Bevægelseskultur – signalement og indkredsninger (1. luftpistolskud)

Lad os fange an direkte fra hoftekanten med et drys af poetisk mesterskab.

Mine bevægelser

mine bevægelser
er nervøse og hurtige
effektive brydninger af luften

duften af ungdom
gør mine bevægelser til noget særligt

pludselig gør jeg et spring 
jeg er kåd som et dyr

musklerne i min lange hals
spiller farligt og stille

mine bevægelser
består af hændernes vindomfavnelse
små ryk

jeg kan gå forlæns og baglæns
med samme utrolige lethed

(Vizki, Morten (2009). Samlede digte, Gyldendal, s. 20-21)

Det er ganske vist, at det er sin sag at svare på, hvad bevægelseskultur går ud på. Hvad “vi” prøver at formidle til verden, og hvem der måtte/burde fatte interesse for sagen. Omvendt – et digt er jo heller ikke et hermetisk lukket fortolkningsrum. Der skal være højt til loftet, tømrer, som J.D. Sallinger siger.

Vi kan undersøge sagen nærmere. Ingen optakt til protektionisme fra min side.

Som sagt så gjort…

Det er tid til at se nærmere på sørøverkortet over dem alle. Kortet over bevægelseslandskabets skatkammer, der skal give os øjne så store som tekopper, eller sådan cirka i hvert fald. En bestræbelse jeg på forskellig vis har forsøgt, drypvist, med jævne drøvtyggende gentagelser, at sætte projekttørlys på siden jeg skrev om at genopvække bevægelse som “et missing link” og at få kroppen i gang i potentiale opsummering.

I kortlægningens (på engelsk mapping) hellige navn vil jeg som en anden landmåler prøve at sætte nogle hegnspæle på et matrikelløst landkort, der yderst rudimentært angiver, hvad bevægelseskultur mon kan bestå af, sådan som jeg pt anskuer det.

Vanvittigt, dristigt og komplet åndssvagt. Men tiltrængt måske?

Pixel for pixel håber jeg ligeledes i fremtiden at udvide perspektiverne, forme et større landkort af en spændende verden hvor bevægelse og livspraksis undersøges i videste forstand og så må vi se hvor det fører hen.

Er tiden moden til bevægelse?

Det er vanskeligt ikke at ville hoppe med på Dennis Nørmarks træningsprogram i Akademikerbladet, nr. 2, juni 2025, om “ikke at leve op til andres forventninger”, hvor der råbes vagt i gevær over for optimeringsræset og præstationskulturens kværnende tvang. Grænsen for perfektionering og karrierepres kalder muligvis i stedet på “at være et selektivt uambitiøst menneske”. At øve sig i at skabe rammer og ro til fordybelse, ro, stilstand og fejlbarlighed.

Tidsåndskvalmen er i kulminationshumør. Men måske er det ikke alt ved præstation, der handler om blind vækst, effektivitet og udbytning af planeten samt karrierefremme. Måske er der plads til andet end narcisissme, selvpromovering og jagten efter et (potentielt?) ikke eksisterende “kerneselv”. Veje der handler om at udleve og at erfare, mens vi er her, og at finde og skabe bedre livsbalancer, relationer, fællesskaber og dannelse.

Selvom farerne herfor evt. lurer under enhver nysleben hinkesten. Fordi de store tendenser tryner de mindre, eller hvad ved jeg. Eller fordi spilleregler i samfundet har det med at ensrette menneskelig adfærd?

Måske er det den kollektive bølge vores kultur skal til at ride med på? Der langsomt vil begynde at udfolde sig i kommende år? En aflusning og en mere selvbesindende rejse? Eller frisættende? Eller er der kun konflikt og strid at komme efter derude?

Forventningsspiraler ad absurdum

Forventninger sniger sig efterhånden ind i alle afkroge af livet. Fra kagebagning, hundeluftning, til mødekulturer, maratondeltagelse og partnervalg. Det tordner derudaf med optimering og selvudvikling i en retningsløs centrifuge af tomgang, selvsving og manglende opmærksomhed på meningsfuldheden.

Men hvem skal være højesteretsdommer i dette teaterforetagende?

Blander vi egne og andres forventninger lige lovligt meget sammen nutildags? Også når emnet er bevægelse? Og bliver moraliserende? Ved vi overhovedet, hvad vi snakker om, hvad dette emne angår?

I sportens verden skal vi nu åbenbart endnu længere ned i årgangene for at finde fremtidens vinderguld, når talentspejdere ligger på lur efter den næste funklende fodbolddiamant i 9-årsalderen. Er det gult kort til den kurs? Hvem skal dømme her? Ikke jeg i hvert fald, men derfor kan jeg måske godt være imod det.

Hvordan finder flere mennesker et “træningsprogram”, der går i den modsatte retning, eller egentlig i mange andre retninger. Uden at det føles meningsløst, tilsander i tidsånds åndeløs kritik, eller bliver en retningsskæbne, der cementerer identiteten eller lokker med international succes for enhver pris? Eller skal trækkes ned over hovedet på nogen?

Se det er noget, der optager mig. Sagt midt under sommerens sportsfeber med Tour de France, Wimbledon og de andre usual suspects, der gør tv-skærmene rødglødende.

Show must go on ikke sandt?

Interesse for bevægelseskultur

Hvad får et menneske ud af at interessere sig for, hvad der sker i bevægelseskultur?

Well. Her forenes, så vidt jeg kan se, alt fra livsfilosofi, dannelse, kultiske stammeagtige fællesskabsritualer, fysisk formning af mennesker og kultivering af personlighed gennem hårdt arbejde, samt opdyrkning af fællesskaber og motorisk snilde. Der hersker en fælles passion for at undersøge bevægelse.

