Motoriske mellemværender – 3. udgravning

Hvad kunne bevægelseskultur i mere generel forstand bidrage med, udover amatørisme og forvirring, der fjerner fokus fra det sure slid med gentagelserne og konsekvenstræningen? Hvor er relevansen, kære læser?

Allerførst. Det er en stor verden. Og jeg er kun en pissemyre i den tue, believe me. Ikke en officiel talsmand med et name tag på en konference.

Der findes ikke et enerådigt “vi”. Der er mange, der anskuer tingene vidt forskelligt, så svaret er aldeles for egen regning nu. Om 5 år mener jeg givetvis noget andet.

Hvorfor mon? Fordi det er en del af udviklingspræmissen. At give slip og søge dybere

Nogle proklamerer at vi står ved tærsklen til en revolution i bevægelseskulturen, der søger alternativer til de gamle “tekniske paradigmer”, hvor “drilling”, “endeløse gentagelser” og SAID-princippet udfordres. Både med rette, men også med en masse forvirring indbygget, forvirring, fordi der kan være scenarier, hvor tingene kan følges fint ad, og hvor mere traditionelle metoder er mere hensigtsmæssige. 

Bevægelseskulturen bidrager med at tilføre mere kompleksitet i bevægelse helt generelt. Fordi vi studerer bevægelse på tværs af felter og discipliner, og engagerer os i alle “Bernsteins hierarkier”. Vi er “broen”, hvor idræt typisk udelukkende fokuserer på et eller to af de neurologiske hierarkier. Sagt lidt forenklet, vi hylder mere kapable kroppe, der kan bruges til flere ting.

Bevægelseskultur hjælper med at udvide universet, så vi som mennesker oplever, at vi er del af noget større, der ikke kan puttes ind i en kasse eller skabelon som et “spil” eksempelvis.

Åbenbaringen kan lidt traditionelt starte, når specialiseringen har taget overhånd. Som når man har problemer med en hofte, og må tænke ud af boksen. Andy Murrays genoptræning er et lille eksempel på, hvordan bevægelse kommer til undsætning. Jeg undlader at vise, hvordan han klarer dans. Der må du ud og opstøve en dokumentar.

Pointen er, der er nok at tage fat på, uanset om du har holdt et trofæ i hænderne eller ej: 

Og videoen omhandler kun en lille del af det, han eksperimenterede med. Hvor ordene “fun distraction” altså åbenbart optræder.

Lad os hjælpes ad med at få bevægelse til at være andet og mere end sjove distraktioner, eller kreative indspark, når specialiseringen er faret vild.

Det er næppe ideelt at feje alt af banen, blot fordi et nyt paradigme ser dagens lys. Men videnskaben på den front, der hedder “ecological dynamics”, som den fundamentale læringsplatform, er nu engang på vej frem og har to interessante metoder, der åbenbart har potentiale til at rykke os lidt længere frem i motorikbussen and beyond:

1. Constraint led approach (specific method of application)
2. Differential learning (specific method of application)

Dokumentaren, jeg her henviser til, kan være en begyndende øjenåbner. Herfra kan du meditere over nogle af de nye ord og ressourcer, Bren Veziroglu beretter om, og så kan du jo selv begynde at opdatere din viden.

En større forståelse af, hvad en bevægelsespraksis kan være, er essensen. Hvordan man lærer bevægelse på kryds og tværs og mere kaotisk. Det handler ikke kun om at lære at mestre alt, om at have bestemte præferencer eller at følge det populære. 

Det gælder om at designe de scenarier, hvor de økologiske miljøtankegange kan blomstre, som læremestre af enhver art kan bruge til at facilitere rammer og restriktioner, der tvinger og opfordrer studerende/udøvere til at prøve kræfter med differentierede opgaveløsninger. Ikke kun eksekveringer af forud programmerede handlinger og adfærd af formel art.

Det handler også mere om totaliteten i vores oplevelser og erfaringer. Vores behov, at rykke tættere herpå og “tappe ind” i behovsspiralen. Men også om at bruge de der mønstre og referent configurations i scenarier, hvor variationsprincippet for alvor sætter gang i den komplekse hjernesuppe.

At designe disse settings er ret vigtigt. Både i respekt for idrætspræstation, trods alt, det er bread and butter at jagte medaljer for mange. Men også for at være et tilpasningsvæsen, der kan spille på flere strenge, just in general. And because we can. 

At kunne tilpasse bevægelse til skiftende situationer og omstændigheder er vigtigt. Bevægelseskultur lærer dig tilpasningskunsten. Det er en alignment praksis at bringe vores behov i balance, i forhold til vores indre biologiske design – dvs. til homo sapiens, ikke kun homo specialis.

Lad os tage rolling og faldteknik som et eksempel. Generel motorik, der pludselig bliver legende, scenariespecifik osv. som vist i denne video. Og endda med tennisbolde, slet ikke dårligt?

Heri ligger også bestræbelsen på at bringe os mere på linje og bølgelængde med vores dybere sans for meningsfuldhed. Ikke bare at lære nogle regler i en sport, mestre nogle flere skills, eller at komme hurtigt tilbage på tennisbanen, eller at dreje rotationen i diskoskast til absolut perfektion. 

Nogle gange skal vi lære at dreje den anden vej rundt, kære læser.

