Heuristikker og livspraksis – en indledende orienteringsflanke – for nogen (1. halvleg)

Som indlysende modtræk til undgåelsesproblematikken, der handler om reelle tendenser i tiden, kan vi ærligt og en knivspids mere oplyste vælge at indsætte en aktiv indgriben i tilværelsen. Her handler vi og justerer på vores vej frem, i forsøget på at opnå et godt liv, som rummer afbalancerede forhold af behandling, bevægelse og livspraksis i vid forstand.

Vi søger ikke nødvendigvis mod stjernerne, men derfor kan det være rart at have en stjernehimmel at kigge på, ikke desto mindre. 

Der er, ikke overraskende, brug for at gøre mere, end vi som samfund p.t formår. Hvilket også Dansk Arbejdsgiverforening har tilkendegivet med 5 punkter til et sundhedsudspil, som skal forene selvansvarlighed med nationale mål etc. Det er med andre ord altså ikke kun undertegnede, der “finder på”, og tegner lidt kreative Jørgen Clevin-streger i forsøg på at male en djævel på væggen eller overdrive i ryggesløs markedsføringsøjemed.

Erfaringsmæssigt betragtet er det en prekær sag at lovgive og målstyre sig ud af al virakken, livets barske realiteter og skyggesider. Noget dumper ned fra oven, andet skal opdyrkes fra bunden.

Uden mål og med – eller med intelligent medløb

Spørgsmålet er, hvordan denne balance kan tilvejebringes? Om flere mål og “kvoter” bringer mere kontakt og resonans i det enkelte menneskes liv? Det skal mærkes at vi lever, som Benny Andersen og Johannes Møllehave plæderede for, vores livsværdier bærer en stor del af livsbyrden. Abstrakte strategier skal indleves og erfares på egne kroppe – og det kræver praksis, masser af praksis. Ikke kun medlemskab(sstatistik), store velmenende visioner og spotlys på mennesker, der ikke kan magte mangt og meget. Mål kan være hæmsko, men orienteringssans kan være retningsvisende.

Der skal undertiden mindre formynderi til og mere indsigt i nødvendigheden – og en sådan kommer fra mange egne og eksotiske fronter. Her vil jeg nødigt stå som fortaler for én stramtaljet bedrevidenhed. Nogle rykker først i startblokken, når de modtager en dyster melding fra lægen – eksempelvis en af dem der starter med “d” som i diagnose. Jeg vil ægge til den sunde fornuft, med alle de inspirerende greb, der findes. Undertiden også alvorens mine. Men jeg slæber ikke heste til drikketruget og går ikke voldens ærinde for at få geleddet til at rette ind.

Jeg respekterer individets selvbestemmelsesret, antager at majoriteten formodentlig er inden for pædagogisk rækkevidde, og må så undres og misfornøjes, når det alligevel ikke altid slår til. Nogle gange skal en kikkert pudses og justeres og sigtet vendes indad – i dyb, autentisk, medfølende og ærlig respekt.

Vi har forskellige opfattelser af et godt liv. Det må vi erkende og respektere. 

Ærefrygt og livsbalance

Det aktive liv har mange ansigter. Det tilpasses i samhørighed med andre mennesker og bør ikke leves verdensfjernt men derimod verdensvendt, som Bente Klarlund Pedersen blandt andet har blik for i Succesfuld? Podcasts om success i arbejdslivet – episode 5: “Bente Klarlund tror ikke på work-life-balance, for arbejdet er også livet”. Det rummer alt fra ærefrygt, til ydmyghed, knaldhårdt slid og møje, magiske oplevelser og indsigter, men også forvirring og bump på vejen. Entydigheden glimrer ved sit fravær.

At påskønne helbreddet og livssundheden er også værd at tage med i den snak. Måske er det bare en balance, vi glemmer, fordi andre ting er mere prestigfyldte eller presserende? Vi kan roligt glemme os selv undervejs i malstrømmen, ofre og negligere og alt muligt andet. 

Bente skelner heller ikke mellem “work- og life balance”. Hun har kun én samlet balance i tankerne. Hvilket giver god mening. Det andet kan give os nogle skrækkeligt reducerende og grovkornede skodder for øjnene og dele vitale aspekter af livet ind i kasser, hvor de til syvende og sidst ikke hører hjemme.

Men det er en nød, vi har vores hyr med at knække. Vores levevis i et helhedsperspektiv.

Når bare vi står sammen

Sammen er vi stærkere, hævdes det. Men hvis ikke vi kan finde ud af at forbinde os tilstrækkeligt til hinanden længere, til trods for de mange “links” og hashtags # vi kæder sammen, så er vi måske mere udsatte, end vi tror. Paradoksalt? Måske sløver de mange skærmdyp de umiddelbare og ikke medierede sansemirakler mere, end mange endnu har fået åbnet øjnene for? Vi kan drukne i sanseløs omgang med verden og kropsløst fælleskab, og alt muligt livsnært kan halte bagefter.

Drømmen om fællesskab kan let få åndenød i en verden, som er drevet af individualiseringsekspansion, atomisering, prekarisering og disruptiv globalisering. Eller hvad det nu er for nogle sociologiske termer, der efterhånden rækker til at beskrive vores verden.

Kompleksiteten kan muligvis inddæmmes med tidens førende “ankelstøttebind” – Artificial Intelligence (AI). 

Reconnect 2.0

Tør jeg overhovedet formaste mig til en alternativ tankegang?

Vi kan vel alle genfortrylles ved at lære at lytte til naturen puls og indfinde os i de mange vidunderlige foreninger, vi allerede har? Eller under andre sociale, politiske og demokratiske faner? Evt. nogle nye af slagsen. Engagement og participation must sein. Det er vi historisk stærke i.

Skulle det hænde, at vi er blevet lige lovligt dopet af digitaliseringen, arbejdes der nu øjensynligt på højtryk for at regulere og stramme op. Til gavn for os alle – eller måske for sent at dæmme op for? Måske den egentlige opstrammer i kølvandet herpå ligger i en luftforandring med generobring af sanseerfaringen?

Kan det ængstelige og sansebombarderede moderne menneske lære at sanse langsomt og kropsligt igen? Genvinde kontakten til hjertets og livets organiske rytme?

Hvilken vej bør du, vi og jeg vende kompasset, Jesper Abild, når vi gerne vil i gang? Når du jo ikke kan udstikke kursen for udfrielsen af alle verdens onder, men blot har bevægelse, livssundhed og livspraksis for øje. En temmelig beskeden Messias…

Tja, lad mig da i al beskedenhed nøjes med at kigge nærmere på mit eget gebet i erkendelse af, at den løbske verden er lidt for uregerlig at favne i dette indlæg og ikke bør tynge mine tyndslidte skulderpuder alene.

Kroppen med på vognen, tak

Først og fremmest vil jeg tilslutte mig en “Tænk ud af hovedet-tilgang”, der anerkender, at kroppen fortjener en større betydning i videnskaben. Det mener nogle i hvert fald inden for en ny gren af kognitionsforskningen (Giessing, M. (2024). “Tænk ud af hovedet”. Weekendavisen, Ideer, s. 17, 6. maj). 