Og konkret ved deltagelse i såkaldte undervisnings communities, eller på eget frihjul. Jeg er ikke så begejstret for den der kampretorik om “fællesskab versus individet”. Det er sgu så firkantet og militant. Videre, tak. Unuancer står for skud. Bevægelseskultur kan omfavne begge dele, er min tanke.

Det bør den i hvert fald, synes du ikke?

Der foregår sikkert også en masse ærgeligt stads, der ikke er så ideelt, heller. Ingen idyllisering tak.

I bevægelseskultur kan vi, gud forbyde det, måske finde ind til noget kunsterisk, poetisk, komplekst, og erhverve navigationskompetencer i særklasse (eller mindre skala) – i forhold til at løse motoriske problemer og kropslige gåder. Og ægges til ambitioner om at få flere med på vognen. At frafriste andre modløshed ved et liv uden bevægelse. Uden tvang og missionsk medlemsblad, men nok ud fra visse manifeste holdninger, der så kan anfægtes og arbejdes videre med. Som jeg også prøver. Uden tilbedelse af eller bekendelse til nogen fraktion eller guru.

Måske lærer du tillige at være/blive et (lidt) bedre menneske undervejs. Fordi nogen går i clinch med dig og dine ildelugtende sandaler og meninger.

Bevægelse er til som livsfænomen, uden andet formål end sig selv. Er ikke spundet efter nogen politisk agenda (aaah, det er vist ikke helt rigtigt hr. Måske, men det burde bevægelse måske ikke være). Det er på en og samme tid vilkår og livsforundring. Noget der kan lede mennesker tilbage på et mere jordnært spor. Give os indblik i meningsfuldhed.

Samhørighed og forbindelse til noget, der rækker ud over os selv. Eller tilbage til os selv. 

Uden at der ikke også levnes plads til hotdogs med røde pølser, festivaler og tvivlsomme tv-serier.

Dyk ned i dybet og opdag

Tro mig, hjemvendt efter nogle mageløse dage i Padova, med mennesker fra hele verden til årets Closure event for Human Movement Studies studerende, er jeg i kontakt med en skøn følelse af, at bevægelse kan noget med forandring, optøning af frostne og vanemartrede sjæle og snævre livsanskuelser. Jeg forelskes på ny og finder nye veje frem. Inden hverdagens rutiner igen præger mit virke.

Hvilket også er ok.

Her er et billede af Y40 – verdens dybeste pool i Italien, hvor vi fik et introduktionskursus i fridykning. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvor megen ro der kan være forbundet med præstation. Især når man ved, hvad man har med at gøre og respekterer fysiologien. 

Jeg anede ikke, at jeg kunne være rolig i 10 meters dybde. Jeg overvandt en selvbegrænsning, ikke fordi jeg havde et mål herom, men fordi det føltes trygt og naturligt at udforske dybet, fordi andre mennesker fandt vej til at forløse mit mod. Og instruktøren med kyndig hånd forberedte min vejrtrækning på øget vejrhold og lærte mig om gradvis trykudligning via ørerne uden brug af for mange muskulære kontraktioner.

En oplevelse i at danse med frygt, og en måde at ryste hinanden sammen på og vokse i flok. Som bølgende delfiner og havfruer i den italienske sommer, der oplever, at vi er væsner, der har en kalibrerende relation til vandet. Hvis ellers vi går langt nok tilbage i evolutionen.

Og har et stærkt menneskesyn, baseret på ydmyghed og et mere nuanceret syn på kroppen.

OG som vi vistnok skal gentage igen, helt sikkert – uden præstationshysteri. Der er ingen, der forlanger, at vi skal nå et mål. Det er noget, den enkelte nærmer sig individuelt, helt i tråd med eget mod, ønske og indøvelse.

Sådan kan bevægelse også være. Indfangelse, smagsprøver, der åbner øjne for nye universer. Som du måske selv opdager at have “talent” og flair for?

Eller bare gerne vil undersøge nærmere, fordi du blev grebet af førsthåndsindtrykket. 

Bevægelse – lidt af en mundfuld

Bevægelse og studiet af bevægelseskultur, eller rettere kulturer i flertal, bevægelsens evolution og historie og bevægelsesfelter, idræt og praksisser, samt bevægelsesfilosofi og livspraksisfilosofi etc. er så afsindigt komplekst, at det er noget, jeg nødtvunget, ydmygt, men samvittighedsfuldt, danner mig i og med i takt med dekadernes gang. Frem for udelukkende at lade mig lokke af cikadernes sang.

Vi kan ikke forcere det, da det også handler om kultur og fællesskab, relationelle og interaktionelle forhold, menneskelig udfoldelse, dannelse til en ny og forfriskende bevægelseskultur, den elegante måde at studere på, undervise i og tilegne sig bevægelse i teori og praksis.

Der er partikulære bevægelsestudier og så er der din og andres rejse i, med og igennem bevægelse. Jeg tvinger ikke nogen til at have samme passion som mig. Meeen, jeg vil gerne formidle potentialer.

Lene Andersen plæderer i sin bog Dannelse. At blive et større menneske for en opdateret  håndgribeliggørelse af dannelse i en global sammenhæng, komplet med dannelsesrose og hvad har vi. Med det formål at skabe en klogere og mere meningsfuld verden forstås. Behovet er til at få øje på. Og vi har her til lands tradition for både folkeoplysning, højskolebevægelser og stærke demokratiske samtaler.

Lad os se, om vi kan bygge videre på det meningsfulde, hvad angår bevægelse. Se hvad det kan bruges til.

