Færdighedskarrusellen – konstruktion af bevægelse – 3. karré

I indlæggets 2. karré har vi med nød og næppe overlevet alt det nørdede, støvede arkivmateriale, og lært noget om, hvad vi er i stand til, hvis vi bruger indersiden af hovedet. Nu kunne det derfor være smadder rart at se på, hvordan konkrete færdigheder optræder inden for idræt, såvel som hvad vi kan erfare gennem mere åben bevægelse.

Om der er noget at lade sig forføre af der.

En plaidoyer for åbne feltstudier

Ak ja, vi mennesker er sgu efterhånden kommet så højt op på vippen, at vi ofte ikke tør springe ud i noget mere elementært.

Vi er vores egen eksistens og overlevelsesfjende nr. 1. Derfor er prioriteringskunsten set fra kroppens inderside et tilbud, flere kan overveje at stifte bekendtskab med. Hvis de vel at mærke ønsker sig et godt liv med en krop, der kan bevæge sig tilpas avanceret og alsidigt – og ikke belaster sundhedsøkonomien unødigt på grund af den “kognitive overbygning”, der afskriver kroppens intelligens. 

Nu ser du i det mindste, hvad der kan findes på den anden side af middelmådigheden. Men du må være klar over, at det naturligvis ikke er noget, du kan høste på en formiddag. Viden rækker kun så langt.

Bevægelseskultur kan ikke desto mindre udgøre en bro til mange færdighedsniveauer, da hver idræt eller disciplin eller kunstart som regel opererer/fokuserer på ét level i “konstruktionshierarkiet”. Læs lige den sætning én gang til. Det er markedsføring uden salgstale.

At udvikle brobygningsfærdigheder bliver altså gennem mange år en særlig værdi, der kan høstes inden for bevægelseskultur. 

Til ære for alle, der kan se og ønsker at se det, der er værd at se inden for den kontekst. Eller som ønsker at være gode til at flette ind og ud på livets kørebane.

Værdien ved at tilegne dig og vedligeholde de mange færdigheder er, at du kan foretage mange kombinationer og sporskifte. Især hvis der opstår vejarbejde. Du kan gå i dialog på tværs af bevægelsesfelter og discipliner, og skabe synergier på tværs af discipliner og bevægelsesniveauer.

Du undgår med andre ord at falde i en simplistisk bevægelsespraksisfælde. Det lyder sørme da gnidret, Jesper. Det er en vej til at undgå stagnation i kraft af for meget eksponering af singulær bevægelsesstimuli og ensidighed i linearitet. Det lyder sgu lige så snørklet, Jesper. Jeg ved det, læs bare videre. Forførelse kan have det med at trække i langdrag.

Det der er fascinerende ved det tværkulturelle er, at dialogen og det tværgående blik åbner for den personlige og menneskelige udvikling, der ikke kan reduceres til individets indskrænkede selvoptimering eller på anden vis succesfremme, der ofte står for skud, når simple øretæver deles ud. Men åbner for at lære både hvad vi elsker og hvad vi tager afstand fra, og at håndtere at arbejde med noget, vi ikke er begejstret for også. Vi tvinges til at blive konfronteret med alt fra uformåen, forvirring og kaos til drypvise åbenbaringer. Ikke så sært, at mange derfor vælger at søge tilflugt i en idrætsgren – hvilket er helt OK.

Men hvis du ønsker at flirte med det bevægelseskulturelle landkort, er der en god chance for, at du kan udvikle en højere opmærksomhed på landskabet. Blive en dygtig “territorial mapper” eller fuglekender.

Og denne diversifikationsproces tvinger dig samtidig til at håndtere dine følelsesmæssige rørelser. Du kultiverer nysgerrighed og evnen til at lægge mærke til detaljer, når du sidder fast i rabatten.

Du er ikke længere dit cv, du er i færd med at gøre din rygrad mere føjelig.

Bevægelseskompleksitet udgør en naturlig brobygning mellem felter. Kan udstille/udfordre og forbedre de enkelte discipliner, og hjælpe med at arbejde med at overkomme de svagheder og begrænsninger, der kan opstå i kølvandet herpå.

Det kan gælde alt fra talentudvikling til inspiration i den yderste provinsflække. Nogen ser en åbning ved at hoppe i trampolin, andre interesserer sig for kunsten at hoppe mellem isflager.

Miljøet og det økodynamiske

Nyere teoridannelser går skridtet videre i form af eksempelvis den såkaldte økodynamiske tilgang, (ecological dynamics framework), hvor individ, opgaver og miljøinteraktion udgør den hellige Bermudatrekant, som jeg kort introducerede i forrige indlæg. Og det er ikke sikkert, at Bernsteins konstruktionsniveauer kun kan/skal? forstås helt rigidt hierarkisk, men måske mere dynamisk. På linje med Maslowske pyramider og andre modeller.

Det vil jeg af pladsgrunde ikke debattere nærmere i indeværende indlæg. Der er rigeligt at se til i forvejen, men der er ingen tvivl om, at Bernsteins model er velegnet til nogle ting, men ikke nødvendigvis til alle.

Der er i dag, så meget ligger fast, en høj grad af fokus på, at tilpasning til miljøet udgør et endnu højere niveau end blot eksekvering af diverse bevægelsesmønstre, vi måtte have inde i hovedet, og den komplekse solobehændighed, som vist med “skabelonen”, jeg bevægede mig i.

Det afhænger naturligvis af, hvad vi taler om. Og det er ikke alle scenarier, hvor færdighedstilegnelse bør gribes ens an. Det er i høj grad vigtigt at forstå vilkårene for en færdighed, inden vi træner den. Dens anvendelseskontekst.

Der findes eksempelvis scenarier, hvor vi skal forholde os til uforudsigelige og konstant skiftende vilkår i omgivelserne, især når der er interaktion med andre væsener til stede. Som når vi dyrker kampsport, eller spiller rugby etc. 

Her bliver de færdigheder, vi har brug for, meget intuitive og baseret på adaptiv intelligens – tilpasningskunsten, og her bliver vi nødt til at udvide “arkivet” med kaosledelsens spidsfindigheder:

“If we take and follow this thread all the way to its leading source, we can assume that the more intricate a motor problem is, the more it will demand a higher order of internal organisation, and in turn, force the body to shed its static noise and crystallise into a state of pure adaptive intelligence” (fra Marcello Palozzos nyhedsbrev The chaotics framework, 16.04.2026)

Her træner vi for alvor “overlevelse” og alt overflødigt skrælles af. Her kører vi ikke bare skemaer af på rutinen i kraft af systemer i hjernen eller finjusterer på en albueplacering. Eller løser problemer på kompleks behændig manér. Her kæmper vi “for vores liv” og det kræver alt, vi har (installeret?). Og en grad af forudseenhed, der siger spar to.

Det er nok det højeste dexteritetsniveau – eller behændighedsniveau på dansk. Også selvom vi kun er på simuleringsniveau i en regelbaseret idrætssammenhæng, der ikke er designet til at slå folk ihjel. Men bevægelse, eller filosofier herom, kan søge at ramme dette virkelighedsniveau uden at gå nævneværdigt på kompromis med risiko etc. Måske er det derfor MMA er opfundet?

Det sætter ting i perspektiv, og etiske overvejelser melder sig. 

Pointen er for nu mere beskeden. Vi må både forholde os til det inde i hovedet, vi kan lære at mestre, og det i omgivelserne, vi må tilpasse os. Og lære at forskellig færdighedstilegnelse kræver forskellige strategier. Vi skal ikke presse den samme læringsmodel ned over alt. 

Vi må til stadighed søge mod noget, der får hele hjernen og interaktionen med omgivelser med i spil, hvis ellers vi vil mene, at det har valør at arbejde med hele “adfærdsarkivet”.

Skøn forening lader til at være vejen frem, hvor niveauerne kan ryge til kogevask og genopfriskes med en mere dynamisk involverende kontakt herimellem, hvilket kan få stor praktisk betydning for vores bevægelsesvalg. Andre gange er det mere formålstjenstligt at bruge krudtet på at forbedre en referent konfiguration. Det er den egentlig kunst. At vide hvor du skal lede i “arkivet”.

Ved at besigtige forskellige konstruktionsniveauer og komplekse scenarier opnår vi tilpasning og indfrielse af adaptive evolutionære forhold, der kan tjene os i alverdens forhold i tilværelsen.

Vi udvikler os, vi gennemlever evolution. Vi konstruerer den ikke kun som selvberoende “guddomme”.

Tillad mig at minde om en video, jeg har vist før, thi det ikke er undertegnede, der har fundet på tesen om, at regressionsmuligheden også findes. Overvej de-evolution som en værdig ingrediens i tilværelseskampen:

Men hvordan Søren gør vi så det? Skaber mere respekt om “bagkataloget”, uden demonstrativt og mavesurt at vende teknologibegejstringen og andre fremtidsforførelser ryggen?

Jeg deler nu nogle tanker om sagen. Velvidende at mine egne kager stadigvæk er i ovnen, og at det i høj grad kommer til at handle om kontekster, mål, processer, strategier og meget andet. Det er en erfarings- såvel som en vidensproces, der skal smedes og forenes gennem mange år. 

