Motivation – indblik og indsigt

Hvad er essensen i motivation, hvad er det, vi motiverer, motiveres af?

Det er jeg blevet oprigtigt nysgerrig på. Både fordi jeg oplever, at motivation fylder meget i min egen branche, i sport og i vores kultur. Jeg nærer endda en mistanke om, at den får for meget opmærksomhed eller kredit for at være “nøglen” til alt muligt. Eksempelvis mere bevægelse. Lysten, der driver værket.

Implicit er motivation for mere bevægelse det, jeg vil prøve at skabe forståelsesrammer for i dette indlæg. At vide hvad det egentlig handler om – når det hævdes, at være motiveret.

Læs også min kropspraksis om inspiration til konkrete motivationsstrategier.

Demotiveret af motivationsboosts og pep-talks

Afsættet: En tiltagende udmattelse foranlediget af indsmigrende og “fortrolige” motivationsvideoer og beslægtede mentalt transformative karusselture på diverse medieplatforme eller events. Anthony Robbins er et eksempel på en hyperberømt “motivational speaker”, hvilket han givetvis vil tage stor afstand fra selv og anse for at være en grov overforsimpling af sit virke.

Nogen mener, han er verdens bedste coach, mens andre finder hans tilgang bombastisk, anmassende og nærmest religiøst insisterende. En “big money guy”.

Robbins er en kontroversiel figur, der dog næppe heller er en hr. hvem-som-helst, hans karriere taget i betragtning. Han har bestemt indsigt i den menneskelige psyke og har coachet alverdens atleter, ledere og “almindelige” mennesker etc.

Motivationsindustrien, lad det være min pointe, rummer en voldsom grad af promoverende tiltag, der ikke med nødvendighed har din virkelighed for øje (til trods for insisterende proklamationer om det modsatte).

Den lover ikke sjældent guld og lysegrønne bøgeskove og fortæller dig en masse om, hvad du højst sandsynligt gør forkert, som tingene er nu. Og hvad “mere succesfulde mennesker” kan gøre for dig i stedet. Det er åbenbart ikke nok at være god nok, sådan som du er.

Længsel efter dybere indsigt

Jeg længes efter dybere indsigt, at forstå ting i en sammenhæng, ikke flere forvirrende taktikker, mirakelcases og helteberetninger, som bliver “copy and pasted” for enhver pris. Især fordi det antages, at vi lever i en ustabil verden, der er kronisk forhippet på evindelig forandringsparathed og omskiftelser – hvor det nye tæller mere. Er det muligt at være vedvarende motiveret under sådanne eksistentielle livsvilkår – præstationsræset?

Hvad er det grundlæggende? Det vil jeg hellere blive klogere på først. Al respekt for seriøs coaching, “motivational talks” og mirakeltips til mere motivation for et bedre liv etc. For der er vel også genuin indsigt at hente i denne jungle?

Det hævdes imidlertid i en bog, med nogle år på bagen Gyldendals Idrætspsykologi, at en motiveret adfærd er kendetegnet ved tre ting:

1. Målrettethed– tydelig mening med det vi gør, opmærksomhed og koncentration herom
2. Vedholdenhed – viser sig ved, at vi holder ud, bliver ved, også under modgang og når det er besværligt
3. Intensitet – ses gennem villigheden til anstrengelse, at vi er parate til at ofre ressourcer på at gennemføre noget

Motivation – et fænomen med mange forgreninger

Jeg trækker i dette indlæg på nogle af denne bogs almene pointer, men er opmærksom på, at viden hele tiden er i sin vorden, og at nyere forskning måske har andre aspekter at fremhæve ved sagen. Dog er pointerne i bogen tilpas generelle til, at jeg vover pelsen og benytter dem som baggrundstæppe for mine egne videre refleksioner.

Der forskes, ikke overraskende, intenst i motivation. Men at stille skarpt på det grundlæggende kan have en umådelig værdi. At kunne bevidstgøre, hvad der potentielt set “styrer” (din) motivation. Det må være en form for hellig gral. Er det eksempelvis ikke techindustriens hedeste drøm, hvis vi ser fremtidsorienteret på sagen?