Der var den igen, den der produktivitet og kravet om nytteværdi!

Dialog på tapetet – et godt afsæt for bevægelse

Måske er en af de helt store barrierer i vores tid, at dialog og dialogforståelse er trængt i baggrunden af højtråbende baviansprog, standpunktspressur, tilsvinende personangreb og djævlens vold og magt. Som det hedder i en sentens, nogen har sat op på et plankeværk i en nærtliggende landsby “Hvem lytter til dig?”.

Svaret kunne lidt slukøret lyde – “det er der (måske) ikke nogen, der gør”. Hvilket måske også netop er årsagen til, at den amerikansk-britiske teoretiske fysiker David Bohm med sin lille bog Om dialog slår på tromme for gensidig åbenhed, opmærksomhed, lytning og iagttagelse.

I en verden, der oversvømmes af komplekse problemer er Bohms dialogbegreb interessant og kan medvirke til at skabe ny mening i en kollektiv selvransagelsesproces. Hvorfor? Fordi det inviterer til undersøgelse og nysgerrighed. Bohm peger på noget, der flugter godt med den måde, jeg opfatter bevægelseskultur på:

“Formålet med en dialog er ikke at analysere ting, at vinde en diskussion eller at udveksle holdninger. Det er snarere at suspendere sine holdninger og at undersøge holdninger – at lytte til alles holdninger, at suspendere dem og se, hvad alt dette betyder. Hvis vi kan se, hvad alle vores holdninger betyder, kan vi sige, at vi deler et fælles bevidsthedsindhold, også selv om vi ikke er fuldstændig enige. Det kan vise sig, at holdningerne i virkeligheden ikke er særlig vigtige – de er alle antagelser. Og hvis vi kan se dem alle, kan vi måske dernæst på en mere kreativ måde gå i en anden retning. Vi kan blot dele forståelsen af de forskellige betydninger med hinanden; og på denne baggrund kan sandheden uventet vise sig – uden at vi har valgt den.” (Bohm, David (2023). Om dialog. Forlaget Klim, s. 49) 

Bohm sår, så vidt jeg kan se, nogle frø til en radikal åbenhed, som hviler på gensidig respekt og omfavner en kollektiv utilstrækkelighed. Ingen ejer sandheden, heller ikke når emnet, som her er om bevægelse og dennes betydning i tilværelsen.

Så vidt mit ståsted – at være undersøgende, mere end missionerende eller moraliserende, selv om jeg til tider kan have mit hyr med at adskille disse forhold. Glemmer at mine personlige holdninger ikke må skygge for noget, der rækker langt ud over mig.  

Orienteringsvilkåret…

Hvis du gerne vil studere bevægelse og ønsker nogle orienteringsflanker, er nærværende indlæg et forsøg på at belyse nogle af disse. Uden at synspunkterne ender ud i den første, den bedste cementblander og størkner i fastlåsthed. Det er ikke et kursus i generel styrketræning eller en prøvetime i floorball. Så er det sagt.

Der er som bekendt mange veje ind i bevægelse og mange erfaringer, vi kan trække på, når vi er rådvilde og måske ikke har bevæget os så meget, måske endda undgået bevægelse eller at have taget stilling til bevægelse.

Et helikopteroverblik kan alligevel være gavnligt for den nye orienteringsløber, der gerne vil lære mere om at navigere i det selvsamme terræn, som alle vi andre bevægelsespraktikere, på det vilkår der hedder, at vi ikke kan omfavne det hele, aldrig får landkortet til at dække terrænet, og undertiden løber vild mellem fyrretræer og vilde bregner. 

Hvilket er helt fint. Vi skal ikke kontrollere bevægelse som livsfænomen. Vi skal udleve det, sanse det, mærke det. Deltage i og opleve det i fuldt nærvær. Ikke bokse det ind i kunstig cellofan, eller parkere bevægelse i ibenholtmontrer, vi kan besøge på British Museum. 

Det siger formodentlig sig selv, at ikke alle veje fører til Det Sixtinske Kapel eller til en nogenlunde sammenhængende improvisation med pivotbevægelser og “dynamic conditioning” – i særdeleshed hvis du kun interesserer dig for, om du kan gå i spagat, eller hvor meget du kan dødløfte i rumansk dødløft på 1 ben, de næste 6 uger.

Så hårdt kan en karikatur åbenbart også trækkes op.

Men måske kan ting, der ikke ved første øjekast lader til at være forbundet, forenes til noget smukt i den der improvisatoriske galskab? Hvis du tør at undersøge tingene nærmere. 

Og måske kan verden en dag lukke sig mere om sig selv og du finde frem til en niche, du finder tilfredsstillelse ved og som kan berige dit liv?  Og reducere lidt af kompleksiteten.

Det er i en vis forstand, noget af det jeg selv tumler med. Og kommer mere ind på. Dansen mellem orienteringsløshed og at finde hvile i endeløsheden.

Men jeg væver en tråd, jeg skriver ikke “med kort og knivskarp kant”, som det ofte hedder i markedsføring.

Så hæng på, endelig hæng på.

Begrebet movement culture

At indkredse bevægelse er ingenlunde let, for der findes ikke et autoritativt svar. Bevægelseskultur eller movement culture, som det hedder internationalt, er ikke en beskyttet titel, der har vundet anerkendelse som eksempelvis CrossFit.

