier (velkendte og ikke altid lige kraftfulde, én anekdote ingen holdsejr. Folk er ikke altid så dumme endda, eller måske bare dumme på en øretæveindbydende måde)
- Parabler (lignelser) – måske en anelse for meget i religionens favør, hvem ved?
- “Tall tales” (dvs. skrøner og røverhistorier – de giver ofte varmen, når der er behov for lidt for forløsende latter – I like it a lot)
- Gåder (pirrer nysgerrigheden, hvem har ikke behov for at finde ud af en labyrint igen, igen?)
- Løgne (for eksempel (udstillelse af?) løgne der markedsføres eller fremføres som sandheder)
- Koder/krypteringer (hvem elsker ikke at tale i tunger eller at holde mystikken i live, når kravet om militær præcision til den direkte tale går for vidt? Nogle gange lytter vi ikke, når træneren råber, vi adlyder kun – Elvis has already left the building)
- Hemmeligheder (tja, det kunne sikkert også give plads til sårbarhedsdelinger, hvilket er yderst magtfulde ingredienser – der kan skabe tillid – men for Søren, hvor de da kræver mod)
- Besværligheder (alt det bøvl man selv har haft med dit og dat og at forklare, at visse ting rent faktisk er vanskelige og ikke kan trækkes i en sodavandsautomat)
Sådanne greb for at undgå undgåelse, måben, ligegyldighed og utilfredshed og promovere mere selverkendelse, nysgerrighed og opdagelse, er mere subtile og kan ikke bare reduceres til, at vi lærte nogle nye yogastillinger i dag eller en ny kata. De åbner også for at se, at bevægelse er mere end øvelser og idrætsundervisning.
Det er udvikling af mennesker, en forførelse hen imod det modne menneske. Endda mod kunstnerisk udtryk og forbindelse til nogen (uden hvidt skæg)/noget uden for os selv, af at føle sig forbundet med alt i verden. Connectivity, som det hedder på fint udenlandsk.
Kropsbevidsthed er nemlig et glimrende udgangspunkt:
- at du har en krop
- at den kan forskellige ting
- at det bibringer forskellige erfaringer
Og disse greb kan gøre os meget bevidste om os selv, også ud over kroppen. De kan bringe os sammen, for de fortæller noget om os selv og det, vi kan lære om bevægelse.
Jamen Jesper, jeg ved sgu ikke, hvordan jeg stiller en opgave til min krop. Okay, her er en meget konkret en af slagsen. Spørg dig selv om, hvorfor det kunne være vigtigt at kunne kaste en bold, og hvordan du kan lykkes med denne opgave?
For svært? Okay, hvorfor kan du have gavn af at gå en tur – nævn mindst 4 ting?
Her slutter 2. akt. Jeg truede med at konkretisere undgåelsens konstruktive modpoler i dette indlæg. Det vil jeg fortsætte med i 3. og sidste akt, hvor jeg også går videre med motorikken og de længere ernæringsmættende træk bagud i tiden – de store perspektiver.
Indtil da – undgå at undgå – bare en anelse mere.