Forandring – forudsætninger og finurlige faldgruber

Tiden kalder på forandring. Den må du have hørt før. Flosklerne florerer. Forandring fryder, eller er det fryden, der forandrer? Det er efterhånden sin sag at gennemskue, hvilken vej forandringens vinde blæser. For hvilke forandringer taler vi om? 

I dette indlæg reflekterer jeg overordnet over forandringsfænomenet via nogle indhug på makroplan. Jeg medtænker som altid bevægelsesplanet og hvilke perspektiver for forandringer, vi kan overveje på individplan.

På mørke dage kan jeg have svært ved at pege på, at vi som vestlig kultur lykkes med ret meget nu om stunder. Men det er samtidig noget flæbende vås og en billig diagnose. Derfor vil jeg mod slutningen af indlægget selv iføre mig den konstruktive amatørtænkekappe og tænke lidt højt over forandringens forudsætninger. Ikke på en systematisk vis, kun spredt højttænkning.

Jeg vil runde af med nogle approaches, som det hedder på udenlandsk. Tilgange til forandring jeg synes kan rumme et eller andet værdifuldt forudsætningsgrundlag. Eller noget at tænke videre over. Helt uden at sidde med tungt ansvar for FN’s verdensmål, for bordenden i Kreml eller i den lokale idrætsbestyrelse. 

Ambitiøse forandringer forude

Apropos verdensmål. I forhold til de 17 bæredygtige mål, som udgør FN’s verdensmål, og som har 169 delmål (i skrivende stund) er der tale om “…den til dato mest ambitiøse globale udviklingsdagsorden” (citeret 05.03.2023).

Jeg mindes min egen ydmyge praktiktid på Teknologisk Institut, hvor der på visse kreative workshops/seminarer, når der skulle idéudvikles, blev sat en bestemt scene (shout out til dig, Henning Sejer Jakobsen). Her kunne iscenesættelsen via musik måske udtrykke det, der var svært at italesætte. Vi blev bragt i en tilstand af eftertanke. Et godt udgangspunkt.

I dag har vi alle mulige meninger alle vegne, og alle skal kommentere på alt. Hvad blev der af forundringen, den svale eftertanke og nysgerrigheden?

I vores frenetiske løsningsiver kan noget vel også gå tabt, hvis vi mister vores egen individuelle omstillingsevne i de evindelige centrifugale omlægninger i jagten på omstillingen væk fra mere vækst til bæredygtighed på samfundsplan?

Misforstå mig ikke, jeg er med på at en omstilling til vedvarende energi bør ske med lynets hast. Og mange andre omstillinger. Men er der ikke også nogle omstillinger, der bare kører af skinnerne?

At fordøje forandringer

Jeg (og jeg er næppe alene) ønsker ikke kun, at noget “skal bære”, og slet ikke kun min tid ud. Jeg ønsker, at forandring skal ledsages af andet end panik før lukketid. Med en følelse af stolthed og værdighed. Jeg vil gerne være med til at forandre til det bedre. Lettere sagt end gjort, tænker du sikkert. Klokken har som bebudet slået ét minut i 12 ret så længe efterhånden.

Forandring kan ikke desto mindre fryde. I særdeleshed hvis vi selv er med i den og kan se meningen med den. Når den rummer noget, der kommer indefra. Det kan professor i psykologi, Lene Tanggaard, gøre os en hel del klogere på, hvis du vil have en kreativitetsvinkel på sagen. (Forandring fryder … eller forvirrer, udsendelse Supertanker, mandag 31.01.2022). 

Ikke så få af de forandringer, der skyller ind over os, igennem historien, kan være svære at fordøje og kræver høj tilpasningsevne. De kan opstå mere eller mindre “out of the blue”, hvor vi sages- eller målløse (eller forventningsfulde) skal forholde os til alverdens løjerlige fænomener, som skyder op i sproget, i teknologien og i landskabet. Her kunne der til tider være behov for en “straksopbremsning”, er min uvidenskabelige fornemmelse. Hvem sagde ChatGPT?

Er vi med i dem, er de med til at gøre vores liv gode, meningsfulde og værdige? Er vi både med på de nye noder og imod, eller skeptiske?

Forandringer er et vilkår

Men forandringer er kommet for at blive. Og uanset hvordan vi skal forstå Heraklit og hans kryptiske “flodfragment”, der kredser om hvorvidt alting flyder, og at man evt. ikke kan træde ud i den samme flod to gange, er der nok også mange som synes, de har set ikke så få forandringer forklædt som gammel vin på nye bastflasker. Tag en runde i “de ældre rækker” og få lidt borgerlige ord med på vejen af dem, der har overlevet det 20. århundrede. Nogle er vel efterhånden ved at være jævnt mætte af skiftende forandringer.

At alt er i opløsning og opbrud, eller at forandring skal ske i en hast, kan være sin sag. Hastigheden har sine skyggesider og problemstillinger. Der er særligt tydeligt fremlagt af Hartmut Rosa i Fremmedgørelse og acceleration. Måske kan forandringstempoet true ikke bare vores opmærksomhed, men også vores ægte nysgerrighed og sans for prioritering af forandringer, ikke mindst de nødvendige. Det er en fysiologisk konstant, at det kræver hvile, for at vi kan være friske igen. Har vi det med i alle ligninger?

Forandring handler om alt muligt. Måske også om at skabe et rum i vores bevidsthed (og følelser) og konfrontere vores til tider fastfrosne indstillinger, bringe os til at se det, vi ikke kan se eller er villige til at se. Noget der kan gøre ondt. Men som forhåbentligt kan få os til at tænke ud over det letgenkendelige og faktisk selv skabe/bidrage til forandring. 

Sangen Wind of Change handler om nogle af de forandringens vinde, der blæste gennem Europa og Sovjetunionen i slutningen af 1980’erne. Den var en af tidens mest symbolske sange. Magasinet Gaffa giver sangens hvislende introfløjt følgende kommentar med på vejen:

“Det fik heavyfans til at krumme tæerne, men gav til gengæld genlyd i Kreml og blev således soundtrack til Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Måske man endda kan gå så langt som at sige, at sangen skubbede lidt til den mentale og politiske mur, der delte øst fra vest.” (Veirum, Kristoffer. “Se historien om Wind of Change”. Gaffa 13.02.2014)

Forandring kan have svære betingelser

Ser vi på forandring i kølvandet på forrige indlægs “nytårsparabel”, hvor et år jo traditionelt kalder på en vis forandringstematik eller fordring, hos nogen eller mange, er der angiveligt også ugler i mosen. Det kan være både forfriskende, men også for ambitiøst og bøvlet og ikke altid helhjertet.