En populær udlægning, jeg også flere gange tidligere har henvist til, fremgår af den spændende dokumentar Just Move fra London Real, hvor Ido Portal deler ud af sine tanker om bevægelse:

Der findes ikke på akademisk niveau et studie, der mig bekendt helt dækker feltet, som vi kender det fra idræt som studie og sportsvidenskab. Der er, så vidt jeg er orienteret, flere, der sysler med sådanne tanker inden for akademia. Men det hele besværliggøres principielt af, hvor omfattende det er – “hvor skal snittet lægges”? Her råder kaotikkens vinde så sandeligt i forvirringens kontrolfamlende malstrøm, og gør det noget? På godt og ondt? 

Meget er i sin vorden og knopskydningen er voldsom og eksplosiv. Man kan blive blæst flere gange omkuld i dette kreativitetens multimekka. Og gør det noget, spørger jeg igen?

På en af de hævdvundne “founding fathers” Ido Portals eget website dementeres en særlig forestilling om, at det handler om at følge eksperter:

“The intention is not to present those involved as ‘Masters of Movement’ – as anyone presenting himself as such is delusional at best. No one can be a master of all movement pursuits.” (Citeret 14.06.2025 fra idoportal.com)

Vi har i en vis forstand altså med en både erfaringsbaseret og erkendelsesbaseret “mådeholds amatørisme” at gøre. Idet der ikke findes et egentligt mesterskab her. Vituositet måske, kompetencer og brilliante interaktioner samt udveksling, bevares. Men ingen konge eller drot, der hersker over vandene.

Hvor befriende og hvor uklart på én og samme tid, tænker du måske.

Elitært egotrip eller ej?

Ido taler om bevægelseskultur som tværdisciplinær udveksling mellem “movers”, der muligvis skal forstås som en særlig art af fremtidssikrede overlevelsesegnede væsner, der kommunikerer og undersøger tilværelsen, igennem bevægelse – som en linse til at blive (bedre, eller ærligere?) mennesker i verden.

Vi er med andre ord nok alligevel et stykke over niveauet for “make badminton great again” eller tirsdagstræning i den lokale idrætsforening – der jo også har sin berettigelse. Ido er trods stædige afvisninger oppe på den yderste tinde inden for dette fænomen. Det synes flere at have antydet i tide og utide.

Jeg forbigår i den sammenhæng diskussionen om og kritikken af elitisme. Deling og udsivning fra “de hellige gemakker” er bestemt i fremgang. Så kan vi altid diskutere priser og præmisser herfor.

Men derfor kan ambitionen jo være genial og relevant samtidig – også for menigmand. Men aldrig udtømmende og eneherskende. Ingen ejer sandhedens totalitet, og det tror jeg bestemt, Ido vil være enig med mig i. 

Lyt til det mellem linjerne

Start evt. selv med at lytte til Idos mange interviews på YouTube, og du vil begynde at få øjnene op for noget, der måske sløres af den komatøse verdens nuværende indretning. Han er en Mefistofeles og en gigantisk inspirationskilde for mange unge mennesker. Men stadigvæk og dog blot én ørred i bassinet.

En stor krabat. Kontroversiel eller ej, hvad angår dette og hint etc. Det afhænger nok af øjnene der ser. Jeg ønsker ikke at være fordømmende. 

En turguide er disse interviews med Ido for dig, der kan lytte til det, der især siges mellem linjerne, og til spidsformulerende, morsomme tirader om alverdens dumhed. Ido er måske ikke massernes mand, men har meget godt at tilbyde dem. Vær evigt forvisset om det.

Mere Ido. Hvad er i grunden missionen for en “mover”, der omtrent kan oversættes til bevægelsespraktiker, i hvert fald i min beskedne optik (nogen kalder det for practitioners), der lever og ånder for bevægelse – på forskellige niveauer af udfoldelse og eksponeringsskalaen forstås?

“Someone who sees beyond the technicalities of each movement pursuit or discipline. Someone who finds interest and wishes to understand the body, health, performance and physical artistic expression.” (Citeret 14.06.2025 fra idoportal.com)

Et undersøgende væsen. Det lyder både smukt og måske også vagt. Og just det er humlen. Det er ikke så enkelt at sætte ord på noget, der først og fremmest er kropsligt, sanseligt, æstetisk og med tiden måske ligefrem kunsterisk.

Idos vision er stor, men der bør være plads til andres ditto. Jeg ønsker ikke at påstå, at der kun er en mission.

Han værner om kvalitet, det skal han have. Og det er der mange der tager til sig, men ikke alle har hans vilkår at praktisere på.

Det bør måske ligge i nogens overvejelser. Også i mine.

AI har “hele” sandheden, når du søger på fænomenet

Når vi Googler “movement culture”, kan det ved redaktionens lukketid i AI gengivelserne være ord som “Holistic Approach”, “Emphasis on experience”, “Cross-Disciplinary Exploration”, Embodiment”, “De-emphasis on Aesthetics”, “Focus on Understanding”, der toner frem. Også andre termer kan pible frem. Det ændrer sig sjovt nok hele tiden. Meget i tråd med fænomenet måske…

Forsigtigt udlagt, et fysisk paradigmeskifte, der ser mere helhedsorienteret på bevægelse, krop og menneskelige erfaringsprocesser, hvor snævre disciplinefterstræbelser viger interessen til fordel for samtaler, dialog og deling af viden og erfaring på tværs af felter, discipliner og idrætter.

Desuden inkorporeres der, indenfor kulturperspektivet, kunsteriske dimensioner og en form for selv(ud)dannelse og kropslig erfaringsbaseret fænomenoplevelse. En favorisering af selve undersøgelsen, opdagelsen, eksplorationen og oplevelsen af bevægelsestotalitet – frem for et bestemt slutresultat. Proces over mål, tværgående læreprocesser mellem alverdens aktører i et samspil mellem sundhed, bevægelse, musikalitet, leg, fysisk dannelse og meget mere.