Fra psykologisk forskning, omtalt i artiklen “Vanens magt” fra Weekendavisen, ved vi eksempelvis, at vi givetvis ikke altid selv er så bevidste om vores vaner, som vi kan tro. Hvorfor motivationsspørgsmålet rummer en grad af uretfærdighed, hvis nogen bare opstiller opskrifter eller kontekstløse råd, fordi det vurderes, at der kan tales fra et “privilegeret sted”. At motivere sig ud af vaner og ind i andre vaner er en rejse ikke alle magter eller finder de aner deres levende råd om.

Gad vide hvor mange meningsløse valg hver enkelt af os træffer?

Motivationspsykologien om motivation

Motivation er indviklet. Der er ikke et trick eller et kneb, du skal mestre. Motivationspsykologien er en del af psykologien, der beskæftiger sig hermed. Den ser på, hvad der gør, at en given adfærd fortsætter eller afsluttes over en given periode. Herudover er der eksempelvis studier af følelser, neurovidenskaben, adfærdsvidenskaben, organisationsteorien, sportspsykologien, og sociale teoridannelser med flere, som alle konkurrerer om at anskue motivation fra forskellige vinkler.

Særligt berømt er koblingen mellem motivation og behov i form af Maslows behovspyramide, der antyder, at der er hierarkiske forhold på spil. Maslow skabte aldrig selv en pyramide, og antydede ikke, at individet kun fokuserer på et bestemt behov på et hvilket som helst tidspunkt. Han påpegede, at bestemte behov angiveligt “dominerer” den menneskelige organisme. Han anerkendte muligheden for, at de forskellige motivationsniveauer kunne optræde på et hvilket som helst tidspunkt i det menneskelige sind, men var optaget af at identificere de basale motivationstyper og den rækkefølge, de tendentielt set ville optræde i.

Karikeret udlagt: “Det er svært at være motiveret for højerestående behov, hvis du er sulten”. Disse hierarkiske indholdselementer har siden været genstand for videnskabelig fortolkning, selvom behovene kan være universelle. 

Se en introduktion til motivation, som også leder videre til beslægtede emner.

Forskellige mentale tilstande, følelser, erindringer, forventninger, oplevelser, smerter, holdninger, opfattelser, perceptioner osv. kan medvirke til at forme motivation. Derfor er det indviklet, for hvor skal jeg helt præcist justere?

Kunsten at optrevle motivation

Her følger i punktform en række interessante forhold ved motivation, jeg finder værd at tage til efterretning, mere end en dybtgående indføring i motivationspsykologien og andre videnskabelige lag:

• Det er ikke givet i alle tilfælde, at mennesker ved, hvad de er motiveret af? Noget kan være mere eller mindre ubevidst eller automatiseret
• Det er ikke altid at denne adfærdsmæssigt afgørende pointe italesættes eller undersøges nærmere, eller at konsekvenserne heraf forstås eller aner-/underkendes?
• Motivation kan forandre sig over tid, noget er formodentligt mere begærsdrevet end behovsdrevet og du kan med rimelighed spørge dig selv, om noget forskyder tingene i en begærsdreven retning (social påvirkning, opdragelse, reklamer, idealer, normer, gener, hormoner etc.)?
• Ofte skelnes mellem intrinsic (aktiviteten er motiverende i sig selv) og extrinsic motivation (ydre mål at stræbe efter). Men det er givetvis en overforsimpling at opstille tingene på denne vis
• Der ses typisk en sammenhæng med rationel handling, hvor handlinger er noget, vi efterstræber, hvis vi kan se fornuften bag. Det vil betragtes som irrationelt at lade være. Som mange rygere sikkert ved, er det ikke altid nok til at motivere. Der kan være konflikter mellem værdier, holdninger og handlinger. Mennesker er ikke altid rationelle “cost-benfit” agenter, der gør det mest rationelle i enhver tænkelig situation
• Det kan være svært at afgøre kilder til motivation. Enten kan det være interne kræfter i individet, eller måske forhold der er mere observerbare, samspil med andre mennesker etc. Psykologiske teorier konkurrerer med sociokulturelle teorier om motivationens kilder. Ofte konstateres det, at mennesker agerer anderledes, selvom de har været i samme situation før. Motivation kan være upålidelig eller foranderlig og ikke nødvendigvis bare et simpelt spørgsmål om “stimulus og respons”. Begær, opfattelser, intentioner og andre mentale tilstande er med til at komplicere tingene. Men også omverdenens krav, “usynlige” eller strukturelle forhold i samfundet. Positive såvel som negative selvforstærkende faktorer, straf og belønninger. Hertil neurovidenskabelige forhold der vedrører og påvirker hjernen
• Biologiske forskelle, intelligens, seksuelle behov, sociale forventninger, koder og uskrevne såvel som nedskrevne regler, omgangsformer og manerer, social arv og social status, mening, ansvar etc. er samtidig faktorer, der må tænkes at spille en afgørende rolle for motivation