Hvordan er det gået indtil videre for dig?

Ser vi på verdensscenen er der desværre grund til at være nedtrykt og oprigtigt bekymret, nu hvor vi her efter “1-års dagen” for Rusland-Ukraine krigen (den stikker jo på mange måder meget dybere), atter har raslen med krigssabler og atomkrigstrusler hængende som truende skyer over os.

I den britiske dokumentarserie Putins kamp mod Vesten på DR bliver vi forvisset om, at det ikke er nemt at forhandle sig til forandring i disse tider. Meget tilspidses, meget er gået galt, mange kuldsejlede løfter er afgivet. Svigt, forliste aftaler, historiske forhold og følelser samt menneskelige krav, lidelser og forhåbninger er hvirvlet ind i storpolitiske hastemøder og barske konfrontationer på slagmarken. Måske skal vi passe på, at tingene ikke går for stærkt, og at vi bliver for ambitiøse, lige for indeværende. 

Eller også skal man kende “det beskidte dusin” på fingerspidserne, når der forhandles.

Jeg kunne godt have behov for at se nogle signalere timeout tegnet, vi kender fra holdsporten, eller en kompromissøgende tone i ny og næ.

Forandringsviljen er der

Hvor kommer denne kalden på forandringer fra, spørger jeg mig selv? Mængden af nødlidende mennesker og engagerede mennesker verden rundt? Måske en fælles global bevidsthed, der samtidig kan være svær at lodde i praksis?

Jeg tror, mange gerne vil forandring. Spørgsmålet er så, om lige så mange er indstillet på at gøre det, der skal til for at skabe og opnå forandringen? Det gælder stort som småt, på arbejde, i forhold til klimaet, bureaukratiet, velfærdsstaten, venskaber, i parforhold og mellem familier.

Det forekommer erfaringsmæssigt tilstrækkeligt gennemtæret, når det hævdes, at det er svært at forandre kultur. Det har jeg i øvrigt selv erfaret fra konsulentbranchen, hvor jeg har medvirket til at udfordre folk på at folde t-shirts på innovative måder, naturligvis under tidspres, og forholde sig til en masse forskelligt M&M slik og andre interessante påhit. Ikke alt vakte lige stor begejstring.

Men at lægge øre til hvordan de ansatte oplevede deres daglige udfordringer – det gav respekt. Og det manede til eftertanke hos undertegnede.

Måske er det kulturforandringen der er afgørende?

I politik, eliteidræt og det offentlige

Ikke mindst er forandring en svær størrelse på Christiansborg og indenfor topidræt, hvor der forventes en bestemt robusthed og præstationsteflon. Det gør altid ondt på toppen, udover at der også er koldt. Nylige eksempler med politikerstress på “Borgen” og offentlige vejninger i elitefodbold og -svømning kunne være eksempler, der tjener til at minde om forandringsresistente knaster i mange afkroge af samfundslivet. 

I det offentlige er vi til gengæld afsindigt flittige, hvad angår forandring. Det kan jeg i hvert fald konstatere, når jeg læser Forbundet Kultur og Informations fagmagasin Perspektiv fra februar måned 2023. Udover en trist redegørelse for eksempler på (potentiel?) omsiggribende (og algoritmisk understøttet) ledelsesmæssig overvågning på arbejdspladsen, byder magasinet på en påstand om, at “Vi er europamestre i omstruktureringer”, der ligeledes er titlen på en udmærket artikel på s. 24-27.

Umiddelbart lyder det vel både ansvarsfuldt, energisk og velmenende, når det i artiklen tilsyneladende kan konstateres, at “vi i Danmark igangsætter flere forandringsprocesser på arbejdsmarkedet end noget andet land i Europa?” (s. 24). Der er med danskernes umådelige parathed til forandring lagt i ovnen til  produktivitetsstigninger og andre gunstige forandringer, der tjener os alle.

Problemet er bare, at mange forandringer i arbejdslivet i stor stil udebliver, ifølge artiklen. Jeg kendte godt svaret, inden jeg læste videre. Jeg har nemlig hørt kritikken før.

Kronisk opskruet forandringstempo med uklare mål?

I det offentlige kan det problematiske øjensynligt bestå i forandringer uden klare udmeldinger. Forklaringer og omstruktureringer, der ikke synliggør hvilke problemer der skal ændres på osv. Forandringer der er ubegrundet i forhold til konkrete og specifikke mål. Omstruktureringer, der kan ende i en “massakre på kernefunktionerne” (s. 26). Der kan vel også peges på positive forandringer? Er denne kritik retvisende? Konstateres kan det i hvert fald, at der også er positive og forenklende forandringer i gang i flere kommuner. Regler og måltal kan åbenbart også smides på porten. Det er mere nuanceret end som så.

Det er omvendt nok ikke heller helt forkert at mange organisationsændringer søges gennemført med en hyppigt forekommende boomerangeffekt i form af konsekvenser som stress, ineffektivitet, sygefravær etc., hvilket vi har fået udpenslet i medierne i efterhånden mange år. Mange er udkørte og frustrerede herover. Jeg tilfører absolut intet nyt til vestfronten ved at benævne disse forhold.

Men for Søren hvor jeg da undrer mig. Hvad er det der gør, at så megen velvillighed går fløjten i disse tider? Er verden blevet en tand for overvældende? Har vi for travlt med at have travlt uden at vide hvorfor? Eller er vi for ambitiøse med vores verdensmål (der ellers forekommer både højaktuelle og yderst relevante og netop sætter rammer og spotlys på prioriteringer for det globale bæredygtige samfund) og vores politiske visioner, når selv presset i regeringsmagten og oppositionslandskabet er nået et tipping point? Godt at se, at der trods alt også er initiativer i gang, der skal bringe mere sund fornuft ind i hverdagen.

En anden politisk bekymring: Bliver der skiftet for hyppigt ud på minister- og andre taburetter? Skaber det forandringskaos, glidende overgange eller trækkes rødder for tidligt op ved rode? Det kan i hvert fald medføre både tiltrængte forandringer såvel som forvirring og flere ændringer, samt tilbagerulninger af andre tiltag, der allerede var sat i værk. To skridt frem og et tilbage?

Blik for de vigtigste samfundsforandringer?

Har vi mistet evnen til at fokusere på det væsentlige i den fremadskridende samfundsudvikling, evt. også fordi der er for mange distraktioner og teknologiske landvindinger, der skyller ind over os for hurtigt, og som truer udsynet? Jeg er med på, at jeg maler med en ret bred pensel her.