En herlig rodebutik, der næppe har noget epicenter eller panotikon eller nogen kultleder. Men derimod et utrætteligt hav af udlægninger. Vi taler ofte om “approaches”, der forenes og strides om at være dem, der har fat i “det helt rigtige”, eller “det du bare ikke kan undvære for at være et menneske i vigør”.

Nogle tilgange nok mere arrogante og lejrtænkende selvfrelste end andre, nogle mere nysgerrige, åbenhjertede og følsomt bedårende osv. Atter andre radikalt eksperimenterende, kunstnerisk avantgarde og jeg skal komme efter dig.

Det favner ubegribeligt bredt. 

Vær åben, men ikke for eksklusiv, bare fordi det er mere befriende

På Gerlev center for leg og bevægelse, der jo er inden for landets snævre rammer, har de fat i noget spændende. De tager favntag med legedimensionen, om end leg måske ikke er hele sagen, men absolut en central drivkræft, der sætter ild i tapetet og selv forstenede hjerter. De taler i denne publikation om levende legekultur og giver nogle konkrete bud på, hvad de forstår ved movement culture. Altså et vedkommende dansk eksempel. Midt i vrimlen. 

Måske er det vigtigt, først og fremmest, at vi ikke er så hårde i filten, hvad angår definitoriske markører. For som en initiativrig herre engang vistnok belærte mig, man bliver jo heller ikke kreativ ved at starte med og ved hjælp af djævelens vold og magt at definere begrebet. Lad os ikke lukke ballet, førend vi har fået danseskoene på. De små aha-oplevelser falder som perler på en snor for dem, der dypper tæerne tilstrækkeligt nok til at få øje på dem.

Og våde fødder, det kræver det.

Bevægelseskultur er en åben kultur, men med visse karakteristika, som her antydet. Noget har tungere videnmæssig pondus, andet er noget jammerligt opkast, konciperet for ussel mammon, uden at kasketten roterer overhovedet, og uden at man har gjort sig den ulejlighed overhovedet at prøve at forstå en bønnebælg af, hvad der foregår.

Dermed ikke sagt, at vi skal forstå det hele. Vi kan også bare have det rart og vidunderligt, opleve nydelse og hvordan det føles indeni og sammen, når vi bevæger os. Smagen af tyngdekraften, der tillader “fri som vandrefuglen”, eller at opleve glæde, som det hedder hos Flynn Disney:

Lad os begive os videre i kortlægningen. Men en lille opfordring forlods. Vi skal være bedre end det, der har været gængs misforståelse inden for kampsport. Her hed det “vores stil slår jeres”, “vores kultur er dybere og mere indsigtfuld”, og så kan du selv regne resten ud. Ellers er vi jo akkurat lige så blinde og besidderiske, ikke sandt?

Lad os slå denne iboende svulst ihjel, eller sende denne vrangforstilling i orbit med et velplaceret cirkelspark, for det er da for ærgeligt og altmodish. Al respekt for tradition. Som vi skal værne om også.

Lad der først og fremmest være højt til loftet, tømrer. Jeg gentager mig selv.

Min (u?)beskedne tilgang til bevægelse

Det ouevre eller kommende forhåbentlige livsværk, jeg forsigtigt og møjsommeligt forsøger at udrulle – hvad går det ud på? Jeg må vel også mene noget om sagen selv?

Jeg opremser til en start og højttænker lidt hovedkulds og unuanceret på min side om bevægelsesdiversitet, og giver nogle ikke ligegyldige bud på værdien af naturlig bevægelse, selv om al bevægelse i en vis forstand jo er naturlig. Men måske ikke decideret på baggrund af et specifikt evolutionært bagtæppe.

Spørgsmålet kan være, om det har noget at sige? Det vender jeg tilbage til. 

Jeg vil i fremtiden bestræbe mig på at præsentere livsduelige og begavede, praktiske eksempler på bevægelse, der stikker snuden både bagud i tid og rum og med sigte på aktualitet ditto – der forhåbenligt er i øjenhøjde for mange mennesker.

Jeg kigger i de kommende år lidt med indenfor i nogle af bevægelseskulturens vidunderlige verdener og giver nogle staldfiduser til, hvordan du kan blive en god kosmisk “hitchhiker” på bevægelsens mælkevej.

Hvorfor dog? Så flere dødelige kan få “adgang” til herlighederne uden akut fortabelsesfrygt, såmænd. Og gerne fra en holdbar badebro. 

Jeg prøver at fifle og lege med både “fundamenter” og udvidelsesmuligheder, som den samvittighedsfulde amatør jeg er. Af grunde, du bliver klogere på om lidt.

Personlige mellemværender

Selv søger jeg personligt efter mine egne udtryksformers rette mixtur. Jeg har et mellemværende med koordination, der trænger sig gradvist mere på, det kan jeg selv godt få øje på. Spørgsmålet er, hvad jeg ønsker at stille op med det? SROMP er en god ballast, men som Marcello Palozzo har åbnet mine øjne for, er koordination et meget vildere fænomen. Ikke at jeg ikke var opmærksom herpå allerede.

Selvom jeg praktiserer på en international uddannelse – Human Movement Studies – der er på tårnhøjt niveau (på visse punkter også for højt til min (nuværende?) formåen) – vil jeg velvilligt skele til min aldersetiket og herudfra realistisk set drømme om at finde ind til nogle fusioner af kampsport og dans (og exuberance). Eller en kvasigenial aldringsstrategi. Ha ha. Såvidt de private interesseovervejelser.