Værdier jeg kunne se for mig, on the top of my head:

• Mere glæde og trivsel og fornyet inspiration
• Mere elevcentreret fokusering og autonomiskabelse, mindre trænerglorificering og metodestringens
• Mere kvalificeret opvarmning og skadesforebyggelse
• Færre skader potentielt set
• “Sports longevity”
• Muligvis bedre præstation – hvad er det helt præcist, vi skal måle på her?
• Mere motorisk krævende træning, der stimulerer flere neurologiske strukturer, evolutionen har begavet os med
• Mere alsidighed og variation, der i sig selv er godt for hele hjernen
• Mere opgavebaseret scenarieeksponering, der er “real life” forankret (hvem sagde natural movement tilgangen her også, men i en frisk og sprudlede og udviklende form)
• Evolution – flytter os i retning af stadig nyere kombinatorikker og mønsterdannelser

Ringene i vandet – noget andet end at spilde mælken

Færdigheder kan være alt fra “simple” bevægelser som et underhåndskast eller et sidespark til komplekse kæder af motoriske handlinger, som inden for ground acrobatics, eller dynamisk arbejde på gulvet. Eller bare det at koordinere kroppens led i stående positioner med fænomener som SROMP.

Og igennem tværgående praksisser lærer vi at bevæge os med bedre motorisk kontrol, fordi de enkelte praksisser “spilder over” i forhold til hinanden. Der er “carry over” effekter, som det hedder. Der er direkte overførbare “skilltransfers” som ved sværhedsgrader og levers i pushing mønstre. Og så er der det der underfundige noget, som jeg kalder “overførbarhed bag om ryggen”, der gør, at du pludseligt udråber “hovsa, det kunne jeg sørme ikke for 3 uger siden, gad vide hvor det kom fra, jeg har jo slet ikke øvet på det”.

Dette “spøgelse i maskinen” kunne være kalibrering via andre referente konfigurationer og bevægelsesmønstre, balancering af svage led i bevægelseskæden, bedre hvile, bedre prehabilitering, kapacitetsforskydning, mere komplekse stimuli i vid forstand. Fra behændighedstræning eksempelvis.

De bedste alkymister er dem, der tyder, hvad der gemmer sig bag spøgelsesklædet. “The Idos of this world”. Men eftersom det er hulens svært at finde disse orakler, er de nye økologiske tilgange slet ikke så ueffen. Ikke at det er et enten eller issue. Not at all.

Eksempel. Er en udøver meget mobil, kan det være, at stabiliteten halter, eller styrken, eller end range styrken eller, eller… Kunsten er at have blik for, hvad der mangler for at øge bevægelseskvaliteten. De motoriske handlinger røber noget af dette. De afslører, hvad der er og ikke er installeret af bevægelsesmønstre etc. 

Det er i øvrigt en standende diskussion i forhold til “skills”, hvor tæt vi skal træne på selve færdigheden – primærbevægelsen eller handlingen. Hvor meget skal en bokser bedrive skyggeboksning, hvor meget skal omhandle makkersparring, og arbejde på sandsæk og andre redskaber etc.

Er det gøgl og gejl, når Ido Portal kaster med kort for øjnene af Connor McGregor for eksempel? Jeg tror, det afhænger meget af, hvad vi dømmer efter, og hvilken plads, de enkelte tiltag tillægges i en større betydningskontekst.

Og her er der opbrud undervejs, har jeg ladet mig fortælle. Men det er betændt farvand, for traditioner og succeshistorikker er svære at gå i clinch med. Jeg skal ikke have klinket noget ved at påstå noget radikalt.

Ido har her vist vejen med flere dekaders indædte studier. Bren Veziroglu er som du nok har observeret i dette indlæg, en anden pioner, der er velbevandret i akademisk viden om motorik og motorisk læring, og han udfordrer frejdigt, omend respektfuldt, nogle af de hævdvundne læringsmetoder:

I videoen her prøver han at forenkle nogle af økodynamikkerne i forhold til opgaveløsning og kommer med nogle kortfattede pointer på mestringens kunst.

I hæftet Tekniktræning fra Danmarks Idræts-Forbund (2011), s. 38 ses, som kontrast, en klassisk pyramide, der placerer teknik øverst og dermed også indikerer, hvordan “noget bygger videre på noget andet”:

Teknik

Specifik koordination

Specifik motorik

Generel koordination

Generel motorik

Her leveres ét bud på, hvordan “spøgelset i maskinen” afmystificeres. Det er en tankegang, der ser færdigheder som idrætsspecifikke præstationer, der skal levere et bestemt resultat.

Bren V. derimod lægger i højere grad op til, at udøveren selv skal på banen i forhold til skismaet opgaveløsning og miljø. Det ligger i rammesætningen. Det revolutionerende. Måske også i fastholdelsen af de der talenter.

Man skal mærke suset fra interaktionen, ikke kun repetitionen. 

Her tilbyder bevægelseskulturen nogle supplerende, friske øjne på sagen, udvidede perspektiver. Et fænomen som eksempelvis behændighed er ikke kun en teknik. Teknikker er på Bernstein-sprog nok snarere noget, der florerer lidt længere nede i “hjernehierarkiet”. 

Og er det topmålet af motorisk kontrol, vi rammer der, med sådan en pyramidemodel? Måske indenfor rammerne af en (meget eller for den sags skyld mindre) specifik idrætspræstation, men for life, for real life? For virtuost at bruge hele hjerneklaviaturet?

Hvad blev der af “the level of meaning”?

Jeg er faktisk slet ikke sikker på, at hovedparten af idrætter ikke kunne have gavn af en dosis bevægelseskulturel inspiration. Men det vil næppe være i de samme doser, konstellationer og med samme vinkler for øje. Naturligvis ikke. Der er i øvrigt store forskelle mellem holdsport og individuelle idrætter.

Det behøver ikke være en “burgerrevolution” hvor alle skal lære den nye “drive in bestilling”.

Strøtanke. Hvorfor er det ofte teknik og træneregoer, der fylder så meget? Det er det måske heller ikke altid. Men i moderne sport er der ofte mange penge på spil, og for mange “forstyrrelser” og vildledninger kan jo påvirke præstation. Og hvordan måler vi på stimulus, hvis ikke i resultater?

Er det noget af det, der gør at visse skolers og læremestres “vindermodeller” (stadigvæk?) holdes i hævd?

