Bevægelsesomfanget – betragtninger og (forhåbentlig) kvalificerede gætterier

Uden at være minør af uddannelse er jeg alligevel fuldt på det rene med, at emnet her, kære læser, er potentielt sprængfarligt.

Ikke mindst fordi det ripper op i alt fra forsømmelses- og undgåelsesadfærdens kringelkroge, skamfuldhed, interessebetonet besserwisserhed hos eksperter, stramtantet formynderi fra interessebetonede klientjægere og meningsdannere. Eller svæver i jetstrømmen fra overordnede, men måske ikke tilstrækkeligt detaljerede råd fra samvittighedsfulde sundhedsmyndigheder og andre kategoriske imperativer, der kan være aldeles løsrevet fra de flestes virkelighed.

Men måske i særdeleshed også fordi vi – når alt kommer til alt – er, hvad Nicklas Brendborg kalder Vanedyr, i bogen af samme navn, med undertitlen Videnskabens manipulation af vores instinkter. 

Lad os forsøgsvis nærme os sagen undersøgende, åbenhjertigt og nysgerrigt, uden pegefingre og forestillinger om at være i besiddelse af de vise sten, hvor andre må nøjes med at famle i blinde.

Fedmeepidemi som baggrundstæppe

Lad os låne lidt fra Nicklas Brendborg til at sætte scenen med. Han skriver med henvisning til studier af jæger-samlere som Hadzaerne, folk i Amazonas versus bybørn i Equador og med refleksion over moderne menneskers liv, at den store fedmeepidemi ikke så meget hvilker på, at vi i dag i udpræget grad har stillesiddende liv. Eller at oprindelige naturfolk bevæger sig mere end os. Hvilket de afgjort gør. Hos Brendborg må vi lede efter skurken i det miljø, vi lever i.

Hvad angår de menneskelige bevægelsesbehov, skriver jeg mere indgående herom i indlægget Skabt til bevægelse, hvor jeg også kort omtaler energiomsætningen og de mange skridtestimater, der florerer.

Hadzaerne bevæger sig, ifølge Brendborg, i gennemsnit 19.000 skridt om dagen for mænds vedkommende og for kvinders vedkommende 13.000 skridt. Her snakker vi ikke en slendretur på rousseauistisk manér i Kongens have, mediterende over livets genvordigheder, pragt og blomsterflora, som var der tale om en ensom vandrers drømmerier.

Vi taler i højere grad om at slæbe dagsfangst tilbage til boplads (evt. en zebra, der vejer godt i landskabet, og måske lidt perlehøns eller nogle triste rodfrugter, der givetvis gavner tyggefladerne, men nok også kan mærkes i maven). Disse slanke stammefolk har ikke overraskende et bedre BMI (et kraftigt udskældt mål i øvrigt) end os, endda iberegnet større muskelmasse, men de forbrænder dog ikke flere kalorier end os.

Stabil forbrænding er svær at komme uden om

Den menneskelige forbrænding er forbløffende stabil over tid. Vi har de samme gener som vore forfædre, men fedmeepidemien har haft skyskraber-tempo på i det 20. århundrede. Såååå, hvis ikke det er arv (der er dog andre genetiske forhold der driver fedme, som i høj grad har med hjernen at gøre – eksempelvis “fedme-gen-varianter”, der influerer på appetit og impulskontrol, hvilket gør nogle mere sårbare over for visse stimuli, der jo netop findes i miljøet), må det være miljøet, omgivelser og livsstil, det er galt med. For vi forbrænder mas o menos de samme kalorier som de flittige stammefolk.

Faktisk forbrænder vi som danskere gennemsnitligt lidt mere, fordi vi er større end dem, skriver Brendborg. Han trækker på evolutionsbiolog Herman Pontzer og dennes team. Og deres målemetode “dobbeltmærket vand”, der også har været anvendt på rensdyrjægere i Sibirien, latinamerikanske bjergbønder og andre befolkningsgrupper rundt omkring på kloden. Metoden er markant mere præcis end fitnesstrackere og andet gear, der sælges med forvisning om selvsamme, hævder han.

Pointen er, at kalorieforbrænding globalt set er stabilt på befolkningsniveau, dog med individuelle forskelle. Der er altid nogle heldige skiderikker, der kan æde dagen lang uden at tage på og andre, der kun skal skimte til en Snickers, førend de buler ud i alle ender. Om det er fattige samfund, det rige Vesten, eller sågar blandt dyr i zoologiske haver, må det konstateres, at det stort set er ens, hvad angår kalorieforbrænding.
Øv.

Kroppen er snu og sparer på krudtet

Humlen er, at kroppen er snedig. Den er dynamisk tilpasningsduelig og finder på andre måder at kompensere for den aktivitet, vi vælger at tage i brug i “kampen mod fedtet” (som jo ikke er den eneste grund til at bevæge os, vel – hvilket min blog forsøger at dementere i sin fulde udstrækning). Kroppen er skabt til at spare på energien. Den kan finde på at skrue ned for basalstofskiftet (energiforbruget på vejrtrækning, kredsløbsaktivering, hjerneaktivitet, kropslig vedligeholdelse etc.).

Om vi så går all in som vinterbadere (hvor det brune fedt aktiveres) eller træner hårdt som eksempelvis eliteidrætsudøvere, finder kroppen en måde at kompensere på. Det kan være hormonelt, i forhold til reproduktion, hvor der faktisk kan måles færre kønshormoner hos eliteudøvere, hvilket en passant ikke behøver at være et problem, faktisk kan det muligvis være medvirkende til reduceret kræftforekomst, hvad angår bryst- og prostatakræft, skriver Nicklas Brendborg.

Derimod er det et problem, hvis et øget isoleret energiforbrug via motion på befolkningsniveau får den konsekvens, at vi eksempelvis bevæger os mindre i løbet af dagen. Det kunne være efter en løbetur om morgenen, hvor kroppen skruer ned for forbrændingen efterfølgende. Vi holder op med at røre os, eller er mindre aktive efter store anstrengelser.

Dette er værd at skrive sig bag øret, hvis du er weekendkriger eller sværger til højintens træning grundet tidsnød og andre overbevisninger. Kapacitet og volumen er ikke altid hele løsningen.

Er bevægelse ligegyldig og spild af tid?

Jesper, er du i gang med at argumentere for, at vi ikke skal bevæge os så meget, at det ligefrem er omsonst? Nej for dælen, men Hadzaerne har jo haft et helt liv til at tilpasse sig fysisk udfoldelse. De er ikke på yo-yo-agtige slankekure i tide og utide, eller kæmper med metabolske rutcheture. De holder et stabilt og krævende fysisk niveau – som en del af deres livsform, må forstås.

Forskning viser, nævner Brendborg (og iøvrigt en tsunami af andre eksperter – se eksempelvis bogen Ikke til forhandling, eller tjek op på diverse metastudier), at motion bestemt er gavnligt. Meeeen der skal saftsuseme noget til, ifølge hvad typiske motions- og vægttabsstudier indikerer, på grund af kroppens raffinerede, overlevelsesdrevne, energibesparende tilpasningsevne over tid, der æder sig ind på udskejelserne.

Men, motion kan, må vi forstå, være afgørende for hvem der fastholder deres vægttab, hvem der synker ned i gamle vaner og tager på igen. Nogen kan faktisk træne så meget, eksempelvis cykkelryttere på Tour de France-niveau, at de knap kan nå at spise tilstrækkeligt til at holde deres vægt.

Så bevægelse “kan (i den grad) noget” i det samlede regnestykke, for nu at bruge en vending, mange danskere på arbejdsmarkedet åbenbart hader her i 2024. I samme åndedrag skylder vi at fremhæve de der longevity parametre. Det være sig statistisk øget chance for livsforlængelse (eller bedre livskvalitet så længe vi lever, forstået som mere bevægelsesfrihed og færre fortrydelser og svækkelser af fysiske fortrin osv.), bremsning af overordnet fysisk tilbagegang af aldringsprocessen, desuden kognitivt forfald og formindsket risiko for aldersrelaterede sygdomme.

