At jonglere meningsfuldt med livets 4000 uger

I indlægget Det stjålne fokus undersøgte jeg nogle af de distraherende mekanismer, der kan blokere vores evne til at fokusere og anvende tiden til egen fordel i den hypermediale samtid. 

En del af fokuseringsproblemet er med en god alen af sandsynlighed forbundet med manglende navigationsevner, uhensigtsmæssige medievaner, manglende dannelse, fordummende og tivoliserende underholdning og identitetsmæssige tematikker, der udfordrer vores vaneforestillinger. Samt en hulens masse forventninger og omverdenskrav, mange af os kæmper med at balancere.

Det er lykkedes os at skabe en forestilling om, at livet skal være en effektivitetssprint, hvor optimering og “time management” hærger alle vegne. Det kritikere ofte kalder en præstationskultur, hvor vi drukner i selvrealisering, produktivitetskrav og en uendelig promovering af tvivlsomme værdier.

Et er at stille skarpt på vores kapacitet til at holde fokus i nuet og forudsætninger herfor. Noget andet er at zoome ud. At trække nogle større linjer og fokusere på, hvad dælen vi stiller op med vores fokus hen over et helt menneskeliv. Også i forhold til at få noget fra hånden.

Hvad er modtrækkene til de samtidskaotiske tilstande, de mange moralismer og udskamningstendenser? Diverse former for bevidst eller ureflekteret tidsspild, eller jagten på det perfekte liv? Skal vi leve mere asketisk, skal vi leve mere bæredygtigt, komme i bedre pagt med naturen, eller skal vi lære at sætte tingene i et andet perspektiv og kere os mere om hinanden?

Svarene blæser som altid i forskellige vindretninger, men tiden synes moden til en genovervejelse af vores brug af livstiden. Til det formål har jeg kigget lidt på Oliver Burkemans magiske 4000 uger. En beregnende “iscenesættelse” af livsforløbet, som nærmest kan få det til at løbe koldt ned af lænderyggen, når det stilles så hårdt matematisk og kalkulativt op.

Et regnestykke vi nok alle kæmper med at få til at give mening. For hvad skal de 4000 uger bruges til i mit liv? Spørgsmålet er, om vi kan blive bedre til at fokusere på det væsentlige, når vi har fået den store kugleramme med i ligningen, og om vi kan få luget lidt ud i de værste tidsrøvere og effektivitetsvildfarelser.

Jagten på det gode livs tidsfylde

Hvordan kan vi altså genoverveje vores brug af de gennemsnitligt 4000 uger, de cirka 80 leveår, give or take, et menneskeliv består af?

Sådan lyder indgangspræludiet fra den tidligere time management ekspert, effektivitetsjunkie og bestseller forfatter Oliver Burkeman i hans meget tankevækkende og oplysende bog Fire tusind uger. Timemanagement for almindelige dødelige (Don Max, JP/Politikens Hus A/S, 2022, 1. udgave, 1. oplag).

I dette indlæg trækker jeg, som en halvdoven vampyr, essensen ud af hans diagnostiske læsning af vores vrangforestillinger om effektivitetshysteriet. Jeg rekapitulerer hans afsluttende modtræk i punktform, mas o menos, råt for usødet. Afslutningsvis gør jeg mig den ekstra anstrengelse at reflektere over, hvad dette kan betyde for bevægelse under disse konditioner.

Allerførst miseren. De mange fejlantagelser vi har om vores tidsforbrug og kuldsejlede forsøg på at tilfredsstille vores afsporede livshunger. Disclaimer – hvis du lever et liv relativt i pagt med dig selv, naturen, naboer, eller hvordan harmoni nu ellers materialiserer sig i dit liv, er der ingen grund til, at du behøver føle, at din forvaltning af livstiden er hverken udsigtsløs, kuldsejlet eller afsporet. Lad det være sagt med det samme. Jeg graver udelukkende i tendenslaget, der som bekendt kan være en luftig størrelse.

Kampen med faldgruber og misforståelser i tidsstyringens ubønhørlighed

Burkeman har et velerfarent blik for de mange fælder, vi træder i, når vi konstant er på udkig efter at forbedre vores liv, klemme flere timer ind i døgnet, nå flere deadlines, presse tiden til hinsides bristepunktet. Han har om nogen selv oplevet at ligge under for disse faldgruber – og hvem har ikke det?