Sådanne nuancer er værd at minde om, al den stund, at der findes en hel motivationsindustri, som typisk har livsoptimering eller effektivitet som ærinde. Du vil givetvis kunne finde mange metoder, der også er mere eller mindre underbygget af videnskab. Noget er mere pseudovidenskabeligt end andet. Måske kan noget heraf hjælpe dig med at øge din motivation.

Jeg nævner andetsteds faktorer som samhørighed, realisme og selvbestemmelse i forhold til motivation og omtaler hvad eksempelvis nytårsforsætter forudsætter og rummer af udfordringer.

Men undertiden er det værd at være opmærksom på andres motivation på dine vegne. 

Mig og min motivation

Vi er vant til at se motivation som noget, der handler om mig. Vi siger sætninger som: “jeg er ikke motiveret for…”. Der er bestemt også behov for, på egen hånd, at arbejde med individets motivationsforståelse.

Som eksempel på en individuel motivationsdriver vil nogen eksempelvis foreslå brugen af imagery, som rækker ud over simpel visualiseringsteknik med f.eks. en øde strand. 

Som Bren Veziroglu forklarer i denne video, kan der være stor ræson i at “grave dybt nok ind i dig selv” – forudsat du bruger metoder som videnskaben inden for dette område foreslår – og visuelt placerer dig i de situationer, hvor du har brug for at agere. Det er her, du evt. kan ramme guld. Potentialet kan have vidtrækkende effekter, som også kan række ud over motivation:

Det er ikke givet, at alle er lige begejstret for teknikker som imagery, har samme gavn af eller adgang til værdien heri. Uanset bør vi også have mere fokus på kontekst og helhed, ikke kun indhold eller teknikaliteter. Having said that – det er tankevækkende, at nogle (rigtig mange) af verdens bedst præsterende individer gør brug af sådanne metoder. Som netop også handler om at placere sig i en kontekst, socialt eller individuelt.

De fleste er erfaringsmæssigt næppe “lige motiveret” hele tiden. Motivationsgraden vil alt andet lige variere i mange sammenhænge, fordi det er et fænomen, som rækker ud over individet. Således spiller omverdenen formodentlig en stor rolle, samt individets baggrund, selvopfattelse og selvforståelse. Det vil blive tydeligere i det efterfølgende, hvor jeg ser på nogle sportspsykologiske aspekter.

Motivationsprocessen – en dynamisk proces

Motivation er, ifølge Gyldendals Idrætspsykologi, en dynamisk proces. Den skifter, er altid tilstedeværende, og individet, miljøet og opgaven indvirker aktivt. Samspillet mellem opgaven, individet og den sociale kontekst, er derfor meget afgørende for motivationsgraden. Det gælder om at se på det som andet og mere end et “intrapsykisk anliggende”. Vi er sociale væsener. Det handler ikke kun om, hvorvidt “jeg” er motiveret eller ej. 