Der er ikke én recept til alle. Ingen Sepp Piontek til folket, som vi desværre mistede for nylig.

Og jeg er kun en sølle jomfru her. Det er big territory, og jeg er ikke bange for at indrømme det. Jeg værdsætter ydmyghedens kunst i overstimuleringens tidsalder. At se sig selv som del af et større miljø kan afhjælpe reservattænkning, isolation og selvbestaltede triumftog, som hurtigt kan vise sig at rumme et tilbagetog.

Prioriteringskunstens mellemregninger og visionære udsyn

Nogle muligheder, ikke sandt. Altid rart. 

Vi kan måske overveje at prioritere anderledes, lægge mindre vægt på rigide strukturer i nogle sammenhænge og mere vægt på “tilfældige blandinger” af bevægelser etc.

Finde på genveje, undvige omveje og afsøge nye ruter, forkaste visse andre etc.

Gøre ting mere “realistiske” og evolutionært relevante osv. Arbejde mere strategisk med regressioner og progressioner såvel som mere åbne rammer.

Et eksempel. Dyrkelse af Tai chi, der operer meget på arkitekturen fra “the level of meaning” og “level of tone”, kan måske suppleres af lidt fodbold, der honorer kravene på “the level of action”. Og vi kan styrke fysikken med fysisk forberedelsestræning, der trækker på “level of spatial field”. Ved at kombinere forskellige bevægelsesformer med stiger og broer kan vi erfare, at vi er del af noget større, der ikke kun kan reduceres til et enkelt “spil” vi gentager ad nauseam.  

Vi skaber en større forståelse af, hvad en bevægelsespraksis mon kan formes af. Selv sådan noget som en kampstil skal integreres i et større univers. Vi kan ikke bare forlade os på at stå på en træpæl og lave tranen og opnå udødelighed som Ralph Macchio, der her lærer den hellige balancekunst:

Men det handler ikke om at udvikle cirkusartisteri eller at mestre alle stilarter. Ej heller om konstant at udføre de samme færdigheder eller de populære færdigheder. 

Forførelse ligger tæt op af forvildelse. Bevægelsespraksissen er en praksis for dig, der tør fare vild og finde hjem igen. Mere end én gang.

Det er, som jeg er inde på i indlægget om vitalitet, et spørgsmål om at erfare totaliteten af vores menneskelige erfaring (ikke kun fra halsen og opefter), at være omfattet af forbundetheden, siden flere nu til dags allerede er ved at være trætte af Hartmut Rosas resonansbegreb, måske fordi der er gået inflation i brugen heraf.

Men det ændrer nok ikke ved den bagvedliggende kontaktfølelse. Et menneskeligt behov. 

Erfaringsproces i mere ydmyg skala, noget for dig?

Det er en erfaringsproces at udvikle færdigheder, og en proces, der lærer os mere om vores behov, hvilket er særligt nyttigt i en “tech-blender-tid”, der plyndrer løs af vores “arkitektoniske arvesølv”, om jeg må være lidt floromvunden. Og som erfarne, nogen vil sige alarmistiske, meditatorer for længst har luret. Kan føre os durk ind i en radikal fremmedgjorthed.

I stedet tilbyder bevægelse at tilpasse behov og erfaringer til livssituation og livsomstændigheder og indvier os i de dybere mysterier af adaptationskunsten. Vi lærer at gå efter noget, lade det ligge igen, når det føles som om, det er tid til at skifte spor, eller at indfinde engagementet på et passende lejde. Nogle gange opdager du sporskiftet, når du er kørt af sporet, andre gange redder du den, mens du kører på svellerne. Heraf forbindelse mellem ydmyghed og forførelse. En flamme kan være tiltrækkende, men du kan også brænde nallerne.

Kunsten er ikke at brænde op, men at genfødes med løbende ny indsigt.

Her råber jeg lige “genialt”, et øjeblik, for jeg er så småt ved at forstå alvoren af denne dimension. Og jeg er ikke udlært endnu. Det er ikke helt ueffent at skabe et erfaringsrum, hvor du ikke kan undgå at drage dig erfaringer. Samler du nok erfaringer sammen, har du en praksis, der bliver mere helstøbt og dynamisk understøttende. Men det kræver ydmyghed at gå igennem både vildskud, fejlskud og vådeskud og stadigvæk bevare tiltroen til at processen er meningsfuld.

Det indre kompas kan fare vild, nærmest som et tab af identitet. Her er bevægelse dog en eminent “alignment”, altså en art antiplacebo kalibreringsmedicin, der atter bringer balance i det indre biologiske design. Ved ikke at forføre dig i retning af “homo specialitus”, men simpelthen kun homo sapiens. 

Åhh ja, og så meningsfylden, i den dybere betydning, den dybtfølte meningsfuldhed. Den, der ikke kun er givet med et regelsæt eller en paragraf, som udstikker spillereglerne eller adfærdskodekset. Den meningsfuldhed, som kommer til dig via forførelsen, via engagementet. Et engagement, der forudsætter ydmyghed, men ikke behøver strande på ydmyghedens bred. Det er blot ikke givet fra start, hvor du bliver ført hen. 

Spørgsmål om usikkerhed i bevægelseslandskabet

Nu kunne vi godt kravle lidt op i de der nøgne træer og stille et provokerende spørgsmål. Er vi som samfund overhovedet gearet til det eller interesseret i at danne mennesker igennem bevægelse? Ikke uddanne flere (samvittighedsfulde, lydige, veltilpassede) nikkedukker eller kopister, evt. tvangsmodnet via talentshows og alverdens rekrutteringskampagner. Men organisk via en modningsproces, der respekterer at man ikke sprinter ind i berømmelse og anerkendelse.

Kan vi stå igennem usikkerhed længe nok til, at vi kan se land, at vi hver i sær kan skimte en retning der bringer os tættere på os selv? Hvor man selv skal arbejde med at forvalte et ansvar for en læreproces.

Den “studerendes rejse” lader jeg ligge for nu, men kommer i stedet med nogle håndgribelige eksempler på, hvordan vi inden for idræt eksempelvis kan angribe færdighedsudvikling.

De fleste er nemlig trygge ved idræt. Og vi vil her til lands gerne kæmpe for frivillighedens overlevelse og fællesskabet, fordi vi har stolte traditioner herfor og fordi der er vigtigt. Vi skal bare huske, at vi er rundet af andet og mere end traditioner. Jeg er hverken maskinstormer eller traditionsfornægter, jeg vil blot åbne mulighedsrummet.

Det andet med dannelsen igennem færdigheder rummer ikke desto mindre for mig at se mange legitime og gådefulde elementer, der ikke nødvendigvis kan/bør stilles på formel. Og jeg er til stadighed overrasket over, hvordan kroppen “kan spille mig et puds” og pludselig give mig adgang til nye færdigheder, uden at jeg aner, hvilken nøgle jeg har brugt. 

Er det ikke netop et interessant argument for at forene de mange construction levels? De leverer miraklerne for den, der roder tilstrækkelig kvalificeret i “arkiverne”, eller tager jeg fejl?

Og det tror jeg paradoksalt nok samtidig er angstprovokerende for den, der søger ly i de velkendte discipliner. Vi kan jo blive forvirrede og mismodige af ikke at have et godt nok landkort eller at opleve hurtig nok fremgang. Uha, det er vel = tidsspilde. 

Men vi kan også lære kunsten at holde ud, at arbejde intelligent med udfordringer, at udvikle resiliens, kultivere evnen til at gå igennem svære ting, opdage nye sider af os selv, opleve gennembrud, genforelskelse, skuffelse og nyorientering. Der er mange genkommende, cykliske elementer der kan føre til dybtgående livsfærdigheder – og der er mange måder man kan tackle modgang på. Det lærer man faktisk meget om i bevægelseskulturen.

Trust me, det er der nok mange der rynker på næsen af med det samme, og det er i orden. Afsky er også en holdning. Vi skal ikke vinde og forføre alle hjerter. 

Så hellere følge en skabelon der har ført andre tørskoet over på den anden bred. Det kan jo være at man ikke er så god til orientering og ruteplanlægning, som man selv tror. Hvilket også er indviklet.

Men det afhænger jo også af hvor dybt ind i landskabet men vil trænge, om man vil helt ind i hjertet af Congo, eller bare et smut ud i bøgeskoven. Eller have et overblik over de fynske egetræer. 

Skaleringen er nogle gange svaret på megen ulykkelig forvirring og mismod. Og den kan der altid fifles med.

Kortkigning og nøglebundter

Denne kortkigningskunst, hvor vi har tilstrækkeligt gode kort på hånden til at have udviklet en samlet praksis, er lidt at kigge “gud i kortene”, tænker jeg, og må siges at være et vedvarende emne for yderligere fremtidig udforskning. Som i den praktiske udforskning og formidling. Og den kommer der konkrete bud på fra min side, uden at jeg laver én færdig stentavle.

For den kan næppe reduceres til én formel eller én nøglefremstilling eller -kopiering.

Men hvis det er nogen trøst, arbejdes der også på sagen andre steder for at “fjerne noget af gætteriet”. Læs: At åbne for veje ind i bevægelseslandskabet, eller rettere færdighedsuniverset, sådan helt hyper konkret og trin for trin.