Jeg ved godt, at mange er optaget af ikke at ende med selvmål, rodes ind i enkeltsager og udsættes for andre benspænd. Og at der altid kan sætte spørgsmål ved regeringsrundlag og partiprogrammer m.m. Men hvad betyder det for forandringsviljen og grundlagt for forandringer?

Det kan nemt komme til at virke som om horisonten indsnævres, og udsynet forplumres af realpolitisk mediekritik og mudderkastning. Alle skal passe på at de ikke får ørerne i maskinen. Og mange vil gerne positionere sig til næste ledige åbning. Der ændres på udmeldinger både før, under og efter valg. Samtidig kæmpes der indædt for at klinke skårene og rydde op efter valget. 

Er det blind udvikling efter “business as usual drejebogen” vi er vidne til og meddelagtige i, eller er det ægte forandring, der er på tapetet? En forandring der giver genlyd og river Berlinmure ned?

Fylder værdipolitikken for lidt og er den druknet i mediebrandslukning? Jeg overdriver naturligvis. Men hvor meget?

Forandring og timeouts – muligt at træde på bremsen?

Der er på den ene side tegn, som jeg netop har opridset et par eksempler på, der kunne udlægges som om, at der visse steder ikke må/kan ske forandring, og andre steder er forandringer noget nær ude af kontrol, ifølge nogle aktører, meningsdannere og iagttagere. Igen mange vindretninger.

Misforstå mig ikke, der sker også mange virkelige store fremskridt alle mulige vegne. Jeg vil ikke sortmale noget fremtidsbillede. Jeg vil blot pege på, i hvor mange retninger vinden blæser. Og prøve selv at finde hoved og hale i det, jeg bidrager med.

Jeg tænker udelukkende højt her. Nu hvor der igen er krigsretorik på de store nagler. Er der brug for en timeout hist og her? Ikke kun mere pace, tempo og forandringsparathed og de andre floskler om fleksibilitet osv. 

Spørgsmålet er, om vi kan det? Er alvoren af klima, biodiversitet og alle de andre kriser så graverende, at der kun er fuld damp tilbage på kedlen? Er det Teslas omstillingsvision fra den nyligt afholdte investordag, der skal redde os? Musk og co. har da regnet på sagen. Men er der opbakning eller tumbs down? Det kan vi naturligvis ikke enes om.

Er den videre evolution en blind proces, hvor vi ikke har så meget kontrol over forandringens vinde, som vi håber og tror? Det kan jeg godt have mit hyr med at begribe.

Hvis det storpolitiske virker for overvældende, hvad er der da af alternativer for os almindelige dødelige borgere? Udover at være drivkræfter, hvor vi hver især kan, i lokal- og civilsamfund, med de ressourcer vi nu har?

Hvad gør jeg selv for at forandre mig, og det jeg beskæftiger mig med, og for at skabe forandring for andre? Det er spørgsmål, jeg er meget optaget af. Det er nok her jeg kan komme på banen.

Måske er det mindst lige så vigtigt som de lige så anerkendelsesværdige forsøg på at samle “verdensmål” for os alle. Det ene behøver ikke feje det andet af banen. Det er god curling.

Jeg forandrer med inspiration i bevægelse

Først og fremmest fokuserer jeg på at tilvejebringe kvalitet og at udvikle ting, jeg inderligt håber og ønsker kan være værdifulde. Noget der kommer fra et sted i mig, der vækker min undring og lyst til at forandre – og dele med andre. Jeg ser det ikke udelukkende som et krav eller en pligt, men er også drevet af åbenhjertig nysgerrighed.

Hardcore idealisme er jeg heller ikke blevet for gammel til, men leder nok efter min egen realitetssans. Problemet er, at det tager en kvart borgerkrig at skabe kvalitet. Derfor må kompromisser også komme til syne. I det offentlige “køres der, mens der asfalteres”, har jeg fået at vide. Nogle gange er perfekt nødt til at vige for “godt nok”. Men anstrenge os, det skal vi – vi skal gøre os umage.

Jeg har selv oplevet og bidraget til, at forandring kan ske. Ikke mindst i sportens verden, hvor jeg har haft mange gode år. Jeg vil derfor tale mig videre ind i bevægelsesperspektivet, der som altid er min gyngehest i det store livsdrama. Velvidende at der er 13.000 andre ting, vi skal huske at rette forandringens søgende lommelygte mod.

Jeg er ikke kompetent nok til at sætte verdensmål, jeg nøjes med bevægelse, men det kan nu også være ambitiøst nok. 

Repetitioner og (kopi)forandring i idrætskultur

Noget af det, der slår mig er, at man skal en hulens masse gentagelse igennem, når man dyrker idræt. Det vrimler med indersideafleveringer i fodbold, forhænder der slås cross court i tennis og kolbøtter i gymnastik. Her ses forandringerne ikke nødvendigvis hver dag. Nogle gange er udøvere ved at brække sig over repetitioner, så det giver genlyd langt uden for omklædningsrummet. Men kan vi lære noget af gentagelsens drøvtyggeri?

Det er dog set før, at der også kan opstå behov for forandring i idrætskulturen. Og så kan det ellers være, at der bliver talt i miljøerne rundt omkring, om ikke det er på tide at skrue lidt på strategier, metoder og træningsfilosofier. Især hvis medlemsflugter tiltager eller de alle samme emigrerer til padeltennis, der er den nye (velsignelses)pest i Danmark. Jeg joker, sorry. Om forladelse. Men når der ikke er flere arealer tilbage at bygge padelbaner på, kan det være, at vi kommer på andre (og bedre?) ideer? Igen, nogen må vækkes af en anden nysgerrighed.

Tilbage til alvoren. Jeg vil ikke padelbølgen til livs. Rid blot videre. Jeg er glad for, at folk bevæger sig, og at der er begejstring. Men jeg kan ikke lade være med at se mange modelkopieringer mange steder. Mange ting, der skal spindes de samme ariadnetråde over.

Modet til det upopulære

Handler forandring ikke også om at gøre noget, der afviger fra det vellidte? At have modet til at være upopulær – som i den minerede “store bededagskrise” med tab af varme hveder og andre skæbnesvangre ting på spil. Alvorlige ting endda. Jeg tør ikke stikke næsen ned i denne krudttønde. Jeg ved ikke hvem der har ret i den sag, jeg konstaterer blot, at der er brugt (uforholdsmæssigt?) megen energi herpå, efter medievirakken at dømme, der evt. kunne være brugt på at skabe forandringer på anden vis. Konklusionen er for indeværende – ikke flere hveder til folket. Så får vi se om vi skal have en bokserunde mere til næste år. Der oprustes allerede.