De er ikke så nagelfaste endda. Jeg flytter mit ståsted. På godt og ondt. Men i skelen til mine behov. Og det handler primært om at “holde mig relevant” i den samlede livssammenhæng, ikke så meget på en markedssavanne. Eller for at få en krans om halsen eller et kys på podiet.

Jeg interesserer mig også som “behandler” for at finde gode bevægelsesstrategier og praksisser, der kan lede mig og mine artsfæller intelligent ind i fremtiden og aldringsprocessens uundgåelighed. Ikke at jeg fluks er på vej i Gandalfs fodspor endnu eller agter at tage for mange favntag med den grasserende longevity-bølge, som jeg i øvrigt viser nogle potentielle vrangsider af i forrige blogindlæg.

Jeg søger samtidigt, som andre fortvivlede bevægelsesrejsende i galaksen, at kunne mestre kunsten at luge ud i revl og krat og stille skarpt på og balancere de elementer, der virkelig holder gryden i kog i et vitalt livsperspektiv. OG det er en hulens svær kunst.

For at destillere og vende kolber og reagensglas – eller at holde på rattet – kan være en eksplosiv affære. Spørg bare “Dynamit-Harry”. At undgå longevity-hysteri og falske profeter, kan være en anden:

I mellemtiden, eller rettere sideløbende hermed, er jeg optaget af at forene nogle af de evolutionære lagdelinger, jeg skitserer nedenfor, og få dem formidlet i en kommende årrække på en forhåbentlig fordøjelig facon. Gøre dem mere synlige og håndgribelige. 

Fordi jeg finder det vigtigt, oprigtigt talt.

Jeg har i forlængelse heraf også både workshops, produkter og en dannelsesproces i både tanker og støbeske, og såååå må vi se, hvordan det udvikler sig hen ad vejen – som årene går. Så vidt mit gryende mellemværende. 

Men tilbage til udredningen af bevægelse. Til signalementet. 

Betingelser for at dykke snablen ned i kaninhatten

Når vi først dropper ned i hullet som Alice i eventyrland, er intet længere det samme. Du bliver forvandlet og forandret som menneske, når du lader dig døbe i bevægelsens flodbølge. Her gælder det ikke om at stå fast, men om at jonglere, mens du står på et surfbræt, og skal forholde dig til al slags vejrlig. 

Du skal derfor lære at finde din egen vej. At falde og snuble og at rejse dig igen og blive genforelsket, hvis du mister modet under vægten af overflodets konstante nærvær. At være bevægelsespraktiker er ikke det samme som at gå til håndbold, så er du advaret. Vi helliger os ikke passioneret KUN én ting, men specialiseringsafgrænsninger ses naturligvis og er legitime også . Vi går ombord i “hele” (det er også løgn) buffetten, men kan, som Ido-citatet ovenfor antyder, ikke spise det hele.

Sund forstoppelse?

I bevægelseskulturen garanteres det, at du bliver rundtosset, forvirret, men måske også mere afklaret hen ad vejen. For øjnene bliver som bekendt ikke mætte før maven, og det kan der være en vis visdom i. Og evig fortabelse, hvis vi absolut skal male med sort pensel – og have tømt tegnebogen.

Det store spørgsmål “hvad skal jeg vælge” afhænger af 276 forskellige mellemregninger, og måske er det noget, du lærer at svare på ved at misse med din bue, når du sigter til måls. Det er en del af en dannelsesproces, der går ud over tidens (docerende?) kalden på “åndelig oprustning”. Vi insisterer skam herfra på at have kødet med også.

Dette er intet frontalangreb mod de standende dannelsesmagter, måske snarere en beskeden udvidelse af kampzonen.

Husk på, hjernen består af meget og mere end frontallapperne. 

Det gælder om at tage vilkåret på sig

Bevægelse er så vidt jeg kan se ikke i fare for at være “sundhedsstressfremkaldende”, fordi den er grænseløs. Den er i sagens helt egen jomfruelige og moderjordagtige egenskab endeløs. Og det skal vi hverken være kede af eller forsøge at inddæmme, eller at begå selvmord over. Og hvis vi gør det, skal det saftsuseme være på ritualistisk japansk seppuku manér, som vi er nødt til at sætte os ordentligt ind i først.

Det er bare sådan det er, folkens. Tudekiks hermed udleveret og husomdelt. Det er vilkåret.

Men, og læs nu godt efter, inden du flygter i flyverskjul i den lokale volleyball klub (hvilket OGSÅ er helt OK), hvad bevægelse skal betyde for dig, for en gruppe af mennesker, for fællesskaber etc., er en radikalt anden snak. Fænomenet og fortolkninger må skilles ad og samtidig forenes i skønne forviklinger og skønne favntag, der som en af de tunge drenge udtrykker det er “up for the grabs”.

Nogle vil kun gå ture eller spille fodbold, og det skal de have lov til. Uden at nogen skal nedstirre dem af den grund. Jeg kommer ikke med en pegepind og basker nogen over neglene. 

Frugterne af bevægelse er til alles nydelse og fordøjelse, på alverdens niveauer og etager, og kunsten er i en vis forstand ikke at få hele kernehuset galt i halsen og ryge til udpumpning. For forslugelse er en let forførende faldgrube i denne verden. 

Men kunsten er også at sigte bredt nok.

Det er her den fascinerende surfkunst kommer ind i billedet. 

Bare start et sted for dælen… og dog!

