Bevægelse handler knap så meget om, hvorvidt du skal lave overkropsøvelser om mandagen og tunge squats om tirsdagen. Det er ikke de enkelte øvelser og muskelgrupper, vi er så fikseret på, men hvilke bevægelsesmønstre, der hjælper os på vej mod mere intelligent bevægelse.
Vi studerer ikke primært muskelgrupper og valg af øvelser for muskelgrupper, sådan som mange er forvænt med indenfor fitness. Men vægtløftning har bestemt også en berettigelse inden for bevægelseskultur. Det spiller en rolle, der findes isolationstræning, prehabilitering, rehabilitering osv., også i bevægelseskulturen. Og isolationstræning kan endda udgøre et vigtigt (uundgåeligt?) fundament for at kunne konsolidere andre mere komplekse bevægelsesmønstre.
Men i sagens natur er det kompleks bevægelse, der praktiseres eller rettere udfoldes – over tid.
Der koordineres. Du lærer at danse med kompleksitet, vil jeg mene.
Nogle bevægelsespraktikere er nok mindre optaget af skridtællere og alverdens metriske metoder til optimering af vores udholdenhed, søvn, kost osv. Men det er faktisk meget individuelt, tror jeg. Det kan du vælge at interessere dig for, for der findes jo ikke et officielt “vi”.
Det handler meget om at danne sig sine egne erfaringer med bevægelse gennem at praktisere bevægelse, og at finde en tilgang, og andre tilgange, du kan sætte op og overfor hinanden, så du kan besigtige forskelle og fællestræk og veje for og imod.
Det var det der med dialogen, fra indlæggets første del.
På udkig efter værdigrundlag
I bevægelseskultur er det fællesnævnere og forskelle, og selve mødet hermed, der er i højsædet, og formodentlig knap så meget de 3 første olympiske værdier, som formuleret i Pierre de Courbertins motto (1924) om “hurtigere, højere, stærkere – sammen”. Selv om præstation og konkurrence bestemt også er en del af noget bevægelseskultur. Læg mærke til, at ordet “sammen” – eller communiter på latin – åbenbart først blev tilføjet i 2021. Courbertin havde dog også blik for sportens rolle til fremme af dannelse, fællesskab, venskab.
Lad os fordele sol og vind lige.
Den skarpsindige læser vil imidlertid bemærke, at der historisk har været optræk til konflikter, når vi taler olympiske værdier. Kan det tænkes, at konkurrencementalitet og fællesskab kan være vanskeligt forenelige størrelser? Eller kan det være 2 elegante sider af samme sag?
Kulturhistorisk set har vi mennesker været forhippet på at rotte os sammen på kryds og tværs og udpege andre til fjender, eller modstandere. Måske er vi ikke så gode til at være helt åbne, har vi behov for at høre til i grupper? Er vi klanfolk indtil til knoglerne? Eller vil vi bare stå øverst på en skammel, fordi det giver anerkendelse?
Pointen er, fra min side, at også konkurrence kan komme med en pris. Det er der hyldevis af eksempler på. Og konkurrence kan også rumme lag af kulturudvikling, ikke kun udslettelse og underkastelse. Indrømmet.
Men kunne vi opfinde andre konkurrenceformater, var det måske meget godt. Hvem er bedst til at hjælpe de andre. Det lyder da meget cool ikke sandt?
I lærebogen Bevægelse – en grundbog fra forlaget Munksgaard kan vi læse os frem til – i kapitlet om bevægelse i et filosofisk perspektiv – at der er et mellemværende mellem menneskesyn, bevægelse og erkendelse. At vi kan have forskellige syn på bevægelse, der afspejler forskelle i menneskesyn. Såmænd. Og det er i den grad værd at forstå, så du ikke går helt galt i byen.
Pointen er endvidere, at det afhænger af mange ting, hvad vi forstår ved bevægelse, og hvad vi mener, bevægelse skal forankres i.
Det handler med andre ord også om værdier.