Vi kan bare ikke give “røv til sæde” og “stillesiddende arbejde” hovedskylden, om end der nok alligevel er noget om de der stoleproblemer, når alt iberegnes. Det hele handler desuden ikke om vægt og vægttab.

Og hvis kroppen skal undgå sin dvalestrategi, må der vel mere bevægelse til over hele dagen?

Her er mikropauser, de aktive af slagsen, også en faktor, nogen tilskriver en vis betydning. Meeeen, der skal noget til, folkens. Det er ikke nok at gå op til Jytte på anden sal og hente et printerpapir to gange på en formiddag.

Altså kan vi for nu konstatere, at det er komplekst med at få mere vind i bevægelsessejlene. Og for nu at slå et sidste søm i kisten, vi har faktisk også studier, der viser, at vi bevæger os mere i dag end i de slanke 60’ere, hævder Brendborg. Det sidste vil jeg mene er en sandhed med modifikationer, hvilket jeg også holder lidt øje med på sidelinjen. Og monitorerer vi rent faktisk de mange passive fitnessmedlemskaber og eksempelvis fremmødeprocenter i diverse idrætsgrene?

Det er dine vaner, de manipulerer med, hr. Jensen

Forklaringen på “kaloriemysteriet” og fedmeepidemien, skriver Brendborg, skal findes i miljøet, som allerede nævnt. Eksempelvis i de mange superstimuli, der f.eks. igennem kombinationer af smagsforstærkning skal lokke os til at spise noget mere, hvilket vi sandelig også gør. Endda en del mere end vi plejede førhen.

Om hvorfor det forholder sig således, kan du selv læse mere om i bogen. Især hvordan fødevareproducenterne og andre “bad guys” holder os til vaneilden og får os til at fylde mavesækkene med afhængighedsskabende superstimuli i form af læskedrikke, fed restaurantmad, forarbejdet sukker i alt hvad der rør sig, som rækker langt udover “de gyldne buer”, som vi godt efterhånden kan gennemskue ikke er en opskrift på kalorielet living.

Den ihærdige Morgan Spurlock testede McD ret grundigt i en dokumentar – “Super Size Me”. Men vi har ikke helt fået bugt med buerne, siden de bliver ved med skyde op rundt omkring. Retfærdigvis nævnt – nogle lukker nok også – og det er måske det ultimative forsvar mod fremmarchen, ikke sandt, at vende den anden kind til, noget oftere?

Du lyder så asketisk, Jesper, hvor kedeligt. Mådehold står dog for fald og forfald, når vi medtænker Brendborgs optrevlinger, så er vi advaret.

Læs og bliv guidet igennem industrijunglen, bliv skræmt og en del klogere. Også om hele slankespørgsmålet, forsøget på at undgå bevægelse, gennem piller, medicin etc. Næppe det mest stolte artstræk på noget, vi selv har ødelagt. Selvom slankemedicin kan være vejen ad hvilken for mange mennesker. 

Hvorfor nu et indlæg om mere bevægelse?

Således opløftet og en flig klogere på at bevægelse ikke kun skal handle om fedtforbrænding, må jeg fare med varsomhed. For hvad nu hvis vi udviste den fornødne ydmyghed, og tillod os i det mindste at reflektere lidt videre over bevægelsesspørgsmålet?

Hvad kunne svaret da være på tituleringen af mit indlæg?

Allerførst. Jeg ville virkelig gerne kunne fastslå en gang for alle, at jeg havde svaret herpå. Samtidig forekommer det mig at være et noget uklart og temmeligt vagt spørgsmål. Uden brod og retningsforståelse. Lidt dovent i virkeligheden. Umuligt at svare på. Mængden af parametre og individuelle forhold, der skal tages i betragtning gør mig oprigtigt ydmyg.

Der er først og fremmest det store perspektiv at tage i betragtning, hvor kommer vi fra, hvad er vi skabt til, og hvad kan udgøre forhindringer for bevægelse i tilværelsen m.m. Det har jeg kredset lidt om i indlæg som legens evolutionære dynamik, Skabt til bevægelse og Bevægelsens fremtidige vilkår og muligheder.

Men der er også hensyn til nutiden og hvad der kan få flere til at engagere sig. Nogle målgrupper responderer på utraditionelle metoder, herunder amerikanske underholdningsfilm, hvor Luke Skywalkers berømte lyssværd kan få nogle til at omfavne bevægelse fra en anden vinkel. I Aalborg fægter de i hvert fald med lyssværd, når fægteklubben en gang om ugen skifter fleuretten ud med denne magiske lyspind.

Never mind at “Bo Staff” har så rigeligt at byde på, der kan udføres med et kosteskaft, men jeg hilser tiltaget velkomment. Det gælder vel også om at ramme forskellige mennesker på forskellige måder, hvis det skal føre til mere bevægelse – may the force be with you.

Lad os for nu se på sagen fra andre sider og se, om vi kan komme det lidt nærmere. Og svar kan passende optræde i pluralis. For når alt kommer til alt, er der måske mange svar på dette artsmæssige gådefulde spørgsmål. 

Et er, hvad vi er skabt til, noget andet er den jungle, vi i dag skal overleve i. Og hvad den udhuler eller betinger af bevægelsesmuligheder. Og hvad vi hver især vælger at prioritere eller at handle på.

Stil de åbnende spørgsmål

Det bliver så let pedantisk, øretæveindbydende og fingerpegende, når der spørges til volumen alene. “Hvor mange timer om ugen skal jeg træne”, “hvor meget cardio skal jeg have i min træningsplan” osv.

Hvad med at spørge til, hvad gør et godt liv med bevægelse i forhold til livet som en hel livspraksis? Hvor meget skal jeg bevæge mig for at få et sådant og evt. hvordan?

Ikke noget med at stirre sig blind på BMI-målsætning, din vo2 max, din hjemmestrikkede longevity strategi og dine perfekte kropsidealer. Men derimod kultivere et mere sensibelt, helhedsforankret eller flerdimensionelt syn på kroppen, bevægelse og dit livsvelbefindende. Hvordan er det nu lige med den tangodans, og de finere mellemregninger, når vi fralægger os skridttællere, pulstrackere, alverdens performance coaches og hele dynen af markedscirkusartisteri? Når vi i stedet ser på sagen med milde, åbne og videnshungrende og ydmyge øjne?

• Det handler om dit liv. Dit forhold til bevægelse skal komme fra noget i dig og din omgang med og tolkning af miljøet, du er en del af. Dit sind, dine åbne øje og dit vids rækkevidde. Hvad er betydningsfuldt for dig? Måske også dig som del af slægten menneske?

Lad os på pastoral manér mane til beskeden eftertanke. For det er det, et forhold kræver, omsorgsfuld og intelligent omtanke. Det er ikke en autopilot, der guider dit liv ud i bevægelse. Det er ikke først og fremmest et samfundsanliggende. Det er dig, der bevæger dig. Samfundsindretningen kan dog influere ikke så lidt herpå, goes without saying. Men du er din egen krop nærmest i basal forstand.

Pas på med at tænke for smalt 

For det er velkendt, at det kan gå helt galt, når du ikke selv er med på din egen rejse. Eller stiller dig nogle nytårsforsætter, der viser sig at udsulte ikke bare krop, men værdigrundlag og selvomsorg, som i denne triste historie, der dog ender godt, fordi fornuften sejrer og der siges fra over for “slankebesættelsen”. Dog først efter en ulykkelig spiseforstyrrelse. Historier som disse gør mig umådeligt ked af det.