Det kræver igen, at du læser helt til ende.

Det er vigtigt. Også for at fremme mentalhygiejne og reducere skadesfælder. I stedet for udelukkende at træne sig ind i en disciplineret blindgyde, “hårdere og hårdere = klogere”, eller at håbe på “at når man blander ingredienserne til en smagfuld suppe”, kan man undertiden også lege sig igennem krisernes uundgåelige opståen. Som led i eksperimentelle forførelser, der gentagne gange kan vise sig at føre på vildveje.

Eller i det mindste for at opdyrke nøglefornemmelsen for, hvornår det er hensigtsmæssigt at skifte spor, når noget forekommer for eksotisk eller voldsomt. Måske kan vi vende tilbage og ændre mening, når vi har flere erfaringer på samvittigheden, eller mere mobilitet og styrke? Eller referente konfigurationer, eller, eller.

Man udvikler fornemmelsen for en helhedspraksis gennem en helhedsorienteret praksis.

Andre bevægelsesnøgler forudsætter, at vi kan tøjle vores trang til fremgang, så sener, led samt hjerne- og nervesystem kan følge med, og kroppen adapterer gennem langvarige lag på lag af belastningsprogressioner. Her er progredieret systematik en ven. Ikke kun kompleksitet i betydningen konstant diffus variation. Væv har sine behov.

Det er næsten altid muligt at komme tilbage på et spor med farbare skinner, hvor du ikke nødtvunget nøjes med at køre på svellerne. Sagt lidt kryptisk og med skjult reference til en klog teolog. Det handler om, hvordan du navigerer i færdighedsarkivet, hvilke nøgler du anvender til hvilke døre.

Men hvordan undgår du at fare helt vild? Pas. Måske er det nødvendigt? Hos Kierkegaard er der også en hel del fortvivlelse at stå igennem.

Mesternøgler?

Måske er der nogle “masternøgler”, der gør, at du slipper for at vandre rundt som en skolepedel med det store nøglebælte. Måske er der nogle prioriteringer, du skal lære at forsones med, som blandt andet diskuteres i førnævnte “roundtable” med Ido Portal, som altid taler lidt i mystiske tåger. 

For der er både opnåelsen, konstruktionen af færdigheder, men der er også prioriteringen og tabet af selvsamme. Og imellem har vi også vedligeholdelsen. Og det er her, vi for alvor skal være i balance med alkymi og viden i forening. Det er den egentlige zen-kunst, når vi søger at aflæse “naturens bog” og kalibrerer vores forførende forventningsbilleder og komme derfra ikke nødvendigvis med livet i behold, men mere afklaret om, hvor grænserne for vores vanvid måske hører hjemme.

At finde hvile i kosmos, når vi ikke kan tælle alle stjerner alligevel.

Bare fordi du har lært at cykle, er det ikke sikkert, du kan cykle resten at livet, men principielt er det rigtigt. Det forudsætter dog, at det, du har lært, er dybt nok konsolideret, at din krop kan udføre bevægelserne og har kapaciteten hertil, og at du cykler tilpas regelmæssigt etc. Og her er vedligeholdelsen afgørende. “Use it or loose it” igen, igen.

Men vi må erkende, at vi ikke kan holde alt i live – hele livet. 

Det store puslespil kunne derfor handle om, hvad du bør tilegne dig af færdigheder og hvad du bør vedligeholde for at bevæge dig godt som menneske, så varieret som muligt, med adgang til så meget af din naturskabte formåen, som muligt, så længe som muligt. How to stay evolutionary relevant.

Her er vi alle i rum sø, og noget er bedre til at padle med end andet. Nogen har bedre odds og forudsætninger, gener etc. Ikke alle wild water rafting ture ender for bunden af fossen, nogle ender på hovedet eller med et knust kranium.

Smukt, nådesløst og lidt som livet i sig selv. Selvbesindelseskunsten og den livskloge situative phronesis, som de siger dernede i middelhavsområdet.

Den bliver en faktor i både op- og nedadgående retninger. En særdeles vigtig nøgle. Begrænsningens umådeligt svære kunst i det uendeligt forførende univers af tillokkelser.

Kroppen er gådefuld og vi må aldrig reducere den kropslige indsigt til ingeniørkunst alene. Alle skal vi dog lære at komme overens med den, fra rygsmerter i arbejdslivet til at lege med børnebørn som oldinge. Kunne det være rart, hvis vi udviklede en fælles “livsbevægelsesoverlægger” eller er det en større utopi end Thomas Mores skriverier?

Sanseerfaringen er, mindre ambitiøst anlagt, afsindig vigtig som masternøgle. Hvad fortæller kroppen mig? Vi kan gå med vores sanser hele livet (nogle er dog sanseberøvede af mange forskellige årsager). Vi kan endda genoptræne dem, hvis vi har mistet dem under Coronaen f.eks. – eller er det sådan, at nogle er tabt for altid, hvis de ikke kommer tilstrækkeligt i vælten? Eller svækkes hurtigere?

Det ordløse oversættelsesarbejde inde i kroppen. Hvad kan vi drive det til og med hvilken legitimitet, se det er (d)en etiske side af bevægelsespraksissen, jeg holder så meget af.

At blive vedvarende bedre til at ankomme til os selv, uden at stirre os blinde på, om vi nu også rejser i den rette kupe. At kunne tyde og tolke kroppens sprog hinsides smertesignalernes himmelflugt.

Fra Fingerspitzgefühl, til Lebens Gehör, det er her, du bliver bevægelsespraktiker med stort P i min bog.

En bevægelsespraktiker lærer at blive dus med de rigtige nøgler, at vedligeholde dem og at give slip på det, der ikke længere tjener et livsformål. Eller at undvige de forkerte togter slet og ret. Kontiki ekspedition revisited? Nej tak.

En form for kompromisspecialist? Sanseopmærksomhedsekspert?

Why not.

Hvordan anskue færdighedstræning i idræt og sport?

Inden vi ser på idræt. Du kan nu forhåbentligt gennemskue, at der er forskel på at anskue dette “nøglemageri” inden for bevægelseskultur og inden for idræt. I idræt har vi den fordel, at vi (ofte) kun har én disciplin (inklusiv eventuelle subdiscipliner) at skulle forholde os til, som kan være mere eller mindre komplekse.

Og vi skal ikke primært samtidig forholde os til en masse livsfilosofiske lag også samt “landskabstydning” m.m. Hvilken befrielse, tak. Den napper jeg.

I bevægelseskultur er det hele paletten, potentielt set, der er i spil, hvor vi skal lære at prioritere mellem færdigheder, grundlæggende bevægelsesmønstre etc., som så kan benyttes i en kompleksitetstilegnelse, hvor vi kan tilegne os nær sagt hvad som helst.

Noget dybere og mere overfladisk end andet. Aldrig alt, for det kan vi ikke. Men nok til at vi har dækket alle menneskelige bevægelsesbehov fundamentalt og ultimativt kan drive det til forskellige grader af specialisering eller udtryksfuldhed.

Men også i den udvidede betydning at være et mere årvågent menneske eller sansemodtageligt menneske og med hvad det evt. kan tilføre.

Idrætsmodellen – en minikarakteristik

Endelig er vi ankommet til den trygge idræt. I idræt arbejdes der med progressionstræning. Hel- og delmetoder i forhold til færdigheder, hvor for eksempel et kast kan brydes ned i mindre delelementer, som loading, skulderrotationer, kastebevægelse, pronation og afslutning eksempelvis. Kolloid (colloidal) kædekraft som vi kunne kalde det i henhold til den fasiske krop.

Kunsten er her at gøre alle delelementer relevante for den pågældende færdighed. Der er jo forskel på et baseballkast og et håndboldkast fra hjørnet ved 3-meterlinjen. Michael Fenger var her en gud, om jeg husker ret.

Men vi må også se på, hvilke færdigheder der er i spil. Noget er som bekendt mere komplekst end noget andet. Spark, slag og vejrmøller er mere komplekse færdigheder end en armstrækning på knæ.

For at kunne prioritere og planlægge tekniktræning er det derfor en hjælp at se på færdigheders forskellighed. 

Bevægelser er kombinationer af ydre kræfters påvirkning på kroppen, som f.eks. tyngdekraften, en modstander samt elastisk kraft fra en trampolin, og samtidig kroppens arbejde med at flytte disse eksterne kræfter. Dvs. muskulær kraft, der er den eneste kraft, vi selv har direkte kontrol over – og den er påvirket af anatomi, fysiologi og biomekanik. 

Afhængig af hvilken færdighed vi taler om, vil der være få eller mange muskler involveret, og kompleksiteten af en given bevægelse er forbundet med faktorer som antal muskler, der skal rekrutteres, antal led i bevægelseskæder, der er involveret, antal rotationsakser og bevægelsens hastighed.

Men jo også de elementer vi har lært ved at stifte bekendtskab med hr. Bernstein, formoder jeg?

Så hvordan genkender vi i det hele taget færdigheder?

Åbne og lukkede færdigheder

Her er nogle beskrivelser fra Danmarks Idræts-Forbunds hæfte Tekniktræning, der også har en praktisk model for at arbejde med tekniktræning, jeg dog forbigår.