Som jeg har sagt før. Vi kan selvfølgelig bare gå umotiveret og lidt tilfældigt i gang med dette og hint, få kroppen i gang med nogle elementære kropsøvelser, og så er vi sådan set i gang. Men at forstå hvilke øvelser, der leder hvorhen, og hvorfor eller hvordan bevægelsesmønstre indlæres, hvad discipliner, idrætsgrene og feltstudier er for noget, hvordan der ageres i dybereliggende præstationsanliggender, hvordan nervesystemets evolution og arkitektur spiller sammen med bevægelsesmønstre og bevægelseskompleksitet etc., er indlysende noget heeeeelt andet. 

Nørdet sagt, studiet af bevægelse handler meget om behændighed (dexteritet) og motorkontrol – koordination, altså det der med at få styr på trådene, som Pinocchio. Der er afsindigt meget guldgraver guld gemt her. Det handler om at spille på hele neurologiens klaviatur, når vi forstår forholdet mellem krop og hjerne bedre. Ikke kun om at tage 20 stærke hver morgen, fordi det står i et magasin, at du lever så og så meget længere (faktisk var det vist 40, jeg læste mig frem til, men hvem tæller?).

Det er jo peanuts for hjernen.

Det handler om, hvordan adaptation og overførsel af effekter fra isolerede, kombinerede og sammensatte bevægelsesmønstre og -prakisser indvirker på hinanden. Om hvordan mange discipliner og felter efterlader spor. Om bagvedliggende principper, som går igen på tværs af feltet. Og hvordan man bedriver research i bevægelsesjunglen, på en begavet facon og vælger sin egne studier.

Prøv bare at finde vej inden for dans. Her er der tale om en terminologisk suppedas, der kan give alle vedvarende hovedpine. Jeg var helt lost under et foredrag om brake dance i italien. Men så må jeg evt. se nærmere efter, når tiden er til det, i næste semester, måske.

Du må arbejde for at tilegne dig indsigt i, hvordan du føder og fostrer et tilpas omfattende bevægelsesrepertoire (ikke kun kapacitet, altså blind præstationsoptimering), der udvikler kvalitetsbevægelse af mere kompleks natur, og udvide eller indskrænke dette repertoire. I takt med din erkendelsesproces. Det er den store troldomskunst. 

Det gælder om at blive en god problemløser, der kan fremstille nøgler til netop de låse, du ønsker at lirke op. 

Men det handler også om rugbrødsarbejde og massive mængder af kvalitetsgentagelser, som når vi skal lære at kramme en jernstang, fordi det skal vi til eksamen i. Her ser du nogle forberedelser til eksamensbordet i climbar, der handler om at klatre på en barre:

Resignation er uundgåelig, da…

Det er komplet umuligt at nå til bunds i det hele, eller for så vidt bare enkelte hjørner af bevægelseskloden. Du kan bruge et helt liv på at indkredse yoga, meditation, kampsport (martial arts, er det i øvrigt kun sport?) eller dans. Så det handler også om at vælge sine studier og mixe sine bevægelsesdrinks intelligent, så du høster de frugter, du efterspørger. 

Men hvad vil det sige? Hvem ved på forhånd, hvad der efterstræbes, og er der nogen garanti for, at du holder ved dine indledende overbevisninger, når først der åbnes for sluserne? Alice i eventyrland må selv rejse ned i hullet for a finde roen i dybet, eller hvad hun nu er på udkig efter.

Forførelse er noget, der kommer bag på en, og det skal vi ikke være blege for at indrømme. Det der med næsen i sky, og jeg vil kun lære yoga og mobilitet og lidt om kropsholdning, det er næsten for fladpandet, med mindre du selv forstår, hvorfor disse prioriteter er så livsvigtige, og hvad du gå glip af ved at lukke ned for alt andet.

Dropper du eksempelvis at hænge, dropper du noget, du er skabt til, og ikke bør leve foruden. Men du dør nok ikke af det. En sårbarhed kan være prisen, men det afhænger af så meget…Så hvad gør du?

Vil du udelukke noget, må du først lære at se, hvad der er på menuen. Siden hvad der sker, når du spiser de røde bønner, og hvad der sker, når du får for meget af de grønne. Hvis du slet ikke interesserer dig for bønner, er problemet måske endnu større eller ligegyldigt. Men er det noget, du er bevidst om eller agter at være bevidst om? Det er her moraliseringsrisikoen toner frem, såvel som begrænsningens kunst og sansen for at væve Aladdins tæppe.

Bevægelseskultur er næppe for dig, der på forhånd ved (eller bilder dig ind, lidt naivt eller nonchelant) lige præcis hvad du vil, men det er jo bare en hård påstand, du kan falde op og ned på. Der er frit slag i bolledejen, så vidt jeg kan se.

Bare start et sted og følg din intuition, og så start med at akkumulere mere viden. Så kommer de første snebold spørgsmål, der får lavinen til at rulle videre.

Hvorfor har jeg eksempelvis aldrig vedligeholdt min elasticitet mere differentieret? Gør det en forskel, når jeg bliver 70?

Det begynder jeg at (gen)se ræsonnen i nu, efter jeg har oplevet “den fasiske krops” effekter på egen krop. Og lært at stave til biotensegritet.

Noget om din vej og andres veje i bevægelse

Bevægelseskultur kan kultivere. Og det handler også om det enkelte menneskes rejse gennem bevægelsesjunglen for at blive “et unikt bevægelsesspecimen” i den store arv af bevægelsesrevolutioner, der konstant udvides på stjernenattehimlen, funklende og aldeles original. Men i evig gæld til de guder, der i forvejen er bosiddende på olympen. 

En del af spøgen går ud på at svare på spørgsmålet om, hvordan du finder din autentiske vej frem til det, du elsker. Det, du måske ikke helt kender på forhånd, men kan ane i glimt i drømme, og når du bliver inspireret af andre på din vej, og måske endda har særligt anlæg for (eller er villig til at efterstræbe – med bjergtinder af samvittighedsfuldt arbejde).