De mediebårne idealforestillinger bliver så opskruede og mærkeligt løsrevne fra vores samlede eksistens, typisk på ekstremernes præmisser. Men bevægelse handler jo ikke kun om at følge skridtmængderygter, online coaches, der inviterer til sindrig kalorietælling, og at lade sig fortrylle af komplimenterende sociale mediekommentarer, der bærer yderligere “heppeved” til bålet.  

Det handler om at leve med bevægelse. At bevægelse er en del af hele livet, der undertiden vækker os til live, rummer elementer af nødvendighed og motivationelle inklinationer. Som kan (for det er kun et valg og et forslag) blive en godartet besættelse. Ikke fordi vi ikke er gode nok i forvejen, eller ønsker at se anderledes ud, men fordi vi vælger at leve med bevægelse som en livsguide for livets herligheder i sin totalitet. Et vægttab kan være en begyndelse, men hvad er det videre forhold til bevægelse, når taljen pludselig skinner i solen?

Til kamp mod sygdom

Misforstå mig ikke, der kan være mange partikulære interesser i bevægelse, der har isolerede, legitime formål. Lad os til eksempel tage en interessant hjernestimulerende trend for tiden, Boksning som medicin, hvor Parkinsonforeningen rundt om i landet teamer op med bokseklubber om at konfrontere denne alvorlige sygdom med projektet “Parkinson boxing”. Her går eksempelvis ældre mennesker til makronerne med hooks, krydsbevægelser og højintens slagdynamik på sæk og anden vis. Udmærket. Også socialt, med støtte og omtanke. Glimrende, så vidt jeg lige på afstand kan gennemskue.

Men bevægelse er ikke først og fremmest et fænomen til at “battle med sygdom”. 

Det er noget, vi gør, fordi vi er skabt til det, kan bevæge os, ønsker at bevæge os, er bevidst om værdien heraf und so weiter. Er nysgerrige på de frugter, der hænger på bevægelsestræet. Nogle er helt pjattede hermed, og fred med dem og os. Perspektiverne er umådeligt forskellige.

Vi er alle i samme båd og sejler samtidig i hver vores egen sø. Nogle mener, de er skabt til bestemte idrætsgrene, andre er blevet lokket til en prøvetime i den lokale forening og atter andre gider ikke det der fællesskab og går en tur en gang imellem. Vi er spredt udover hele paletten. Vi har vidt forskellige opfattelser af, hvad vi vil og stiller op med bevægelse – vi drives af mange divergerende motivtionsmæssige bevæggrunde.

Alligevel, hvor dybt stikker disse dispositioner hos os hver især, kunne jeg fristes til at spørge? Og hvordan kan der svares på spørgsmålet om, hvor meget vi skal bevæge os, som nogenlunde ensartede artsfæller?

Hvad er et mere generelt og tendentielt, ikke påduttende, men nok udfordrende svar på spørgsmålet, om hvad vi dels er skabt til rent evolutionært, og hvad vi må anse, at “almindelige mennesker” burde kunne håndtere og rent kapacitetsmæssigt præstere i forhold til bevægelse i forlængelse heraf?

Disclaimer: der findes jo kun mennesker, og vi er alle ualmindelige individer, og disse forbehold skal vi altid huske, hvad enten der er tale om medfødte forhold (fortrin eller det modsatte), erhvervede evnemæssige indskrænkninger, ulykker, sygdom og alt andet iberegnet. Det er svært at beskytte sig under den samme “vi-paraply”, når det regner.

Et funktionelt, brugbart og tangibelt svar, vi i et vist omfang kan spejle os i. Noget der kan vække og mane til føromtalte eftertanke, uden at alle skal rette ind i geleddet af den grund. Der er ingen totalitaristiske ambitioner fra min side. Kun æggen til dannelse og forløsning for nysgerrigt velvillige.

Og jeg ejer som sagt ikke svaret. Eller er ydmyg overfor at formulere selv et beskedet bud herpå.

Sundhedsmyndighedernes tilgang

Vi kan starte med at forlade os på myndighedernes kyndige rådgivning, der ligger jo valid forskning bag sådanne anbefalinger og retningslinjer. De er som følger:

• “Bevæg dig på din måde – helst 30 minutter om dagen” (Sundhedsstyrelsen, citeret 24.11.2024)

Min refleksion på klods hold. Det er nok i underkanten af, hvad du er skabt til, og angivelig hvad mange egentlig gør – officielt. Men gode nok bud til at få tilfredsstillet adskillige sundshedsmæssige behov, må vi formode. Men hvad angår kompleksitet, er jeg mindre imponeret.

Er fraværet af bevægelsespraktikere til at få øje på? Kommunikeres der for unuanceret og for snævert?

I Skabt til bevægelse kommer jeg lidt ind på det potentielt defensive ved sådanne betragtninger, selvom det ikke handler om at pege fingre. De gør utvivlsomt deres bedste, formoder jeg.

Og jeg dykker i Genopvæk bevægelsen også ind i forskellig statistik, du kan jonglere lidt med på egen hånd i din kalkulationsproces. For det er, ikke overraskende, kompliceret at realisere råd i praksis. Der er som samfund betragtet altid plads til forbedring i befolkningens bevægelsesvaner, men bevægelse er jo kun en brøkdel af det, myndighederne opfordrer befolkningen at bruge deres tid på.

De vil gerne have realismen med, det forstår og billiger jeg, jeg vil blot gerne konfrontere alverdens snævre rammer, og skabe det videst mulige udsyn for bevægelse. Uden at alle skal det samme, og at VI er det samme VI alle vegne. Tro mig, jeg har hørt min del af bortforklaringer i egen praksis.

Jeg “snobber opad”. Ikke for at være fin, men for at være loyal mod og undersøge, hvem vi er som art, hvor vi kommer fra og hvilke behov det giver anledning til. Og for at skabe inspirerende fremtidsbud på bevægelse, for dem der måtte ønske det og agter at tilnærme sig det.

Jeg vil ikke formane, forkynde og moralisere, men danne og ægge og inspirere. Og der er altid nogen, der ikke kan overskue eller ikke ønsker at være med ombord. Og det er helt OK.

Bevægelse er, vil jeg mene, dog altid en del af livet.

Dansen mellem ekstremer 

Der er en dans, vi alle skal mestre. Ingen ønsker at ende i en vejgrøft. Alle vil gerne kunne bevæge sig på livets bane uden for mange gener og fysiske skavanker. Alligevel kan vi gå rundt i verden og konstatere, at vi har vidt forskellige forudsætninger for at navigere i forhold til bevægelse og livspraksis. Det er dansen mellem det generelle og det hyperindividuelle, jeg nu tænker på.

Hvordan lukker vi det hul? Ikke bare “mind the gap”, men “adress the gap”. At tage det alvorligt.

For nylig mødte jeg en dame på parkeringspladsen ved Kvickly, i Nordborg på Als, der lige skulle sikre sig, at jeg var OK. Det var ikke tydeligt for hende, at jeg foretog et stræk af min lægmuskel gastrocnemius, mens jeg lænede mig op af min bil. Hun viste omsorg for mig, det kunne jo være at jeg våndede mig. For det vil jeg sige tak – og tilføje “det gjorde jeg også selv”. Altså drog omsorg for mig selv.

Hvordan er en elementær strækøvelse mulig at forveksle med et ildebefindende? Du forstår sikkert min pointe. Vi ser forskellige ting, fordi vi har forskellige forudsætninger for at se. Så kan vi altid diskutere, om det er på tide at få pudset briller. Men lad mig ikke blive forstemmende her. Det er jo i orden at være uvidende i mangt og meget. Men lige præcis med bevægelse, er det nok ikke så hensigtsmæssigt. 

Lad mig understrege. Det handler ikke om den specifikke episode, jeg har før nævnt andre eksempler. Det handler om det principielle vedrørende det fundamentale.

Vi kan sagtens gå igennem livet uden at dele Lotte Heises passion for opera, men kan vi sige det samme om bevægelse? Jeg er faktisk også glad for opera, men langt fra så vidende som Lotte Heise. Vi er i samme båd og vi sejler samtidig i hver vores jolle som før nævnt. 