Men er resultater alt? Hvad med relationer, glæde, frihedsfølelse, begejstring, holdsynergi, og 48 andre fine ord, jeg kunne bruge her?

Hvad med evolutionær relevans i det lange løb?

Hvad med at kunne andet, mens vi er i live, end at mestre en snæver disciplin, hvad med at være loyal mod “bare” at være et menneske?

The game of tennis

Apropos tennis, som eksempel, en disciplin som er meget tekniktung per tradition, hvor hævdvundne “teknikparadigmer” kan være svære at nedbryde, og de nye “økologiske vinde” kan fremstå truende og irrelevante. Tennis er dog lidt tricky, for det er samtidig en meget åben og kompleks sport.

Tennisfodringen, som fugleskræmsel, har mangen en tenniscoach fået på puklen for i årevis. De endeløse ventekøer (= få repetitioner og for lidt eksponering) og ineffektiviteten samt det forhold, at det ikke er spilrelevant osv. osv. Jeg tror, vi skal passe på med at stille det for firkantet op. Der kan være værdi i både tekniktræning og kompleks, ofte kaotisk opgaveløsning, men der kan også være funktionelt interessante løsninger, der ligger midt imellem.

Mellem 1 meter vippen og 10 meter vippen har vi altså andre vipper også. Det hele behøver ikke være for/imod eller pro et con. Der kan være situationsspecifikt og scenariebaseret, kontrastlærende, semifunktionel osv. osv. Det kan handle om opvarmning, placering i forhold til en bold, kontrastlæring etc., etc. Som en coach engang fortalte mig, er det svært at udføre noget taktisk, man ikke teknisk kan udføre. Og det kan være svært at mestre en teknik, man ikke fysisk er parat til. Blot som eksempel.

Det må ikke blive en sort/hvid hundekamp.

Sådan ønsker jeg dialogen kommer til at forme sig fremover. Det skal ikke være et konfrontatorisk ping-pong spil med paraderne oppe. Det skal være ærlig udveksling med respekt. Det skal handle om, hvordan bidrag fra videnskab, læremetoder med differentiering og opgaverammer (constraints), trivselspsykologi og intelligente feedbackformer går hånd i hånd. 

Hellere det end at komme på specialistcollege som 9-årig med en fysioterapeut og andre eksperter til rådighed døgnet rundt. Jesper, nu overdriver du, jaaa, men kun en anelse. Talentfabrikkerne findes.

Arrogancen og bedrevidenheden må erstattes af nysgerrighed. Og det er svært i konkurrenceidræt. Så hellere en tidlig start og en rask beslutning om at satse hele butikken, som vi har set så mange gange før.

Nå, her er i hvert fald et eksempel på en sådan farlig kulturel dialog, der drøfter spørgsmålet om færdighedslæring:

Der kan være langt fra boldfodring til åben match, men vi skal passe på med at dømme ting ude, uden at forstå mellemregningerne. Der er ikke megen skill læring i at hente bolde hele tiden heller, og derfor har fænomener som “play & stay” jo også vist, hvordan der kan skabes mere spil fra starten af. 

Det er ikke altid så firkantet, hvad der fører fra A til B. Lad os tage et andet eksempel.

Fænomener som dexterity, altså på dansk behændighed, er en vilkårsafhængig løsning af motoriske opgaver, hvor koordination, motorik og teknik går i ét – og hvor noget ukontrollerbart eller udefrakommende forstyrrelse spiller ind også. En kulmination af hjernekompleksitet, hvor mange af hjernens centre samarbejder om synergier og meningsskabende bevægelsesaktivitet.

Det kan være et trappetrin, en tegning på jorden, eller nogle tal på væggen, der danner afsæt. Her bliver det atletiske repertoire udvidet i takt med kompleksitetslag, der lægges ind over. Og koordinationskravene.

Det er ikke idrætsspecifikt, snarere “cutting edge survival art”. Men lur mig, om ikke det kan give visse remedier baghjul i idrætsmiljøerne, ikke desto mindre. Koordinationsstigerne eksempelvis, der også anvendes inden for tennis.

Overlevelsesfremme, vitalitet og kreativitet i et. Men det trives nok ikke altid lige godt i et idrætsmiljø, hvor man skal holde en riffel i ro i op til +20 minutter, som jeg har hørt på vandrørene, at man kan risikere. For nu at tage et drabeligt eksempel, der kræver, at man tænker sig godt om. Hvor fører det her min krop hen?

Lad os udvide horisonten, for himlens skyld. Ikke åbne blindt for Pallis Tivoli – eller for enhver pris, men for et bredere formål end penge og sejr (…hvad kæmper vi for?… ). Hvilket også tjener os livet igennem, hinsides en kortsigtet “specialist name-claim-fame periode”.

Respektfuld dialog og deling kan være en vej frem, ikke et bagholdsangreb eller en fornærmelse. Kærkommen musik, hvem ved.

Eksemplet håndbold

Nu digter jeg lige, ikke sandt. Som bevægelsespraktiker kommer man ikke primært ud til GOG og begynder at belære dem om kasteteknik. Men man kan måske indsnige nogle perspektiver herpå, de ikke selv benyttede. Det vil afhænge af, hvilket trænerniveau og udøverniveau, der er tale om. 

Det rækker ud over motoriksnakken også, men den er jo i alt hvad vi gør, kontrollen og kvaliteten i bevægelse. Og spørgsmålet er, om en kompleks stimulus kunne skabe flere motoriske nådegaver i de sagnopspundne haller og frituredunstende idrætsforeninger?

Armsvingenes koordinative universer kunne de være relevante, frem for den samme cirkulære løberunde med baglæns cirkumduktioner, alene med formål at skabe synovial opmærksomhed, så ledskålen kan præstere, skader undgås? Men hvor hjernen og hjertet ikke bliver stumt og forstenet af repetitiv gentagelse?