Hvis man gentager gode ting, kan der komme gode ting ud af det. Hvis man gentager en god ting en gang for meget, kan det blive for meget. Men hvis man stopper med en gentagelse, ingen havde forventet, indfører en “overhaling i inderbanen”, “en glidende tackling uden varsel” kan det sætte brand i følelser, og nysgerrigheden kan erstattes af vrede og koldfrontsstemning. 

En forandring kan både ske i form af gentagelser, som i sport, men også ved at ændre på noget, som det (særdeles) ofte sker i politik og på arbejdsmarkedet. Vaner kan opretholdes og brydes og erstattes af nye. Så hvordan ved vi, om vi sætter de rette skibe i søen, de rette verdensmål, de rette projekter, investeringer osv.?

Det kunne passende være her, at eftertanken og nysgerrigheden kunne få mere plads, tænker jeg i min landlige naivitet. Så vi ikke ender med at bruge al krudtet på brandslukning, (sø)forklaringer og at skulle stå skoleret over for nogen/noget, der er trådt over tæerne. Uanset hvad der er op og ned i tingene.

Modet til også at se på forudsætningerne for at lykkes med forandringer? og at se på om der kunne være behov for andet en halbygninger, frivillige og de bedste trænere osv. Herunder bevægelse.

Der snakkes meget om sport i Danmark, men bevægelse? Er det også populært?

Bevægelse rækker ud over gentagelse og udvikling

Hvis jeg erstatter ordet sport med bevægelse, ser jeg også selv anderledes på tingene. Repetition er ikke nødvendigvis den store gevinst ved bevægelse. Det har en enorm berettigelse i mange specifikke scenarier, når vi styrketræner, indlærer koordinationsmønstre, skal lære at stå på hænder etc. Bevægelse er blot meget mere end repetition.

Ikke at der ikke også forekommer meget andet end repetition i sport. Det gør der skam. Men mange steder foregår der afsindigt mange gentagelser, eksempelvis fordi det handler om at vinde. Ikke alle steder – nogle steder. Her kan både udsyn og tunnelsyn i ugunstige tilfælde komme ud på det samme.

Bevægelse kan noget i forhold til at åbne os op overfor forandring, er min påstand. Det er en forandringsproces, der er sin egen. Eksempelvis en forandring, vi ikke er så glade for at konfrontere, eller muligvis føler os forlegne overfor. Den kan fint trives under bevægelsens paraply.

I bevægelse lærer vi at navigere for livet. Det er karakterdannende. Det kan vi bruge bevægelse til. Vi lærer at sætte pris på diversitet og det, at vi ikke kan være verdensmester i det hele. Læs lige den sætning igen. Bevægelsens vilkår kan være vanskelige at skabe forandring under, men ikke umulige. Der er mange muligheder. Og vi kan lære nyt om os selv via bevægelse.

Det handler ikke kun om flere gentagelser, flere repetitioner og sæt. Bevægelse er en meget stor del af livet, der paradoksalt nok kan svinde ind til forglemmelsens størrelse hos mange mennesker.

Rettidig omhu eller mere livsvedvarende omhu

Esplanadens entreprenør, selveste skibsreder A.P. Møller, og vores verdensberømte rederi, er ofte taget til indtægt for alverdens påmindelser om at agere gelinde med ansvar og timing. Det berømte udsagn “rettidig omhu” er just det. Men hvornår er det rettidigt at forandre sig, at bevæge sig eller at opsøge behandling?

Behøver det være et spørgsmål om rettidighed? Måske er det den kontinuerte omhu, der er den mest fornuftige, ikke den snusfornuftige eller den belærende osv. Omhuen der accepterer den nødvendige livsbalance og ikke er så tidsligt spekulerende, men derimod altid klar over, at hvad der tilkommer den, tilkommer den.

Måske er behandling slet ikke nødvendig – i visse tilfælde. Men et forudseende udslag af selvomsorg og nysgerrighed, hvis man ønsker det. Måske kan behandling endda ligefrem være en del af bevægelsens paraply?

Kierkegaard er altid leveringsdygtig i livsbonmoter, og hans plæderen for, at man skal møde næsten der hvor han er, forekommer samtidig som en anden påmindelse, vi ikke bør ignorere. 

Men dem der virkelig kan noget med forandring, skal måske overveje, om det er værd at gentage noget, der ikke leder til forandring. Eksempelvis ved (udelukkende) at smide flere Kalashnikov rifler i puljen, eller at råbe forandring igennem, som den gode Søren Malling så hysterisk karikerer i Håndboldpigerne:

Ikke alle er klar over deres egen rettighed. Nogle tvinger forandring igennem, andre tager den tid en god Klovborg tager. De skynder sig langsomt. Men hvad gør vi, når der er optræk til en 3. verdenskrig?

Hvordan møder vi vores næste, når vedkommende vender mere end den anden kind til og der er nok andet at være bekymret for, som gør, at man måske ikke lige har taget stilling til det der med bevægelse og grøn omstilling og alt det andet?

De små skridts forrang

Beklager min uskønne sammenblanding af drabelig storpolitik, verdens undergang og dansk satire på håndboldens bekostning. Men måske er humoren også et værktøj, der kan få os til at se mere indad. At se det forvrængede, det urealistiske, det komiske ved egen insisteren. Det, vi ikke er så glade for at se. Og for at finde vej til det, Jan Gintberg kaldte “den forløsende latter”, når anspændtheden er over kogepunktet. Den latter, der tager brodden af ambitionerne, men ikke mister alvoren af syne eller forandringsviljen. Som finder en plads i solen ved siden af både Diogenes og Alexander den store.

Det er en pinagtig sag på arbejdsmarkedet at blive gjort til grin, værre i politik, men i krig er det næsten utænkeligt at se komikken bag den gru, vi er vidne til. Eller at le af sig selv, uden at føle sig forfulgt.

Hvad er næste step efter en timeout? Når tingene tilspidses? Måske de små steps på stedet. Her skal der ikke blæses i en endnu større megafon eller slås flere saltomortaler. Strandet på en knivsæg vil jeg foreslå balancetræning. Ikke kampsport. En gåtur ved vandet. Måske ren og skær stilhed.

Det bliver der faktisk eksperimenteret med i forhold til mødeledelse rundt omkring.

Legionærstil

“Løb inde i boksen”, som nogle siger i forhold til løbestil. Legionærstil, i den romerske udgave. Det er vigtigt at kende sin plads og ikke at stikke væk fra sig selv. Alle må vi finde os til rette. Måske har du mere ret og er mere rettidig til at indse dette end jeg er. Men vi skal stadigvæk leve sammen og være her på planeten. Kan den være et solidarisk udgangspunkt? Sameksistens, som Kennedy var inde på. Vi indånder den samme luft osv. Løgstrup havde også godt fat i den lange ende.