I ren revolverstil bringes her nogle af hans pointer og løsningsforslag, der fik mig til at nikke gevaldigt med hovedet. Her i min egen omskrevne og nedkogte sprogbrug:

1. Vi er røv og nøgler i det store kosmiske og historiske perspektiv. Vores liv er absurd kort målt i forhold til de store evolutionære skalaer. Måske er livets korthed et af de vigtigste livsfilosofiske spørgsmål. Finaliteten, det faktum at vi alle skal dø. Det kan lægge et gevaldigt pres på forvaltningen af det levede liv. Jeg skal jo helst lykkes. Derfor gælder det om at leve med tempereret visdom og ikke “business jetlag”, hvor alt der går stærkere, går bedre
2. Vi lægger for ambitiøse planer og mange føler, at de ikke har skyggen af tid til at realisere blot en brøkdel af disse planer – og vi har meget svært ved at stoppe op og erkende det. Vi træder på speederen i stedet. Blindt ridt forude. Der er igen tale om klare generaliseringer
3. Vi har i ekstrem stor grad reduceret tidsstyring til time management og effektivitetsbestræbelser for at nå flere opgaver, løse flere problemer og blive mere produktive. Tid er mere end det
4. Vi har glemt at opleve livets mange vidunderlige gøremål, nyde livets mange herligheder, og er ved at drukne i helvedsagtige undergangsstemninger, dommedagsprofetier, svingdørsdemokratier, engagementer og post pandemisk paranoia (jeg hælder lidt ekstra malurt i bægeret her, men ikke meget. Burkeman runder selv en del rædsler)
5. Vi skal genoprette balancen, fremfor at tro, at vi kan løse alle klodens problemer i hvert eneste hjem. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal gøre alt, der står i vores magt, for at forbedre klimaet, og solidarisere med kommende generationer. Vi skal leve i nuet og finde måder at anskue tiden på, der yder den reelle situation retfærdighed. Kan vi gøre det uden skamfølelse?
6. Mange er fanget i en transportbåndagtig tankegang, hvor en tom indbakke er idealet, men hvor hver eneste e-mail risikerer at komme tilbage som en boomerang og skabe endeløse loops af selvavlende “vigtig kommunikation”, der ofte begrænser os i at fokusere på det væsentlige
7. Måske er manges problem ikke travlhed. Men at mange har travlt med det forkerte, sygner hen i triste, udsigtsløse jobs uden udsigt til anerkendelse – eller slet ikke er en del af arbejdsmarkedet
8. Vi bruger uanede tidsressourcer på de store livsdilemmaer – hvem skal være min partner, hvornår skal jeg skifte job, hvilken karriere skal jeg efterstræbe, skal jeg sætte børn i verden etc.
9. De store sociale medieselskaber sætter mange sejl til for at æde af dine knappe tidsressourcer og gør alt for at indfange og fastholde din opmærksomhed – helst ved at piske en stemning op
10. Vi tæppebombes af life hacks, bøger, apps og podcasts om selvoptimering. Pomodoro-teknikker, genveje til succes, selvledelse osv., der blot øger fokuseringen på at nå endnu mere og skrue yderligere op for forventningsspiraler, hvor udmattelse og udbrændthed lurer om mangen et gadehjørne. Ret skal være ret. Der er faktisk mange mennesker, der også er glade for deres arbejde
11. Vi har glemt, at tiden bare er en tankemåde, der historisk har set helt anderledes ud. Jo mere vi fokuserer på en tidslinje, jo mindre er vi i stand til at mærke tidens fylde. For så er målestoksforholdet måling, ikke oplevelse og opmærksomhed om tidens kvalitet som en måde at være i live på. Vi instrumentaliserer tilværelsen for at få tiden til at gå op, fremfor at leve i tiden og erkende begrænsningens paradoks. Jo mere vi forsøger at kontrollere tiden, jo mindre hold om tidsfylden har vi, og jo mindre nærvær oplever vi
12. Endeløse to-do-lister er hvad de er – endeløse, de fører til eksistentiel overbebyrdelse