Hvad er de grundlæggende fysiske forhold, der kunne forene flere mennesker i en generel selvomsorg, der er livsrelevant, uden at skele til for meget præstationsmålrettet disciplinering, videnstyranni og lange uddannelser? Men nok har blik for fortid, nutid og fremtid i skøn forening? Noget mange kan gribe og gøre i?

Det har vi til gode at forstå dybere, er min formodning.

Hvad kan understøtte en resilient livsførelse, hvor vi ikke bare kan forlede os på at “være mentalt stærke”, fra naturens side, der bestemt også er en strategi, mange bekender sig til (nogen nærmest udelukkende)? En livskraftig biologisk og fysiologisk forankret livsførelse, der også favner resonans med socialiteten.

Spørger vi ind til bestemte fysiske kapabiliteter, bliver det hurtigt specifikt. Hvad skal der til for at kunne tage 10 pull ups eller en muscle up, løbe en marathon i København, eller svømme til Anholt eller over den engelske kanal? Altsammen spændende og gode spørgsmål. Men hvad har det med livsresiliens at gøre i overordnet forstand? Well, noget mere end noget andet.

Det er her optrevlingen kommer ind i billedet.

Spørgsmål til mere vigør

I stedet kunne vi i første omgang spørge: Hvad skal der til for at være i vigør livet igennem, kunne deltage i vide rækker af funktionelle sammenhænge, dyrke idræt på motionsplan, spille badminton i sommerhuset som pensionist med børnebørn og komme ind og ud af den selvkørende bil i fremtiden og selv bære sin indkøbsposer eller luge ud i haveudkrudtet selv som 80 årig? Og måske endda sidde på gulvet og lege med oldebørnene?

Hvad skal der til for at vedligeholde sin funktionelle bevægeudslagsrækkevidde (ROM – range of motion) og sin styrke, sin koordinationsevne, balance, hurtighed, reaktionsevne, evne til at hoppe, springe, danse, lege og rulle rundt i græsset? Kaste og gribe en bold? Sådan kunne jeg fortsætte, og det er de spørgsmål, der er værd at reflektere mere over som individ, direkte adspurgt, er min holdning.

Ikke at vi alle skal kunne mestre det ligeligt ned til mindste millimeter. Du behøver ikke være fanatisk med baseball for at kunne gribe en bold. Men allround betragtet er jeg på udkig efter den brede palette af skills og bevægelsesmæssige færdigheder. Kroppens ABC, til dels sportens ABC osv. Men absolut også bevægelsesmæssige fænomener og felters ABC. De to sidste er allerede ambitiøst klingende. Kroppens ABC er et godt skudsmål for mange. Eller hvad med artens ABC?

Hvorfor i al verden skulle jeg interessere mig for det, hører jeg allerede minimalisten og den teknologibegejstrede indvende. Jeg kan få min robot til at købe ind i fremtiden og klippe mit hår. Kom nu ind i kampen, Jesper. Vasker du også op i hånden gamle mand? Jeg dyrker fodbold og that’s it. Tillad mig en urimelig karikatur.

Der er altid lyseslukkere, der vil reducere tingene til en opportun fællesnævner. Altid nogle der besynger teknologiens vidundere og giver fanden i lange linjer og andre veje end mainstream. Eller nogen der sværger til en perifer niche, der er så okkult, at selv deres familie ikke kan få øje på værdien i den. 

Well, strengt talt, vi kunne som folk er flest forsigtigt begynde med at sætte pris på bevægelse, færdigheder af almen karakter, der knytter an til vores evolutionære udrustning og genetiske forankring, vores højtudviklede bevægeapparat, motorik, vores muskelskeletale system, den fasiske krop, vores neurologiske udrustning og nervesystemets sensoriske kompleksistet, knogler, led, muskler og sansen for synkronicitet og samklang, når vi bevæger os i fællesskab. I leg, tumlen, dans og kamp.

Her ligger megen livsglæde og energi gemt. En funklende guldskat på størrelse med den som dragen Smaug nidkært vogter over i eventyret om Hobitten.

Lettere sagt end gjort. Det vedstår jeg. Men ikke umuligt.

FUNdamentals først

I stedet for at spørge til hvordan vi slår flere Guinness World Records, hopper højere end naboen og vinder flere OL-medaljer, kunne flere af os måske spørge til, hvad vi med fordel kunne nyde gavn af for at øge vores bevægelsesformåen. Overbygninger er en interessant og velkommen mulighed. Meeeen lad os få styr på basis først, inden vi drejer af til højre og følger vores egen appetit og vidtløftige ambitioner. 

Livet handler heller ikke om tidlig vs sen specialisering. Lad os udvide linsen.

Basis (herunder sundledslaget) er imidlertid, i en vis forstand, en illusion, for der findes kun bevægelse. Meeeen, der er noget, der under givne omstændigheder er nemmere at tilgå end noget andet. Og noget der gavner vores samlende velbefindende livet igennem, bedre end noget andet, formoder jeg. Det er så sandelig også en hårdtprøvet erfaring fra eget bevægelseslaboratorium. Noget favner bredere i behovsmæssig forstand og giver adgang til mere og mere kvalificeret bevægelse.

At løse denne gåde er herudover til dels en del af jagten på den store skat, vi kalder bevægelsesfrihed. Og en nøgle til potentiel minimering af mange unødvendige samfundsøkonomiske omkostninger.

At trække vejret hensigtsmæssigt og naturligt, at kravle, at mestre nogle flere siddestillinger. At rejse sig op med bravour hele livet. Alt dette kunne tjene som eksempler med umådelig rækkevidde, som desværre er endt i skammekrogen mange steder, eller glemmebogen?

Udfordringen med den store “basale rekonstruktion” er i høj grad, at det forudsætter uddannelse og indsigt. Meget er gået tabt bag om ryggen på os, og kroppen skal igennem en strabadserende “aflæring”, der kan volde problemer undervejs. Blot fordi noget er naturligt, er ikke det samme som, at det er nemt, at alle har adgang med det samme, eller at alle når deres eget forjættede land.

Men der er jo også noget der hedder leg, ikke sandt? Det kan være aldeles uorganisert og sindrigt, men kræver ikke nødvendigvis en phd. FUNdamentals. Noget fundamentalt sjovt og interessevækkende også. Noget der pirrer nysgerrigheden. Som udfordringer og risici etc.

Specialisering versus varieret bevægelse

Indledningsvist kunne et godt råd lyde: hold fast i det naturskabte fra barndom til alderdom.

Karikeret sagt. At specialisere sig som 15-årig som curlingkaptajn eller kapgænger kan være en skæbnesvanger blindgyde set i et længere livsforløb. En paradoksal ansvarsforflygtigelse af episke proportioner, kan følge i kølvandet på selv de mest passionerede bevægelsesvalg, hvis ikke de ledsages af en mere helhedsorienteret livsbetragtning på bevægelse og kroppens behov. Men at balancere både specialisering og almene fysiske egenskaber er en svær balanceakt. Det du ikke ved, kan save den gren over, du selv sidder på. Som i restaurationsbranchen må vi ofte konkludere, at regningen som bekendt plejer at komme til sidst.

Hvem bibringer sådanne betragtninger til eksempelvis den vinderhungrende skyklappende egorytter, der skal til tops for enhver pris? Førhen knap så mange. I dag har de store stjerner en varierende entourage af hjælpere, men mange døjer med skader og må stoppe karrieren af samme årsag. Nedslidte. Specialisering kommer næsten altid med en pris. Undertegnede er bestemt heller ikke gået ram forbi.

Her må vi ikke glemme dem, der viger uden om bevægelse i en stor bue, af foragt, had, frygt og alle mulige andre grunde – herunder dovenskab. Forsømmelsesspekulanterne og de strategiske undvigere, der har et helt bagkatalog af bortforklaringer at fremture med. Chris og Chokoladefabrikken, ikke sandt.