Bevægelsespraktikeren vil måske også interessere sig for svage led i bevægelseskæden, der kunne være anskuet i forhold til sportens skadestyper, motoriske handlinger på banen, eller reaktioner i håndboldmålet. For nu at tage et eksempel, der godt kan kombineres med generel motorik: 

Måske kunne der fifles lidt proprioceptivt udviklende pivotmønstre ind fra akrobatikken, der matcher arbejdskravet, inden man kaster sig ind over tre meter stregen. Måske kunne strukturelle og antifragilitets skabende balanceøvelser være relevante her, fra ankel, over knæ til hofter og til hele kæden. Desuden organiske veje til mere core og skulderstabilitet, fra lizard forberedende locomotion bevægelser, til endrange mobilitetstræning for overhead bevægelser, sågar lidt håndstandsforberedelser. 

Vi kunne kaste et flygtigt blik i skadesstatistikken og konstatere, at det går hårdt for sig med knæskader. Så måske kunne håndboldspillere lære noget om, hvordan man kigger hinsides airsquats og lunges, men også introduceres til rotationelle squatformer, curtsy squats, dragon squats, locomotion samt prehap for knæ, der involverer rotation og kompression og “knævaskning”. 

Man kunne inviteres indenfor i koordinationsverdenen og arbejde med reaktionsøvelser ved væg og tennisbolde, eller slet og ret motoriske opgaver på malertapemanér. “Tre stipe games”, der også kan kædes sammen i mere komplekse bold undvigemanøvrer, og sådan kunne jeg blive ved.

Der er også det element, der allerede kunne starte ved opvarmningen. At man arbejder med at tilføre mere kompleksitet. At man udvider mobilitet og rygsøjlefleksibilitet og arbejder med krydskoordinering, hinging etc., der må formodes at give noget tilbage til sportens ABC-bevægelser og teknikker, men måske er inspireret af et vejrmølleperspektiv inden for ground acrobatics. Især hinging.

På den store klinge kunne man lægge koordinationsstigen forsigtigt ud på bænken og indvie udøverne i skolekridtets (eller andre nødforanstaltningers) magi. I form af grundindføring i “chablon” skabelonens 3-dimensionelle genialiteter, hvor udefrakommende forstyrrelser som kastede bolde og tilråb kunne ledsage den motoriske opgaveløsning, så den får en snært af håndboldhektik. 

Alt respekt for Barcelonas lille hoppebassin, der vel er tiltænkt fremme af hurtig gruppedynamik, afleveringer under tidspres og beslutningstagning på få m2. Vi er nogen, der er mindst lige så dristige, og tror på, at vi kan træne hjernen mere komplekst, uden at relevansen går fløjten af den grund. 

Og så må vi ikke glemme, at friske nye øjne jo også er ny stimulus i sig selv, så det hele ikke drukner i de samme sidelænsløb, hop ind over stregen og skruekast og alt det andet, håndboldfolket er ferm til.

Det bevægelseskulturelle blik er kvalitetsøjets blik, der kommer med den intelligente sparring – forhåbentlig da.

Det afhænger til dels af forventningsafstemning, og om man i kulturen tør åbne for “the weak links” og det, man ikke synes, man er så skarp til. Det er ikke givet, at udefrakommende kan forbedre noget, men at reducere det til forstyrrelse i sportsgrene, der i forvejen rummer en del åbenhed, kompleksitet og kaotik osv., er nok lige så forkert.

Det er nok det der med match igen igen. Men for livsperspektivet er bevægelseskultur som skabt til hånd i handske.  

Og det er det, der fortrinsvist optager mig.

Lad os træde ned i funklende øjenhøjde og se på praktiske konsekvenser i et generelt perspektiv på den anden side af sportsglorien.

Tegn på at du kan have gavn af motorik i din bevægelsesdiæt 

• Dine grundbevægelser som hører til kroppens ABC og til dels sportens ABC er præget af grovmotoriske handlinger eller afslører graverende “installatoriske” mangler.
• Du har svært ved at lære nye bevægelser, fordi du taber balancen eller ikke kan styre eller kontrollere (del)bevægelser.
• Du indskrænker dit bevægelsesrepertoire uden videre omtanke – lukker ned for flere og flere bevægelsesformer (hvornår har du sidst hoppet rundt i græsset?).
• Du er bange for at gå i gang med at lære nye færdigheder, eller bange for at blive gjort til grin, når du bevæger dig sammen med andre (tennis er for svært, jeg spiller padel i stedet, som motionisten ville sige, hvilket kan være fuldt ud berettiget – afhængigt af scenariet).
• Du undviger selv mindre risici, når du bevæger dig – som at gå på kanten af en kantsten, eller at lege med andre objekter i miljøet.
• Du undersøger ikke din bevægelsesformåen, men følger faste og “trygge” skabeloner.
• Du har slet ikke aktivt valgt motorisk udfordrende bevægelsesfærdigheder på din menu.
• Du oplever, at du laver mange fejl i udførelsen af bevægelser, eller at resultatet ikke er ensartet eller lever op til specifikke standarder eller konkurrenceparametre (perhaps not such a big problem).
• Du har motoriske vaner, der er vanskelige at fralægge dig, og som virker uhensigtsmæssige, men konfronterer dem ikke i tilstrækkelig grad (“jeg er et håbløst tilfælde”).
• Du bruger langt hovedparten af din bevægelsespraksis på styrketræning og kredsløbstræning.
• Nedladende kommentar fra fortiden – “du kaster som en pige” (hvilket er nonsens, men piger er mere hoftedominante, så der ligger nok nogle forklaringer bag fordomsfuldheden). Men at kunne kaste en bold er en indikator i nogens øjne, på linje med et spark osv. Boldøjemetaforik.