13. Bekvemmelighedens faldgruber er en sportsgren, hvor vi (og især Silicon Valley tech-industrien) finder på små “pain points”, som skal udryddes, så vi kan leve mere friktionsløst, ugeneret og få mere fra hånden. Sømløse teknologier der gør livet lidt lettere, så du slipper for en flig af bøvl og spørge et levende menneske på gaden om vej. Se i den forbindelse mit indlæg om at genopvække bevægelsen, hvor jeg drøfter komfortfælden
14. Vi skal erkende, at vi ikke kan nå alt. At vi lever på lånt tid, og at det gælder om at træffe nogle valg, der gør livet mere betydningsfuldt. Vi skal kunne nyde JOMO, the joy of missing out, så vi accepterer, at livet er endeligt, og at vi ikke skal nå alt, men snarere hvile i vores begrænsninger. Ved at negligere mange ting, der påkalder sig vores opmærksomhed, ud fra denne erkendelse, kan der indfinde sig en ro til rent faktisk at få noget konstruktivt gjort
15. Vi udskyder ting og beslutninger, fordi vi er bange for, at de ikke er perfekte. Eller fordi vi ikke ønsker at fejlprioritere. Løsningen: Gå i gang. Det bliver alligevel ikke perfekt. Overspringshandlinger kan håndteres med en god dosis lavpraktisk fokus på det næste skridt, hvor du dropper de grandiose fremtidsforestillinger og projektvisioner og holder dig til de reelle valg, du har truffet
16. Vi skal lære, at opmærksomhed er “begyndelsen på hengivenhed” (s. 98). At vi bedre kan modstå “opmærksomhedsøkonomiens forretningsmodeller”, når vi indser, at de (langt hen ad vejen) er til for at få os til at træffe fejlagtige beslutninger. Baseret på kasinolignende metoder og brug af “motiverende design”. Det gælder om, at vi ikke lader vores evne til at vide, hvad der er vigtigt for os i vores liv blive undermineret af andre, der hele tiden pirrer os med lokkerier om mere af det, vi i forvejen (tror vi?) interesserer os for. Og det der kan ryste os i vores grundvold og bringe vores legemsvæsker i kog. Vi bør indse, at den digitale algoritmejungle ønsker at lægge beslag på vores tid og gøre os til et produkt for annoncører. Mere end selvstændige og kritisk undersøgende og bevidste samfundsborgere. Vi skal lære at opdage, at vi distraheres og faktisk gerne selv vil distraheres
17. En del af denne forvoldte smerte kan imødekommes ved at koncentrere sig i nuet, at opdyrke livsresiliens som ved at udstå kolde bade, trænge ind i stilheden via meditation etc. At forholde sig til ubehaget, at lære “den indre afbryder” at kende. Megen distraktion kommer fra os selv. Vi ønsker ofte slet ikke det, vi er i gang med, selv om det virkelig betyder noget for os
18. Vi skal lære at håndtere den kedsomhed, der er forbundet med fastholdelsen, da et fastholdt fokus er med til at minde os om vores egne livsbegrænsninger, som vi ikke bare kan surfe væk fra gennem overspringshandlinger. Ubehaget ved ikke at have kontrol over livet. På nettet kan vi bare flyde videre, i en evig tidsflugt. Med en begrænset opgave er vi nødt til at holde ud, anstrenge os, og det kan føles klaustrofobisk, indespærrende og gøre os magtesløse. De mange tricks, der anbefales er kun krusninger på overfladen. Eksempelvis at slå adgangen til forstyrrelser fra, fjerner ikke den indre trang til distraktion og adspredelse, hvor vi ikke skal forholde os til endeligheden, og hvad vi stiller op med den. Vi kan stadigvæk ende som dagdrømmere, der næppe er det samme som genuin mind-wandering, eller drukne i produktivitetsritualer. Vi skal i stedet overgive os til situationens alvor og gøre det, vi har sat os for. Stop med at undgå det, vi alligevel ikke kan styre, og erkend, at det er ubehageligt, og lev med det. Erkend at det er en del af livet, at det undertiden skal føles besværligt. Det er bøvlet, der skal opskrives, da det får os til at fokusere og bruge tiden på noget meningsfuldt