Derfor. Hvordan får vi hele eller mere af kroppen i spil for flere mennesker på en mere synergistisk facon, kunne det elementære spørgsmål lyde på trinbrættet ved badebroen? Lad os være ærlige her. Vi er slet ikke på det dybe vand endnu folkens, så hold igen med grundangst og spydigheder, fnysende foragt og modstandfølelser. Vi snakker om at lægge fra land her. At få adgang til det blå ocean.

Hvordan undgår vi + og – ekstremerne, de tilfældige valg, de ensidige og hårdnakkede (ofte identitetsbårne og socialt betingede) loyalitetsforhold, der måske ebber ud i andre forsømmelser, andre faldgruber osv.? Hvordan undgår vi at spænde ben for vores egen uvidenhed og ende i eksperternes eller en uvis skæbnevold?

Til en start, hvad er din bevægelsespalette?

Der er intet, du skal, men alt har konsekvenser, bebudede Anders Matthesen engang i en af sin velbesøgte shows, som nu kun han kan spidsformulere det.

Du kan ligge på sofaen og du kan gå ud og myrde din nabo lige nu. Men alt har en pris. På den ene eller den anden måde, med og uden boomerangeffekter, karma og andre vidtløftigheder. Her er derfor mit udspil til dig:

• Du kan selv have en idé med hvad du vil med dit eget forhold til bevægelse og hvilken rolle en praksis kunne have for dit liv. Det er ikke en opgave for fitnessindustrien at løse. Det er en personligt engagerende og ansvarsbetonet stimuleringsopgave, der kan lære dig noget om livet, du ikke er bevidst om, og lære dig noget om at være menneske i en social og evolutionær sammenhæng.

Handler det om opgavemestring eller livsmestring? Måske lidt af det hele.

Hvis du anskuer bevægelse gennem nødvendighedens linse, er det måske på linje med tandbørstning. Men bevægelse griber ind i meget mere af dit liv, end eltandbørstens roteren i mundvigene. Brækker du benet, kommer du ikke på arbejde lige foreløbig. At være bænkevarmer er mindre fedt end at være med i valsen, eller udskældt for at være “not good enough for breaking”. Som vi dog udskammer hinanden. 

Er du konkurrencejæger, gælder det måske om at vise dit værd, gerne i sammenligning med andre. Det fik Raygun, eller rettere Rachel Gunn, at føle, selvom hun jo også fik breaking på bevidsthedsradaren, i en vis forstand. Men den offentlige gabestok er undertiden nådesløs. Spørgsmålet var, om dette var berettinget. Der har i hvert fald været en hel del kontroverser vedrørende Rachel Gunns OL-udtagelse til Paris 2024, og om der nu var rent mel i posen. Det vil jeg undlade at dykke nærmere ned i her.

De kompetitive iblandt os vil ofte gerne nå mål. Besejre egne og andres grænsedragninger. Sætte standarder, rekorder og blive den nye Ikaros. Det behøver der ikke nødvendigvis at være noget i vejen med.

Bredere bevægelseskultur uden label

Hvis du går ”bevægelsesvejen”, hvis ikke du dyrker en bestemt idræt, hvad kan så være en god praksis? Jeg taler her om fænomenet movement culture, mere officielt, der faktisk ikke er officielt anerkendt (endnu – der arbejdes på sagen), sådan som Crossfitt eksempelvis.

Her kan det handle om at forbedre sig og gå på tværs af felter og discipliner for at lade synergieffekter opstå og lade de enkelte emner befrugte hinanden. Og koblingen til og legen med evolution og bevægelseshistorie i bredeste forstand, er yderst nærværende og intelligent. Udfordrer denne tilgang vores rummelighed og tryghed eller mere hævdvundne cementeringer? Hvordan står det til med akkreditering og blåtstempling, når ønsket er en mere flydende tilgang uden at alting sejler? At forene rødder og fødder.

Til spørgsmålet om forbedring – er det nødvendigt at følge et bestemt curriculum, eller i det hele taget at blive bedre til det, jeg gør? Måske ikke, men der kan ligge en vis begejstring heri. En selvovervindelse, der måske ikke handler om at vinde over andre eller om at skovle flere millioner ind på den schweiziske konto. At mestre noget kan give en følelse af kontrol og selvoverskridelse, der øger ens selvtillid. 

Og det kan give adgang til flere og stadigt mere vidunderlige bevægelsesverdner, og endda måske til dit eget udtryk, eller samhørighed med andre artsfæller. Sky it (sort of) the limit here.

En fusion af behovsindfrielse, dannelse og kunstnerisk udfoldelse, såvel som sansen for og indlemmelse i fællesskab, omend dette er en vanskeligere nød at knække og åbne.

Kravlegårdens berettigelse?

For begynderen kan der være en vis ræson i at færdes i en “kravlegård” med tydelige rammer af en/flere læremester/re, inden den gradvise frisættelse, når vingerne er flyvefærdige. I nogle sammenhænge kan der være mange år, gradueringer og niveauer, før end dette øjeblik indfinder sig. I andre er det ikke så firkantet. Her kan feltrespekt og fri fortolkning måske lede til nye evolutionære forgreninger. Anken om udvanding behøver ikke skygge for det legende favntag.

Måske skal du i stedet lære at være en god landinspektør, der kan opmåle et terræn og have noget udstyr med dig, der tillader dig at navigere bedre. Så kan processen foregå mere åbent, om end i ping pong med andre medrejsende, erfarne og ligesindede. Du skal måske samtidig indstille dig på at lære at bevæge dig i mange terræner med visheden om, at du kan fare vild og ikke kommer øverst på nogen skammel.

Måske er det ikke kun et spørgsmål om, hvor meget du skal bevæge dig, men om at rejse med bevægelse i forsøget på at lære dig selv og verden bedre at kende. Det handler ikke kun om kapacitet. Når du får øjnene op for cubansk salsa og andre cubanske danse, får du måske også øjnene op for cubansk kultur (historie) i det hele taget.

Vi behøver ikke at skulle igennem en formstøbt skærsild, der som en anden “Scientologi bro” viser vejen til mere frelse. Vi kan rejse med indsigt og inspiration. Ikke med skyklapper og blind tillid, andægtighed og underdanighed. Det må jeg advare imod. Vi kan samle brikker til flere puslespil samtidig med, at vi har et hovedanliggende, vi ikke fraviger.

Et basislag, der føder resten af udskejelserne. Evolutionære forgreninger og hinsides, frem til det samtidige og det uvisse i det fremtidige.

Vi kan jo så spekulere over, hvad det er for nogle tremmer en sådan kravlegård skal bygges op af. 

Tindernes tiltrækning eller fantasiens ubekendte

For nogen er der en besættelse i at prøve kræfter med det øjensynligt umulige. At føle sig i gæld til en læremester, som vi får et indblik i i dokumentaren Meru. At sprænge grænseskalaer for det mulige og at være ansigt til ansigt med den totale frihedsfølelse – med døden som en allestedsnærværende probabilistisk ledsager.

For andre er ”good enough”-tilstanden den egentlige tinde. At gøre det godt nok til at maskineriet drejer rundt. At kunne lidt af hvert, uden at være særligt dygtig til noget specifikt. Eller at have strategiske forbedringsnykker eller aspirationer. 

10.000 timers reglen (der langt fra er overlæggeren i dag) er ikke alles kop te, men livet rummer jo langt mere end 10.000 timers bevægelse, også for den der bare vil have helheden med. Øvelsesmængden fører til bedre kapacitet. Men du kan ikke bare hælde på i bredden. Der er behov for en form for metodisk doseringtematik, der skal gribes intelligent an – og det er umådeligt svært at tematisere og komme med et bud på.