I en idrætssammenhæng (givetvis også i andre sammenhænge) præges en udøvers motivation meget af to forhold:

1. Forventninger forud for præstationen
2. Fortolkninger efter præstationen

Motivationsprocessen kan ganske kort, måske endda lidt karikeret, udlægges som følger:
I forventningsfasen overvejer vi en forestående handling, kalkulerer risici og muligheder for succes. Vi lægger en strategi og udfører handlingen i realiseringsfasen, og evaluerer på den efterfølgende i fortolkningsfasen.

Der kan være mange variable i spil her. Og nogle mennesker er mindre eksplicitte og reflekterende i deres processer. Vaner kan spille os et puds bag om ryggen, fornemmelser og erfaringer ligeledes. 

Det er i høj grad i realiseringsfasen, at du oplever, hvor motiveret du er. Her udføres rugbrødsarbejdet nemlig. 

Når vi befinder os midt i kampens hede, gælder det således om at lægge mærke til, og minde os selv om, hvad der påvirker vores motivation.

Hvorfor? For at fastholde den. For at overveje om vi er tilstrækkeligt motiveret for sagen.

Motivation og bevægelsesmotiver

Forskellige mennesker er, ifølge Gyldendals Idrætspsykologi, drevet af forskellige motiver for idræt. Men læg mærke til, at det er ordet idræt, der omtales, hvilket giver god mening i en idrætskontekst og under emnet om idrætspsykologi.

Der er tale om en række stereotyper, og jeg gengiver med egne tilføjelser og præciseringer, og minder samtidig om, at nogle mennesker har en fod i flere lejre, eller muligvis ikke anskuer motivation på den måde, jeg her præsenterer. Tingene har det med at se mere brogede ud. Nogle ting ændres radikalt, når vi ser nærmere efter.

Jeg forholder mig til de følgende typer som en væg, vi kan spille bold opad, når vi prøver at tænke motivation i en bredere bevægelseskontekst. De er tiltænkt yderligere eftertanke. Ikke fordomsfuld parkering af mennesker med bind for øjnene. Så vidt min indledende disclaimer.

De rene idealtyper set med et fortolkende glimt i øjet:

1. Eliteudøveren har fokus på status, anerkendelse, medaljer og prestige, samt at vinde og se og skabe resultater. Bagsiden af medaljen kan være identitetskrisen, hvis ikke resultaterne indfinder sig. “All in” modellen, hvor der virkelig ofres
2. Konkurrenceudøveren har det fint med konkurrencen, men kan ikke agere på yderst internationalt niveau. Er meget seriøs ikke desto mindre. Kæmper for at vinde, enten gennem personlige rekorder eller over andre jævnbyrdige. Forhold som job, studier etc. kan være med til at afholde vedkommende fra identitetskrise. Hverdagen planlægges ud fra idrættens præmisser, men “fanatismen” er på behørig afstand. Stolte weekendpræstationer og stævneaktiviteter fremhæves
3. Breddeudøveren er en lurifaks, der ikke primært definerer sig selv gennem idræt. Fokus er på at holde toget kørende, kroppen i form og at være med i klublivet og sammenhold med klubkammerater. Det sociale netværk er stærkt, og sejre og nederlag glemmes hurtigt, men vedkommende vil gerne gøre en god figur, når der konkurreres
4. Motionisten – for velværets skyld er med på vognen for velværens skyld. Her er det det pæne udseende og formkurven, der trækker. Kan nøjes med et par kammesjukker i fitnesscentret, men er ikke begravet i det sociale samkvem. Udseendet er det, der pirker til identitet og selvopfattelse. At fremstå kompetent og i kontrol er vigtigt, og fitnesskulturen passer gerne typisk på denne profil, men næppe udelukkende
5. Motionisten – for sundhedens skyld tjekker ind i manegen med indstillingen om, at det kun drejer sig om de sundhedsmæssige gevinster. Tvinger sig eksempelvis op på 3 ugentlige løbeture, fordi det er sundt. For at minimere risikoen for livsstilssygdomme eller for at tabe sig. Effekt slår velvære i dette ringhjørne
6. Ekstremsportsudøveren er titanisk i sin vælde og galskab. En voksende dyreart i en selvrealiseringskultur, hvor der skal kraftigere doser til for at kunne mærke sig selv. Menuen er præsenteret i form af adventureraces, klatring, faldskærmsudspring eller ekstremløb. Glad for udstyr og viser det hjertens gerne frem. Ser sig selv som modig og tapper. Hverdagens kedsomhed tiltrækker mange i denne kontrastoplevelse – ikke mindst midt på livets bane, vil nogle onde tunger mene