Nu følger et sprængfarligt dynamiteksempel, der ikke er for vrantne og dovne sjæle. Og på ingen måde er sammenligneligt med Dynamit-Harrys lemfældigheder.
Et manifest ser dagens lys
Closing Event. Human Movement Studies. Padova. 2025
I Italien er der en mand, der har sat sig for den noble mission at udbrede radikal bevægelsesuddannelse for det 21. århundrede. Der er plads til at føle sig velkommen og at være med (hvis man tør), men rejsen er lang, som han skriver.
I sit Human Movement Studies Manifesto opholder Marcello Palozzo sig ved 3 fundamentale antagelser:
- Din krop kender sandheden
- Bevægelse er dit første sprog
- At være nærværende er at kropsliggøre opmærksomhed (Presence is to embody awareness)
Tankevækkende, ikke mindst i en tænkeøkonomi, eller mangel-på-omtanke kultur, som den, vi lever i, og som Professor Svend Brinkmann meget rimeligt slår på tromme for at få bugt med i sin bog Tænk – til forsvar for et tankefuldt liv. Hvor der meget belejligt også foreslås bevægelse som delelement i kultiveringen af mere tankefuldhed.
Han omtaler eksempelvis 1) at tænke med kroppen og 2) at tænke med bevægelse. Vi er hinsides Rodins stillesiddende grublen her, vi tænker med hele kroppen, vi gestikulerer og tænker ganske godt i og under bevægelse, som eksempelvis under tankevandring. Begge aspekter udfoldes smukt og kortfattet i kapitel 6, hvor “at-hedens mirakler” også vækkes til live, til behørig eftertanke.
Tilbage til Italien.
Udover den spatiale og temporale dimension i manifestet, som jeg er i besiddelse af, skriver Palozzo følgende om den spirituelle dimension:
“We practice to meet and discover ourselves. We are aware that we are already perfect the way we are, yet we exist in a process – and that process requires to be honoured. We catalyse our blossoming not to reach a final form but to embrace the wisdom of our changing nature”. (HMS Manifesto, s. 3.)
Aha. For mig at se lyder det ikke som hokus pokus eller okkultisme.
Den praksis, Marcello tilbyder verden, og som jeg pt. selv studerer efter bedste evne, på uvis tid, da ingen kender dagen i morgen, men dog er berammet til i første omgang 5 års studier, består af en række felter.
Studierne i menneskelig bevægelse hos Marcello har en hovedopdeling i 6 felter, der hver især består af subfelter, det vil føre for vidt at komme ind på her. De 6 felter er:
-
Physical preparedness – optimizing the body to produce high-quality performance
-
Open form and dance – communicating with space, music and emotions through motion
-
Fighting – Practicing to defend from, submit, or control an opponent
-
Acrobatics – Learning to change the configuration of one’s body in space
-
Athletics – Acquring proficiency in displacing in space
-
Inner work – Deepening the intimacy with the totality of the human experience
Det er ikke tilfældige praksisser, der ligger gemt herinde under. Det kan jeg allerede nu vouche og garantere for. Det er et genialt opus, punktum. Så meget for anerkendelsen. Men du skal som individ også selv turde huske dine egne præferencer, hvis du finder dem væsentlige nok, og just det vil jeg også gerne have med ombord i arken her. For at gøre det endnu stærkere.
Noget af det, Marcello Palozzo præsenterer for mig, går lidt henover hovedet på mig, og sådan må det nok være, når en ny generation er “i sin prime”, og jeg har forvildet mig ind på fortrinsvist ungdommens territorium. Jeg kan ikke rumme det hele. Men jeg tilegner mig det, jeg formår, med god samvittighed. Og jeg lytter og jeg er i dialog. Jeg øver mig og får kritik og sparker også lidt igen.
Jeg har stor respekt for det, jeg lærer. Og der kommer dygtige elever ud af det, er jeg overbevist om. Men jeg er altid skeptisk af natur, men ikke af ond vilje.
Men nu kommer det her med den forkætrede evolutionære forankring. Min neurose, jeg ikke vil give slip på.