Ikke mindst når du leger med tanken om at blive bevægelsespraktiker.

Valg er uundgåelige, men de kan vælges, så mange døre holdes åbne, i længere tid end andre. Ingen mestrer hele paletten, ingen kan gabe over hele buffeten. Alle må findes deres egen selvbesindelse og mæthedspunkt. Som en læremester udtrykker: “You must make peace with it”.

Kunsten er måske at fastholde sulten livet ud. Appetitten på bevægelse, ikke en eksistentiel hungersnød, men en vibrerende sult efter nye tinder, der godt kan have variabel højde. 

Ingen kender vores forfædres bevægelsesmønstre eksakt, og ingen kender vores nutidige behov for bevægelse, mig bekendt. Alt er gættteri og kvalificeret spredhagl, noget er også videnskabeligt underbygget. Derfor kan vi konsultere og udvikle forholdet til mystikeren såvel som den videnskabelige fagperson i os, når vi søger dybere ind i bevægelse. 

… og just derfor tror jeg, mange ender med at søge ly i et snævert valg. For det er farligt at bevæge sig ned i hullet som Alice på vej i Eventyrland.

Er du parat til at skabe dit eget eventyr?

Hvor dybt er dit kaninhul?

Det tvungne amnesi-eksperiment

Der er så mange sandheder, der dominerer vores gøren og laden. Så mange veje ind i bevægelse. Tillad mig i flæng at gå karikaturens ærinde i det følgende.

Det er fint at møde op, så er du i gang… ”but showing up is not enough”. Det kræver undertiden, men langt fra altid og udelukkende, knofedt og stålhårdt titaniumsarbejde. Eller hvad med at renoncere lidt på livsudfoldelsen og hedonismens herligheder, og blive mere asketisk på visse punkter, uden at betræde nogen munkesti til ende. For at se, hvad der sker.

“Deliberate practice” er bedre end tilfældig indøvelse. Der skal konsekvens til. Perfect practice makes…, som de siger. Du bør opsøge de rigtige læremestre og vende tilfældigheden ryggen.

Bliv mystiker, udover alt andet. Først og fremmest mystiker. Den eksplorative vej forudsætter en stærk intuition og at du tør lytte til denne. Det er mystikeren, der tyder vejen frem. Find din indre stemme og hør dens kalden. Den er din sande sirenesang, der ikke lokker dig i ufokuseret fordærv.

Næ nej, den gode vej er at gå i fodspor, andre før dig har betrådt. Følg erfaringen og dens lygtefolk. Især de videnskabelige koryfæer, der har ph.d., hvide kitler og æresbevisninger at bryste sig af. Gå med indsigten i hard science, my friend. Drop der der med frejdige Klods Hans og tinkrampen. Facts on the table, please. Ellers ender du ikke op med kongedatteren, eller hvem der nu er dit hjertes udkårne.

Og ind kommer barnet i mig. Hold nu op med al den evidens og målbarhedshysteri. I famler jo alligevel i blinde. Verden er såååå meget større, og I drukner i vildledende data. Det, det handler om, er at du skal lege det ind og se det hele som en leg. En barndomsleg, du skal i kontakt med igen. Den er din bedste ledetråd. Stay playful, people.

Sådan kunne jeg blive ved med at anstille betragningsplatforme. Jeg har mine egne præferencer, og legen er også en af mine favoritter, dens betydningskraft i tilværelsen synes jeg er groft undervurderet. Rationaliteten tryner. Fornuften dræber og strømliner. Men skaber også klarhed i visse scenarier.

Men der er ikke kun en sandhedsplatform, der er sand sandhedssøgen og udforskning, og det er bevægelsesruten, vi bør hike på. Den gradvise, møjsommelige og rolige adstadige afluring af de store mysterier. Det er vilkårene for den, der følger Alice.

Vi må søge både at forstå og nyde rejsen samtidig. Derfor skal vi glemme vores rygsæk for en stund, i hvert fald den med alle fordommene. Øv dig i at se bort fra dig selv. Efterlad dig selv derhjemme, når du tager ud på en rejse. Men hav hjerte og sanser åbne som en flagermus i nattens mulm og mørke, bevæbnet med sonar og ultralyd.

Prøv at bevillige dig selv et midlertidigt hukommelsestab og start på en frisk. 

Find din egen diamantløsning, hvis minen er tom

Jeg er ved at tilegne mig den videnskabelige såvel som den mystiske metodiks antenner og tentakler. At have et helhedssyn bliver en mere og mere funklende og attraktiv rubin for mig. Den er min Kong Salomons miner, give or take. Og at mestre den gør, at jeg forhåbentlig ikke strander i den ensporede myldretrafik, hvor alt står stille og kører i evig tomgang. Eller hvor der råbes i munden på hinanden. 

Lidt lige som Michael Douglas oplever verden i filmen Falling down, som jeg vist før har omtalt. Der kan man tale om at tage ansvar med et baseball-bat, “mig mod verden”, på vagtsom manér. Arrrrgh – ro på med den approach. 

Men når du når et mæthedspunkt, skal du jo finde en anden vej frem.

Her kan en midlertidig bekendelse til et tvunget hukommelsestab være vejen ad hvilken. Glem alt hvad du tror, du ved på forhånd, og forhold dig åbent til dine begræsningers lænkefuldhed. En omvendt Platon, om man så må sige.

Du kan vælge at gå ned i det mørke kaninhul, tage den røde eller den blå pille, hvis du husker den film.

Du kommer på dybt vand, når du først beslutter dig for at stævne ud. Jeg tilbyder kun at hjælpe med at tilvejebringe nogle kraftige årer. Og tiden tæller dig ned, du har gennemsnitligt kun 4000 uger, så du må hellere lære at bruge dem vel.

Tør du miste fodfæstet for en stund og begive dig ud på en bevægelsesrejse, uden at alt er givet på forhånd? Det er det store spørgsmål, jeg er betaget af, mere end hvor mange timer vi skal bevæge os. Måske følger flere timer hjertets pulsslag, når det begynder at banke for alvor.

Ellers er der jo altid et tilbud lige rundt om hjørnet, fra 16-17 hver onsdag. At være bevægelsespraktiker har intet fast klokkeslet, det er en livsorientering. Det er en Sisyfosopgave, og du skal lære at elske at løse opgaver og undertiden svære problemer. Er det noget for dig?

Forestil dig Sisyfos som lykkelig, ellers tag nogle flere sissy (fos) squats.

Men, jeg gentager, der er intet krav om et fastlagt timetal. Det er noget, der udvikler sig og pludselig flyver tiden af sted, og dermed også tidsforbruget – fordi det kommer fra en strømmende kraft af forbindelse snarere end tidsspekulation og minimal mentalitet.

Tidsfaktortyranni

Jeg har før skrevet om valgfrihedens tyranni, som det kunne tyde på, at vi her er på vej ind i. 

Vi har ikke længere overlevelsesbehovet som ramme. Vi har ikke alle lige meget tid. Vi er ikke alle lige intelligente. Nogle er ramt af alverdens skavanker og lidelser, andre er fødte talenter. Så hvor meget skal vi bevæge os, vi menneskeaber? 

Tiden er en faktor for de fleste, bebuder de – tiden til rådighed og tiden vi vil dedikere i forhold til andre af livets forhold, altså valgets dilemma. Nogen hævder, at der aldrig er nok tid, men der er dog den tid, vi udfolder. Og der er også spørgsmålet om indsigten i nødvendigheden.

Nogle ser bevægelse som noget, der skal overstås. Andre som noget, der skal balancere vores sociale og øvrige behov. Bevægelsesbehovet griber ind i andre behov i forhold til vores liv, det er indlysende.

For andre er det for sent at få et forhold til bevægelse. Bevægelsesfælden har fældet en dom.