Bogen drøfter andetsteds også de mange “inaktive”, der i 2002 var alarmerende højt (41 % af den voksne befolkning dyrkede ikke motion, se s. 163). I skrivende stund, 20 år senere, er der desværre stadigvæk mange tegn på, at bevægelse har trange kår. Selv om statistik kan bøjes og drejes i mere eller mindre gunstige retninger, og der er tendenser, som peger i forskellige retninger, så ser det ud til, at noget så elementært som f.eks. en cykeltur er på retur. Vi er blevet mere magelige hedder det.

Motivation hinsides idealtyper

Meget har ændret sig siden disse idealtyper så dagens lys. Vi har været igennem en digital revolution og en massiv indflydelse fra nye medieformer. Motion kan også være at danse til TikTok videoer, som næppe optræder i nogen kedelig samfundsstatistik, eller at bestige franske alper på sin home trainer. At spise sig mæt i “follow alongs” og “vi cykler til arbejde”. Det stritter i uendeligt mange retninger i dag, men mismatch og komfort-hypoteserne vinder indpas.

Hovedtendenser som primære idrætsgrene er dog næppe i fare for at uddø i morgen, om end mørke skyer kan brede sig over medlemsstatistikkerne i tide og utide.

Et spørgsmål fra min side: er kendskabet til bevægelse i mere alsidig forstand, udover løb, yoga, fitness, andre hovedtendenser som hånd- og fodbold samt badminton, noget der optager befolkningen i stor skala? Det tror jeg ikke, om end der er mange mellemregninger, jeg givetvis forbipasserer med denne umiddelbare konstatering. Idrætshøjskoler etc.

Bevægelse er værd at bygge skole på

I skolelaget, folkeskolelaget, kæmper vi stadigvæk med at se alvoren i bevægelse. Den fylder for lidt i alt for mange skolegårde, eller måske mere rammende, på selve agendaen. Til trods for at det måske er her, at sundhedsøkonomien for alvor kunne kurveknække i det lange lys, hvis vi ser idealistisk på sagen.

Der er en hel del fokus på diagnoser og manglende tilpasning, samt udhuling af kommunale midler i forbindelse med henvisning af børn til “specialtilbud”. Jeg er overbevist om, at mange kæmper heroisk for at løse disse problemer. Men jeg får lyst til at spørge, om en dannelsesproces i bevægelse kunne byde ind med noget i den forbindelse? Ikke som frelserkur, men som slæbemotor for at afhjælpe, om så kun en flig af disse problemstillinger?

Kan det også handle om, at vi ved for lidt om bevægelse, og at vi uddannes til livsvedvarende uvidenhed om bevægelse fra start af? At vi ofrer umådelige samfundsmæssige ressourcer på at sidde og fokusere mental energi ind i skærme? Hvem er motiveret for at bruge kroppen, når meget af livet tilsyneladende kan foregå fra halsen og opefter? 

For mange år siden skrev Martin Spang Olsen nogle provokerende tanker om “Den Ny Skole”. Det fik han givetvis mange panderynker og hovedrysten ud af, men også varm modtagelse. Havde han fat i noget med sine tanker om sang, dans og slagsmål i de første seks-syv skoleår (ja, du læste rigtigt), som transformativ kraft til at forbedre mere traditionel skolegang? Spang Olsen skriver endda følgende, nogle vil sige profetisk:

“… at det vil være muligt at lære alle skole fag på to år og afslutte med en 9. klasses afgangsprøve” (Sang, dans & slagsmål: spirituel  og emotionel træning af sanserne, s. 12).