Vi er meget mere afhængige af at navigere og justere i vores daglige liv i forhold til vores sanser og kropslige signaler. Lad os starte med at blive bedre intuitive væsner, der tolker og efterlever kroppens signaler på bedre måder. Vi er legemliggjorte eksistenser, og den legemliggjorte kognition er måske værd at have for øje nu, hvor vi for alvor begiver os eksperimenterende og famlende (nogen vil sige temmeligt blindt og trælbundent, men de modsatte jubeloptimister findes skam også) ind i robotæraen, på godt og ondt.

Måske skal ord som embodied, embedded, enactive og extended foldes mere ud i øjenhøjde? Skal vi blive mere dus med ord som interoception (omhandler hjernens tolkning af signaler fra kroppens indre organer m.v.) og proprioception? Sådanne forhold kan måske være med til, at vi igen får samling på krop og sind. For at vi ikke mister evnen til resonans, kontakten med os selv og omverdenen, og undflyr selvfornemmelsen. Fordi vi eksempelvis lige skal tjekke vores hjerterytme med en device og ikke går mere ydmygt eksperimenterende til værks.

Som jeg i øvrigtvagt tematiserer med eksemplet meditation.

Behov er ikke bare basale, de kan være livsnavigerende, når de vendes i det aktive livs tjeneste. Fremfor at blive kørt rundt i manegen af alskens markedstumult og farvestrålende gøgl.

Heuristisk heureka?

Jeg vil i dette indlæg skrive om heuristikker som en beskeden angrebsflanke til besvarelse af dette temmeligt åbne spørgsmål om vejen af hvilken. For i sandhed – jeg aner det ikke. Fællesnævnere kan være svære at få øje på, og må for Guds skyld ikke trækkes ned over hovedet på nogen. Vi er jo “ih, åh så forskellige”. Og det er ganske vist, og sådan bør vi til dels altid tænke. Meeen derfor kan vi vel nærme os mere generelle betragtninger samtidigt, ikke desto mindre. 

Humlen er bare, at vi ikke kan lappe en verden på samme måde som en SCO-cykel. Men derfor kan en omstilling godt trække på bevægelse, som noget der river os ud af døsen og den hjernevaskede status quo. Agere inspirator og primus motor. Som alternativ til mange af verdens andre vildfarelser.

Jeg deler som altid mine tanker, overvejelser og forsigtige sonderinger på jesperabild.dk. Mine råd og anbefalinger står altid til revision og kan sagtens ændre sig med erfaringsprocessens nådesløse afsløringer og mere geniale, eller mindre selvovervurderende udtrykt, velklingende påhit vel også?

En maler må være villig til at male hen over sit eget kanvas igen og igen. Og i den ånd er dette indlæg skrevet. For heurestikker er jo ikke redningen for den rådvilde, det tør jeg godt afsløre allerede nu. Selv Rembrandt malede sit ansigt igen og igen i en perlerække af selvportrætter, der i øvrigt er spændende formidlet hos Henrik Wivel i bogen Selviagttagelse: essays om kunst og digtning fra renæssancen til modernismen. Måske for at nå ind til sig selv eller følge sin egen metamorfose i takt med livsudfoldelsen og de drag over nakken, den har det med at påføre os. For at skrælle stadig flere lag af illusionernes løg, eller for at nærme sig sandheden, hvem ved?

Kig indad eller mærk efter?

En ting er vist. Vi skal have modet til at kigge indad også og samtidig ændre os i takt med de indsigter, livets bane pådrager os. Ellers er der ingen fremdrift. Det tror jeg ikke er helt det samme som den i tiden standende og udbredte mistænkeliggørelse af det at “mærke efter”. Der bliver navlepillet og psykologiseret en masse (altså den franske af slagsen, folkens). Og det er åbenbart farligt, fordi så glemmer vi at lægge mærke til andre end os selv, herunder omverden. Eller også går vi i selvsving over vores eget bekymringsføleri.

Det er ikke engang noget, jeg har fundet på. Det fylder en del i medierne p.t. For mig er sagen ikke noget, som råber på akut udrensning af følesansen eller andre introspektive bestræbelser. Jeg er også jævnt glad for at kunne mærke min egen puls og åndedræt, og det vil jeg blive ved med at være. Momentum kræver dog et memento, så vi ikke sidder fast i udsigtsløs famleri.

Tillad mig at foreslå en meditation: Memento vivere. Hvis memento mori tager for store veksler på livsudfoldelsen i den negative udlægning. Eller vi kan støtte os til en af landets hedengangne “æggehoveder”: “husk at elske, mens du tør det, husk at leve, mens du gør det” (Piet Hein).

Har vi glemt alt om superekvibrilisme? Eller handler det bare om at køre i ring i sin egen superellipse i et lukket kredsløb uden jordforbindelse?

Forankring kræver ankre og ansvar

Det handler ikke kun om at tage sig sammen og komme i gang, når vi undgår. Er der ikke forankring i beslutninger, er der ikke vedblivende fremdrift. Det handler om udsyn og horisont for bestræbelser. Er der ingen stabil comittment, er der ingen resultater. Vi kan ikke kun handle med afladsbreve og kvoter og sende vores dårlige samvittighed et andet sted hen. Når der ikke er flere pighvar og fladfisk på havets bund, er det næppe relevant med flere forhandlingsmøder og strategier, da bevæger overlevelsesbehovet sig videre.

Ansvar er nøglen på alle niveauer.

Den rettidige omhu er ikke en fjern onkel, men et kompas for daglig selvomsorg, således også hvad angår livspraksis. At vi så er forbundet til arbejdslivsformer, der nærmest kan være undvigelsesforstærkende og forgiftende, for ikke at sige særdeles stressinducerende, er et tema, som kalder på ydmyghed, der aktuelt er blevet adresseret i en udmærket Supertanker-udsendelse (Supertanker. (2024). “Er det nu også synd for chefen?” 29. april). Ægte italesættelse og fælles ydmyghed. En glimrende idé umiddelbart. Også på mere, skal vi sige, bonede gulve.

Parolen kunne lyde mindre bullshit, mere offervilje. At sparke dåsen ned af gaden, som var der tale om den amerikanske statsgæld, er næppe en bevægelsesform, der leder til sejrspodiet. Hvis stressstatistikkerne står til troende, har vi ikke råd til mere udenomssnak. Men aben kan vi muligvis deles om, så der ikke er nogen, der står ydmygt tilbage på perronen med deres egen isolerede sårbarhed?

Omvendt må vægmalerier heller ikke være for dystre. Heller ikke mit kanvas. For det kan bære nyt ved til håbløshedens bål og udmattelse, samt deformere demokratiet til en enøjet råbeaffære. Det er lige præcis der, vi er havnet for indeværende. Vi taler ikke længere intelligent sammen. Vi påpeger, langer ud, postulerer, peger fingre og øver os i spilfægteri. Kæmper om sandheder. Men er vi ikke alle i samme båd? Uanset privilegier og privilegieblindhed eller status.

Når folk undgår en hel masse, kan det skyldes, at bægeret er mere end halvt fyldt. Og opmærksomheden, det var det med sanserne, kan være i færd med at udarte sig til febrilsk stresskalibrering, frem for forankring af orienteringssansen.