19. Vi har egentlig aldrig tid. Ting tager altid længere tid, end vi antager. Derfor overplanlægger vi, og i stedet skulle vi opdyrke evnen til at acceptere, at alt kan ske og nøjes med at planlægge nok til, at vi kan se en retning frem for os og ikke bekymre os om alle fremtidens mulige detaljerede scenarier og valg på én gang. Vi skal erkende, at vi ikke kan kontrollere fremtiden. Det vil frigive tid og energi til mere nu-fokus. Vi skal erkende, at planer kun er tanker. Det er ikke det samme som, at vi skal leve i spontan skødesløshed. Vi skal bare ikke tro, at vi kan kontrollere fremtidige hændelsesforløb via vores uundværlige planlægningsredskaber. Vi skal slække på bekymringen for morgendagen og trangen til at jagte garantier – vi skal agere mere rationelt i nuet, hvor reelle forandringer gødes i slowmotion
20. Vi skal være varsomme med den megen mindfulness, da den får os til at være usikre på, om vi nu også er nærværende nok. Måske skal vi som Ido Portal engang sagde i stedet praktisere mindlessness. At jagte det intense her-og-nu-nærvær, bede om mere sex, mere kvalitetstid og bla-bla-bla er en sikker opskrift på, at det vil mislykkes. Nøjes med at nyde det, der er, da der aldrig er andet end dette nu. Indse at du faktisk allerede lever i nuet, frem for at jagte det metodisk og forsøgsmæssigt
21. Værn om den frie tid, der faktisk var målet i antikken, især for de privilegerede filosoffer, skal jeg lige huske at tilføje. Det handler om ikke altid at have i baghovedet, at din afslapning er illegitim og i stedet burde helliges personlig udvikling eller produktive sysler. Hold fri med god samvittighed, da det er livet selv. Den frie tid skal ikke være til for noget andet, den har værdi i sig selv. Måske vi skulle docere obligatorisk dovenskabstræning som dyd i fremtiden, så vi kan genindlære dette? Det er ikke at sløse med tiden at nyde livet. Det er at afstå fra at optimere på dig selv og bare være med det, der nu er. Gåture er eminente hertil. De er et mål i sig selv, ikke noget du bør være god til (selv om teknologier bilder os ind, at vi skal måle vores skridt og fokusere på sundhed osv.)
22. Vi skal lære at håndtere vores utålmodighed. Vi kan være beruset af at leve i højt tempo. At have fart på og have 19.000 ting om ørene. Det svarer til alkoholikerens buzz. Det kan være vanedannende og i sidste ende destruktivt, da vi kan brænde lyset i begge ender. Vi kan komme til at træffe dårlige valg, leve usundt, spise dårligt, forringe vores livsførelse ved at forhaste os og styre mod mere travlhed. Tre principper foreslås af Burkeman: 1) Lær at udvikle en sans for problemer (problemer kan ikke endegyldigt løses, de er der altid, derfor bør vi løse dem en ad gangen frem for at “rydde skriveborde”. 2) Acceptér radikal inkrementalisme. Arbejd i adstadigt, men regelmæssigt tempo (Rifbjerg metoden), med fastlagte tidsintervaller og stop, når den afsatte tid er brugt. Giv ikke efter for trangen til at fortsætte, hvis du er i flow og du lige føler dig kreativ osv. “Stop” træner din tålmodighedsmuskel. Du lærer nemlig at sætte begrænsninger hver eneste dag. 3) Originaliteten findes på den anden side af uoriginaliteten. Start ud med det uoriginale, at kopiere, at samle erfaringer, lære nye teknikker, og indse, at du ikke kan springe ud i det radikalt nye. “Bliv på bussen”. Drop omverdenskravet om, at du skal “skille dig ud” og vær i stedet der, hvor du er på din rejse. Så vil de mange biveje, nye stier og meningsfulde fordybelser opstå, når du hænger i med det, du konventionelt har forpligtet dig på, og som måske ikke fremstår vildt glamourøst og unikt. Det tager tid at lære sig selv, andre og sine gøremål nærmere at kende. Giv dig selv denne tid (gad vide om alle er med på den – inklusive arbejdsgivere og power datere?)