Måske er det bedre at tale om en tid for en form for bevægelse og en tid for en anden. Om årstidens bevægelse og livsrytmer i forhold til bevægelse, om følelser der sættes i bevægelse og som påvirker bevægelse.

Det kronologiske spørgsmål kan vi ikke svare entydigt på, det kræver nærmere forklaringer. Tid er blot en faktor.

Jo flere forpligtelser, der kommer ind over – børn, ansvarsbyrder, roller etc. – jo mere må ens praksis ændre karakter. Praksismængder kan svinge livet igennem. Det er ikke nødvendigvis samme timetal hele livet.

Det, der var muligt i en fase i livet, bliver med ansvarsbyrdernes og sociale statusforandringer og forskydninger næppe bæredygtigt over tid. 

Det er blevet udlagt, at der er en tid til alt under himlen. Således også som leveråd fra en israelsk kæreste, jeg havde for mange år siden, men det er en anden historie. Derfor gælder det om at gribe tiden til mere bevægelse, hvis den skal blomstre. Tage sig tiden, med fuldt overlæg og efter bedste evne, under de omstændigheder, der foreligger.

Ellers kan du overveje at ændre på disse. Men gør det i tide, ellers kan der opstå fortrydelser på den lange bane.

Mærk bevægelse gennem tidens fylde, fyld mere tid af livet ud med bevægelse, lyder min utvungne opfordring.

Beskyt din fordybelsesglæde

I autopilotsamfundet er det en kunst at kunne fastholde tankevirksomheden intakt. Frem for at fjerne flere ting, du skal tage stilling til, skal du tage stilling til, hvad du har brug for at tage stilling til, og hvad du vil vælge at ignorere helhjertet. Og så kan du for alvor svinge leen.

Sørg blot for at du ikke svinger den over bevægelse.

Bevægelsesspørgsmålet er ikke kun et kvantitativt spørgsmål. Det handler også om at kunne fordybe sig i noget. Måske er det den halve glæde og behovstilfredsstillelse. Ikke hvor meget skal jeg bevæge mig, men hvordan bevæger jeg mig, så jeg nyder min bevægelse mere – får lyst og mod på mere?

Her er nogle betragtninger, jeg tumler med i egen fordybelse:

• Det er en kunst at forelske sig jævnligt i sin egen praksis
• At klamre sig til en mast, mens stormen raser, kan være løsningen for nogen, men på hvilken bekostning? Vi har alle behov for variation, men ikke samme behov, så det er et stort åbent spørgsmål
• Et andet spørgsmål er, hvordan ved jeg, hvor meget variation jeg har brug for? Uden variation? Du må turde at lade dig lede af en vis mængde nysgerrighed
• Nogle mennesker bliver helt overloadede over 4 nye bevægelser – men måske ikke så meget som de tror. Måske ligger det i den pædagogiske vinkling, i indfaldsvinklen, mere end i kapacitet. Du skal kunne udholde din egen midlertidige uformåen. Det er ikke det samme som, at du er komplet talentløs. Det kræver tid og fordybelse at mestre noget. Koordination kan tage nogle uger førend hjernen er med på sekvenser og konfigurationer. Det afhænger til dels af opgavens omfang

Lad mig afslutte disse overflyvninger med i næste afsnit at komme med nogle håndfaste bud på, hvor meget du kan bevæge dig for at holde dig relevant her på livssavannen. Og det er kun et bud, der er åbent for fortolkning.

For sandheden fortaber sig i livsvrimlen, som så meget andet. 

Fysiske målestokke at lade sig inspirere af

Vi snakker på ingen måde en evidensbaseret facitliste her, men en håndsrækning med fornuftige milepæle, der knytter sig til et grundlæggende lag jeg har ladet mig inspirere af hos fortrinsvis Joseph Bartz, Marcello Palozzo og Movnat iblandet mine egne ideer – med stadig skelen til evolutionære vidtløftigheder.

Visse spørgsmål kan du svare bekræftende på, og andre kan du måske aldrig komme i kontakt med. Det afhænger af så meget. Det er ikke en universel tjekliste. Det er noget, du kan forhandle med, arbejde hen imod. Ikke et startskud eller et slutmål for alle. Måske er det en øjeåbner for nogen.

Prøv af, hvor du befinder dig i forhold til følgende spørgsmål. Måske giver det anledning til flere overvejelser over, hvor meget du bør bevæge dig fremover? Uden at få dårlig samvittighed, nykker, eller må droppe dine vante gøremål i øvrigt.

Brug det til at sætte gnist til de bevægelsesgløder, der trænger til at blive tændt op under og vedligeholdt. Og til at lære nyt om menneskelige bevægelsesbehov. Eller til at tage et hårdt og usentimentalt eftersyn på din nuværende praksis.

Niveau 1

• [ ] Har du kontrol over dine led og kan du kontrollere bevægelser rent motorisk? Kan du selv styre, hvad du vil bevæge og hvad du vil undlade at bevæge, når du bevæger din krop? Føler du dig fortrolig med grundlæggende SROMP og leddenes mekaniske bevægelser?
• [ ] Er gåture en integreret del af din tilværelse, der ikke primært handler om opmålingstyranni og glanspoleret skridtmængdefilosofi, men om bare at gå, fordi du er menneske og det tjener mange aspekter af dit livsvelbefindende? Herunder naturligvis også en vis og gedigen og varieret distance i variabelt terræn.
• [ ] Kan du hvile i et dybt squat imellem 5-10 minutter? Se også vejledning knæ og lår.
• [ ] Kan du sidde komfortabelt i seiza (altså på knæ) imellem 5 og 10 minutter, og kan du skiftevise sidde i og skifte stilling imellem forskellige arketypiske siddestillinger? 
• [ ] Kan du rejse dig op ubesværet på forskellige måder, med så lidt støtte fra hænderne som muligt?
• [ ] Kan du svinge dine arme over hovedet i 2,5 minutter i hver retning?
• [ ] Kan du hænge i et forankringspunkt med begge arme i op til 90 sekunder? Fortrinsvist passivt hæng, uden at løfte dig op i skulderbladene. Det, nogle lidt misvisende kalder for dead hang
• [ ] Kan du udføre en chin up (løfte dig op mod et forankringspunkt, så hagen kommer over punktet)?
• [ ] Er du i stand til at gennemføre 3-7 gentagelser af kvalitetsarmstrækninger, hvor du spænder op i de rette skulderstabiliserende muskler? Nogen sætter barren markant højere
• [ ] Hvis nogen kaster en bold imod dig, føler du dig så i stand til at gribe den med overbevisning? 
• [ ] Er du i stand til at foretage 50 dybe knæbøjninger i full range uden hvile? 
• [ ] Kan du hoppe op ad 3 trappetrin som kvinde og 4 som mand, og kan du hoppe på stedet med forskellige hop i 3 minutter i træk?
• [ ] Er du i stand til at balancere i 90 sekunder på hvert ben med lukkede øjne, uden at falde og miste balancen?
• [ ] Kan du løbe 5-10 km uden at holde en pause?
• [ ] Er du komfortabel ved at danse alene i eget hjem?
• [ ] Kan du klatre på lette ruter på en bouldervæg med god selvtillid?
• [ ] Er du tryg ved at kunne klatre op i et flere meter højt træ? 
• [ ] Kan du lægge vægten hen over dine hænder, som ved at skulle balancere på hænder eller ved at kravle på jorden i 1-2 minutter?
• [ ] Kan du stå med strakte ben og røre jorden med fingrene?
• [ ] Kan du svinge dine ben i luften i forskellige retninger i ca. hoftehøjde og holde dem i ro i minimum knæhøjde i 5 sekunder i hver position?
• [ ] Er det er problem for dig at tage et koldt bad på 1-5 minutter?
• [ ] Svømmer du habilt, evt. både crawl, bryst og rygsvømning?
• [ ] Kan du sidde ret op på en stol i flere minutter ved et skrivebord?
• [ ] Er bevægelse som uorganiseret og eller risikobetonet leg en del af dit liv?