De forskellige færdigheder kan opdeles i kategorierne åbne og lukkede færdigheder, defineret med afsæt i omgivelserne de indgår i:

• Lukkede færdigheder: udøver skal ikke tage hensyn til ændringer i omgivelserne. Optræder ofte i gymnastik, dans, skydning, skøjteløb etc. Her er det kun selve bevægelserne, der skal tilpasses eksterne kræfter. Ergo, studér bevægelserne grundigt og deres hierarkiske forhold og udførelse. 
• Åbne færdigheder: her skal udøver tilpasse bevægelser til omgivelserne, eller bevægelserne er baseret på omgivelserne. Ændringer i omgivelserne er særligt afgørende for at vælge og tilpasse de motoriske skemaer, så de bedste løsninger på motoriske udfordringer kan finde sted. Optræder ofte i boldspil, klatring, orienteringsløb, kampsport, mountainbike cykling etc., hvor der enten er en modstander eller, hvor miljøet ikke på forhånd er givet. Uforudsigelighed og kaotik er et vilkår. I tennis kan vind, sol, skyer, underlaget og modstanders ageren udgøre forandringer i omgivelserne. Ergo, lær tilpasningskunsten på linje med eksekveringskunsten, skab variation i udførelse og skab varierende scenarier.

Bernstein er særlig velegnet som sparringspartner ved lukkede færdighedstilegnelser, vil jeg mene. Ved åbne færdigheder bør vi måske kigge mere i retning af åbne, kaotiske og økologiske metoder, hvor der er knap så meget Frederik VI på spil (“Vi alene vide”).

Det siger sig selv, at kompleksiteten og konsekvenserne for den måde, der praktiseres på er forskellige. Noget er mere vanskeligt end noget andet. Og det griber ind i læreprocesser, feedback og didaktik etc.

Der er forskel på at spille dart og at lave flerdobbelte saltoer i Boxen i Herning, og at gennemføre Vasaløbet, et 90 km langrendsløb i Sverige. Full disclosure – de skiderikker smed mig ud af løbet efter 50 km, pga. mørkets risikofyldte frembrud… Min forberedelse? En katastrofe, set i bakspejlet.

Tilbage på løjpen, tak.

Yderligere opdeling af færdigheder

Herudover kan vi underinddele færdigheder i 3 subkategorier, der kan være nyttige for dig, hvis du vil undersøge, hvordan du selv kan arbejde med en færdighed:

1. Adskilte færdigheder: Karakteriseret ved klar begyndelse og afslutning. Tænk et kast, et jab i boksning, et frontspark i kampsport. Her kan du arbejde med hele eller dele af bevægelsen eller opdele læreprocessen i “blokke”. Du kan zoome ind og ud på detaljer og hierarkiske lag og motorik.
2. Serielle færdigheder: Opstår når to eller flere adskilte færdigheder kombineres. Eksempel kan være startblokbevægelse i 100 meter løb + acceleration. En brysttæmning og et skud på mål i fodbold. Her kan du arbejde på forskellige kombinatorikniveauer og sværhedsgrader m.m.
3. Kontinuerte færdigheder: Henviser til at adskilte færdigheder gentages rytmisk og over længere tidsrum, hvor den klare start og afslutning ikke er til stede. Som ved svømning, cykling, løb etc. Det er ydre omstændigheder som målstreg, bassinkant eller udøvers plan for langrendsrute, der afslutter bevægelserne. Eller løbsledelsen (for S….). Her kan du også arbejde med zooming, kombinatorik etc.

Det er selve udformningen af færdigheden, der afgør, hvilke der er tale om. Der kan, indenfor bevægelse, være tilsvarende overlap mellem adskilte og serielle færdigheder, og du kan arbejde med, hvordan du integrerer enkelte færdigheder i forskellige scenarier. Et jab i en sparringssituation eksempelvis. Locomotion på gulvet. Eller at skulle kaste en bold, mens du arbejder i førnævnte chablon. 

Men afsættet er ikke nødvendigvis defineret af et bestemt mål med et regelsæt, eller begrænset heraf. Måske er der ikke kun én primær måde eller få måder at løse færdighedsopgaver på. Faktisk er selve opgaveløsningskunsten ofte det primære mål, du kan vælge at opstille.

I mange idrætter er der regler, der styrer/betinger, hvordan færdighederne kan komme til live/udtryk. Du kaster ikke bare i baseball, der er forskellige kast, der tjener forskellige formål etc. Frygt den berygtede curve ball, der sågar har sneget sig ind i erhvervslivet.

Man hvordan kan vi inden for idræt se på, hvad færdigheder bygger på? 

Danmarks Idræts-Forbund har i førnævnte publikation Tekniktræning rubriceret motorik, koordination og teknik i forhold til hinanden ud fra en pyramidemodel, som jeg her skitserer, og som også konkretiserer lidt af det, Bernstein-konstruktionen lægger op til.

En model, der er hierarkisk, bemærkes det, og som leder til en hellig idræts gral – teknik. Modellen skal hjælpe trænere med at adskille og udvælge de elementer, det vurderes, at udøvere bør træne, og dermed tilrettelægning af den praktiske træning herudfra, og forhåbentlig lede til en laurbærkrans eller lignende, om end ikke udelukkende. Sjov og leg er stadig på programmet rundt omkring.

Men læg mærke til, at specialisering tager mere og mere over, hvor bevægelseskultur, i nogle henseender, kan trække i den modsatte retning, eller i hvert fald ikke partout søger mestringen af få færdigheder til højeste perfektionsniveau. Men vægter bredden højere og som påpeget også har blik for andre kulturelle dimensioner. 

Det kan have konsekvenser for snakken om vedligeholdelse af motoriske færdigheder, og hvordan vi bør se på bevægelse over et helt liv, identitet osv., osv. Menneskesyn, etik, you name it.

Og så de der s….. rygsmerter og al mulig anden djævelskab.

Pyramidens skatkammer

Startende nedefra i pyramiden kan tilegnelse af færdigheder beskrives sådan her:

Generel motorik: Basale bevægelser der udvikles i tidlig barndom. Rulning, kravlen, gang, spring, løb, hop, kast, slagbevægelser, sving af kropsdel etc. Her behersker vi klart definerede bevægelser, der både indgår i vores daglige bevægelsesrepertoire såvel som i idræt.

Formålet er at skabe bedre kontrol af bevægelser af grundlæggende karakter gennem variationer af grundbetingelser og forhold, de udføres under. Eksempler: At kravle hurtigt og langsomt, bredt og smalt, løb med korte og lange skridt, hop med forskudte, samlede og spredte fødder. Forskellige afsæt til løb og acceleration, kast i forskellige retninger med forskellige objekter.

Generel koordination: Kontrol af både store og små bevægelser, som ikke nødvendigvis er sammenhængende eller idrætsspecifikke. Udvikles i barndommen, men afhænger i høj grad af, hvor ofte vi udfordrer vores koordination. Eksempler kan være armbevægelser og benbevægelser, der udføres samtidigt med forskellig rytme, hastighed og retninger.

Her forbedres den motoriske kontrol af flere muskelgrupper, der arbejder simultant. Der introduceres nye motoriske skemaer på baggrund af nye bevægelser, så kropsbevidstheden øges.

Specifik motorik: Her er det idrætten eller det pågældende objekt, der styrer. At kaste og gribe en håndbold er anderledes end en amerikansk fodbold. Eller at kunne balancere sig selv i vandoverfladen – for idræt i vand, at vænne sig til forskellige typer af bolde i tennis osv.

Det er et specifikt motorisk fundament, der lægges i forhold til at lære idrætsspecifik koordinering og teknik. 

Specifik koordination: Handler om den motoriske kontrol af større idrætsspecifikke bevægelser og til dels også teknikøvelser. Her trænes bevægelseskontrollen og kropsbevidsthed i relation til mediet, en idræt foregår i, og rekvisitter hertil. At slå efter et mål, specifikke løbemønstre, undvigebevægelser i boksning ved brug af en snor, udøver skal dykke under som eksempler.

Her gælder det om at udvikle mange nye motoriske skemaer. Her bevidstgøres bevægelsesindlæringen, modsat generel motorik og koordination, der sker mere eller mindre ubevidst hos børn. Der kan reflekteres over bevægelsens hastighed, størrelse, kropspositioner under øvelser, og der kan gøres brug af over- og underdrivelser, så der læres gennem kontrastering.

Men vi mangler det øverste trin i pyramiden bag færdighedsudvikling.

Teknik.

Ordet teknik ankommer på perronen

I nogles øjne et fint trænerfyord, der ødelægger fællesskaber og gør alting kedeligt og så videre i den dur. Men der er faktisk mening med galskaben, selvom formidlingen undertiden kan ødelægge det. Tillad mig i den forbindelse, som tidligere træner, at anmode om syndernes forladelse.

Med teknik bliver de idrætsspecifikke bevægelser koblet på et idrætsligt formål, hedder det i publikationen Tekniktræning. At score et mål, fremfor at sparke til en bold.

Teknik kan ifølge publikationen opdeles i 3 hovedtyper: Formel teknik. Funktionel teknik og kompetitiv teknik.