Kickstart branchen

Allerede her går det galt, eller potentielt galt for mange af os. Og nu kigger jeg væk fra de horrible og forsimplende makroantydninger. “At tage sig sammen”-praksisser florerer i uskøn sammenblanding med hyperambitiøse omkalfatringsbestræbelser, med oplæg efter tidens modeluner og guruer. De findes i enhver slags. Helst med prædikatet antiaging, biohacking og andre “naturkodeknækkende” besyngelser, som cutting edge garanter. De sande moderne profeter, der skal bære livsfaklens flamme videre.

Jeg omtaler for så vidt selv sådanne koryfæer, men jeg er meget påpasselig med, hvordan jeg bruger dem. En Andrew Huberman er ikke ligefrem en virtuos indenfor bevægelse, hvilket tydeligt kom frem i hans ganske spændende samtale med Ido Portal, som jeg også har delt på jesperabild.dk. Blot som eksempel.

Den gode hr. Huberman var for så vidt særdeles nysgerrig og ydmyg, da han kom i menneskehænder i den konversation. Og det var godt. Han lærte noget og kom ned på jorden for en stund. Men har hans egen bevægelsespraksis ændret sig siden? Er den bæredygtig eller bare en granitskåren skabelon?

Muskelbundter kan også have respekt for andre med mindre muskler, og derfra kan nye frø spire. Men vi er særdeles glade for at holde fast i det, vi selv tror er vejen til et forjættet land. Eller at holde os til det sikre. Uden ærligt at spørge, om vi egentlig ønsker at rejse på krykker – hvis det er det, vi er i færd med?

Humlen er, at vi godt kan tro, at vi har fat i en forjættet fortøjring, men kan vi også give slip igen?

Lad os først og fremmest give plads til nuancer i den hårdhændede kritik – også af tidens mirakelmagere, fusentastere og selvpromoverende opportunister. Der kan rent faktisk være mere mellem himmel og jord. Men dovenskab og spidning er ofte noget, der får foragten til at blomste lidt for uhildet. Det er så nemt at fare i blækhuset. Så nemt at klamre sig til en ny vitaminkur. At rejse er mere farefyldt, spørg bare Odysseus.

Vi lokkes af forloren sirenesang

Indrømmet, det er utrætteligt let at lokkes ind i kultiske kredse, nørdede fora og onlinefællesskaber, såvel som fysiske, der for længst har sat et autentisk fællesskab over styr og nu benhårdt styrer efter, at individet kan køre sig eget blinderæs eller formes i andres billede. Der er mange nicher at deles om og søge tilflugt i.

Det kan forekomme svært at finde de ægte bankende hjerter, der brænder for andre end mammon, selvspejling og udødeliggørende mediesmiger. Det kan i sandhed være sin sag at skelne de markedsdrevne selviscenesættelser, narcissistiske og optimeringshungrende selvforbedringsprojekter fra mere autentiske favntag og famlede omgang med tilværelsens kaotik. Hvor er de naturligt selvtillidsfulde og samtidigt ydmyge sjæle?

Nogle sværger ureflekteret til protokoller og faste opskrifter på alt. Har intet selvkritisk forhold til deres indtag af alverdens merkantilt ragelse og high tech gear, der risikerer at udarte sig i eksistentiel tomhed, fjerne udsynet for mere ærlige velværebestræbelser og jordbundne selvforbedringer.

Har du ondt i muskelvævet, køb en massagepistol. Er det galt med badevægten, spis en slankepille. Er du utilfreds, find dig en “helt” at spejle dig i.

En problematik, der redegøres udmærket for i artiklen “Stærk, sund og alene” (Cronwald, C. (2024). “Stærk, sund og alene”. Weekendavisen, Ideer, s. 4-5, 12. april). Artiklen advarer mod, at man kommer på vildspor, hvis kropsdyrkelse ender i blind selvdyrkelse og navlepilleri. En kritik, der dog ret beset har huseret med repetitiv og rituel kedsommelighed i årevis, hvor selvrealiseringskritikken har blomstret, más o menos i takt med fælleskabets (proklamerede) hendøen. Vi rokker os ikke en kasseret femøre på den front, så vidt jeg kan skue. Og jeg tager hjertens gerne fejl.

Det er sikkert både værre og bedre, statistisk set.

Kort lynrids af mediemoradset

Kritikken kunne se ud som følger. Og jeg karikerer naturligvis igen hæmningsløst og må bede om forladelse.

I dag har de narcissistiske og navlebeskuende selvrealiseringsoptioner nået svimlende værdihøjder. Det er muligt at svælge sig i egoisme og solcreme fra morgen til aften. I takt med at konflikt og krigstumulten råder overalt, og den akutte sjæleudplyndring og meningsløshed har frit spil via algoritmisk belejrende, insisterende, udspekulerede og forstyrrende medieplatforme.

Medieplatforme, der paradoksalt nok både udvider landskabet og fællesskab samtidig med, at de kritiseres for at true med at spolere demokratiers bæresøjler fremfor det modsatte – som var stillet os i udsigt af eksempelvis Zuckerberg og co. Vi kunne også nævne Google som et andet eksempel:

Vi skal åbenbart forvirres samtidig med at vi skal gennes i mere (eller mindre) sobre retninger. Det stritter i alle verdenshjørner. Og hvor mange gange har ham Zuckerberg ikke beklaget virksomhedens fejltrin på samfundets vegne, for dernæst at fortsætte som om intet var hændt?

I ovennævnte dokumentar – pænt mange gange.

Den ufiltrede galskab og tilsvining af hinanden har nået et nærmest ukontrollabelt stadie, for slet ikke at omtale deep fakes, sextortion, phishing og smishing og alle de andre kneb. Og der diskuteres på livet løs om der kan findes en opdæmningsstrategi. Andre svømmer efter sigende som fisk i dette truende farvand, opfyldt af egen guddommlighedsgørende stræben efter model ikaros. Eller pacet frem af indre dæmoner, sportslige ambitioner og alverdens andre selvmartrelser. Vi må alle cope med at finde en balanceakt i dette technokratiske totalteater. 

Selvfølgelig er det et led i medievirakkkens bagvedliggende forretningsmodeller, at håndfodre sensationshungren og sammenligningsmanien, men trivielt ender det med at blive, fordi vi som borgere risikerer at lukke ned og miste interessen for mangt og meget.

Vi undgår tilsyneladende ikke galskaben, vi stopper bare med at engagere os, lukker ned osv. Eller giver os 100% i en blindgyde eller særdeles meningsfuld bestræbelse, der desværre ofte ikke viser sig at føre til udfrielse heller – men måske nok fremskridt. Det er ikke sort hvidt, det ved jeg godt.

Men hvad om der var andre bud på offervilje, inden for livspraksisfeltet. Måske skal vi ikke poste, like og kommentere os ind i Himmerige. Vi skal selv gå den slagne vej til Hades, Haderslev, Hinnerup eller hvor vi nu skal hen.

Det er livspraksis. Mindre medie, mere mediering med manér. Eller afvænning, vurdér selv hvor du ligger på skalaen.

På sporet af ydmyghed

Trods de mange lokkende protokol profetier, løfter og færdigbagte optimeringsbud, vi er omgivet af, ser jeg ikke udelukkende et Armageddon i den proces, jeg selv er i færd med prøve at udfolde og undersøge nærmere. For jeg insisterer på at navigere ud fra ydmygheden – og det sørger praksissen selv for, tro mig. Jeg er efterhånden blevet en selvbestaltet praktikerforsker i bevægelse og livspraksis, sådan ser jeg i al fald på sagen. Og praktiserer helhjertet med både hoved (undertiden også hovedløst) og sjæl – også for at formidle herom til andre.