Forandring skal ikke (udelukkende) tvinges igennem ved hast. Det er ikke gennemtænkt, uanset hvor nødvendige forandringer må være. Hvordan kan det føre til bæredygtighed? Jeg har svært nok ved at balancere på ét ben, når jeg lukker øjnene og foretager en fleksion efterfulgt af en ekstension i de cervikale nakkehvirvler.

Slår vi for stort brød op, når vi vi forandrer os selv – fra nytårsfortsæt hos individer, klubmålsætninger, politiske visioner og/eller befinder os på randen af krig? Jeg bliver ydmyg, når jeg tager en stor udfordring på mig, men jeg prøver at holde mig på sporet, selvom der kommer mange forstyrrelser undervejs.

Det er forandring for mig. Misforstå mig ikke, det er OK at have travlt. Det kan være nødvendigt. Men at have hovedet under armen, har jeg dårlige erfaringer med. Hellere spænd hjelmen.

Lidt hver dag, det er min måde at komme videre på. Det kan være tungt og kedeligt, som også Burkeman forsikrer om. Aldeles usexet og uprætentiøst. Uden daglige updates på de sociale medier.

Det gælder undertiden om at holde næsen i sporet, når der går for megen forandringsvilje i det. Og her skal vi i samme åndedrag huske “den kosmiske ubetydelighed”. At sætte os selv og vores virke i et større perspektiv. Det slår det navlebeskuende.

At gennemskue dine egne forandringsbehov – en livsdyd?

Tag kroppen som en læremester. Husk på at forandringer med kroppen oftest sker langsommere end manges tålmodighed kan bære. Vi kan vanemæssigt samtidig have svært ved at ændre på vores livsvaner, hvis vi langsomt vænnes til noget, der ikke viser sig at have den rette grad af rettidig omhu over sig. Vaner sætter sig.

Nogle begynder først at motionere, når der kommer et vink med den famøse vognstang fra lægen. Andre overhører selv kræftforløb og ændrer end ikke livsstil efter behandling. 

Undertiden tror vi vel alle sammen, at lige præcis vores livsmodel er den rigtige, at vi har en god livsrytme og balance i tingene. Lige indtil det ikke holder vand længere. Så skal der ske forandring.

Andre gange er vi udmærket klar over, at fanden er løs i både Lakse- og Farimagsgade, og at vi sidder i en saks, vi aldrig/næppe/kun ved stor anstrengelse kommer ud af. Her må vi indfinde os med nye vilkår, begrænsninger, store livsomlægninger, tab af bevægelsesfrihed og social kontakt evt.

Vi er biologiske væsner, ikke kun politiske dyr. Vi må ikke glemme vores kroppe, selvom vi har travlt med at redde verden. Det giver blot endnu mere at rette op på. Og det koster kassen. Måske er det bedre, at vi sløjfer de der hveder, det er jo hvidt brød? Jeg pjatter. Undskyld.

Et urgammelt råd lyder: det er altid godt at starte med at kigge indad. At se sig selv i spejlet:

Og ellers er der jo altid Aristoteles. Han kunne balancere mellem dyder.

De største fordringsbehov på samfundsniveau

Du er ikke den eneste, der kan have behov for at se forandringsbehov i øjnene. Jeg har i tidligere indlæg highlightet nogle af de ting, samfundsvidenskaben, sociologien og andre kloge hjerner fortæller os er vigtige at skabe mere opmærksomhed på. Al mulig grund til ydmyghed så langt øjet rækker. Alligevel er det ofte de store armbevægelser og diplomatiske dansetrin, som baner vejen frem. Det er jo un-cool at være uambitiøs, måske endda lodret ansvarsløst eller hvad?

Den ene side af medaljen er den dunkle og dystre. Proklamationer om alle verdens onder og nært forestående dommedag, der gør forandringsspørgsmålet evigt presserende med kniven for struben. Den anden er håbet og tiltroen til verden i morgen. Lysten til at drive værket videre.

I bogen Hvad skal vi svare? tilbydes vi en interessant opremsning af disse blindgyder, der kan fastholde os i “en ruse”, vi ikke kommer ud af og som kan hævdes at blokere for forandring. Lad mig for god ordens skyld opsummere, hvad de herrer Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig nævner af barrierer for forandring pt. Eller nogle af de virkeligt fremtrædende af slagsen, for der er vel altid flere? Ting der også giver tåkrumning (også udover heavy metal kredse), og kan være svære at fortælle kommende generationer.

De to førnævnte herrer mener helt konkret, at vi er fanget i 9 ruser, og dette “vi” kan jo altid gradbøjes, nuanceres og anfægtes. Du anbefales dog i første ombæring at læse detaljerne fra deres egen hånd. Jeg rekapitulerer kun overskrifter her. Der er i øvrigt tale om gengangere, der er bragt til torvs af andre, andre steder – men nok tåler en gentagelse:

1. Vi er fanget i håbet om teknologiske fix
2. Vi er fanget i de sociale medier
3. Vi er fanget i konsulentindustriens disruptionscirkus
4. Vi er fanget i benægtelse
5. Vi er fanget i forskydning væk fra egne følelser og verden
6. Vi er fanget i rovdriften på indre og ydre natur
7. Vi er fanget i intetsigende forbrug
8. Vi er fanget af fossile brændstoffer
9. Vi er fanget i falsk optimisme og i en løgn overfor vores børn

Således opløftet kan vi nu gå videre. Et er at pege fingre, noget andet er løsninger. Willig og Vetlesen har da også plads til at vende blikket indad. De ser endda potentiale i hykleriet, inklusiv deres eget. Jeg stjæler derfor også lidt fra deres sidste kapital med løsninger, inden jeg selv vover mig ud i eftertænksomhed.

Mest med bevægelse i tankerne.