• Formel teknik: Ofte til stede i æstetiske idrætter. En piruette i ballet, en dansesekvens etc. En kata i karate. Idræts- og rytmisk gymnastik, skøjteløb. Faste kvalitetskriterier, klare regler for udførelse, med ekstern vurdering.
• Funktionel teknik: Bedst mulige præstation i forhold til en objektiv målestandard. Tid, højde, længde, vægt etc. At kaste længst, springe højest, løbe hurtigst. Selvom der er klare regler for udførelsen, er der plads til individuel teknik, så længe den fremmer præstationen. Ikke for mange svinkeærinder, tak. Eksempler er atletik, vægtløftning, svømning og langrend.
• Kompetitiv teknik: Her indgår teknikken i problemløsning, hvor der indgår taktiske formål. At udvikle en teknik, der håndterer med- og modspillere, banepositioner m.m. Som ved at drible uden om en modspiller på vej mod målet i fodbold, serve på en bestemt skruet måde i badminton, at gå uden om bolden samt at slå med sin forhånd i tennis i baghåndssiden diagonalt tilbage til modstander. AKA inside out. Ofte det stærkeste våben. Eksempler: Boldspil, kampsport, motorsport og ketchersport.

De færdigheder, der indlæres under disse teknikformer er dem, vi inddeler i førnævnte åbne og lukkede færdigheder. Vi ser de lukkede færdigheder i formel og funktionel teknik, og de åbne færdigheder indgår i kompetitiv teknik. 

Allerede her har du nogle kriterier, du som menneske kan bruge i selektionsmæssige prioriteringsspørgsmål og tilegnelseshenseende.

Er du okay med, at du ikke har en “smuk” løbestil, bare du er hurtig til mellemdistanceløb? Er det godt for kroppen at satse alt på mellemdistanceløb? Er dans et spørgsmål om æstetik?

Skal du tage hensyn til energiforbrug ved sprintløbsdistancer på 100 meter, og giver det mening for marathonløbere at udvikle en god løbestil, der er energiomkostningsbesparende?

Skal du i boksning lære at spare på energiforbruget samtidig med at du prioriterer udvikling af maksimal slagkraft? Eller er du mere til at bide modstanderen i øret, som Tyson? Spøg til side.

Jo mere åben færdighed, jo mere randomiseret træning, der sikrer variation, hvor det modsatte kan ses ønskværdigt i individuel teknik inden for lukkede færdigheder som gymnastik.

Er du til udbredelse eller inddæmning? Kan du lide at “køre solo”, eller er du til “team play”?

Hvad er det ved bestemte teknikker, du er optaget af, hvorfor og hvad betyder det for dig som menneske, din krop og dit liv i videre forstand?

Færdigheder er ikke løsrevet fra livet, de indgår i livet. Du er ikke dine færdigheder, men dine færdigheder fortæller noget om dig og griber ind i dine livsvalg eller mangel på samme. 

Tilegnelsens dilemmaer

Når du vil tillære dig færdigheder fra en idræt, må du altså afklare, hvilken type teknik, idrætten indeholder, og hvilke færdigheder, der skal indøves. Det kan hænge sammen med en såkaldt arbejdskravsanalyse. Fuck, det lyder kedeligt, Jesper. Tillad mig lidt forenkling.

En marathonløber skal både træne løbeteknik og tilpasse energiforbrug. En 100 meter sprinter skal kun fokusere på at generere nok horisontal kraft, da vedkommende ikke når at blive udtrættet. En bokser skal både kunne økonomisere med sin ilt, have en god effekt i slagteknik og hurtige reaktioner, undlade at blinke for meget med øjnene og altså opøve reflekser, mestre timing af slag og forskellige undvigemanøvrer m.v. Der kan du selv se. Det kan noget, det der fighting.

Vi må også tage hensyn til individets teknik, der er influeret af mange forhold som f.eks. psykologi, fysiologiske faktorer, anatomi etc. Altså en lang række andre faktorer, der kan indvirke på graden af individuel teknik, udformning og tilrettelægning af praksis etc.

I “diagnosernes tidsalder” er pædagogiske forhold, trivsel etc. også meget centrale faktorer, har jeg bemærket. Måske lykkes jeg ikke helt med min forenkling.

Pointen er blandt andet, at du kan spilde en masse tid, hvis du ikke træner noget, der er relevant for en given idrætspræstation. Det er der nok mange, der vil fortælle dig! 

Eller ikke vægter formålet og arbejdskravenes relevans nok. 

Omvendt. Du skal også spørge dig selv, hvad det betyder for din krop, at du vælger en bestemt idræt, hvor du kun bruger kroppen på en bestemt måde. Skydning for eksempel, eller ketchersport, eller idræt uden social interaktion, hvor du misser uforglemmelige træningslejre med ildelugtende soveposer.  

Du kan træne så snævert, at du ødelægger din egen biologi, fordi du glemmer at placere dig i det samlede bevægelseslandskab. Eller glemmer, at Bernsteins hierarki også er et kompleksitetshierarki, der muliggør, at du får mulighed for at bruge hele dit livsklaver. Overvej derfor at veksle, hvad du taber på gyngerne ved at tage en rundtur i min foreslåede karrusel. 

Ovenstående “hierarkiske indkredsninger” giver dig et overordnet prioriteringsgrundlag (valg af idrætter/bevægelse, du vil dyrke) og en mulighed for at analysere mere på færdigheders anvendelse og udførelse. Men også en implicit viden om, hvad du går slip af – og forhåbentligt også en viden om, hvad det kan have af konsekvenser. Her er der nok nogle øjne, der ikke ser tilstrækkeligt dybt på tingene, når nu øjnene ser.

Du står både som menneske og udøver og skal tage stilling til, hvordan du fordeler dine færdighedsæg og i hvilke kurve. For du kan ikke slippe for at være menneske, men en idræt kan skiftes ud eller suppleres af en anden eller flere.

Det handler ikke kun om at gøre sig til, så vi kan prale af at have flest medlemmer. Medlemmer er mennesker bag kontingentet, og det er de også, når de stopper med indbetalingen, eller har fået nok af slutrunder og stævner, forældrepres og “elendige” dommere.

Og der er det måske ikke det ideelle tidspunkt at opdage, at vi har været sneblinde af bare iver efter at komme til tops eller bare høre til. Nogle ting fungerer godt ved at blive ved med at være i live fra tidlig barndom til sen alderdom +/- alle detaljerne.

Og hør nu efter derude, det er ikke et oplæg til at fratage nogen klubber ét eneste medlem. Jeg har dyb respekt for idræt og frivillighed. Det kan vi kun være stolte af. 

Vi kan godt blæse og have mel i munden samtidig, det er den enkle livspointe. Du behøver ikke lade dig forføre af devisen om at “satse alt på ét bræt”. Selv inden for et reservat kan der ryges en fredspibe med en nabostamme – ugh, Flyvende Vind har talt. Hov, hov, Jesper. Det er en myte. Ugh er et stereotypt udtryk, Hollywood har skabt i deres westerns.

Du bliver nemlig aldrig ved med at ligge nr. 1. Du må trækkes med din lunkne middelmådige menneskelighed, indtil de udmåler kisten. 

Amen.

Sikke da noget pis.

Og hvad så med den satans bevægelse?

Hvis du nu vil lære at bevæge dig mere komplekst, så kan du både skele (klarsyn kan ikke garanteres) til disse herligheder, til den analysefremgang, der er forbundet med at studere bevægelsesmønstre og færdigheder samt den betydning, det har i en given sportssammenhæng eller -præstation. 

Du kan også se på bevægelse som noget, der rækker ud over dette. Mange af de eksotiske idrætseksempler er jo stærkt ensidige, set ud fra kroppens samlede behov. Det er hyperspecialiserede færdigheder og speciel udnyttelse af kroppens ressourcer. 

Hvorfor er specialisering vigtig for dig? 

Det er langt fra sikkert, at formålet med bevægelse leder hen til specialiseret idræt. Hvorfor det? Fordi bevægelse ikke kan reduceres til idræt. Og ikke kun har til formål at føre til idræt. 

Hvad er så formålet med bevægelse, Jesper? Jeg svarer. Hvad synes du selv? Og tilføjer: det er bevægelse. Eller som Ido Portal ville have sagt – vi har ikke noget valg. Vi er nødt til at bevæge os. Derfor kan vi dog godt vælge at gøre en dyd ud af nødvendigheden og samtidig glemme, at der findes mange dyder.

Og kan det ikke komme med en pris, hvis vi blæser på det? Absolut. Det kan det også at gå i biografen og se “Syv år i Tibet”, som en anmelder engang kaldte for “Syv år i biografen”. Godt så, så er vi da ligesom advaret.

Pjat, der er da både bjergklatring, vandring og hvad ved jeg:

Hvad nu hvis du vil lære nogle skills for at bevæge dig godt i et helhedsperspektiv? For at leve varieret, at kunne være med i lidt af hvert, uden at være den bedste til noget snævert? Eller for at reducere lidt i de der rygstatistikker, der vokser os over hovedet som samfund?

Eller lidt mere frækt spurgt ind, for at kunne mærke, hvad klaveret egentligt kan stemmes til? At hellige sig forførelsen. I al dens uklarhed og risikofuldhed.