23. Vi har glemt, at meningsfuld tid i høj grad er tid tilbragt sammen med andre. Ikke at leve som “Super Mario” (kælenavn for en person, Burkeman omtaler), der har helliget sit liv til at fordrive tiden på diverse krydstogtskibe, fri for alle forpligtelser. Vi har deponeret for meget af vores liv i et digitalt substituerende liv. Vi skal ud i det fysiske nærvær og få jord under neglene. Derfor er bevægelse også en ting, jeg ser som yderst central i kampen om at genvinde “den virkelige virkelighed”. Bevægelse genlærer os, at vi er væsener med kroppe. Den individuelle frihed kan vise sig at være en fortrydelse af de større, da vi er sociale væsner. En udfordring er, at vores fritid bliver stadig mere atomiseret, og at vi derfor ikke har fri på de samme tidspunkter, hvilket kan indvirke med tilbagevirkende samkoordinerende tumult når vi skal finde sammen. Koordineringshelvedet er over os – vi lever ikke længere i takt
24. Vi trænger kort sagt alle til en god gedigen omgang kosmisk ubetydelighedsterapi, som er en forrygende formulering fra Burkemans side. Vi er tilbage ved indledningen. Vi er røv og nøgler anskuet i forhold til det store univers, og vi pisker rundt, som om vi ejede verden, eller at hele verden var til for os. Mange arbejder samvittighedsfuldt med “10 verdensmål”, mens kloden står i lys lue. Et udtryk for kontrolmani, eller bare angstdæmpende tidsspilde? Måske er det vejen frem? Få enkle, klare mål? I en vis forstand er det måske et udtryk for, at religion ikke nødvendigvis længere tilbyder den fulde pakke med færdigløsninger. Men vi har brug for rutiner, livsopofrelse såvel som selvbesindelser. Jeg er ikke ude på at trække gode bestræbelser ned i sølet, men set fra kosmos er alle landkort fulde af fejl og vi kan ikke kontrollere fremtiden
25. Vi skal passe på med at blive for storladne. At tro at vi fokuserer på “det vigtigste her i livet”, mere end alle andre. Set fra universets side er det komplet ligegyldigt, hvad du bruger dit lille individuelle liv på. Måske vi skal genopskrive det beskedne meningsfulde liv, uden de store dramaer. Lidt a la Dan Turèll, som mest af alt holdt af hverdagen. Så vi ikke drukner i vores egne “egocentriske skævheder” og idiosynkratisk tror, at alt handler om os? Det er god kosmisk ubetydelighedsterapi, der skærmer mod storhedsvanvid, patologisk narcissisme og dyre psykologregninger
26. Vi skal lære at sætte meningsfulde standarder for livet, der rent faktisk kan realiseres. Fremfor partout at kaste alt efter Mars-ekspeditioner og “larger than life”-projekter, hvor alt menneskeligt skal erstattes af AI-scenarier eller optimeres med forlængelser af den menneskelige organisme med alskens teknologiske krumspring og vidtløftigheder
27. Vi skal lære at se sandheden i øjnene om vores egen irrelevans i den store sammenhæng, og acceptere den, så godt vi kan. I stedet for at række ud efter den (udødeliggørende?) biografiske genre og skrive om alt det epokegørende og betydelige, vi gjorde for verden, som skænkede os en nagelfast position i historiebøgerne. Vi skal afstå fra at måle vores liv med en abstrakt historisk alen og i stedet se vores liv for hvad de er. Liv der skal leves på deres egne præmisser, uden overmenneskelige fantasier og illusioner (inklusiv andres illusioner på vores vegne) “til fordel for en erfaring af livet, som det virkelig er – konkret, begrænset og ofte aldeles vidunderligt” (s. 209) 