Det evolutionære bagtæppe med på vognen
Jeg er personligt forpligtet på også at studere de evolutionære bevægelsesmønstre, der har været med os siden tidernes morgen, eller rettere deres indplacering på kortet. Det har jeg blandt prøvet at belyse lidt af logikken i, i et tidligere indlæg. Men det vil jeg gerne forklare meget nærmere, og hvorfor jeg ikke mener, det står i en modstridende kontrast til Marcellos imponerende og eksorbinante, men yderst elegante mission, der bestemt også vedkender sig sin arv til de kulturelle rødder.
Der er en grund til, at vi kalder ham Maestroen.
Todd Hargrove skriver i sin nye bog Healthy Movements for Human Animals: An Evolutionary Perspective On Exercise i introduktionen, som jeg kun kan referere fra i en online version, da den faktisk er en løbende evolutionær udgivelsesproces i sig selv. Såmænd:
“What is a human body for? One good answer is … whatever you want to use it for. We’re free to use our bodies however we choose—to dance, chop wood, run marathons, sit in front of screens, or stand on our heads.
But there is another way to answer the question about what human bodies are for, and this answer is more informative if we want to understand what kinds of physical activities will make our bodies functional and healthy. This answer is based on an evolutionary perspective which applies to all animals: human bodies, like those of any other animal, evolved to move from place to place within an ecological niche to gather food, find shelter, avoid predators, and survive long enough to pass genes to the next generation. More specifically, human bodies evolved to enable: standing tall on two legs; walking, running, and occasionally sprinting; reaching for and manipulating objects with our hands; jumping, climbing, crawling, and scrambling; carrying loads with our arms; making tools and throwing things. And sitting on the ground for hours, chatting with friends around the fire.”
(Hargrove, Todd (08.05.2025). Introduction: Healthy movements for human animals)
Hargrove taler i samme introduktion om “primal movements”, der har 2 betydninger, hævder han:
“…essential or fundamental” and “related to an early period of development.”
Heri ligger ikke, at vi skal fastlåses på bagsædet og kun fortære disse bevægelsesformer i det 21. århundrede gennem et sugerør af plastic. Not even close. Men hvorfor er du så så begejstret for dem, Jesper? Jeg vil lade Todd selv udrede miseren, udtrykke hvad jeg mener, og bruge hans egne dugfriske ord.
Stadigvæk fra introduktionen:
“1. Primal movements provide the greatest return on investment for exercise. They offer the highest benefit-to-cost ratio in terms of fitness, health, ease of learning, accessibility, safety, transfer to functional activities, and intrinsic meaning.
2. To truly understand human movement, we must examine how it developed through both evolutionary history and child development. By studying how movement patterns emerged across millions of years and how they unfold as children grow, we gain insights into many questions about how to exercise, including:
which movements are foundational and which are more specialized;
how different movement patterns relate to each other;
the order in which to progress movement capacities or recover lost ones.
In short, we get a simple way to make decisions about which movements are essential, which are optional, and which should be approached with caution. Perhaps most importantly, learning about primal movements provides fascinating insight into what it means to be human on the physical level, something that becomes harder to discern as the world becomes more virtual.”
Aha, indsigt i hvad det vil sige at være menneske på det fysiske plan. At kunne træffe bedre beslutninger om valg af bevægelse, okay okay. Slet ikke så dårligt. Skelne skidt fra kanel, yderst tiltrængt, må man sige.
Der kan være mellemregninger herunder, vi kan være uenige i, men det er et særdeles væsentligt fundament – og vital del af landkortet, vi her står med. Det må selv en overbebyrdet korttornet stikmyre kunne gennemskue.
Selv om Hargrove ikke vil påstå, at det evolutionære perspektiv erstatter, men kun kompletterer andre former for evidens angående “how to exercise”, fremhæver han i samme introduktion alligevel 2 nøglefunktioner, den evolutionære lommelygte kan lyse med:
“First, it helps organize the otherwise overwhelming amount of highly specialized information about exercise that we may get from the media. For example, scientific studies tend to focus on narrow questions like the short-term effects of one specific exercise on one specific outcome. Each bit of evidence is like a single puzzle piece, with no indication of how the pieces fit together. An evolutionary perspective provides a big picture that helps us arrange these pieces into a coherent whole.