I udviklingsmode med din motorik 

Forlad mig, at jeg vil koge noget ned her, der fortjener markant mere uddybning, og som jeg også leger videre med i et fremtidigt indlæg om færdigheder. Men jeg vil gerne allerførst pege på, at det motoriske mellemværende ikke behøver at fortabe sig i avanceret og formel tekniktræning, eller endeløs repetition af bevægelsessekvenser. Som næppe heller skal udskammes eller forkastes. Som i eksemplet tennis.

Der er en stor værdi i at lade den intuitive sans udvikle sig og din egen indre bevægelsesintelligens vokse via eksploration inden for nogle enkle rammer, hvor du så kan boltre dig. Ved at skabe scenarier, hvor bevægelsesintelligensen træder frem. Klatring er f.eks. meget intuitivt.

Parathedsniveauer, erfaringsgrundlag etc. vil altid stille forskellige krav til, hvordan vi kan gribe en læreproces an. Men åbenhed og nysgerrighed er noget, jeg sætter meget højt. Og selvom der fagligt kan argumenteres for, at vi bør “gå en bestemt vej”, bliver jeg mere og mere optaget af, hvordan du selv skaber vejen ved at have nogle guidende principper, der er tilpas elastiske til, at du tvinges til at konfrontere din egen kreativitet.

Mængden af bevægelsesmønstre behøver ikke være titanisk, førend du slippes løs og selv skal arbejde med kombinatorik. Det børe være en naturlig del af hele udviklingsprocessen. 

Hvis det uformuende barn ikke har noget legetøj, er det ikke fortabt. Det finder noget at lege med, og alt kan finde anvendelse, når man er nysgerrig nok. Som også antydet med skrammel legepladsens logik.

Men hvis du vil nå flere kompetencetinder, må du også lære at systematisere visse ting. Ellers vil du tilbringe uforholdsvis megen uproduktiv omflakken i trial and error transitten. 

Her er progressioner, skill trees og protokoller også værdifulde allierede. Det afhænger af praksis og scenarier. Men det er tilladt at følge dem med nysgerrighed og tilpasning.

Allerførst nogle lavthængende frugter, jeg holder af – ikke sandheder:

• Start med at lære hvad kroppen kan – basis kontrol med dine led i form af SROMP.
• Gør din opvarmning til en happening med mange motoriske opgavekomponenter, der gør dig klar til alt.
• Inddrag konsekvent 5+ minutter i hver session til at undersøge, hvordan koordinative udfordringer kan komme i spil og inddrag dermed mere diversitet ind i dine rutiner.
• Gå ud i miljøet og se dig omkring. Tag over på en legeplads og begynd at bevæge dig rundt på et legestativ, hæng i stativer og gå på balancebomme – hvad er muligt uden en masse viden?
• Byg udfordringsbaner – der byder på forhindringer, du skal igennem eller begrænser dit handlerum.
• Konstruér selv opgaver i din praksis, der udfordrer din kreativitet. “Jeg må kun bevæge mig fremad på gulvet, men kun på samme måde 3-5 bevægelser ad gangen”.
• Tag ved lære af de naturlige kapacitetsbårne praksisser, der er både funktionelle og som skal holdes ved lige.
• Tag et kig på de eksempler, jeg opstiller i indlæg om bevægelsesomfanget og se, om du kan finde udfordring i nogle af disse.
• Tænk ud over the usual suspects – “antal sæt, repetitioner og tid under pres”. Prøv at sætte din kreativitet under pres ved at opfinde små sekvenser af bevægelser, du skal udføre på flere måder – hvor mange forskellige push up kan jeg komme på, på 3 minutter?
• Væn dig til ikke kun at lave øvelser i de samme stillinger, spørg dig selv om du kan inddrage variation i forhold til bevægelsesplaner, tyngdekraften osv. Selv en bicep curl kan varieres ret så meget.
• Byg mere fysisk forberedende kapacitet op via koordinationstræning, stabilitetstræning, kompleks coretræning, samt differentieret styrke, udholdenhed og mobilitet. Desuden via eksempler som dans, dynamic conditioning, softakrobatik eller kampsport.

Hvis jeg skulle pege på lidt mere spidsfindige eksempler kunne jeg gådefuldt tale om, at mange ting sker bag om ryggen på os. Ryggen er ikke ryggesløs, den er retningsanvisende. En turguide i særklasse.

Ryggen som turguide

Vi finder argumentet herfor i vores evolution som allerede nuanceret hos Serge Gracovetsky, der i bogen The Spinal Engine, argumenterer for at det er fra ryggen at vores bevægelse udgår, kontrollen med locomotion etc. (Men lad for guds skyld være med at læse bogen, medmindre du har en ph.d. i matematik).

Rygsøjlen har godt af at blive bevæget i alle bevægelsesplaner, og når vi eksempelvis roterer om vores egen akse, kan vi adskille over- og underkroppens bevægelser på flere måder eller kombinere dem. Ofte er kroppens svage led forbundet med manglende aktivering af andre bevægelsesplaner end de saggitale, og i særdeleshed rotation er en global svaghed hos mange mennesker.

• Derfor: rotér mere fra hoved til ankler, og du vil sandsynligvis opleve, at du gør noget værdifuldt. Og forebygger smerter og skader ved samme lejlighed.

I det hele taget er det værd at lede og guide bevægelse fra hovedet, fremfor at stirre forlegent og modløst ned i jorden. Orientér dig i rummet, kære læser. Det er stadigvæk ryggen, der guider!

At navigere fra nakken er nemlig slet ikke så irrelevant endda. Se bare på barnets tidlige udviklingsproces. Se på reptilgang, se på kålorme og kolbøtter. Det gælder jo også om at udvikle øjne i nakken ikke sandt? Hvis vi undlader at holde hovedet i ro og kigge ned i gulvet, og i stedet bevæger det rundt i rummet, tjubang, følger resten af kroppen mere velvilligt med.

Vi skal ikke kun rulle med øjnene, vi skal både rokke og rulle med hele kroppen.