Kan du fornemme et spektrum nu? At alle ikke skal i samme stald og have samme promotor eller rugekasse eller foderstof?

Er det mindre værdigt? Og hvad skal du så prioritere, når det hele ikke skal trænes indenfor en fast ramme, der hedder “mandag tørtræning”, “onsdag overkrop” etc.? Ja, det er jo noget af det, forrige og nærværende indlæg kredser om. 

Hvad hele jesperabild.dk bestræber sig på at handle om.

Igen, læs videre. Det er Syv år i Tibet her på jesperabild.dk. Det er for viderekommende eller for rette vedkommende, eller bare for vildt. 

Livskunsten eller dødskunsten?

Du kunne jo overveje at lære at finde de rette nøgler til de ting, du lærer at værdsætte gennem de forkerte nøgler. At lære livskunsten. At lære at lade være med at ødelægge livskunsten, hvis vi vender den om. 

Hvor er det smukt, kære læser. Vær sød at læse det igen. Jeg beder dig indtrængende. Ydmygt.

Der er mange grunde til, at vi har udviklet sport og idræt. Men historien vidner også om utallige former for uorganiseret bevægelse, hvoraf mange i dag er blevet så eksotiske, at nogen føler, det truer den offentlige orden og sikkerhed, eller gået helt i glemmebogen – eller groft marginaliseret. 

At hænge i en lygtepæl, at bruge en bænk til at facilitere nogle mobilitetsøvelser for brystryggen, at gå ned af trapper som et firben, i den ret uskyldige ende af skalaen. 

Til de mere drastiske og vovede, (samfundsundergravende?) affærer, hvoraf nogle da også udgør en modkulturel manifestation, som i dette urbane klatreeksempel, i øvrigt i erkendelse af, at vi åbenbart er løbet tør for opdagelse af nye bjergtinder. Derfor er “buildering” også noget, der findes. Og som vist nok trækker et fødselsspor tilbage til “Cambridge’s Night Climbers”:

Koblingen idræt og fællesskab og identitet er stærk, og det er ganske fint, og det skal vi absolut holde fast i. I buildering kan vi jo risikere at falde ned, hvis du mister grebet. Men er bevægelse i tråd med tilpasning og variationsprincippet (evolutionen taget bredt på ordet), der rækker ud over idræt, et problem? Bevægelse der ikke er programsat og er ledsaget af en bademester eller et dommerfløjt?

Kan miljøbevægelse ikke være gavnligt, uden at det behøver fornærme nogen eller ødelægge noget, eller ligefrem få en prås til gå op i andre tilfælde? Livet uden for idrætshallen, uha da da. 

Er det ikke snarere et livspensum, flere burde tilegne sig? Ikke mindst i et samfunds- og sundhedsøkonomisk perspektiv? Frem for at alle skal “finde deres idrætshyldeidentitet”, så de ikke farer vild i alle Jesper Abild skinforførelser? He he. Start med at inspicere vildtlivet i Mols Bjerge, hvis du tør.

Med bevægelse risikerer vi jo, at gå til i grundangst og prioriteringsstress. For fortvivlelse i øjeblikket fører jo altid til evig fortabelse, ikke sandt? Det tillader jeg mig at være uenig i.

Såkaldt lette løsninger er ikke altid mere belejlige. Klarsyn er ikke lig med snæversyn eller tunnelsyn, selvom jeg byder det at stirre sig blind på curling og tv-sport mere end velkommen – til en vis grad. Der kunne jo allernådigst gives plads til andre bevægelsesformer i sendefladens primetime.

Der er visse artstræk og forhold der gør, at jeg ikke vil sætte bevægelse ned på andenpladsen. De mange fitnessmedlemskaber, vi er stolte af bugner for tiden. De vidner om, at behovet er der. Men færdighederne kan udvikles – såvel som horisonterne.

Vi skal adapteres til at kunne bevæge os igen. Her er fitness et lille skridt på vejen. Og det er en stor mundfuld at få reinstalleret en både bagud skuende og en “fremad skuende og revolutionerende” form for bevægelse i det 21. århundrede. For slet ikke at tale om en sammensvejsning.

Det har jeg erfaret en hel del af. Allerede nu midtvejs på livets bane. 

Aldrig har vi haft adgang til så meget, og begrebet så lidt, lyder det fra enhver vrissenpind af konservativt tilsnit. Well, det er da til debat, især hvis vi, som det hedder i en bog om meditation af Niels Lyngsø, “selv kravler op og ser efter” (med en sjov reference til de herlige Molboere).

Eller at vi griber ud efter de der trækroner, som vi har så travlt med at komme ned fra. Vi kunne jo hænge ud for en stund, begynde at svinge lidt, siden brachiere, og inden vi har set os om, er det en laché, der får pulsen op. 

Inden vi ved af det er vi på verdensomspændende turné med øjeåbnende og kæbedroppende færdigheder. Eller har kvalificeret os til handicap-OL. For vi skal ikke de samme veje, selvom vi er fælles om at rejse.

I bevægelse kan der både være liv og død på spil. Under tiden er det en kunst at skille dem ad.

Evolutionær ABC

Det hjælper at vide, hvad evolutionen har begavet dig med. Spørger du med kompleksitetskonstruktionsbrillen på, som skitseret ovenfor, kan du måske nu få øje på, hvilket “kompleksitetsniveau du bevæger dig på”, og det kan være nyttig viden, når du fremover vil prioritere bevægelse.

Der er rigeligt med godtroende væsener, der har “presset i årevis” (bænkpresudskamning, indrømmet), men som professor Huberman stolt pointerer, der absolut heller ikke kan bevæge sig ret godt, og selv erkender det med humor og overbærenhed (det berømte Ido interview og den praktiske lektion i forlængelse deraf, hvor han blev eksponeret med god humor), nok kunne trænge til at trække i et objekt fra tid til anden.

Andre trækker det til ekstremer og forfører andre til at søge nye højder, inklusiv løft af cykler, mens de trækker i en arm. Op til debat, som sagt. Mindre kan vel også give lidt street credit i Hammerum og omegn eller hvad?

Pas nu på med de der rollemodeller, der vil kapre dine knogler og dit muskelvæv.

I et kompleksitetsperspektiv kan bevægelsesmønstre, referente konfigurationer osv. danne afsæt for flere og mere indviklede bevægelser. Og at blande kortene godt, er en ædel og møjsommelig, krævende kunst. Selv pulling er et univers, kan du se.

Skal du lade dig forføre af en sport alene? Hvad er prisen for det, hvad er prisen for at vælge for snævert eller for bredt? Det har jeg ikke noget enkelt svar på. Jeg ønsker ikke at dømme nogen, men at få alle til at tænke sig om. 

Jeg dyrker også sport, både svømning, klatring og tennis og har kigget forbi i fitnesscentret, når jeg skulle tanke lidt kapacitet og ramme de 100 kg i dødløft. Peg ikke hævntørstige, hånende og vredladne fingre af mit evangelium, please.

Omtanke er bedre end at få flere i klinikkerne rundt omkring, der har overladt tænkningen til andre, eller var det det der med sanseerfaringen, der forsvandt ind i hoved- og andre telefoners univers.

Så enkelt er det jo ikke, det er indviklet, jeg ved det godt.

Bland-selv-slik eller snæver fitnesssnak

Færdigheder er i min optik en slikbutik, der med fordel ikke kun bør tilfredsstille vores lyster og drømme, men også vores behov og samlede bevægelseskapacitet. Mester Jakob, mester Jakob, sover du, sover du, hører du ej klokken…

Også udtryksbehovene. Det der med at brilliere på tværs af både ketchup og remoulade. At give dig selv til kende som kun ét eksemplar kan. Men også at turde rejse dig “trodsigt i vrimlen”, eller at svinge faner til årlige DGI-stævner.

Kan I se, slet ikke så entydigt endda.

Det er ikke nødvendigvis en snæver konkurrence at være i live – “survival of the fittest”, det er en misforståelse. Det er ikke de rå og stærkeste, der overlever. Det er dem, der er bedst til at tilpasse sig, eller som bøller sig til en “deal”, som ham orangutangen derovre efter sigende mestrer til perfektion.

Say what? 

Og i øvrigt er der jo ingen, der overlever – eller er det ikke noget, vi må vi lade karmaen og generne om at bestemme? 

At være fit er også at være god til at bruge livsfunktionelle færdigheder til at tilpasse sig, overleve, og derudover leve mere vitalt, så længe vi kan. Men på en måde, der også er progredieret og tilpasset moderne vilkår.

Som er radikal og sjov samtidig, nærende, særdeles velnærende.

Ikke at forføre andre med alle sine lækre skills, bare fordi vi kan… Jo jo, men alligevel… Der er altid en blærerøv, der skal vise sin bavianrøv. Men det slår i det mindste den, der kun sidder på sin flade r..

Den store “nøglemager” tør se på ting i en større sammenhæng (mental rotation med et fint færdighedsord), og går ikke bare efter at åbne den første den bedste dør, som i Lykkehjulet back in the day.

Har du langt lys på, med det du søsætter lige nu? Eller skal du bare have medalje om halsen i U14, koste hvad det koste vil?