Niveau 2

• [ ] Kan du jonglere med 3 bolde i 50-100 kast, uden at tabe boldene?
• [ ] Kan du dødløfte med en tung sten eller dine egne vinterdæk i ca. 5 gentagelser? Der findes mere specifikke kønsopdelte beregninger herpå, som er væsentlig mere krævende
• [ ] Kan du foretage et back squat med halvdelen af – eller op til “hele” din egen kropsvægt, i ca. 5 gentagelser. Igen findes der mere specifikke kønsopdelte bud på denne og andre vægtøvelser
• [ ] Kan du foretage en muscle up på barre eller i ringe som mand, eller foretage 5 chin ups som kvinde? Den er måske liiiige til den gode side, men relevant for nogen
• [ ] Kan du hænge på forskellige måder i ringe, træer og stativer, og kan du svinge og gå armgang?
• [ ] Er du i stand til at løbe 10-20 km uden pause? Eller hvad med at svømme en kilometer+ dog med pauser undervejs?
• [ ] Er det muligt for dig at balancere i 10 minutter på et fladt gelænder uden at falde ned?
• [ ] Kan du stå på hænder i 30-60 sekunder, fritstående uden at røre væggen?
• [ ] Har du selvtillid nok til at danse til en fest?
• [ ] Kan du klatre middelsvære ruter på en bouldervæg?
• [ ] Er du tilpas afklaret med løbende at lære nye koordinative bevægelsesmønstre og opgaver?
• [ ] Kan du reagere hurtigt med kroppen, og genfinde balancen og reagere og tilpasse dig under forskellige former for boldspil, der involverer kast og griben eksempelvis?
• [ ] Er dit muskelvæv blødt i afslappet tilstand?
• [ ] Kan du tilbringe 30 sekunder i de såkaldt lave positioner på gulvet i hver side? (low gait positions)
• [ ] Kan du kravle på forskellige måder igennem forskelligt terræn?
• [ ] Kan du stå med strakte ben og røre jorden med håndfladerne?
• [ ] Kan du svinge dine strakte ben i luften i forskellige retninger i ca. hoftehøjde og holde dem i ro i ca. hoftehøjde i 5 sekunder i hver position?
• [ ] Er det muligt for dig at foretage 1 pistolsquat som kvinde og 5 som mand? Dvs. et squat på ét ben med det andet ben strakt foran kroppen
• [ ] Kan du som kvinde løfte 25% af din egen kropsvægt i 1 gentagelse af en one arm overhead press (skulderløft) og som mand 1 gentagelse af 35% af din egen kropsvægt?
• [ ] Er du fortrolig og tilpas selvsikker ved at bevæge dig rundt i miljøet – klatre, hoppe og balancere?
• [ ] Kan du hoppe med brede hop, hoppe med samlede ben og hoppe med gentagne afsæt og hoppe over forhindringer i knæhøjde?
• [ ] Kan du udføre forskellige former for kolbøtter i græsset?
• [ ] Er du okay med at skulle “wrestle” (lege tagfat) med andre mennesker, uden at der er tale om en ægte kamp, men en elementær sparring?
• [ ] Kan du udføre spark, slag og andre kampsportteknikker?

Sådanne spørgsmål er arbitrære, men ikke aldeles vilkårlige, og kan kritiseres fra flere vinkler. Det vedstår jeg. Nogle niveaukriterier er faktisk ganske svære. Det er ikke sandheden, men det er nogle fikspunkter, der er opnåelige for mange mennesker, som bidrager til at give adgang til mange andre bevægelsesmuligheder og fastholde bevægelsesevnen i stor stil. Nogle bevægelsesmønstre skal udvikles meget mere for at du er på et mestringsniveau, der giver adgang til andre bevægelsesmønstre, og det vil afhænge af mere specifikke formål etc.

De fleste bevægelsesbud har noget alment relevant over sig. Og nogle er sværere at lykkes med end andre, ikke mindst i et aldringsperspektiv. Derfor er det godt at starte med dem som voksen eller ung.

Det afhænger af mange ting, hvad der er rimeligt og realistisk. Kan du arbejde med at nærme dig disse kriterier, er en anden skala at måle fra. Jo flere kriterier, jo mere alsidig bevægelsesmestring, kunne være en anden logik.

Ellers er der måske brug for andre ting. Herunder behandling – og mere praksis.

Udgangsreplikker

På talrige sider på jesperabild.dk finder du foreslag til andre praksisformer. Du finder mange tips på blogindlæg, og jeg har udviklet grundlæggende og forberedende Kropsøvelser. Der er også talrige tilstødende Kropspraksisser, men det handler først og fremmest om at få gang i kroppen. Så kan du altid gå på tværs af kroppen og tilføre mere bevægelsesdiversitet henad vejen. Og bestå nogle “tests”, som ovenstående lægger lidt op til, uden at være en officiel test af nogen som helst art.

Hvor meget du skal bevæge dig, er noget du skal forhandle med livet igennem og tilpasse bestemte formål. Lov mig, at du ikke er for hård en forhandler. Og ikke efterlader noget til bevægelse overhovedet. Hvis du ikke mener en dyb squat er relevant for dig, ender du måske med ikke at kunne foretage en eneste dyb knæbøjning. Hvilket nogle eksperter vil taksere som et decideret handicap.

Du kan få et godt liv uanset, men noget er alligevel indskrænket i forhold til din almene medfødte bevægelsesevne. Og det er primært den, jeg sigter til her. Så kan det godt være, at konsekvenserne af en manglende muscle up er mindre fatale. Øvelser som dips kan måske gøre det.

Vi kan tage myndighedernes timetal som en anstændig og velunderbygget orienteringsflanke, men din egen indre samvittighed og stemme kan udvikles til mere eller mindre, hvis du ønsker det eller beslutter dig for det.

Du skal selv spørge, hvilke færdigheder du bør holde i live og hvor længe – og hvorfor?

Find din egen bevægelsesrubin og puds den tilpas jævnligt. Ellers skinner den ikke. Så overfladisk vil jeg afslutte mine meditationer her. Vid blot, at noget er mere fundamentalt end noget andet. Gå ikke på kompromis med dette, som det første, er mit råd. Eller under nogen omstændigheder.

Eller i det hele taget, om du kan leve op til det.

Der findes kun de svar, vi selv formulerer og tør at efterleve, da fortiden fortaber sig i glemslens mørke rudimenter. Det er dem, vi lever med, på godt og ondt. Resten er for så vidt vilkårlige retningslinjer, der står ubrugte hen, hvis ikke du involverer dig i at komme med et bedre bud på sagen, eller i det hele taget undersøger i evolutionsgemmerne, hvor meget du bør bevæge dig som en menneskeabe.

Du kunne derfor med fordel lære mere om den naturlige bevægelse, dens ABC, hvad der er praktisk og funktionel bevægelse, osv. Forstå vores fysiske bevægelses historie. Og forstå dybere hvorfor vi bør bevæge os noget mere. 

Bevæg dig vel. Ikke kun nok. Men nok til at du kan bevare bevægelsesevnen vel. Det kan tage tid, og du har et helt liv, så der er nok at tage fat på og nærme sig, hvis udgangspunktet er langt fra det grundlæggende. Læser du disse linjer som 89-årig, er sagen måske en anden. Start som barn og stå ved barndommens leg hele livet, eller start hvor du nu end er, med de vilkår, du har.

Det er os alle velundt med bevægelse, men ikke et gode, alle nyder lige godt af på livets bane. 

Vær indstillet på et langt, intelligent og omfangsrigt liv med bevægelse og du vil opdage, at du med stor sandsynlighed kan komme til at bevæge dig vel. Fortab dig ikke i timer og skridttællerneuroser.

Bliv en levende praktiker, der timer bevægelse vel. Hele livet. Så følger evnen og fantasien måske trop.