Nøglen, der efterhånden er i modvind fra visse økologiske og systemiske teoridannelser, er, hævdes det, gentagelse og øvelse uanset hvad. Som Bruce Lee skulle have sagt:

• ”Jeg frygter ikke den mand, der har praktiseret 1000 spark en gang, men jeg frygter den mand, der har praktiseret et spark 1000 gange”.

Meeen Bruce kunne jo selv en masse spark. Du skal være åben for at stå noget igennem, der i begyndelsen er krævende. Det udvikler viljestyrke og arbejdsmoral. Akkurat som med koordination. Men hvad nu hvis ikke der er nogen form, der skal læres udenad? Og at det ikke kun handler om gentagelsesmængden? Hvad nu hvis du selv vil skabe forme?

Fighting Monkey taler endda om “zero-forms”, så ideen er loyal mod hvad der sker i branchen.

Måske kan du erfare, at nogle grundformer giver nemmere adgang til andre. At lære isolerede rygsøjlebølger førend at du mixer det hele op er for nogen en kvalitativ motorisk garant for, at du kan kontrollere overgange og begynde på mere udtryksmæssige variationer. For andre er det et fængsel, du skal ud af, det afhænger af hvem og hvad der fungerer.

Nogle gange er motorisk kontrol, sansning og langsom hastighed dine bedste venner. Desværre udfordrer alt for mange mennesker ikke deres egen bevægelsesformåen og det vækker en skamfølelse og en følelse af uduelighed, der bliver meget eksplicit, når man pludseligt oplever sig selv fumle med arme og ben. 

Derfor skabte Gud (eller var det naturen?) gentagelsen og kreativiteten. Som guddommelige programmører skal vi have hjernen til at lagre bevægelser, så vi kan genaktivere dem. Og der findes mange metoder hertil.

Hovedløst terperi er ikke den eneste vej. Der findes “tvingende og/eller æggende mekanismer”. Men det kræver (intelligent) indøvelse at få det lagret dybt nok ind i hukommelsen. 

Vi kommer ikke uden om at øve os. Problemet er nok kedsomhed, skamfuldhed og utålmodighed i en uskøn blanding, og andet jeg ikke begriber. Det er ikke hipt nok. Hvor er the bells and whistles?

Formålet med rygsøjlebølger burde som eksempel ellers være klart nok, ellers kan en evolutionær påmindelse være et ekstra boost.

Rygsøjlen er en kurvatur, ikke et bræt. Lær ryggens “ABC”, og du finder vej frem.

Du bruger den motor, du er skabt til at skabe mere bevægelsesfrihed med.

Og du har evolutionen, ikke skruebrækkerbranchen i ryggen.

Det er ægte back up.

Hjælp til bedre motorisk læring

Goes without saying, men det kunne der nok skrives en større doktorafhandling om. Jeg har allerede droppet et par hints i kølvandet på Bren Veziroglus videopromovering, så du kan komme videre.

Jeg er bestemt pro uddannelse i disse forhold, men jeg er også oprigtigt talt optaget af, hvordan du lærer uden for megen indblanding. Den gode vekselvirkning. Det må ikke ende i en kropsløs afkobling. 

Lad os for mangfoldighedens skyld lade metodespørgsmålet rent teoretisk hænge og i stedet introducere nogle kortfattede og forskellige bud på sagen som kunne være en indlysende førstehjælp:

• Arbejdskravsanalyse 360 grader, der ser på alle forhold vedr. motoriske opgaver og deres position i en færdigheds- og bevægelseskontekst. Her kan man se på kinetikken og kinematikken, og biomekaniske forhold. Spørg herudover: hvilke opgaver og opgavescenarier kan jeg konstruere? 
• Constraint led approach: Hvilke rammer og begrænsninger skal konstrueres for opgaveløsningen, så du ikke kun træner bevægelsesmønstret? At rulle versus at rulle efter et hop over en lille stang.
• Videooptagelser – fokus på bevidstgørelse, fase fokusering, hvor hovedfejlene optræder i forhold til en hensigtsmæssig løsning og/eller “idealmodel” læring. Også velegnet til detaljedetektion. 
• Arbejd mere med visualisering, imagery og mental rotation – se hver en sprække på klippen, fra flere vinkler, inden du klatrer op. 
• Mere bevidstgørende dialog, non verbal og fysisk feedback – en balancebom giver direkte feedback, uden ord altså. Træn feedbackformer af forskellig art, herunder makkerobservation. 
• Justeringsvenlige feedbackformer og korrektionsskaler – “på en skala fra 1-5, var det er en klar 4-er”
• Kontrasttræning (høj-lav-kort-lang-langsom-hurtig, tung-let) overdrivelser og underdrivelser og andre “tvingende mekanismer”.
• Assisterende øvelser der støtter op om pågældende færdigheder. Eksempler: At rotere i en bro på væggen som forstadie til en rotationel bro på gulvet. Men også mindre specifikt, skulderstabilitetsøvelser af isolerende art, som assistance for en HSPU (håndstands push up).
• Flere repetitioner med konsekvens og klare rammesættende løsningskriterier – “vi tæller dem hvor du rammer foran kroppen og du skal have 20 i alt gennem x mål”.
• Langsommere eksekvering af bevægelsesmønstre – “slow mo” er ofte “way to go” for hjernen til indlæring af nye mønstre. Husk rygsøjlebølgerne.
• Nedbrydning af kompleksitet i mindre bestanddele, der læres isoleret, eller via regressionsøvelser og ved at beskrive “handling for handling” hvad man gør, Er der en rækkefølge i at lære vejrmøller der kan identificeres?
• Bedre konsolidering af lettere og tilsvarende bevægelsesmønstre – lave spark før spark i hovedhøjde eksempelvis – gå gerne tilbage til et lavere niveau for at forstærke det yderligere, hvis du oplever et plateau.
• Præcisering af formålet og ændring af fokuspunkter – søge mod essensen og/næste udviklingstrin. Fjern alt hvad der er støj og ikke er nødvendigt for at lykkes. Polering kommer senere. “At gribe før at gribe i løb”. Som vi så i eksemplet med synergier. Fang essensen først.
• Mere tålmodighed og forståelse for læreprocessen, men også mere alsidig motoriktræning. 
• Ambitionskalibrering og realitetstjek – find dit rette lejde for læringsprocessen. 1 versus 5 meter vippe? 
• Udøverspecifikke forhold – succes visualisering, “nøgleord”, frygt eller andre barrierer etc.