Second, the evolutionary perspective helps us filter out misinformation, which is often presented in the form of absolute claims that there is an exercise that you MUST DO or MUST NOT DO. Such claims can often be evaluated by simply asking: Does this movement pattern appear in hunter-gatherer societies? Do children naturally perform versions of it while developing? Did our evolutionary history select for the ability to perform it?”
Læg mærke til, at han skriver “often be evaluated…” og “big picture” og “filter out misinformation”, så er du allerede der godt kørende, kære læser. Og det er jo som sagt ikke hele sandheden, han påberåber sig, vel. Ingen grund til yderligere dronekrig nu tak.
Kan vi komme det en my nærmere? Så gerne.
Hargrove opererer med 4 verdener, der afspejler de store “evolutionære transitions”, som også vil have min vågne interesse i fremtiden, og som bevægelseskulturen jo for længst også har taget til sig og jongleret med på både heldige og knap så loyale og hensigtsmæssige måder.
De er:
“Ground World: Movements performed close to the ground, which are built on the foundation of our quadrupedal heritage (sitting, squatting, crawling, rolling.)
Tree World: Movements that involve using strength to move our bodyweight up and down in vertical space (reaching, hanging, climbing).
Bipedal World: Locomotive movements on two feet at a variety of speeds and directions (walking, running, jumping and agility).
Tool World: Movements that involve manipulating objects (lifting, carrying and throwing)”
(Hargrove, Todd (03.06.2025). Chapter two: Four worlds of movement i Healthy movements for human animals)
Der er selvfølgelig et Jytte-Hilden-vinkende-vognlæs-med-barkflis mere at tilføje og sige om disse verdner, meeeen for nu må det række til at belyse, hvad der er fundamentet i helikopterperspektiv. Så kan kalk, kit og tagspær komme til hen ad vejen.
Med disse kontinentalsokler i min rygsæk, Marcellos magiske videreterasseudbyggende virtuos magi oveni og Joseph Bartz´s ansvarlighedsgørende “sundheds baselayer”, synes jeg selv at være godt rustet til den videre færd.
For det er herfra, at det for alvor bliver subtilt, vanvittigt og fuldkommen vidunderligt, spår jeg, akkurat lige som i Askepot. Godt med dig, Jesper.
Hvad snakker du om? Well, jeg løfter et slør for noget, jeg langt fra selv har opdyrket endnu. Der skal jo også være noget til de kommende årtier.
Orienteringsakser og koordinater
Udover Josephs Bartz´s basemapping i tidligere indlæg og Marcellos genialt sammensatte helteepos har Bren Veziroglu, en sjov og erfaren figur inden for bevægelseskulturen, gjort et forsøg på at skabe et kikkertvue ind til, hvordan filan i Silvan og i al verden du kan planlægge din egen bevægelsespraksis – ud af alle de mange funklende bland-selv-slik kasser, som slikbutikken nu engang består af. Vi må dog mappe nogle akser først, så du har noget at navigere efter.
Der er, i hans optik, 16 i alt, og de vedrører, hvad du kan lægge en bevægelsespraksis an på i forhold til din krop. 4 vedrører det, han kalder “hardware”, og 12 vedrører “software”.
Hardwaren sætter begræsninger for, hvad der teoretisk er muligt. Men du kan ikke udrette noget uden software. Og en hulens masse mellemregninger følger indlysende nok i kølvandet…
Du får kun high level her, allright. Jeg har i øvrigt glemt om jeg har omtalt dem før, så gentagelsesforbehold udloddet.
Hardware:
- Styrke – hvor meget kraft du kan producere i forskellige positioner og bevægeudslag
- Mobilitet – hvilke bevægeudslagsrækkevidder (range of motion) og yderpositioner du kan tilgå
- Cardio – din krops evne til arbejde over vedvarende tidsperioder (udholdenhed etc.)