De foreslår, måske ikke overraskende, at vi strammer lidt op:

• Færre konsulentforandringer og ønske om flere livsomlægninger
• Genetablér en følelsesmæssig kontakt til naturen, så vi ikke behandler den som en ressource, vi udnytter og driver rovdrift på
• Mere pligt, mindre forbrug – tænk på hvordan dit forbrug påvirker kloden
• Eksperimentér alle vegne med små skridt. Stop for eksempel med at spise kød, benyt kollektiv trafik, drop charterrejser forsøgsvis og se om det giver plads til mere forandring
• Erkend at vi alle er hyklere og at vi ikke lykkes med det hele på en gang, men at det at udstille sit hykleri kan igangsætte mere eftertanke, dialog og antænde flere progressive tiltag. Der er nok stadig mange, der drømmer om at blive rige og få deres eget privatfly
• Udvikl et nyt frihedsbegreb, frihed som begrænsning. Begrænsning og behovsudsættelse som dyder (puha, det lyder stramt det her Jesper)
• ” At være med sig selv i naturen”, ikke gøre naturen til middel, men et mål i sig selv
• Driv politik globalt, men lev lokalt
• Køb økologisk hos din lokale bonde om muligt og sats på biodynamisk og økologisk landbrug og regenerativt landbrug, der giver mere tilbage til naturen end der tages
• Byg etik på at se sammenhænge mellem intentioner og handlingers konsekvenser
• Vi skal se nærmere på en dydsetik, der gør det gode for det godes egen skyld, ikke fordi der er cost-benefit kalkuler bag. Vi skal leve i mere pagt med ikke-instrumentelle og ikke-antropocentriske værdier. Se os selv som en del af en større helhed, vi ikke er afskåret fra
• Praktisere frem for at prædike, når det kommer til denne dydsrettede (miljø)kritik. Vi skal nudge os i den retning, det skal gøre ondt ikke at leve bæredygtigt og vi skal gøre bæredygtige handlinger behagelige, realiserbare og tilfredsstillende
• Vi skal forstå vores antropocæne epoke, der tilsiger, at kloden ikke bare er et reservoir, vi kan tømme. Vi skal ikke overproducere
• Vi skal blive ydmyge og samarbejdsvillige igen – gå fra at være kritikere, der ser på fra sidelinjen, til praktikere, der er inde i kampen

Det er i hovedtræk nogle af deres holdninger til den form for forandring, der måske er mere upopulær, tiltrængt, end frydefuld, men som samtidig handler om at være mere tilfredsstillende, så vi er med på den. Spændende. Også selvom der er mange, der byder ind med lignende og der sikkert også er trængsel ved nødudgangen hos andre. Der er en vis kampiver og alvorstyngde over bogen. Og villighed til indrømmelse og selvransagelse. 

Kan det tænkes med ind i en bevægelsesoptik? Hvad er forandring i bevægelse?

Forandring er mulig i bevægelse

I bevægelseskulturen er forandring et nøgleord. At træne forandrer kroppen, men grebet intelligent an, i lige så høj grad sindet – og hjertet. Ikke mindst hvis vi bruger hovedet under bevægelse, og ikke kun kroppen. Vi er jo ikke robotter:

• En præmis når vi træner/bevæger os er, at forandring er mulig, praksis forandrer os. Praksis er i højsædet
• Det handler ikke altid om at komme til at kunne noget bestemt. Der er ikke nødvendigvis noget mål. Det handler om at træde ind i forandringens strøm og svømme og lære at svømme heri og se hvor det fører hen
• Det hjælper på forandringsprocessen, hvis du er åben og forstår og udviser tillid til, at bevægelse bevidstgør dig om din forandring og behov herfor
• Hold ikke fast i hvem du var i går, men vær indstillet på at lære nyt med bevægelse. Derfor skal du lære at holde fast i at praktisere – holde fast i at blive en anden, uden at miste din integritet
• Nogle forandringer med bevægelse er mere åbenlyse end andre. En armstrækning giver muskelstyrke, men det kan være, at armstrækninger også har andre effekter, der er mindre åbenlyse i starten, såkaldte COEs (Carry-Over Effekter). Det er som med ringe i vandet. Det ene leder til det andet. Det hele er ikke fastsat med målsætninger, handlingsplaner og resultatkontrakter
• Nogle gange opstår synergier. Vi kan noget andet, end vi tror, vi kan ikke bare tage armstrækninger, vi kan nu pludselig gå som et firben. Men måske kræver det, at vi ændrer på måden og vinklen i den måde, vi tager armstrækninger på, og ikke kun sværhedsgraden eller tempoet
• Effekter er i første omgang rent fysiske og fysiologiske. Dvs. at muskulaturen optrænes, knogledensiteten forbedres, koordinationsevnen ligeså, leddene styrkes, blodtrykket sænkes og metabolske processer kan forbedres, såvel som immunforsvar osv. 
• Det kan også være, at der er psykologiske og sociale forandringer på spil, eller spirituelle. Det kommer ikke ved den første armstrækning, tro mig. Men når du lærer at glide hen over jorden med armstrækninger, der forandrer sig ind i andre bevægelser, kan du ved selvoplevelse erfare, at det er sandt. Det er et eksempel på, at forandring kan bære meningen i sig selv. Det er en form for frihedsfølelse, der kan smitte. Og nej, armstrækninger er ikke det eneste eksempel
• Når nogen spørger “hvorfor laver du den der øvelse”, kan det være svært at svare, for der kan være mange formål. Der kan være fokus på flere ting, der viser sig igennem praksis, og over længere stræk, som ikke er givet på forhånd. Derfor kræver bevægelse åbenhed og nysgerrighed. Vær opmærksom på forandringer inde i dig, og uden for dig

Der er mange andre forandringer i henhold til bevægelse jeg ikke kan komme ind på her. Men noget af det der skal til for at få et forhold til bevægelse er et mere bevidst forhold til vaner og struktur. 

Vaner kan skabes på ny – det er den bedste atomkraft i verden 

Hvis du er typen, der bare giver op, eller ikke kan finde ud af af holde fast i en forandringsproces, da vil jeg foreslå, at du lærer mere om vaner. Så du kan få mere bevægelse ind i dit liv. Eller strukturerer din hverdag, så bevægelse får hvad der tilkommer den – eller i den mindste en chance.

Der findes stadigvæk nogen, der refleksmæssigt spiller “det har jeg ikke tid til kortet”. Alle, der kan, må tage sig tid til at værne om et bæredygtigt liv med krop og sind. Det er hverken selviscenesættelse, selvoptimering eller vanvid. Det er selvomsorg for begyndere. Og jeg tør slet ikke komme ind på fænomenet dovenskab, som lever i bedste velgående.

Jeg er tilmed forbløffet over, hvor konkret en vaneændringsproces kan fremstilles. Jeg vil derfor anbefale dig at se nærmere på James Clears Atomvaner: Nøglen til at skabe gode vaner og bryde de dårlige, der netop taler min egen sag, selvom bevægelse ikke er det primære emne i bogen. At agere i det små er mottoet.

Som citatet på en af de indledende sider lyder “Små forandringer – bemærkelsesværdige resultater“. Atomer er meget små, men samtidig kilden til megen energi og styrke. Der er power i små forandringer, hyppige, små forandringer. De kan stables og siden føre til betragtelige og mærkbare forandringer. Clear tænker klart og usentimentalt. Han sætter forandringer i system.

Vil du på redskabsniveau have indblik i hvordan, kan du læse mere på jamesclear.com. 