The list goes on and on, og det handler også meget om at matche det enkelte scenarie. Jo mere komplekse færdigheder, der er tale om, jo vanskeligere kan det være at finde det rette interventionspunkt eller tidspunkt, og det vil også være meget personafhængigt, hvad der bør fokuseres på i mange scenarier.

Mystifikation og tankeovervejelser ved afslutningen

Det er sin sag at forsøge med et indersideblik på motorkontrollen. Jeg kan ikke påstå, at jeg kan gennemskue kroppens genialitet, men i min krystalkugle må man gerne vende tingene på hovedet. Måske skal vi have mere respekt for forførelsen heri, at det er kroppen, der ofte viser os vejen frem. Frem for analytikerens paralyserende rendegravninger?

Bevægelse er til for at blive oplevet. Kan vi skabe enkle rammer herfor, kan kroppen overtage meget af læreprocessen selv. Vi risikerer at miste megen glæde, opdagelse, nysgerrighed og eksplorativ feedback, hvis ikke vi konstant søger mod konkrete opgavescenarier og i stedet øver gentagelser uden at teste deres værdi i en anvendelsesorienteret kontekst. 

Der er noget ejendommeligt over at være i komplet kontrol og dog ikke være optaget af kontrollens maskinrum. Om den ene bolt og møtrik nu er rigtig spændt. Det er blevet kaldt for vejen fra novice til ubevidst ekspert. Og ofte har eksperten glemt hvordan. “Det er bare noget, jeg kan”.

Men vi kan som her i indlægget faktisk godt pege på en masse måder, hvorpå vi kan arbejde med vores motoriske repertoire, meget strategisk og “hierarkisk”. Uden at miste variation og alsidighed af syne.

Meget kommer af sig selv, når bevægelsesdiæten er næringsrig nok. 

Har du ikke balancetræning på menuen, kan du ikke høste de frugter, der hører til dette træ. Du må skabe udfordringerne.

Jeg er med på, at vi til livsformål først og fremmest må bevare fatningen, have godt hold om en motorisk basisforståelse, til at tjene vores færd og livsunderstøttelse, at undgå (fald)ulykker og skader og alt det andet sundhedsjazz fra postural kontrol til alsidig cellular load (DNA bevægelse), der evt. kan mindske sundhedsudgifter. 

At hele kroppen hele tiden er i spil er en god orienteringsflanke for at løse opgaver. Og arbejde med at balancere spænding og stabilitet, som også Solórzano viser os i en bog som Everything moves. Alt det her med kun at træne en muskel ad gangen er passé, hvis vi gerne vil kontrollere kvaliteten af vores motoriske handlinger, er min kraftige mistanke. Hvis hele kroppen er i konstant bevægelse, hvorfor så ikke tage konsekvensen i dybere forstand i den bevidste tilrettelæggelse af bevægelse?

Helheden skal tilbage i kroppen og dens udfoldelse. 

Dernæst ser jeg med milde øjne på, at vi i bevægelseslærdommens ærinde og erfaringens skær formår at invitere motorikken inden for – for at skabe en mere “intelligent” (“evolutionær neurokompleks”, “DNA-drevet” eller økodynamisk) tilgang til livsrelevant bevægelse. Så vi ikke bukker under i analfabetisme og preacher curls i fitnesscentret.

I færdighedstilegnelse er tingene mere indviklede. Og det gælder som sagt ikke om at mestre alt, men det kan have sine fordele at kunne kommunikere bedre i bevægelse, altså at have flere lag at bygge en praksis på. Også selv om det er uendeligt, hvad vi kan med kroppen, som Bernsteins pointer med frihedsgrader afslører.

At invitere bevægelse indenfor, selvom det ikke er en kerneaktivitet i spydkast eller andre specifikke discipliner.

Dialog og indsigt slår flovheden på den lange bane. Jeg skulle have disponeret anderledes?

Stof til fælles eftertanke – en kærlig håndsrækning

Min gennemgang af motorikken her får mig til at tænke, at det er et underbelyst emne, som griber ind i flere samfundsøkonomiske forhold. Et tab af motorisk kontrol, eller manglende interesse herfor, kan være en indirekte, delvist skjult årsag til, at individet ender med at indskrænke sit forhold til bevægelse. 

Måske styrer det mere, end vi er klar over? Husker du citatet under teorigennemgangen om hjernen?

Det kan være en konsekvens af vores levevis (og uvidenhed), som Bowman er god til at oprulle, der kan ende med, at vi – worst case – ikke med agtelse og selvrespekt kan kontrollere vores korsetmuskulatur, vores kropsstamme, bækken, åndedrætsmuskulatur etc. Det er meget fundamentalt for motorisk kontrol i meget elementær forstand, men også for samspil mellem fasisk og tonisk muskulatur, når vi skal mestre højre ordens bevægelsesformer. 

Behøver jeg nævne klinikerfaringer, hvad disse triste forglemmelser angår? 

På et lidt mindre pinagtigt niveau, tror jeg, den manglende motoriske udfordring også kan være et udslag af manglende erfaring med kropseksperimenterende adfærd. Nysgerrighedsledelse, opdagelse. Problemløsningsknuseri. Fraværet af de nye “økodynamiske vinde”.