Det konkretiserende perspektiv

Det lyder muligvis stadig lidt abstrakt, selv om jeg har forsøgt at suge marven ud af Burkemans visdom. Derfor har Oliver Burkeman 5 spørgsmål, du kan starte ud med at stille dig selv. Spørgsmål der er til at leve med, der ægger til at blive mere fortrolig med realiteterne i dit liv (s. 215-220):

1. Hvor i livet eller på jobbet søger du for tiden behag, når det der egentligt er brug for, er lidt ubehag? Gør dine valg dig større eller mindre?
2. Drømmer du og stiller krav til dig selv efter produktivitets-og ydelseskrav, der er umulige at leve op til? Lever du som en frygtsom sadist, der trænger til nye standarder?
3. På hvilke måder mangler du stadigvæk at acceptere, at du er den, du er, ikke det menneske, du føler du burde være? Lever du efter andres standarder, i konstant optagethed af tryghed og optagethed af andres vurderinger og legitimering af dit eget liv? Hvad nu hvis ingen interesserer sig synderligt for dit liv? Måske er der ikke noget at gøre dig fortjent til. Måske er der noget du faktisk selv foretrækker at bruge dit liv på. Læs lige den sætning en gang til…
4. På hvilke områder holder du stadig igen, indtil du føler, du ved, hvad du laver? Det er fint at erhverve sig færdigheder, men alle improviserer sig gennem tilværelsen , “asfalterer mens vi kører”. Giv derfor gas og indse, at du ikke kan beherske alt på forhånd, men må lære undervejs og give køb på din forsigtighed
5. Hvordan vil du bruge dine dage anderledes, hvis det ikke var så vigtigt for dig at se resultaterne af dine anstrengelser? Hvad ville du satse på, hvilke handlinger vil du udføre, for fremtiden, hvilken omsorg for verden vil du drage, hvilke investeringer og ambitiøse planer vil du kunne leve med, hvis du skulle acceptere aldrig at se resultaterne af din indsats? Hvad ville give mening at satse på i dag? 

Vanvittigt gode spørgsmål, synes jeg. Vi er nærmest på kæberaslerniveau her. Heftige uppercuts. Som jeg selv må tage favntag med i ydmyghed, men også håbefuldhed og tillid til, at jeg kan svare tiltagende meningsfuldt på. Det handler jo om at kunne svare igen her i tilværelsen, som Karen Blixen minder os om i livsmottoet: je responderai (så længe vi ikke tynges af hele tiden at skulle svare på alt).

Hvis ikke du allerede har ramt kanvassen, tillader jeg mig et sidste spørgsmål: Hvad er dit beskedne svar på den kosmiske ubetydelighed?

Den forsigtige stentavle

Inden vi bygger for store katedraler eller cementerer vores egen uduelighed i tomgang, ødselhed, ved at drukne os i papirbunker eller bunde endnu en flaske rødvin, skal vi lige have Burkemans egne “bud” med også.

I et tilbageblik på en korrespondance, Carl Jung havde i 1933, lyder en visdoms sentens som følger:

“…stilfærdigt at gøre det næste og mest nødvendige” (s. 222). 

Med andre ord er det vigtigste skridt det næste skridt, der også kan genkendes i virakken om motivation.

Det er altid meningsfuldt og kan være meget skæbneforandrende, hvilket Anonyme Alkoholikere også har taget til sig i deres omskrevne slogan heraf: “Gør det næste rigtige”. Hvad om dette var et universelt handlingsprincip for os alle? En stentavle med et yderst vigtigt livsbud.

Det kan være svært at afgøre objektivt, men derfor er det også det eneste, du må gøre. For det er det eneste, du kan gøre. At se kendsgerningerne i øjnene, at tage afsæt i dit livs begrænsninger og arbejde videre derfra.

Det kan føre til den forkætrede selvrealisering og det liv, du drømmer om. Men lad os bare være ærlige, det er ikke alle, der kommer i nærheden heraf. Folk vil også dø af fattigdom og lidelse i fremtiden, så langt øjet rækker, er min triste profeti.

Andre må nøjes med at se deres karrieredrømme forvitre, fordi fortiden, eller deres egen ageren, eller hvad det nu er, har forseglet deres skæbne. Det er ikke alle, der er lige visionære, har lige mange midler eller har haft en lykkelig opvækst med violiner hængende på væggen. Begrænsninger er der nok af, og undskyldninger. Hvad er forskellen? Kan vi altid optegne denne?

Lad os se mere lyst på tingene, hvad kan vi til eksempel lære af begrænsningens svære kunst?