Mens Clear kan hjælpe dig med det lavpraktiske og konkrete rugbrødsarbejde, vil jeg sætte mig op i helikopteren og spekulere lidt over, hvordan bevægelse kan bidrage til forandring. Jeg vil her på falderebet give mine egne tanker frit løb og i sentensform, sådan lidt semiaforistisk, formulere mig hen til en slutning. Her er en sjat forandringsmæssige forudsætninger fra mit ringhjørne.

Forandringens mange mulige forudsætninger

Jeg bliver nok udskældt for at være for abstrakt og højtsvævende her, men det er et frit land at tænke højt i. Jeg prøver at få orden i egne holdninger til forandring først. At forstå min egen proces og hvordan den er forbundet med omverdenen. Det er også værdifuldt. Jeg tænker bevægelse, sport og samfund lidt på linje her. Måske er der noget der bider sig fast hos dig?

Hermed nogle spredte tanker i forudsætningshøjde:

• Det er vigtigt at forstå forskelle mellem forandring og udvikling. Hvis alt nyt bare er godt, fordi det er udviklet, eller kan udvikles, er jeg ikke pro forandring. Det er ikke bagstræberisk konservatisme, det er kritisk selektiv prioriteringsbekymring. Nogle gange går vi med det populære. Men det nødvendige og kedelige kan også have sin berettigelse
• Det psykologiske anliggende. Forandringer kan fryde, hvis man ser sig selv i dem. At få forandringer trumfet igennem, at opleve dem blive trukket ned over en, kan vække mistanke og demotivere. Det er dårlig børneopdragelse 2.0 og en skidt opskrift på tværs af idrætsforbund og ledelsesgange, eller hvor det nu kunne finde sted. Mange mennesker kan godt lide at have ret, og ofte må vi indgå kompromisser. I skak hedder det remis
• Hvad kan positiv psykologi, som traditionel psykologi ikke kan? Fokusere på konstruktive forandringer? “Positiv energi” – som Søren Malling vistnok også råbte. Se efter meningsfulde betydningstilskrivninger fremfor at grave efter dunkle årsager. Se for dig, at AGF igen vinder Superligaen, nu hvor de skal have endnu et nyt stadion
• Forandringens barrierer må frem i lyset (dem er der mange af – se bare på managementlitteraturen under Forandringsledelse). Men hvem definerer, hvem der udgør en barriere og hvad der er modstand? Er det træneren, lederen, ministeren eller manden på bænken?
• Forandring kan i dag på samfundsplan eksempelvis handle om at forstå menneskets behov som værende samhørende med vores natur, hvor vi ikke bare fremmedgøres for naturen
• Det forkerte miljø du befinder dig i kan kvæle al forandring. Skab forandringsvelkomne miljøer eller bliv væk og gå en tur i stedet, eller bidrag til at forandre de eksisterende. Kig på medlemstallene, de lyver aldrig. Så måske er det dig, de har brug for?
• Forandring – inkrementel/radikal – “forever ongoing incremental proces” versus “change your state right now with a bang”. Skal forandringer gribes an med revolution eller reformer? Det har vi ikke helt fundet opskriften på endnu. Juryen voterer stadigvæk. Timeout på den
• Disruptionerne er over os – hvordan forandrer vi det politiske retfærdighedsbegreb i forhold til denne forandringsbølge? Er der nogen, der griber ofrene for de mange “kreative ødelæggelser”? Ikke nødvendigvis på storpolitisk niveau. I sportens verden kan man blive kommentator eller sælge reklamer, når knæene ikke vil mere
• Du forandrer dig selv, når du har lidt nok, har fået nok af noget. Måske, i nogle tilfælde. I andre tilfælde handler det bare om at blive spejlet på en anden måde, at se bjælken i eget øje, “blind spots”, selvbedrag og andre herligheder i en respektfuld eksponering, der værner om din urørlighedszone og har blik for det opbyggelige. I andre tilfælde har du ikke brug for spejling – mere at tro på dig selv, som Ulrik Wilbæk siger
• “Nød lærer nøgen kvinde at spinde”. Som en idéudvikler udtrykte sig: “Hvis det var sandt, lå Silicon Vally så ikke i Etiopien?”. Det hjælper med en økonomisk håndsrækning i ny og næ
• Det hjælper også undertiden at tage sig sammen. Start med at bryde en vane og tilstræb forandring på 1% pr. dag. Det er både bæredygtigt og tilpas fodslæbende, for ikke at sige overskueligt. Start evt. med en morgenrutine
• Forandringens fundament? Etablér flowtilstande ved at sørge for at sætte de rette betingelser op, så forandring kan ske. At male det sixtinske kapel med en blyant, kan være en drøj affære. Her gør vi det OK godt i DK. Vi kan noget med haller, padelbaner, beachvolley og muligvis også parkouranlæg. Men vi behøver ikke indføre mountainbike ruter i alle skove. Værn lidt om roen, så visdommen kan indåndes og man kan gå og lade tankerne vandre lidt uden at blive kørt ned
• Målestoksforholdet mellem ressourcetildeling og helhjertethed i forandringsviljen skal matche ambitionerne – ellers er det om at skyde ballonen ned, førend den flyver afsted. Det er værd at huske på når vi “designer” talentmiljøer rundt omkring: “Giver det mening, det vi har gang i?”
• Opmærksomhed går forud for handling. Vi må dygtiggøre os i at være opmærksomme på hvilke forandringer vi søsætter, og hvilke konsekvenser de har. Især når vi bygger kunstgræsbaner i fodbold. Kunne det være undgået på forhånd? Måske? Måske ikke?
• Design tankegangen versus autentisk oprigtighed, ydmyghed, ærlighed og nysgerrighed. Forandringer kan designes, men andre trives bedst med organisk vækst – at de er vokset ud af et dybtfølt behov, fremfor at være objekter for massekonsumspekulation. Mange gode ting udvikler sig under retræter, når du har “mental sabbat” for den standende forandringstrummerum og trækker nogle stik. Andre forandringer starter ved at spille bold op ad en væg siden du var 4 år gammel – se så er det jo om at komme i gang
• Modet til at erkende behovet for forandring er et fremragende startsted. Peter Bastian har engang foreslået, at det gælder om at erkende, når vi kollektivt er på skideren og har brug for at rykke sammen i bussen. Problemet er bare præferencen, som Lars-Henrik Schmidt i sin 40-års jubilæumsforelæsning konstaterede, at vi har svært ved at slippe af med. Nogen danser bare lidt bedre rundt om bålet end andre. Der er altid nogen, der skal blære sig, når de scorer i fodbold
• Villigheden til at dele ud af sin sårbarhed – hvem er det der fejler på dette punkt? Ifølge Brené Brown kniber det, hvis min netflix hukommelse tjener mig korrekt, i topledelsen, hvor man stadigvæk bor på “Alfavej” og skal fremstå stærk og troværdig. Usual suspects er svære at komme af med. Viktor Axelsen må godt være sårbar, når han vinder i badminton. Men han er jo også en stjerne
• Forandringer kan være meningsløse, hvis lederskab ikke opnår følgeskab. “Nobody is listening” En fremtidsforskers forudsigelse vækker genklang. Jeg hørte en radioudsendelse herom for år tilbage i en bus i Kroatien på vej mod Dubrovnik. Recap fra hukommelsen. Alle kæmper om at spille hovedrollen, men ingen gider at se teaterstykket, og der kommer et nyt stykke i morgen, var vistnok devisen. Det er helt Andy Warholsk, “15 minutes of fame”. Mindre FOMO og “SoMe-PROMO”, mere delagtiggørelse i nærmiljøet. Tjek din lokale klatreklub ud eller begynd til karate. Så kommer du til at slide for æren, og er med i et fællesskab
• Bud på en vild forandring: “Kunsten at rykke sammen i bussen for mere end en rundkørsel” (landskampe undtaget). Vær indstillet på en lang rejse i visse tilfælde. Nogle gange kan det føles som en jordomsejling, andre gange er det en jordomsejling når vi mennesker skal samarbejde
• Mange har givet op på bevægelse og motion for tidligt, selvom forandring er mulig. De ved evt. ikke hvordan, og har måske ikke længere troen på eget værd og muligheder, eller kæmper med at finde en god vej ind i bevægelse. Det er svært at tage andres forandringsbegejstring for løbeture som middel mod depression alvorligt, når man ikke kan komme ud af sengen om morgenen. Her vil jeg gerne tilbage til 1% forandringen
• Mirakler kan maskeres som umenneskelige indsatser “we specialize in making the impossible merely late”. Forandring er tidskrævende på den store klinge, det tager minimum 10.000 timer, forklarer Rasmus Ankersen, til dels vistnok i samråd med Anders Ericsson og andre, der ved noget om noget. Men det er jo bare basis i dag. Der skal mere til. Det er jo langtfra nok på topplan. Men spørgsmålet er, om det er det, majoriteten har brug for eller kan identificere sig med? Skab dit eget mirakel, og hvis det involverer andre, er det heller ikke så ringe endda. Der er nok bevægelse til hele livet
• Håbløshed kan være en station på vejen til dybere selvindsigt og tiltrængte forandringer. Forandring uden selverkendelse er lidt som at stå på det samme S-tog hver eneste dag og at stå af på samme station. Nogle gange kan en vægtløfter måske have godt af at danse break dance og dyrke yoga og vice versa
• En vej tilbage, eksempelvis til bevægelse, kan være brutal, evt. fordi udgangspunktet er misligeholdt og forsømt ud over alle grænser – men ikke (nødvendigvis) umulig. Her hjælper ydmyghed en hel del
• Forandringens fremtidige vilkår inden for bevægelse, tja, jeg håber de er lyse, men der er mange tegn på, at bevægelse ikke respekteres alle vegne. Sundhedsstatistik i forhold til overvægt, for eksempel. Halvdelen af klodens befolkning. Det er immervæk også en slags mennesker. I øvrigt handler det hele ikke om selvoptimering, det handler om at bevæge sig som en naturlig del af livet. Men derfor kan det være ok at “udfordre på discipliner ” også