Samtidig forsøger jeg at se min egen tåbelighed, uformåen og dødelighed i øjnene, og er ikke – som nogen måske tror – videre optaget af perfektionering og ego styling. Jeg anerkender både min alder og mine begrænsninger, men jeg er ikke fikseret på dem. Jeg lader mig ikke diktere af dem, men har dem med i mine overvejelser i alt, hvad jeg gør, på godt og ondt. Uden at blive distraheret til et punkt, hvor de dominerer den videre fremfærd.

I en vis forstand er jeg interesseret i at fjerne mig selv fra ligningen, for på den måde at trænge dybere ind i sandheden og formidle lødig viden om livspraksis og bevægelse. Det er nok et gammelt trænercredo, der selvfølgelig kun er delvist sandt. Jeg søger også at udvikle og forløse sider af mig selv. Og det er hele livprocessen, der er i spil. Ikke et træningsprogram eller et halvhjertet 12 ugers engagement.

Hvad nu hvis visdommens juveler ikke ligger i pulverdosering, næringsoptimeret astronautmad, sanseberøvende flydetanke, spirituel tågesnak og hyperegoisme? Hvad hvis det, vi kunne stile efter var at blive bedre rejsekammerater ud i bevægelse, altså forstået som livsbevægelse – idet nogen kunne misforstå mit ærinde og anklage mig for at være reduktivist?

Jeg ser mig selv som en, der trods egne og andres glimrende erfaringer, limitationer, egen research og ydmyge favntag med de mange muligheder, der er foreliggende, primært søger at mestre evnen til ikke at forveksle landskabet med kortet. Og blive en god navigatør. Ikke desto mindre.

For terrænet er som bekendt ikke det samme som landkortet.

Problemet er næppe overfloden af påduttelser, der skaber den megen jetlag og afmagt, men at vi ikke bare sådan lige kan vælge de rette svømmefødder og armvinger – når vi vil undgå at undgå. At udvikle ydmyghed er en praksis i sig selv, der kan lede til en mere fredfyldt udgave af selv samme selv. En mindre erobringslysten, men dog engageret og videbegærlig udgave samtidig. 

Ydmygheden handler ikke om at pakke sig selv ind i vatrondeller eller helt væk. Men om at fastholde en renhed i sin praksis. Keeeping it real, som det hedder. En ikke-perverteret, interagerende og iagttagende position, hvorfra kontakten til intuitionen kan være stærk. Egoet skygger ikke.

Når der er så mange, der løber med strategier, staldfiduser og markedspåfund, er det svært at stå bram om sin egen vej. Men just det er faktisk opgaven. Og dydens sti er som bekendt smal som bare fanden. 

Men vi kan vel enes om, at dit liv unægteligt og i sidste instans må være dit livskors at bære? Hvilket gør livsmestring til en disciplin, der kan kalde på al slags jonglørkunst og snilde.

Start med en bold, dernæst, to osv. Vi går for hurtigt til (for?) “mange bolde i luften”. Der er nok i en bold til et livs praksis. Men nej, der skal flere kul på kedlerne. Og således ramler det hele. Nogen gange også for undertegnede.

Forbehold må der til – og måske nogle flere arme

Mere ydmyg og åben kærlighed til praksis, folkens, først og fremmest, kunne min pastorale søndagsprædiken klinge. Især skal vi lære at have flere fangarme og ikke kun fange de lavthængende diller og rygter, eller bekende os til de faste og veletablerede fortøjringspunkter.

Med mindre vi trives med det.

Den mangearmede blæksprutte trives fint med at løse problemer, fordi armene fungerer i en evig fluktuerende samklang, når et bytte skal indfanges. Octupus living? Hvem ved, de kan i hvert fald forsvare sig, når andre går i blækhuset. Mange arter kan udspy deres egen blækagtige væske i så henseende. Nogen mener, de kan tænke konsekvenser ud i fremtiden. Men mennesker har ikke 9 hjerner, 3 hjerter og 8 arme. Vi må være mere opmærksomme på vores egen sårbarhed og dele den til artens videre overlevelse, fremfor at male hinanden over med formørkende blæk. Eller slettelak.

Vi har til gengæld knogler, og det har blæksprutter ikke, og knoglerne skal vi også passe på. Og en hulens masse andre ting ved kroppen. Ting vi kan starte med at sanse igen. Hvordan føles min ryg lige nu, trænger den til en pause? Mit syn – skal øjnene have hvile, elller skal jeg bare klø på?

At fortsætte af den blinde vej af begærsdrevne spiraler, had eller misundelse er en sikker synkestrategi.

At komme til bunds er dog ikke det samme som at synke til bunds. At søge sandheden er en approximation, ikke den fuldendte togstation i Taomina på Sicilien (selvom der nu er ret flot deromkring). Vi kommer ikke uden om derouter, vildveje og vildspor. Det er livets princip. Vi kan ikke kontrollere livets virak gennem et “script”. Og der fordres sårbarhedsforvaltning såvel som favntag, med andre ord erfaringsdannelse. Ikke konstant udskiftning eller blindt “follow along”. Octupus living er en kunst, der kan læres, men ikke mestres på en formiddag.

Der skal være plads til at opdyrke genuine alternativer til “bro wellness”, komplet uforståelig new-age leflen, kropsforherligende body building for usikre eksistenser (eller folk der bare vil være lidt forfængelige, og det er også helt i orden – til et vist punkt – for så kan det give fysisk og psykisk bagslag), unødvendige og komplet uvidenskabeligt forankrede kosmetiske produkter i hobetal, mystiske krystaller, opreklameret spakultur (et spaophold er da meget rart, Jesper, nåå ja), kvasireligiøse overbygninger på hverdagens tomhed, meditationsretreats på weekendbasis (der nok er realistiske indføringer alligevel) og eksorbitant prissatte workshops, der hæver sig over folkemængdens pengepung. Men måske er det hele værd?

Rejse med bylt eller noget der minder herom

Hvad med at blive en ydmyg rejsende. En der iagttager og drøvtygger på sin vej frem, men som ikke fraviger sin praksis. Som helliger en del af sit liv bevidst til livspraksis og bevægelse. Og resten til føden, familien osv. Af indlysende grunde. Det er vel godt at leve et godt liv. Men hvad med et enkelt liv?

Blive en livsdiscipel uden førerhund. Lidt Cainestyle agtigt, “walking the earth”, at gå på opdagelse, på en ydmyg facon. Tør vi det i højere grad? Uden hjelm og knæbeskyttere?

…og så kan vi altid strides om overlæggeren der fra. Man kan jo ende som en bums, som Vincent påpeger!

Mon ikke der findes andre, mindre spartanske og udsultede versioner. Vi behøver vel ikke alle stille os i kø med en skål. Vi kan gå i fodspor, der er så udslidte, at de kan være svære at få øje på. Vi kan genlære og genforny. Vi behøver ikke kun vækste og forpeste. Vi kan rejse med mindre bagage. Travel light, as they say. Med mindre vi påregner at have noget toldfrit med os ind i dødsriget, eller hvor vi ender, når hjertet stopper med at slå.

Måske er det nemmere at bruge sine blækspruttetalenter, når man ikke er tynget af at løfte for tunge byrder.