10 begrænsningsredskaber til moderne travlhedsjunkier

Oliver Burkeman fyrer lidt ekstra “Mosestavler” i vores retning i bogens appendix. De lyder som følger:

1. Indfør en “fast volumen” tilgang til produktivitet. Hav en åben og en lukket to do liste. Flyt kun en ny opgave fra den uendelige åbne to do liste over på den lukkede, når du har udført en opgave herfra. Og den faste bør i reglen kun bestå af max. 10 opgaver. Desuden kan du anvende “en standby liste” til opgaver, der er i transit og venter afklaring i form af tilbagemelding. Anvend den supplerende strategi at indføre forhåndsbestemte tidsgrænser i dit daglige arbejde
2. Én ting ad gangen – fokusér kun på et stort projekt ad gangen
3. Beslut dig på forhånd for, hvad du vil fejle med. Det er kunsten at bedrive strategisk underpræstering. Hvad kan du lade ligge med god samvittighed (indtil videre), hvad vil du ikke bruge dit liv på og hvad er godt nok de næste to måneder på jobbet, som eksempler. Bliv bedre til fravalgets tematik
4. Fokusér på det, du allerede har fuldført, ikke kun på det, du mangler. Det lyder som god medicin for sjælen – ikke mindst i et stresshåndteringsperspektiv. Undgå produktivitetsgælden ved eksempelvis at lave en liste over alt det, du rent faktisk har gjort. Det falder lidt i tråd med taknemmelighedstræning. Eller som Møllehave engang sagde – glæd dig over alt det lidt, du når
5. Styrk din omsorg. Vælg dine kampe inden for aktivisme, velgørenhed og politik med omhu. Du skal ikke fokusere på alle verdens bekymringer. Prioritér det du kan gøre en forskel med, fremfor at lade dig overtale af alverdens alarmerende interesseorganisationers råben i hobe. Måske er det lokale engagement det rigtige, og så må Amazonas regnskov måske være andres opgave (en opgave, der i øvrigt haster ret så kraftigt, så vidt jeg er orienteret). Det handler om at agere der, hvor din begrænsede kapacitet de facto kan gøre en forskel, der kan mærkes
6. Acceptér en kedelig enkeltfunktionsteknologi. Vælg teknologier hvor du kan begrænse indstillinger og som evt. kun har en funktion. Gad vide hvor udbredt dette marked er? Et eksempel kunne være et ualmindeligt ordinært armbåndsur, en blyant etc.
7. Opsøg nyhedsværdien i det ordinære. Det lyder lunkent og kedeligt, men det handler om at opleve alt, der sker, med dobbelt intensitet. At være mere opmærksom på hvert øjeblik der går, uanset hvor trivielt det er. At leve i slowmotion, hvile i rutiner, ikke kun at drukne dig i oplevelser og adspredelser, der skal udfylde tomhedsfølelsen. Meditation kan være en berigende måde at opleve nuet på, der faktisk er nydelsesfuld og ikke bare en distraktionsbyrde, der kaster dig tilbage på dig selv. Spontane ture, nye hobbies osv. kan være andre veje til genopvækkelse fra en slumrende tilværelse eller en eksistentiel overbebyrdelse
8. Vær en “forsker” i dine forhold. Det handler om at kultivere evnen til at være bevidst nysgerrig, at have dette som holdning. Også efter 20+ års parforhold, eller når du har jubilæum i det samme job. Nysgerrigheden er vejen igennem udfordrende og kedelige stunder. Den revitaliserer det, der kan stagnere og holder uforudsigeligheden i live. Vælg nysgerrighed over bekymring for hvad der gemmer sig om det næste gadehjørne
9. Dyrk øjeblikkelig generøsitet. Når du får en impuls om at gøre noget godt for nogen, sende en venlig sms, en rosende e-mail eller en buket blomster, så handl på impulsen. Materialisér dine tanker, gør alvor af de gode intentioner (hvornår har jeg sidst købt blomster til min kæreste? Av)
10. Øv dig i at gøre ingenting. Det er vildt. Kan du det? Det er naturligvis umuligt i teknisk forstand. Vores organisme er i bevægelse, vi trækker vejret, indtager hele tiden en ny kropsholdning osv. Det er det, der ligger i “gør ingenting meditation” eller stillemeditation, der kan være en vej til at genvinde autonomi og træffe bedre beslutninger, da du falder mere til ro, hvilket er præcis samme formål, jeg plæderer for med berøring i form af velværemassage, der i øvrigt også har andre sidegevinster 