Så vidt mine løbske overflyvninger, der sikkert kræver lidt indforstået kendskab, hvad flere punkter angår. 

Det er i øvrigt ikke alt, der kan forandres, der skal forandres. “Never change a winning strategy”. Andre forandringsprocesser må give fortabt. 

Design og respekt for tid, liv og vækst

Jeg sætter min lid til nysgerrigheden. Der må være en grund til, at vi er kommet så langt i evolutionen. Vi rejste os og gik på to ben, vistnok også så vi kunne samle føde og hamstre, hvilket blev en fordel. Problemet med al den hamstring og forrådsindsamling er i dag, grådighedens rovdrift iberegnet, at vi ikke har flere frugter, hvis ikke vi lærer at respektere, at det tager tid at udklække sommerfugle fra larver i pupper og at skabe svaner ud af grimme ællinger. Processer der undertiden sker af sig selv.

Vi kommer jo ikke kun og ser AGF spille fodbold, bare fordi der er bygget et nyt stadion. Vi kommer, fordi det er sjovt, og fordi vi håber på, at de kan ramme bolden og score et mål. Nogen vil gerne være ambitiøse og stolte over “deres by”. “Kom så de hviiie”. Men der skal stadigvæk arbejdes hårdt med indersideafleveringerne. Det er ikke nok at forandre kulissen. Knofedt er også en del af legen.

Lad nogle af de gode forandringer opstå, lad være med at forandre, bare for at forandre og fordi der skal klippes en snor, tiltrækkes flere turister og alt det andet. Jeg beklager den vulgære tendens til metaforik. De skal jo helst holdes i kort snor. Men jeg er nødt til at binde sløjfen.

Respektér at forandringens vinde blæser med forskellig vindstyrke, men at det gælder om at holde fast og ikke blive blæst omkuld, når andre har travlt med at veje og forandre på dig. Det er ikke kun ren Odysseus. Det kan også være befriende. Igangsættende for en mere autentisk og værdig forandring, hvor du bliver en anden, men samtidig er tro ved dig selv. Det tager tid.

Nu er jeg ikke nogen udpræget “armchair Einstein”, men blot en engageret fætter der prøver sig frem. Alligevel vil jeg skolemesteragtigt påpege, at mennesker ikke kun har en pris, men også en værdighed. Lad os alle huske det, når vi forandrer. Så skal jeg ydmygt overlade mellemregningerne til eksperterne. Så længe de ikke bliver for ambitiøse og stadfæster designtænkning helt ned i børnehaven. Nogle gange skal en mælkebøtte have lov til at stå og se irriterende ud i landskabet, og ikke tackles af den første den bedste robotplæneklipper.

Jeg har for eksempel givet op hvad egen have angår. Her arbejder jeg på at slutte fred med de gule bøtter. Det har krævet en hel del indre forandring. Det er vild med vilje, som de siger.

Forandring er i en vis forstand noget du skal ville uden at forcere. Forandringer sker også bare. Det er sommetider en proces, der kræver hensyn og omtanke. Men jo, vi har travlt hvis vi skal opnå en grøn omstilling. Kan vi balancere begge dele?