Hvad er det enkle liv i dag, hinsides reality tv og andre drømmende robinsonade fiktioner?

Først må vi erkende, at vildrede kræver, at vi bliver seende igen. At se udover det tornede, se hvad ærligheden kan bidrage med, på den forenklende rejse. At se sandheden i øjnene er ægte mod.

Hvem er du bag facaden, bag din helt unikke selviscenesatte Potemkin-konstruktion og ydre fremtoning?

Hvordan vil du gerne bevæge dig igennem livet? Tænk engang bare at stille spørgsmålet, og ikke kun være en, der skal passe ind eller udfylde en funktion. Hvilket bestemt har sin berettigelse. Brødet på bordet er vigtigt. Men derudover?

Hvordan praktiserer du livet? Det spørgsmål kan de fleste være forbeholdne overfor. De hænger på eller i, og nogle gange med det yderste af neglene. Men er det best practice? Eller bedre udtrykt, er det en værdig praksis? Nogle børnefamiler kunne være uenige. Stilles der for mange og forkerte krav? Eller er vi bange for at gå glip.

Kunne tingene være anderledes? Eller skal vi selv lære at rejse mere 8-armet?

Definitivt ud af afgudernes Ragnarok

Forlad mig de nietzscheanske undertoner, der nemt kan overfortolkes, og vist også er blevet det, takket være lemfældig omgang med de højstemte tanker i afviklingen af dette filosofiske dødsbo. Vi ødelægger ikke sjældent alt der er helligt med vores infantile og merkantile afgudsdyrkelse, journalistiske vendatamentalitet, omsiggribende misundelse og krænkelseskrige. Jeg kunne for den sags skyld nævne andre rædsler, der dræner sensibiliteten, følsomheden og sårbarhedens rubiner, der er så kritisk vigtige for at kunne indgå i ægte livspraksis. 

Ingen kommer dybt nok ind i bevægelse uden at måtte krydse klinger med både frygt og utilstrækkelighed. Det er trædesten på vej ind i en dybere erkendelse. Det behøver ikke ende i tomhed og depression. Vejen ud af afgudernes krambod er altså en modets travesti. Altså i betydningen sti at trave på. Det andet er for uhyggeligt.

Derfor. Probat råd til de uindviede eller dem, der allerede er faret vild. Bliv antropolog igen og genopvæk din egen nysgerrighed, når tristessen banker på døren eller du ikke kan få ender til at gå op.

Der er med andre ord grund til at overveje, hvordan vi får et mere leve eller bæredygtigt forhold til bevægelse, livspraksis og ikke kun kropspraksis, på befolkningsniveau. Kropspraksisser er glimrende trædesten i begyndelsen, men de er ikke paladser, hvor kejseren skal sidde uden sine klæder og spejle sig i egen silketynde selvtilfredshed. De er blot remedier i en større teatralsk og alvorsbetonet leg – at leve livet selv.

At rejse efter et eller andet forbillede…

Men at rejse, som Caine eller på din egen facon, det er en bevægelse, der ikke lader dig i stikken, for du flytter dig. Det er måske det nomadiske alternativ, Bruce Chatwin romantiserede om, men aldrig fik nedfældet?

Hvornår lærer vi derfor at tage tingene for hvad de er, og ikke under- og overbetone udover det angribelige eller det muliges kunst? Det vil sige selv smage på livets lakridser. Søde som stærke, uden at dømme eller for at tilfredsstille begær. Det tumler vi nok alle med at få kalibreret. Nogle rykker teltpælene op, skifter karriere, partner, villa, sommerhusvinduer, fortsæt selv. De færreste går i livslære. 

For hvad hulen er det for noget?

Og hvordan skal en sagesløs sjæl, der er kommet ind med 4-toget overhovedet finde vej i denne udørken af lysageligheder og løgne indsvøbt som rene fantasmer og ufravigelige nødvendigheder (eksempel fra YouTube: “du kan ikke få dit næringsbehov dækket uden et kosttilskud der starter med “A””, Vorherre bevares, mener vi virkelig det?), som udgør vores nuværende samfundstilstand?

Ak, hvordan – kære læser – bevarer du din jordforbindelse, dit værdigrundlag, din kærlighed til at praktisere, når alle kimer hinanden ned med deres seneste påfund af yderste funklende karat af selvsleben indsigt og almægtighed?

Hvordan bliver du livs- og bevægelsespraktiker igen? Se det er et spørgsmål, der optager mig.

Med le(g) skal krat ryddes – i særdeleshed revl og krat

En vovet sætning i “vild med vilje” æraen, der lader til at være en af de bedre antropocæne selvbesindelser, vi har fostret her på det seneste. Eller også har vi bare fundet behov for at genopvække  fordoms fornuft, ved at kigge lidt indad – husk endelig ikke for meget.

Klimaforandring gør ydmyg. Selvom der stadig handles og vandles i det storpolitiske menageri.

Jeg ønsker ikke at svinge leen over noget. Må jeg derfor i ægte beskedenhed foreslå en ydmyg vej igennem terrænet, eller snarere vildnisset? Det gør du ved at praktisere fra det sted i dig selv, der er oprigtigt nysgerrig på det, du undersøger. Ikke for dollars, ikke for berømmelse og ikke for blær (eller det frække). Men for sagen selv. Heri ligger en opofrelse, der ikke er chefens kop te, ikke kan aftegnes i et kvartalsregnskab, ikke sælges på grønttovet hver eneste fredag og ikke kan hente følgere og proselytter og vinde mere af den dyrebare valuta – tid og opmærksomhed. Tværtimod. 

Det er den skyggepraksis, der ses af ingen og ikke skal ses af nogen, men som er sit egen udfrielse og tilnærmelse i et og samme åndedræt. Undervejs og -vejrs med dig selv og verden. Gerne med andre ligesindede medvandrere og rejsende. De store paroler har nok medlemmer. Græsrødder må ofte kæmpe for husly for natten. 

Den langsommme tilnærmelse af eget værd på egne præmisser er slidsom og utak tenderer til at være din belønning. How sexy, Jesper, how very sexy. Giv mig en tilmeldingsblanket – pronto!

Tja, jeg ser nok, hvor kritikerne vil hen. Men de glemmer den indre belønning, der ligger i rejsen selv. At se på vejen frem som en blanding af leg og alvor indbygget, ikke desto mindre. Livet er hverken det ene eller det andet, det er faktisk meget af det hele på en gang. Det er ikke kun et game om succes eller at ende som containerrager. Den der forstår at se det store i det små er ikke kun en legesyg fantast, der ikke vil knokle for føden, men en som påskønner sin dont, og er glad ved sin metier, uanset den prestigeklinkende statusplacering. 

Leg med det forhåndenværende og spild ikke livet

Allan Watts har, paradoksalt nok, opnået en kultisk status, og der er sikkert flere ikke helt appelsinfrie skeletter i hans kabinet også, men det betyder ingenlunde, at jeg og du ikke også kan lære noget af ham.