Nej, det rager mig en gummiand. Jeg skal bare i mål. Æv. 

Det kræver uddannelse at åbne døre, især når der er så mange døre, der ser ens ud, eller der er mange, der vælger døren til højre.

I idræt udvikler vi mennesker, og det har jeg dyb respekt for. Men bevægelse udvikler en større menneskelighed, er min formodning. En dybere forståelse og med hvad der tilhører. I al fald potentielt.

Idrætsudøvelse kan føre til mere fællesskab, men også egotrip, rundsave, skader og fortrydelser en masse. Men både bevægelse og idræt kan føre i døden.

Bliv nøglemager fremfor bare at trykke på elbilknappen, bare fordi det er nemmere end at styre gearpinden selv.

Men husk at hilse pænt på dem nede i klatreklubben også, det er godt at gå til idræt samtidigt. 

Dobbelt-amen med ekstra hashtag ##. 

Mit repertoire-trut til afrunding

Hvilke færdigheder vil du forføre os med, Jesper, din Klugscheißer og ordkløver? 

Ha, utålmodige skarn er I. Nuvel.

Hen over de næste mange måneder vil jeg på jesperabild.dk under “bevægelse basis” udgive talrige eksempler på færdigheder og bevægelsespraksisser/felter (cliffhanger, de er skrevet, nu skal de redigeres), jeg – det har ikke kun noget med mig at gøre – finder fundamentale og som også danner mit afsæt for udadrettet workshopundervisning efterfølgende. 

Først efterfølgende, tak. Restauranten åbner først, når menuen har været i trykken.

Og hvis du absolut må vide det, så er den Prometheuske tanke hen over årerne at tage både de tunge, praktiske og nødvendige skridt med at klæde dig på med bevægelsesmønstre, bevægelsesprincipper og elegante portrætter af bevægelse, arketyper og meget mere. Og koble til funktionel anatomi og fysiologi, samt andre funklende sider af bevægelse. Pyyyha.

Portrætter der ikke kan kopieres, fordi de er vævet af noget helt særligt personligt, frit tænkende anti-AI stof, men som hjertens gerne må antænde en veritabel inspirationsbølge, andre kan selvsole sig i, hvis de finder det belejligt.

Jeg vil hellere have udbredelse end patentrettigheder. Jeg er på begge holds side. Ikke kun vinderholdet.

Et af mine mange motiver er, at intet vitalt skal gå i glemmebogen, for jeg bilder mig ind at forstå alvoren af dybden i det her. Kustodeaktivitet og visionært konstruktørvirksomhed i skøn forening, Borges og jeg sørger for, at kataloget stemmer. Lige bortset fra, at arter jo uddør på daglig basis.

Alle kan lade sig inspirere af det der kommer, er mit ønske.

Beautiful. Sikke dog en gavmild mand, du er, Jesper.

Sådan er det med virusser, de er til for at blive spredt. De er ligeglade med, om du har “VIP pladser” eller bor i Bagsværd.

Og den her kommer med sin egen indbyggede resilienskur. Antifragilitet og livsmod til hobe. Og bevægelse (er det blevet postuleret af folk, der ved mere om sagen end jeg) byder på mere visdom end selv filosofien kan mønstre. Æv bæv, hvis jeg nu alligevel skal være lidt nævenyttig. Jeg elsker jo filosofi og har dyb respekt for filosoffer.

Tænk hvis det ikke var helt løgn.

Forhåbentlig rækker det til ikke kun at pille i min egen interessenavle. Jeg agter at stå på mål for offerviljen. Jeg går efter et beskedent livs(kunst)værk, og jeg går et skridt ad gangen, samvittighedsfuldt og loyalt mod sandhedssigtet.

Se det er målrettet, men jeg har ikke kun ét formål og slet ikke kun ét mål.

Så må vi se, hvad æslet udretter. Som en ven formulerede det bag om ryggen på mig. “Jesper, han rider sgu heller ikke samme dag, som han sadler”. Av, for dælen. Men til gengæld rider jeg forhåbentlig ikke forgæves, da jeg rider på bølgen af min egen kultur-natur-arv. Og det kan være sin sag at trevle den op, skulle jeg hilse fra kokken og sige.

Kend din Don Quijote på vindmøllekampen. Med strømmen slår mod strømmen. Med mindre du tilegner dig lidt laksefærdigheder.

Eksotisme kræver noget molekylærgastronomisk tålmodighed, da den egentlige forførelse ligger bag om øjnene, der ser. Den er en del af ryggen og sker bag om ryggen på os, og det er vidunderligt, når det lykkes.

Og jeg kender altså ikke hele alfabetet vel. Jeg er også bare en slags Benny i et badekar, der må slide i det.

Jeg er tilmed helt lavpraktisk med på, at der har været indtil flere følere ude, men en god forførelse tager den tid en god…

Jeg cirkulerer og styrer i første omgang hen mod at skabe mere “alfabetisme”, da mange færdigheder som beskrevet nyder godt af at stå på andre fundamenter. Og vi gør klogt i at respektere dette. Behovet er meget stort, målt på klinikerfaringer.

Bevægelse lyver aldrig.

Og vi bør efter min mening ikke springe direkte til yndlingsdesserten uden at have kendskab til hovedmenuen, der kan være en mundfuld i sig selv. Drik din levertran først, Peter. Okay så..

Det er noget, jeg insisterer på, og jeg ved efterhånden også godt hvorfor.

Glæd dig derfor i fremtiden til at læse praktiske indføringer om behændighed, den toniske og fasiske forberedelsestræning, hvilesquattet, hængeterapi, sving, bevægelse i miljøet, interaktion, koordination, opvarmning, kampkunsten, bevægelsesmæssig alfabetisme, groovedans og såååå meget mere. Jeg er en kilde, der er sprunget og bliver ved med springe. Geyser mig her og geyser mig der.

Lad os åbne flere øjne og hjerter. Det er i inspirationens tronsal, at vi finder livets dansepartner, resten er bare en svingom, hvor de andre skal danse i takt, lidt ligesom i Bridgerton, så ingen forarges.

I mellemtiden kan du, hvis tålmodighed og langdrag ikke er din flavour, allerede nu på egen hånd orientere dig i den store verden af bevægelse inden for HMS (human movement studies), hvor den visionære Maestro Marcello Palozzo har begavet verden med en app, du mod årligt abbonnement kan få adgang til. Og der venter dig med “Movimentica” allerede nu en verden af vidunderlige bevægelsesmuligheder. 

Sådan ca. med fokus på at “walk the talk”, der handler om at gå “from zero to hero”, så ambitionerne fejler ikke noget. Men du vil altid ende med at være din egen superhelt, for Supermand er optaget.

Jesper, er det ikke dumt at markedsføre andres meritter?

Jeg er generøs og storsindet, jeg satser på, at loftet er højt nok til, at vi alle kan få tag over hovedet. Ellers udvider vi bare med en etage mere. Lad bare denne virus spredes, for jeg har set værre. 

Og jeg elsker at andre stortrives og har succes. Mit arkiv er pænt omfattende, har bevægelse lært mig. Og det kan AI ikke gør en dyt ved – tror jeg nok lige p.t. 

Ido Portal giver os nogle yderligere hints i sine videoer, omtalt her i indlægget.

Vi kan ikke nedlægge vores menneskelighed, vores opmærksomhed og vores sanser, de er vores egentlige superkræfter. Vi kan bedøve og misbruge dem, men jeg vælger at bidrage til at belyse, hvordan jeg mener, vi får dem til at blomstre.

Derfor kvalitet frem for hurtig ekspedering.

Gå som altid med kvalitetsøjet

Vi kan altid bare gå i gang, men at have blik for, med kvalitetsøjet, hvordan vi bevæger os med kompleks forståelse og efterlevelse af vores biologiske behov, såvel som inddrager vores præferencer, vores idrætsspecialiteter og alt muligt andet, se det er noget, jeg finder meget væsentligt. Og det er denne helhedstænkning, jeg i fremtiden agter at formidle om, bon mot for bon mot.

Derfor. Ét skridt ad gangen.

Det handler om at bruge hele færdighedskarrusellen. Ikke lige meget hele tiden, men jævnt fordelt ud over dit liv. At sikre dig at du ikke kun sidder på den samme gynge, kun bevæger dig på “the level of tone” for eksempel. At du også inddrager noget, der trækker på andre hjernelag i “arkivet”.

For eksempel cykelture, der er ved at gå lidt i glemmebogen af manglende forståelse for, hvad der sikrer basislaget i vores folkesundhed. Jeg cykler i øvrigt alt for lidt selv. Og det er jo god navigationskunst for hjernen.

Et godt liv med bevægelse er ikke kun et spørgsmål om at kunne mest muligt, at følge en teknologisk protokol komplet løsrevet fra egen selvvalgte viljekraft. Men snarere om at kunne det, der er behov for i de situationer og miljøer, vi er adapteret til, og det flytter sig jo også. Men samtidig er der noget, der gør, at noget har større indvirken på os, end noget andet.

Noget rækker længere i kurmageriets kropumulige kundskabseftertragtethed. 