Disse råd kan være værd at overveje for os, der er rådvilde i hurlumhejøkonomiens tidsalder, hvor vi alle (eller stadig flere af os) føler vi er på nippet til at blive skiftet ud og overflødiggjorte, og der samtidig aldrig har været mere oprydningsarbejde at tage fat på. 

Afslutningstvist med bevægelse

Jeg truede indledningsvist med at runde bevægelse, bare fordi den er mit hjertebarn og primære neurose. Jeg er med på, at verden handler om andre ting også.

Som Burkeman så rigtigt pointerer, kan vi ikke undfly bevægelse, den radikale stilhed findes ikke. At leve er at være i bevægelse.

Til gengæld må man sige, hvad angår bevægelsens vilkår, at der er talrige vidnesbyrd om, at vi indskrænker vores liv med bevægelse i mange henseender. At vi vælger bevægelsesformer, der er hævnvundne modeluner og/eller har rod i misforståelser eller lodret uvidenhed. For slet ikke at tale om føromtalte komfortfælde, der gør at mange undflyr bevægelse for snart sagt enhver pris.

Her kunne mere diversitet være på sin plads. Ikke bare i praksis, men i forståelse ditto. Ikke mindst om de bagvedliggende principper og lag, så vi ikke sander til i applikationer med “10 veje til en fladere mave”, men også viser respekt for erfaringslagene, den bagvedliggende fysiologi, de menneskelige behov for bevægelse, hjernens trivsel og jeg skal komme efter jer.

At vi lærer at anskue bevægelse som en del af livets drama, der også spiller ind i dramaet om de mange begrænsninger, vi skal sluge, som gode og drøje kameler, der skal lære at gå langt på literen. Bevægelse er fænomenal som læremester ud i ydmyghedens kunst.

At bevæge sig gennem livet

Hvordan bevæger du dig igennem livet, lyder bevægelsens spørgsmål? Hvad stiller du op med det faktum, at du har to ben og en rastløshed, der kan forsones i bevægelse?

Spørgsmålet er, om der findes en bevægelsesform til alle, eller om vi eksempelvis er fælles om at kunne vælge på alle bevægelsens hylder? Uden at ane hvad disse valg gør ved vores liv?

Vi kan kun håbe på, at bevægelse ikke bliver noget, der leder til fortrydelse eller fører i en selvforskyldt eller utilsigtet bevægelsesfælde, men tværtom beriger vores tilværelse. På lige vilkår med kunst, politisk debat, (færre) udsendelser om bagedyster, socialt afsporede sammenkomster og uproduktive kaffemøder med luddovne eller overentusiastiske kollegaer.

En erkendelse først. Nogle mennesker er begrænset i bevægelsesmæssig henseende. Andre kunne med fordel begynde at luge ud i egne selvpålagte bevægelsesbegrænsninger og indskrænkede forestillinger og vrangforestillinger og undergangsforestillinger. Ikke lade sådanne forestillinger diktere et fremtidigt virke med bevægelse.

Start med den næste bevægelse, det er god baneopkridtning – i Burkemans ånd.

Bevægelse kan føre dig steder hen, du ikke anede, hvis du holder nysgerrighedens principper for øje. Det handler om at finde en vej ind, der også kan være god for dig. 

Du kan bruge 4000 uger på at lære at bevæge dig – uden at have løst bevægelsens gordiske knude. Måske er det derfor, at et af koryfæerne inden for bevægelse bruger mottoet “just move”. At være eksplorativ ud i bevægelse er ikke en begrænsning. Snarere en frisættende og meningsfuld måde at forvalte noget af din sparsomme livstid på.

Under bevægelse vil du opleve, at du til trods for universets ubarmhjertige ligegyldighed er godt i gang med at bedrive meningsfuld kosmisk ubetydelighedsterapi.