Her er hans smukke stemmeføring, der meget konkret viser hvordan det legende forhold til tilværelsen kan tage sig ud, når man faktisk er optaget af tingene for deres egen skyld og kan hvile i praksis, uden at ville andre til livs eller sælge sin farmor for højestbydende:

Og det er næsten på linje med Svend Brinkmanns indsigter i Ståsteder. Selvom det nok er noget andet også. At være i bevægelse er i min optik større end at kunne stå stejlt på noget som helst, at stå fast. Selv værdier kan omvurderes, for livet skal først og fremmest leves. Og det er en bevægelse, der fører til døden. Vi kan ikke tømre os fast, vi må bevæge os videre. Men ståsteder er gode værdier og tanker at have med på rejsen. Bestemt. Ingen ønsker at være indespærret hele livet.

Så hvordan forpligte sig, når livets princip er at give slip, til døden tager det sidste fra os – eller skiller os ad, som det højstemt hedder i kirkeløftet?

Se det er den praksis, jeg er optaget af. Ikke bevægelser, men bevægelse. Bevægelse som min tourguide, om I vil. Til en renere og vanskuret udgave af mig selv. Ikke for at redde kloden. Det er jeg alt for dum til.

Men den der rejser let, ødelægger måske mindre på sin vej, kunne min formodning ydmygt lyde? De mere bibelkyndige vil nok anfægte og slå om sig med syndsbevidsthed. 

Men hvad siger de, der træner i overlevelse? Hvor står en Navy Seal i dette dilemma?

Et tillidsråd fra en Navy Seal

Vi smøger lige ærmerne op og injicerer lidt hardcore råd fra en af de hårde halse. Alle rejser kan forekomme uoverskuelige, hvis der er langt nok til destinationen, mange stops undervejs og mange forhindringer. Forestillingen om at alt kører på snorlige togskinner er illusorisk. Der er bakkedale, lavninger, plateauer og toppe på vej mod det gode liv i bevægelse – eller det gode liv på anden vis.

Det kan man i selvhjælpsgenren forsikres om, af den velmenende, men måske også lovligt kontekstuafhængige og religiøst flirtende (men vist ikke bekendende) samt katekismussvingende jægersoldat Bear Gryllis, der i bogen A survival guide for life lægger fint ud med bevægelse, som jo er mit hjerte- og smertesbarn, über alles.

Well. Han trækker en vaskeægte forslået krikke af stalden ved at citere Martin Luther King:

“Tag det første skridt i tillid. Du behøver ikke at se hele trappen. Bare tag det første skridt” (Gryllis, B. (2017). A survival guide for life : hvordan du opnår dine mål, trives i modgang og vokser som person, s. 13)

Når vi skal bestige livsbjerget – der en passant lige skal nævnes ikke behøver at føre til nogen succestinde, da der i al mindelighed mindes om, at der også kan være frostkoldt på toppen – er vi nødt til at omfavne tilliden. Det er både klichétungt og klægt, men er det løgn?

Tilliden er i dronekrigstidens nuværende kujonagtige hærgen og den tiltagende verdenskrigsretorik en vinge, der er så stækket som aldrig før. Hvem nærer du efterhånden tillid til?

Hvem synger længere Vildandens sang, hvem lytter til violinens sagtmodige helbredelse som hos Good Night, Day af Johan Jóhannsson? Skønheden?

Jeg minder om skønheden:

Hvem nærer længere tillid til sig selv, og får lov hertil med støtte og opbakning fra andre, uden at atter andre skal kigge over skulderen for lige at se, om man nu også overholder de seneste ISO-standarder eller sociale normer. Eller bare endnu en urimelig deadline.

Hvad er det for noget med al dette dyneløfteri, der plager tidsånden?

Hvad blev der af pastor dit, der havde tillid til, at pastor dat passede sit? Og hvad blev der af den skønne livsudfoldelse, der giver plads til at se kunstnerisk farende på tilværelsen, hylder livet gennem dristige forsøg fremfor at ødelægge det med forsikringer, voldens sprog og klyngebomber.

Tillid kommer ved at træde til side, at give plads til, at andet kan gro, ved sin egen forstands ledelse, men måske nok også med lidt rollemodeleffekter og lydhørhed til dels.

Hvem trodser forhindringer i livets blinde hækkeløb?

Hvem favner sin egen tilværelses uformåen og krisebevidsthed og vælger at træde videre op af den trappe, der fører til det uvisse? Om end finalitetens indfinden vel stadig anses som en ultimativ realitet, selv ikke professor i genetik David Sinclair og andre dødsforhalende granskere har knækket.

Gryllis skriver, at det er i rejsens natur, at du ikke kan forudsige alle forhindringer og forvente at have heldet med dig hele tiden. Men også han peger på, at hvert skridt giver erfaring, perspektiv, evner og selvtillid. Og tilføjer så, at du kun får erfaringer og de andre goder, hvis du begynder at bevæge dig. Og her snakker vi altså ikke om armbøjninger og bevægelser i flertal.

Sagt på jysk. Mindre brok, mere gåpåmod. Mere bevægelse. Mere praktiseren.

Det kan synes såre logisk og alligevel er det her, mange prokrastinerer og giver op, fordi vejen frem kan forekomme uoverstigelig og aldeles ufremkommelig, nærmest kynisk hård og urimelig.

Og folk står ikke sjældent i kø for at ringeagte ikke bare din identitet, dit nuværende famlende “life in progress”, men også dine nybagte småkager. Jamen altså. Andre er gode til at støtte dig og dem bør du holde dig nær.

Hvad du bør vide om alle råd og heuristikker

Blandt andet derfor kan heuristikker være en beskeden redningflanke, når du skal nagivere, så du ikke farer yderligere vild i budskadset. Men Hans og Grete blev jo lokket af et brødkrummespor, til heksens hus, så det er åbenbart ikke alle sten på vejen, vi bør træde på. 

Faktisk viser det sig, at når først vi lærer at tage ansvaret for at tage det første skridt, at gå i gang, at være i bevægelse, da viser det sig, at der ikke åbenbares en helt masse mirakler. Men der sættes skred i tingene. Ofte i noget der for længst skulle have være adresseret, afklaret eller forsonet.

And then what?

Bear Gryllis opsummerer, hvad der venter os, når vi beslutter os for at gå op af trappen:

“Derefter handler det om at holde fast, holde sig munter, lade være med at springe fra, stole på de rigtige mennesker, lytte til sin indre stemme, gøre det, andre ikke kan eller vil, og aldrig tabe målet af syne” (Gryllis, B. (2017). A survival guide for life : hvordan du opnår dine mål, trives i modgang og vokser som person, s. 15)

Her vil jeg mene, at vi ser konturerne af heuristikker, der ikke er granitskårne protokoller, penslet ud i groteske detaljer og molekylære spidsfindigheder. Mindre kan gøre det. Og jeg vender tilbage til nogle konkrete eksempler inden så længe. I promise.

Folk elsker, at man er konkret. Man må ikke være for akademisk og antydende, det er krypto og ikke til at forstå. Og så får man bare skudt i skoen, at man er arrogant og utilnærmelig. 

Det hedder dog at gå op af trappen. Skal vi snobbe, foreslår jeg, at vi snobber opad. Men at vi fjerner nogle af de mange stilladser, der skygger for udsynet. Så Diogenes og andre livsvæsner kan få samme solglæde som Alexander den Store.

Uha, det var fint sagt, Jesper, he he. Hvilke stilladser? De mange mål og ambitioner måske?