- Resiliens – mængden af belastning og volumen du kan klare uden smerte
Software:
- Fodarbejde/footwork – hvor godt dine fødder kan organisere kroppen og dens bevægelser i gennem rummet
- Somatik – kontrol over dit indre miljø m.m.
- Eksplosiv kraftproduktion – koordinationevne til at skabe stor kraftproduktion hurtigt i forhold til mange forskellige vektorer
- Motorisk fordøjelse (Motor digestion) – se, forstå og fordøje og genskabe bevægelser med præcision
- Hurtighed – konfigurering af din positionering og forhold til eller med det eksterne miljø
- Balance – evne til og den forudseende evne til at holde vægten stabil over BOS (base of support) punkter
- Orientering – opmærksomhed om kroppens positionering relativt til det eksterne miljø – i særdeleshed under flux og over forlængede tidsperioder
- Musikalitet – evne til at sanse og udtrykke musikalsk karakteristika – især rytme igennem bevægelse og omvendt
- Finmotorik (Fine motor control) – evne til at kontrollere og koordinere små bevægelser og kræfter
- Blødhed (Softness) – evne til at overføre kræfter, spændinger og påvirkninger
- Elasticitet – evne til at generere adræthed, elasticitet og hurtighed i kroppen
- Research – evne til at raffinere og skabe nye bevægelser i forhold til opgaver og bevægelser
Der er naturligvis mange flere detaljer forbundet med disse akser. Der er ikke tale om en udtømmende definition her. Og de kan studeres og øves på mange niveuer og felter.
Veziroglus pointer er, at du ikke kan planlægge noget, du ikke er vidende om. Eller bevidst om. Det er bl.a. der, uddannelses- og dannelsesdimension også ligger.
I det, i visse kredse berømte Huberman interview, jeg har henvist til i tidligere indlæg, drøfter Ido Portal fænomenet bevægelse indgående med Andrew Huberman.
Som reaktion på det, har Bren Veziroglu gjort sig den ulejlighed at præcisere sine akser og eksemplificere dem yderligere, så vi i koordinatsystemets navn kan danne os nogle konkrete forestillinger om, hvad vi taler om. Det er naturligvis kun noget af spøgen, og ikke hele spøg og skæmt butikken, så er det også på plads.
Jeg er kronisk bekymret for, at nogle løber med “de forkerte kronjuveler”, kan du nok mærke.
Akser i bevægelseskultur uddybet
Her er Veziroglus kommenterende video på Huberman interviewet med Ido himself.
Veziroglu er faktisk også inde på lavpraktikken i sine 2 videoer, altså hvordan du kan vælge at programmere din egen bevægelsespraksis. Meeeen se det nu som et værdifuldt bud, ikke som hele sandheden. Som altid. Der er andre røgsignaler, skorstene og pizzabageovne, der brænder… Så meget har Marcello allerede drejet min hjerne.
For der er jo både den fasiske og toniske krop, biotensegriteten, dexteriteten, og jeg skal komme efter dig. Der er sgu bare så meget. Det svimler og snurrer.
Ønsker du at trænge dybere ind i vildnisset, end jeg her formår, kræver det oprigtig talt en hel encyclopædiagtig gennemgang, og det magter jeg ærlig talt ikke.
Jeg vil hellere ud og bevæge mig nu.
Meget er vundet ved at kende nogen, der kender nogen, der kan lede dig hen til dem, der virkelig har erfaring og årelang viden om disse hårde og bløde kvaliteter – og for dens sags skyld partikulære discipliner, hvori de typisk indgår. Eller dem, der er gode til dialogen mellem felter.
Jeg slutter alligevel med lidt af det forbudte.
For du skal vel selv op på (kæp)hesten, ikke sandt?
Ufuldstændig og skamfuldt unuanceret name dropping
Der er et utal af navne, der går igen. Vi har ypperstepræsten, der (forståeligt nok) ikke vil være ved at være overguruen, Ido Portal, og en lang entourage af hans elever, du kan opspore, og som efterhånden er dukket op på den store stjernehimmel. De er ret vilde, skal jeg hilse og sige.