Af manglende behændighed som praksis. Alt for mange gennes ind i de samme apps fra personlige trænere, og væk er evnen til at tænke sig om, lidt lige som i folkeskolen, hvor man da bare kan spørge ChatGPT.

Improvisation kommer ikke med indlæg i sålerne. Det er et subtilt selvtillidsfuldt tillidsanliggende, bygget på motorkontrol. Hence. Stol på din egen evne til at bevæge dig. Og bliv ved med det. Så bliver du så meget bedre til det.

Selv om motorikken er eksotik for de fleste, er det næppe helt sort snak at få et mere helstøbt forhold til bevægelse. At have en palet fuld af farver. Noget af dette vil helt sikkert udfordre motorikken. Såvel som idræt af mere åben art. Uden at man behøver at tale om tingene på den nørdede måde, jeg her gør.

Bevægelsesdiæten virker for kroppens celler og hjernens lag, uanset hvad du ved om spindle celler og koordinative færdigheder som differentiering og orientering. Når blot kapacitet og alsidighed øges i en skøn forening, vil motorikken uværgerligt være i spil. 

Læn dig op af de evolutionære erfaringer og de mønstre, du er rundet af, og du er allerede et skridt foran.

Vi er i øvrigt ikke i mål, hvad angår forskningen, jeg citerede før. Nogle flirter med tilfældighed eller mere randomiserede blandinger af bevægelse, så man ikke ender i reservatpraksis og militant feltrytteri.

Variation, (evolutionær og genetisk) loyalitet og kvalitet – i hvilket målestoksforhold, må vi spørge? Der findes måske kun de svar, vi tilpasser os efter, under de givne vilkår? Og som tjener vores behov. 

Her vil ikke alle problemløsningsforsøg række lige langt. Nogle mestrer mange færdigheder, andre decimerer systematisk deres eget bevægelsesrepertoire. At øge en kollektiv fællesnævner kunne være det Utopia, jeg drømmer om. Men det starter med at vide noget om, at vi har motoriske behov, og hvad de kan bruges til. Så vi ikke alle står og falder i svimer over den dygtige behændige murer på taget.

Mindre pigefnis og “oh my god attitude”, mere bekendelse til at turde at fejle og at forstå, at det, der ser skørt ud, faktisk ikke er skørt.

At blive en del af livsbevægelsens spiral, ikke det enkelte regelsæt, er at tænke i helhed.

De færreste spørger nok ind til deres motoriske behov, da det let ender med at være et +/- vurderende anliggende, hvor vi dømmer os selv ude, fordi vi ikke kan jonglere med 3 bolde eller pludselig opdager, at vi ikke er så bevendte med balance.

Regel nr. 1. “Keep an open mind”. Så du ikke giver op på forhånd, fordi det virker svært.

Hvordan får vi et komplekst forhold til bevægelse, der (også) er baseret på bedre motorik? Det er blot noget af det, jeg har villet reflektere lidt over i nærværende indlæg. 

Mine praktiske forslag er kun det, der er ikke én masterplan, der er evolution i adfærd.

Det er en blandet affære at opnå bevægelseskvalitet

Der er nogle labre kvalitetsprincipper, vi kan lære af de højere magter. Noget med kræfter som tyngdekraften, centralisering og andre heksekunster, der væver biomekanik, kinematik og kinetik sammen. 

De fysiske love i universet og hvad de muliggør. Det er science delen. Og ja, det er ikke helt enkelt.

Samtidig sker mange af de motoriske mirakler, når vi tillægger os barnets legende eksperimenteren, mystikerens dunkle fornemmelser, intuitionens visdom. Erfaringens kunst. Vi kan godt udvikle motorkontrol uden at skulle på et trænerkursus eller være en del af en helt særlig udvalgt talentsamling Der skal bare udfordrende og alsidig nok bevægelse til, så vil det sætte sine spor.

Målet for motorisk udvikling vil variere med individet og miljøer vi indgår i, men at gøre bevægelse på samfundsplan mere komplekst og samtidig sjovt og vitalt, det er da værd at gå efter.

Men hvordan kommer vi derhen uden at ville kontrollere hele vejen trin for trin og heller ikke springe over i mestringskøen, så falckreddere og ambulanceudrykning ikke bliver vores endeligt?

Jeg vil bygge det nye på det gamle. Det vi har med os i “evo-rygsækken”.

Motorik er mere end eksekveringskvalitet, effektivitet, kunsten at håndtere flere opgaver i bevægelse og koordination m.m. Det er også vejen til livssundhed, reduktion af sundhedsudgifter og på højere plan meningsfyldt udtryk. 

En æstetisk forudsætning måske, hvis man er tilpas ambitiøs. Eller en livsvital fortolkning af tilværelsen, set fra bevægelse. At mestre sansernes fulde rækkevidde i måden, vi bevæger os på. Der kan manifesteres i sådan noget som behændighed, hvor vi skal mestre flere ting på en gang.

Motorikken hjælper os på vej ind i en mere begavet bevægelse, ind i opgaveløsningens opmærksomhedskultiverende tronsal, ind i forudsætningernes ABC. Der hvor du lærer at kontrollere kroppen differentieret, og gøre brug af den rette spænding, på det rette tidspunkt. Og give slip på andre parasitære ditto.

Lad os i næste indlæg se nærmere på det med de forskellige hierarkiseringer, vi med hjernens evolution kan omsætte i begavet bevægelseskonstruktion og færdighedstilegnelse. Skills, som de siger.

At række ud efter det, vi er skabt til, hvis altså vi tør udnytte hele klaviaturet, fremfor at dvæle krampagtigt ved de enkelte tangenter i misforstået kontroliver.

Det er måske den højeste bevægelsesgenialitet. Mere end mestringen af en bestemt skill. 

At blive hel igen. Med hjertet (og hjernen) ved roret.