Mål mig her, mål mig der

Jeg låner blot disse indledende pointer fra Navy Seal bogen, da jeg foretrækker at rejse videre og ikke agter at fortabe mig i hans videre udlægning, der måske netop falder for den kritik, Svend Brinkmann eksempelvis harcellerer over i sine udmærkede udsendelser om Jordan Peterson i Brinkmanns (dobbelt)briks i 2024. Der stilles heri skarpt på den lovligt højstemte positive tankekraft, der lover mere end den kan udfri. Netop fordi vi mennesker er mere end folk, der hver især skal nå vores mål, og fordi der er mange andre ting, som kan bremse din bjergvandring. Herunder samfundsstrukturer, manglende råd til bjergsko og hvad har vi. Bare tænk dig til succes og den indfinder sig i turbanen. No that’s a hard no on that one.

Vi er afhængige af hinanden, af noget større end os selv. “Ingen mand er en ø”, som John Donne, formulerede det i sit berømte digt fra 1624 – No Man is an Island. Og som digterstanden her til lands har genfortolket på mange flotte måder. Andre kunstnere mener faktisk, at det modsatte er tilfældet, har jeg lige læst i min ugeavis.

Det gælder som rejsende om ikke at forsluge sig på noget. Bruge det, der tjener en meningsfuld videre fremfærd. Det finder jeg værdifuldt, trods al den kritik, jeg givetvis selv kunne mobilisere af letkøbt positiv tankepsykologi (den positive psykologi er dog i fortjent fremmarch, så vidt jeg har hørt, og godt for det, så vi ikke ender i uafladelig negativ bias. Hvilket psykologien faktisk selv er i gang med at psykologisere samvittighedsfuldt, indadskuende over). Jeg foretrækker personligt til enhver tid at se marginal værdi i alt, jeg involverer mig i. Ellers ender jeg bare med at blive det, en politikerven kalder “langtidsskuffet” eller “sur for en sikkerheds skyld”.

Tag noget med fra alt, du møder på din rejse. Alle kurser og workshops og botantiske oplevelser.

Tilbage på sporet. Hvorfor er mål problematiske? De kan ensrette og forblinde os, fjerne udsyn osv. Ikke kun skabe tryghed. Mål har det med at skabe nye (uforudsete) udfordringer og give røde ører og pandesved – eller iltmangel, hvis du skal helt op på Mount Everest.

Hvad er eksempelvis målet for den, der egentlig bare ønsker at rejse og være til stede på rejsen, på en ydmyg, omend ikke lammefrom og selvindbildt manér? En der ønsker at lade tingene passere igennem sig, drage de erfaringer, det måtte give anledning til, og opnå forbindelse til noget udover sig selv, uden at metafysikkens og de numinøse fortolkninger skal antage svimlende luftigheder.

Forbundethedens føde

At føle sig forbundet med verden, med sine artsfæller og en kærlighedsfølelse og sågar medfølelse, der ræsonnerer og giver genlyd og dermed atter forbundethed og samvittighed. Det synes jeg er værd at efterstræbe. Ikke perfektion, men selvindsigt og indre selvbeherskelse, der giver plads til at træde ud af sig selv, eller snarere til side, som sagt.

Som præcis gør, at man eksempelvis får lov at opleve ærefrygten ved en solopgang over Jordans bjerge, erfaret gennem megen møje kl. 5 om morgenen, efter en nådesløs stigning op mod Masada på den israelske side af Det Døde Hav. Been there done that. Og nu er det vistnok endnu mere dødt, men det er en anden ulykkelig historie.

Her hjælper ingen kameralinse, kun det målløse åsyn, som forplanter sig i hukommelsen, når solen slår gnister igennem skydækket og rejser sig over bjergtoppen. En oplevelse jeg sent vil glemme – og delte med andre, som også tabte kæben – og havde afsindigt ømme ben af gåturen derop. Det koster kræfter at gå op ad trapper. Og giver herved flere kræfter.

Selv i Israel findes skønheden, tro det eller lad være. Eller fandtes? Pt er det svært at være optimist, da så mange lider og lader livet dernede, uanset hvem de holder med. Lad os arbejde på fred i fremtiden.

Den kosmiske ubetydelighedsterapi er ikke det samme som, at hverken du eller jeg er uundværlige, eller skal lægge os ned og forvitres eller trædes over fode af robotter. Det kan betyde, at vi kan udvise mere mådehold, undertiden lidt asketisk akkuratesse, uden fanatiske fortegn, og indse at der er større ting i verden end vores egne navle. I sær når der er konflikt i verden. Ydmyghed og ærefrygt dyrkes ved at komme på omgangshøjde med egen uformåen og position i universet, og dog fornemme, at vi er del af noget stort og sanse, at vores bidrag ikke er ligegyldigt. 

Måske er målet i sidste instans rejsen i sig selv? Og at få nok at spise undervejs. For uden mad og drikke…

Og en bedre verden, tak!

Bevægelse – ud over frustrationstærsklen og skamfuldheden

Ser vi på bevægelse isoleret betragtet, må vi hinsides frustrationerne i kampen for at nå de indenlandske bevægelsesmål, fremsat ambitiøst af DGI og DIF. Og som der hersker uenighed om, afhængigt af hvordan der flyttes rundt på tal og målsætninger. Vi kan alle male med hver vores pensel, og tegne det billede, vi ønsker. Men uanset medlemstallenes indre magi, kan idræt eksempelvis ikke reduceres til sundhedsoplysning. Og bevægelse kan heller ikke reduceres til idræt eller sundhedsfremme. Bevægelse er langt mere fundamental og afgørende for det menneskelige velbefindende og vores udfoldelsesevne.

At mange ikke er ankommet til den erkendelse, kan være noget, jeg vil bidrage til at ofre en del af min livsrejse på. Sagt i al ydmyghed. Det skal frem i lyset. Men det er ikke et hårdt mål for mig. Det er en tilnærmelse. En retning, jeg kommer til at justere på mange gange. Fordi jeg er i bevægelse.

Fænomenet “movement” eller movimiento, som det hedder på sydenlandsk, kan ikke reduceres til kalorietælleri, umoden kropsdyrkelse, protokolrytteri, hyperpopulært boldspil (jeg kan faktisk godt nyde et spil padel også, okay), stævner og medlemsskaber i en institutionel forankring. Disse er indlysende berettigede og relevante aspekter, der hverken skal trues på livet eller glorificeres som ukrænkelige stentavler.

Er de mange muligheder på bølgelængde med evolutionens variationsprincipper, er det godt, tænker jeg. Men det er som bekendt endnu svært at vide helt præcist, hvilke “mis-matches” vi skal have skabt balance i. Vi er jo en art i bevægelse, og selvom indsigt i evolutionære sammenhænge er godt, er der også naturlige tilstande, vi måske ikke kan gøre noget ved – eller ikke skal perfektionere os ud af.

Begynd i åbenhed – og pak dine mål væk for en stund (eller altid)

Åbenhed er et godt forandringstårn at kigge ud i horisonten fra. Især Tyskertårnet ude ved Sletterhage fyr. Beautiful. Vidde og prægnans kan opstå når blikket kan panorere og ikke stirrer sig blind på specifikke mål – herunder andres mål på dine og alverdens vegne. Alle disse mål. Her og der og alle vegne.