Noget er mere universelt end andet. Siddestillinger for eksempel. Indtil kulturen satte sin klamme “stolehånd” på mange af os.

Overvej hverdagsfærdigheder først

I hverdagens travle liv er der jo også bevægelse, der binder os sammen fra lokalitet til lokalitet. At kvitte cyklen kan være et tegn på manglende indsigt i nødvendigheden af almen bevægelse – herregud lidt sved på panden. Risikoen ved et højteknologisk samfund er, at vi bliver dummere af vores livsførelse og af teknologiforførelse og forfængelighed – og i første omgang overser grundlæggende bevægelse.

Dumheden apropos, er drøftet i en supertankerudsendelse tidligere i indeværende år – kravl selv op og se efter. Og har faktisk også en naturhistorie, som på YouTube er gengivet af filosof Arno Victor Nielsen.

Vi må ikke forfalde til at lade os forføre af måneformørkelser, der sløret for udsynet, forsimplinger, bekvemmeligheder eller fordrejninger etc. Men søge ind til det, der er intuitivt selvtalende og føles autentisk og altid har været med os. Og så kan der starte en yderligere skønhedsspiral derfra. Mere differentiering og radikalitet ind i fremtidsvrimlen.

Vi skal såmænd i første omgang bruge det, vi er skabt til, i et passende omfang. Så er sundhedslaget tilgodeset, det er alfabetismen. Og krymmel på softicen er at inddrage de højere bevidsthedsskabende og komplekse lag i konstruktionshierarkiet.

Samt at nyde idræt, kunst og kulturelle udtryk til fulde.

Værdien er stor, når vi blander kortene godt og kan spores helt ind i DNA-spiralernes molekylære cellemagi såvel som i mavefornemmelsen.

Eksempelvis som når folkeforføreren (og i nogles øjne stadigvæk langt fra comme il faut livsnyder, tidligere familiesvigtende kvindeforfører, hashsmugler og velbegavet æstetiker) og nyligt afdøde Jørgen Leth låner os sin magiske stemme, når han taler om månen som lysmester. 

Jeg kan sagtens finde en plads til Jørgen i mit hjerte, men er det for stor eller usmagelig en mundfuld for dig, kan du altid overveje at starte med mezzalunaen, halvmånen, da enhver rygheling kan have mange forførende udgangspunkter. 

Ta-daaa. Alfabetisme i samspillet mellem hofteartikulation og en allieret i kampen mod lænderygproblemer. Og så får du endda lov til at bakse med din balance samtidigt. Slet ikke dårligt.

Det handler ikke kun om, hvilke færdigheder du har lyst til at lære, men også om hvorvidt du er opmærksom på, om der er færdigheder, du forbigår, der måske er mere relevante. Om du så bærer rundt på løsningen uden at være klar over det.

Det er det, øjnene der kan se, bør være særligt opmærksomme på at se. Til en start i hvert fald.

At løfte et ben kan være at gå fra closed til open kinetic chain, og det kommer eventuelt med nogle gaver til dig, der har en anden effekt på kroppen, end at sætte flere vægte på din legpress, hvilket selvfølgelig kan noget andet.

Og give dig andre udfordringer, der gør noget andet ved kroppen. Indlysende?

Sætter den i bevægelse…

Den største færdighed kan være den at vide, hvornår en færdighed skal vige for en anden, og hvordan den enkelte færdighed skal balanceres i forhold til de andre. Eller hvilke færdigheder der tjener dig bedst muligt i takt med, at livsprocessen ændrer vilkår, og du undergår forvandlingens vinde ditto.

Mikrobevægelserne findes, igen lyt til Idos interview. Nænsomheden findes, og ikke kun en one arm chin up. Eller stabilitetstræning ud af rygsmerter. A kommer før B i den diskussion, eller hvad siger rygeksperterne?

Træner jeg kun min balance i ovenstående video? Er ryggen ikke involveret?

Husk nøglen til hoveddøren

En ting er givet, vi bliver aldrig færdige med at udvikle færdigheder, så længe vi forstår det med prioriteringskunsten, adgangsbilletten og vedligeholdelsesdansen. Når alt kommer til alt, og vi står “Vor dem Gesetz”, eller ved indgangen til hvad end der venter forude, så kan der opstå forvirring. Om vi nu også gjorde det godt nok og alle de der nagende fortrydelser.

Har jeg nu medbragt den rette nøgle? Jeg kan jo ikke vende om nu, for dælen.

Fremfor at løbe skrigende bort af færdighedsskræk i dag eller lade dig forføre af megalomaniens vingesus, når først du får nogle skills under dit bælte, så prøv at huske på Bente Klarlunds pointer om ærefrygt.

Når vi står ansigt til ansigt med noget større end os selv, finder vi undertiden hvilen i perspektivets favn.

Det kan være befriende at have respekt for alt, der er større end dig, at kunne nyde at der findes vidundere, og at hvile i sig selv over, at du er god nok akkurat sådan som du er, uanset om du kan det hele eller under det halve.

Men tør du være modig, tillade dig selv at blomstre? Lade dig forføre af færdigheder i stort og småt? Så fedt er det vel heller ikke at rende rundt i badetøfler hele tilværelsen? Jo, for nogen, Jesper. Okay, fair nok.

Andre gider ikke al det der filosofislendren og drypvise erkendelser, Jesper. De vil bare have “bang for the buck”. Ha ha, ja vi lever jo i pseudoeffektivitetens og dovenskabens tidsalder.

Allright. Så lad mig da bare rundhåndet gøre opmærksom på en yderst fornuftig og pædagogisk vitaminpille indenfor softakrobatik, hvor der strøs 140 forskellige skills ud over bugten, du kan boltre dig med, hvis du er til hardcore overblik.

Er det godt nok til dig? Ellers må du selv dykke ned i arkivet og se efter noget andet.

Lur mig, om ikke du alligevel kommer til at sande, at vejen til mange skills er mere snørklet, end du tror. For det handler også om tid, penge, kroppens mange fysiske anstrengelser, “weak links”, skadesrisiko, tålmodighed og en masse psykiske dynamikker m.m. Men det er da rart med en flot model, især hvis den er brugbar.

For alle modeller er forkerte, nogle er bare mere anvendelige og gavnlige i visse scenarier.

Det kan være rart med nogle synlige progressioner, så vi intuitivt kan se en rejse foran sig. Det motiverer mange. Så længe vi ikke forveksler landkortet med terrænet, som jeg ofte skriver om.

For de af jer, der døjer med alverdens skavanker og lidt for hyppige tilbagefald. Husk på at færdigheder ikke stopper ved akrobatikken, det er bare et særligt fornemt piskeris, nogle godt kan lide af vifte med til fastelavn.

Det vigtige er at være kommet i gang med at lære, hvad der virkelig menes med at praktisere.

Halvt begyndt er hverken ufærdigt eller færdigbagt, men det kan være godt på vej mod stjernerne, mod frihedsudleven, mod dulmen eller sjælefredens oase, eller flere følgere. Eller mere autentisk selverkendelse.

Der er ingen mesternøgle, der giver adgang til alt, der er mange. 

Hvad siger du til selv at finde din færdighedsbalance, i tråd med livets præmisser? Hovedstand eller piruetter? At kunne vandre sammen med andre eller at gå med gud? Eller lidt af hvert?

Der findes som finlitterært bebudet ingen ende på Paris eller denne verdens færdigheder. Men har du gennemskuet, at der rent faktisk findes forskel på demagogien og den sande forførelse, da åbner himmelhvælvingen sig gerne for alvor – også for dig og dine kære.

Bevægelse kan vi roligt gå med, bevægelse kan vise vejen frem for flere, end vi aner.

Fortjent dedikation og næste spadestik

Dette indlæg dedikerer jeg i taknemmelighed til min dejlige livsledsager, min kæreste Anne Catharine, hende med de oceanblå øjne og det milde hjerte, der netop er fyldt 50 somre.

Håber jeg har gjort mig fortjent til anden halvdel af tilværelsen med dig, skat?

Ellers må jeg vel tilbage i “arkivet” og tilegne mig nogle andre færdigheder.

Eller som Alexandra siger til Spencer. Du får kun én chance for kærligheden her i livet (med hende underforstået selvfølgelig). Og så holdt han godt fast, indtil andre splittede dem ad.

Overvej at gribe den chance, det kan være, at der ikke kommer en sporvogn og en pige til, men at livets vilde vinde blæser dig omkuld.

Det er den færdighed, der trumfer.

Kunsten at læse vindretningen, før stormen raser. Ellers er det ambulancetid, som de siger i De skrigende halse.

Sidste krampetrækning…

… glæd dig til at læse om kedsomhed som fænomen og praksis i livspraksissammenhæng hen over sommeren, fordi det er her, vi ofte læser om den slags. Og dernæst kan du se frem til, at jeg løfter sløret for en metode, vi bruger i bevægelseskulturen til at fremme læreprocesser indenfor bevægelse, hvilket er meget passende frem mod fremtidens undervisning heri.

“The constraint lead approach”. Velegnet til kaotikkens sommerfuglebasken og en passende vej ud af “arkivet”, da livet jo som bekendt bevæger sig videre og har andre færdighedstilegnelser vi må besigtige.

På generøst gensyn.