At du lærer at motivation er noget, der ikke kun indebærer en fasttømret identitet. En slags helterejse, snakker nogen om. Man pas på med det med kernehuset og selvet, måske findes det ikke? Men en smuk fortolkning af et liv, et personligt mesterværk, hvorfor ikke stræbe efter det?

Destination ukendt, med processen som del af svaret? Er det så slemt?

Vær dog opmærksom på, at i en endeløs stimuleringsverden kan du stå af og på, når du finder det belejligt eller nødvendigt. 

For endeløsheden har ingen dør ind til de hellige teksters urtekst. Der er ikke et pensum alle skal bestå.

Acceptér dine bevægelsesvalg og undgå forblændelse

Vi kan være generalister og specialister samtidig. Men vi kan ikke bestige samtlige sejrsskamler, når vi praktiserer bevægelse, det siger næsten sig selv. Det skal du turde at stå på mål for. Der er ikke én hovedvej 45, alle skal ned af.

Men hvis du kun bevæger dig ned af specialiseringens boulevard, vil du også blive mødt af traditioner, spilleregler, fællesskab, præstationskrav og konkurrenceparametre samt fasttømrede holdninger – eller en tvivlsom kassererpost. Alt har eller kommer med en pris.

Hvordan undgår du at strande i én bestemt praksis eller idræt? Eller hvordan bliver du både god til det, du kan lide, og måske også det, du har aversioner over for? Hvordan undgår du at blive forblændet af lyster og præferencer, så du misser, at der måske er andet, DU har brug for – eller er skabt til?

Jeg er fortaler for, at du udvikler komplementaritet og organisk helhedsforståelse – får et solidt kørekort til egen fysik, øver dig i følelsesmæssig kalibrering og mental balance. Og ikke ender i autentisk selvsving eller narcissisme. At flere mennesker får øjnene op for at kultivere skapsindighed ud i motorisk problemløsning. Fremfor at udbygge lateralitetsskader, døje med kroniske bevægelsesindskrænkninger allerede i 30- eller 40-årsalderen osv. osv., ad fortrydelsernes avenue. Som jeg også selv døjer med.

Hvordan finder du i sidste instans samtidig frem til din egen vitalitetsfølelse og føler dig forbundet med noget, der samtidig er større end dig selv? Jeg tænker, at det gør du ved at fastholde en loyalitet i forhold til, hvor du kommer fra, og ved at være på omgangshøjde med bevægelsens udviklingsvinde i forhold til en realistisk aldersmæssig fremfærd.

Svaret vil være anderledes for andre individer. Du melder dig (muligvis) ind i håndboldklubben, og så er der ikke så meget hovedpine ved det længere, ha ha. Du kan skrue og og ned for hovedbruddet, alt efter hvad der giver mening, og hvad du er parat til. 

Så er det overhovedet noget for dig?

Studiet af bevægelse er ikke for dig, der kun vil vide, hvordan vi vinder det næste VM over alle de andre nationer, og kun vil satse alt på dette bræt. Vi rider på bølgen azurblå i stedet, og kender ikke endestationen for vores rejse. Vi rejser igennem det hele, som det hed på et slogan, jeg så på en t-shirt.

Travelling through it all. 

Er det en del af bevægelseskulturens filosofi? At være den elegante rejsende med bevægelse? Betyder det, at du ikke kan holde fast i din ugentlige tennisdouble samtidig, som jeg for eksempel gør? På ingen måde.

Min skulder er undertiden lidt uenig heri. Sådan er det med valg og tilvalg. De sætter sig i kroppen.

Desuden er det fedt at være en del af et fællesskab. Jeg har selv været en motor i et par stykker. Men det er heller ikke altid fryd og gedigen gammen. Nogle fælleskaber er mere vedkommende og passende end andre. Det må du selv undersøge. Prøv f.eks. at dukke op til en prøvetime i en klatreklub.

At kende prisen for fordybelsens, såvel som begrænsningens svære kunst, når nu overvældelsens realiteter indenfor bevægelse er dit daglige brød. Det er værd at skrive sig bag øret.

Du lærer måske at være en god og samvittighedsfuld rejsende i bevægelse, og det kan ændre dit syn på tilværelsen, dig selv, kulturen, naturen, dit eget ophav og artens placering her på kloden. Måske får du bare øjnene op for, at der er andre måder at sidde på. Stort udsyn eller snæversyn, eller en sildig opvågnen. Det er ikke til at sige på forhånd.

Når din ryg ikke magter mere vinkelret vanvid. Skal der så ske et eller andet? Er der overhovedet et problem med stole? Nogle mennesker er overhovedet ikke med på vognen.

Det er en potentiel rejse mod mere selvrespekt, mere kærlighed til mangfoldighed. Dette rette mix er en kunst, ikke et regnestykke.

Ingen kender udløbsdatoen for sin egen hævdvundne approach til bevægelseskultur. Men undertiden opstår muligheden, eller via tvangens nåde viser der sig en vej frem – eller tilbage, eller midt imellem. 

Fra identitetstab, til identitetsløshed til metamorfose hen imod en grim ællings forvandling til en svanes sang, der kun kan synges sådan som du ønsker det, eller udfoldes i de fællesskaber, du indgår i – eller opbygger. 

For der må gerne være flere sådanne i Danmark. Hører I efter, unge begejstrede mennesker! Eller hvem der ellers måtte lytte med. 

I næste og sidste del af indlægget, skyder jeg veloplagt videre med mere konkrete pistolskud.