Der er dygtige etablerede “holister” som Joseph Bartz og Marcello Palozzo og Bren Veziroglu. Der er folk, der kan noget fedt avantgardistisk og kunsterisk med dans og “ground movement”, som eksempelvis Tom Weksler. Eller du kan pædagogisk selv komme med ned på gulvet med en figur som Vincent Vis.
Der er “kæmpende aber” som Joseph Frucek, der kan noget med koordination og karatebælter og meget andet inden for evolution og kinesisk medicin. Så er der folk, der vistnok sværger til, at parkour er fundamentet, som f.eks. Rafe Kelley. Der er “natural movement godfather” Erwan Le Corre, og et hav af andre skikkelser, der hver især har deres eget tag og vinkling på fænomenet.
Det afhænger af, hvilke discipliner og områder i landskabet, du ønsker viden om. Her gælder det om at finde vej ind til de navne, der er kulturbærere af de stærkest brændende fakler. Men så sandelig også de ukendte eller forfriskende eksperimentatorer, der ulmer med nye vinkler – en Flynn Disney som eksempel, der vil lære os om “joy”, glæde, nysgerrighed og kreativitet i bevægelse. Og håndtering af frygt, reflekser osv.
Inden for stræk og mobilitet er det måske navne som Matthew Smith eller Kit Laughlin, du kunne blive nysgerrig på, men der er saftsuseme også mange andre i den boldgade. Inden for soft akrobatik er det måske sådan nogen som Nil Teisner eller “Soft Acro Aaron”,der kører med nutidspædagogik-klatten og hævder at kunne lære os at finde flow. Det er ufatteligt, hvad der findes af koryfæer og dygtige fagfolk. De myldrer frem fra alverdens huler og huller, som var der tale om guerillasoldater i en blind hær, der på ingen måde er under kommando.
Mange navne dukker måske først op, når du kortlægger de enkelte felter. Mapping muss sein. Du bør overveje at gå efter dem, der har haft snuden længe nok nede i bolledejen til at vide, hvad de snakker om – og har banket hovedet ind i mere end en husmur. Eller dem, der på anden vis lader til at have en banebrydende tilgang, eller har stærke meninger om tingene, der er værd at gå i clinch med.
Omfavn outsidere, insidere og folk midt imellem
Der er nok helte i det indiske bevægelsesocean. Du er ikke overladt til dig selv. Tag det roligt. Men når du praktiserer bevægelseskultur, praktiserer du ikke kun en ting. Du er David mod Goliath og skal lære at bestige bjergkæder på din egen måde. Uden at dratte ned eller dø af kulde eller iltmangel. At økonomisere med sin luft er værd at notere sig. Og i bevægelseskulturen render vi allesammen rundt med notesbøger og gammeldags blyanter. Og lidt for mange desværre også i Ido Portales hvide sko med de berømte striber. Øv for den.
Det spændende er, hvad du eller dine kumpaner, for det kan jo også være et fællesskab, der er gået sammen om nye visioner, har på bedding for fremtidens bevægelse. Sheriffen har lukket og der er åbent i saloonen. Bare klø på. Fyr løs. Byg et community, hvis du/I vil.
Håber det foreliggende kan tjene som et lidt mere sammenhængende svar på spørgsmålet om, hvad bevægelseskultur er – eller kan udlægges som – gennem flertydighedens tydning.
For “svaret”, det findes faktisk ikke. Og det er måske noget af det mest tillokkende og fascinerende, men også det, der kan give svimmelhed, turbulens, opkastfornemmelse og panderynken.
Lær at danse med processen, eller meld dig ind i kortklubben, eller begge dele, eller noget ganske andet.
Hav et vedvarende åbent sind, hvis du vil ind i bevægelseskultur. Det har selv en halvgammel gut som mig lært. Verden står åben, men den venter ikke på dig og dine ildelugtende knæbeskyttere.
Måske lærer du endda at kunne gå for- og baglæns med lethed som Morten Vizki.