Hvad blev der af processens magi i sig selv. Tilskrivning af taknemmelighed ved at bevæge sig fremad, bevæge sig i det hele taget? At se hvad der sker, når vi vandrer – dels via Via Dolorosa, på Caminoen og The Appalachian Trail. Jeg har desværre kun oplevet den første, og der var relativt trængt på dagen, lad mig sige det sådan. “Fanatisme” er undertiden en crowded affære.

Bevægelse er indlejret i og beriget af vores sanser, vores sansemotorik, der er den store drivkraft bag ved deksteritetens træning og vores nervesystems fabelagtige tentakler (her er blækspruttekoblingen sørme) i en evolutionær forstand forstås. Samt vores anatomiske og fysiologiske behov. Undskyld den kodificerede og mystiske sprogbrug. 

Det jeg mener er, bevægelse er underfundig, men også genial og mirakuløs, når vi forstår den indefra ud. Hvad kroppen er skabt til. Lad os komme tilbage til denne genialitet – ikke til flintøksen!

Vi må derfor brede vifterne for udfoldelsen intelligent ud. I særdeleshed gennem mere indsigt i genialiteten i den uorganiserede leg og eksploration, som ingen organisatorisk forankring har, men som sagtens kan rumme en indre arkitektur og læne sig op ad systematikker, eksempelvis “jumping decision trees”, “skill trees” osv. Og ja, både protokoller (nogle af disse indenfor bevægelse er nu engang en tand mere gennemtænkte end andre, nok også uopnåelige for nogen, døm selv ved at efterprøve), heuristikker og forhåndsvalg kan konsulteres for at reducere det hele en anelse, fra start af.

Ikke alle er blåtsprudlende blæksprutter og svømmer som hundestejler i oprørte vandløb. Nogen har brug for en helt særlig plan og en skudsikker vest, eller at genlære at mærke og manøvrere med grænser.

Sådan er virkeligheden også. Tro mig. Jeg forstår så udmærket.

Det imellem os – det fællesskabende og det enkelte sandkorn

For der er også den fællesskabsbaserede side af sagen med sociale bevægelsesmæssige forviklinger og relationsopdagelser samt interaktioner. Eksempelvis ved det at lære om grænser og sensitivitet m.m. gennem Tai Chi push hands. Bevægelse kan lære os noget om, hvordan vi nærmer os hinanden.

Sifu Roberto Sharpe har udviklet et kort gratis kursus og nedenstående video er et eksempel på, hvad det nærmere kan handle om. I den konfronterende nærkamp kan vi lære at forholde os til hinandens adfærd og på den måde erfare nyt om os selv. Jeg vil selv prøve dette kursus en dag, da jeg synes push hands er interessant.

Det kan kræve noget træning at finde fællesskabets dynamikker og komme ud over sig selv, eller bare at mærke hvor anspændt man er. Og dårlig til at reagere.

Celebreringen af det at være tilknyttet noget større end sig selv, og samtidig være på emotionel og spirituel omgangshøjde med sig selv er en god cocktail.

Uden at det med at nå de dybere indsigter nødvendigvis bør sande til i mysticisme, mytologi og noget, der ligger hinsides hverdagens (eller nærværets) metafysik. Først og fremmest er det livet selv, der skal erfares og mærkes. Vi mærker faktisk en andens ånde, kropslugt og øjenkontakt, når vi wrestler eller går abernes ærinde i grappeling, som jeg finder både yderst drillesygt og god spas. Især efter Coronaen.

Dansen er nok den egentlige dronning, der forener det hele (eller en ret stor del af helheden). Ikke vild med dans, men dans som overflod, rytme og tribalt tilhørsforhold, uden de mange labels, der hærger savannen nu til dags. Vi må gerne elske formater og koncepter, men vi er nødt til at sætte os udover dem også. Det handler om at føle magien til det punkt, hvor den forandrer og vækker til live. Ikke at have en bestemt klubtrøje på eller de evindelige kopistsko, som skal mime Ido Portals tronfølgeskab.

Humlen er blot, at der er megen overlevering og viden, der går tabt. Mange ritualer, traditioner osv., som bevægelse er spundet ind i. Disse kan let fordufte i den tivoliserede effektjagende samtid, der halser efter instant action, penge og fedtreduktion på recept.

Kineserne er gode til at holde sådanne traditioner og ritualer i hævd, det skal de have, og den dybe bagvedliggende lærdom er den, jeg synes, vi skal have frem på disken igen. Mindre card shuffeling, mindre “hele buffeten”, og mere dvælen ved den enkelte ret. Så den kan komme til sin ret. 

Som et sandkorn i vrimlen. Vi kan dvæle længe nok ved.

Tjen på en omsorgsfuld måde

Samurai er jo en, der tjener, og hvad er mere ærefuldt end at tjene hinanden i den fremadgående proces mod døden, uden at forvolde hinanden mere smerte end godt er?

Japanerne kunne åbenbart også noget. Og jeg har vist brugt dette klip før. Gode ting må gerne gentages.

Vi kan lade os lede af principper, bagvedliggende koblinger til vores artsmæssige udrustning med motoriske forviklinger og nervesystemets dominans. Det visuelle system, det vestibulære, det prioproceptive osv., osv. Men vi skal måske også holde de traditionelle videreudviklinger af evolutionen i hævd. Eller er vi bedre tjent med total disruption, der gør, at vi ikke kan kende de fire verdenshjørner længere? 

Vi skal ikke bare tonse afsted mod målet, som vi alligevel skyder over. Elkjær gjorde det, husk det nu. Andre de flytter bare stolperne.

Vi skal lære at lave te, som om det var guldkalven selv, vi malkede. Se det er livspraktikerens fornemste opgave. At mestre en god tebrygning. Resten af tiden kan fordeles ligeligt mellem at sove og at sortere ris, at undgå forstyrrelser fra dør- og telefonsælgere samt at tjene til dagen og vejen – ej at forglemme. 

Der er nok at deles om. Men vinderen tager det hele, ikke sandt? Del og hersk. Dette er ikke ydmyghed. Det er indbildskhed. Ydmyghed er bedre, og det er det, jeg ser i denne lille stump af endnu en Hollywoodfilm, der jo som bekendt kan kritiseres for netop at være… Hollywood og melodramatisk.

I dette samlede 2 parts indlæg opfinder jeg ikke fællesskabet på ny. Vi når kun til foden af bjerget. Jeg ridser nogle basisheuristikker op, der kan skabe en lille forståelse af, hvad der kan være værd at nagivere efter, for det er jo netop det med hjernen, der er værd at skrive sig bag øret, hvis vi mener, at vi bevæger os intelligent. 

For at kunne bevæge sig intelligent, hvor vi anvender den indvendige side af hovedet, kan det være en god ide at forstå lidt om hvilke platforme, der kan hjælpe os med at få øje på de fragmenter, der kan få hjernen til at vælge bedre bevægelsesstrategier – og livsstrategier, med kropspraksis og livssundhed indbefattet.

Nå ja, det hænger jo sammen det skidt.

Jeg vil i 2. halvleg forsøge mig lidt med ernæring, lidt med smerte og sørme også afslutte med bevægelse, fordi tre smut med en sten er en god triangel og Bermudatrekant at rejse videre ind i.

Tør vi blot håbe, vi ikke forsvinder i for høje luftlag (eller førnævnte sagnomspundne trekant), men får konkrete smæk for skillingen alligevel. Tja, hvorfor ikke, men det kræver i første omgang, at du læser videre.