Han skrev, at læringsbetingelsen ville stå markant stærkere med en frigørelse af sanseapparatet som forudsætning for at kunne håndtere indtryk og udtryk. Gad vide, hvor meget sådanne tanker fylder i dagens samfundsdebat, hvor ord som taxameterordning og digital dannelse lader til at stå højt på skamlen?

Ambitiøse målsætninger versus ydmyg kropskendskab

Det er op til sagkundskaben at drøfte sådanne tanker og at spejle dem mod eksempelvis “ambitiøse bevægelsesmålsætninger”, der er i omløb i en tid, hvor foreningsmodellen sandsynligvis kunne trænge til en opdatering rundt omkring. Men er sagkundskaben i 2022 opdateret på praktisk indlæring af bevægelse – i den forstand, jeg forsøger at motivere til?

Hvor mange idrætsforeninger gør helt eller delvist brug af professionelle undervisere og bevægelsesinstruktører i bestræbelsen på at løfte en vital samfundsopgave? Eksterne inspiratorer, “udvekslingstræninger” osv. Nogle der klæder flere frivillige på? Ikke til fodbold, men til bevægelse? Kan vi neddrosle kampen om kritisk talentmasse og fostre mere åben udveksling?

Det er næppe uden grund, at der i USA, hvor tilstandene set udefra måske har det med at være meget mere ekstreme, arbejdes intenst på at få mere bevægelse på skoleskemaet. Behovet er givetvis alarmerende “over there”. Jeg er med på, at der er mange græsrødder i gang over hele verden. Men vi har brug for at blive meget mere klare i spyttet.

Hvad vil vi med bevægelse? Vi er, i mange henseender, ret gode til idræt, og det skal vi blive ved med. Men måske kalder tiden på en mere helhedsorienteret forståelse og tilgang til bevægelse – herudover. Eventuelt også en forståelse, som inkluderer fænomener som genoptagelse af asketiske kropspraksisser. Det er ikke et kongemord, der er under opsejling. Vi kan godt være nysgerrige på flere ting samtidigt. 

Og din pointe, Jesper?

Det er svært at være motiveret for det, man slet ikke kender til. I Danmark er det stadig eksklusivt at kende til bevægelse. Er min tese. Ikke mindst ud fra de tendenser, der kan spores af “den officielle analyseverden”. Og de favner bestemt ikke hele billedet. Gudskelov. Der kan være mange konstruktive ting i støbeskeen, jeg er aldeles uvidende om. 

Desuden har alle behov for at forme en identitet og at indgå i samfundslivet på en anerkendt facon. I Danmark er det meget anerkendt at spille fodbold. Det kan have sine idrætshistoriske årsager og er i høj grad også forbundet med sociale mekanismer og fællesskaber. 

Bevægelseskultur og parkeringsbåse

I “movement culture” verdenen, som jeg er meget lidt interesseret i at stadfæste som en kultur, er det måske for prætentiøst og præmaturt at tale om “en ny kultur”. Måske er det snarere “et community”, der er brug for. En ny lokal forankring omkring bevægelse. Men i forhold til de førnævnte idealtyper, uddaterede eller ej, er det tankevækkende, at de ikke går på tværs. Tankesporene er meget rendyrkede. Om man er egotripper i udholdenhed, inkarneret fitnessgænger eller hygger med sine venner i lokalsporten, kan vel komme ud på ét?

Det er ikke perspektiver, der er konciperet af motivationen for at lære af andre. Det er “parkeringsbåse”, du selv kan vælge at parkere i, og noget der kan lede til den hylde, hvor du ikke lider nederlag, får dine behov opfyldt osv. Bevares, med et utal af nuanceforskelle og mellemregninger. Nogen tror, at det i dag handler om at være multidisciplinær, at dyrke flere discipliner. 

Men idealtyperne, som mange stadigvæk bekender sig til, vidner ikke primært om eksplorative, udforskende og konfronterende platforme for en udviklende dannelse i bevægelse, er min forsigtige påstand. Og slet ikke en tilgang, der også har elementer som bæredygtighed og naturdannelse med i betragtningen.

Hvem er motiveret for at bevæge sig ud fra indsigt i bevægelse, at lade bevægelse være en ledsagende og guidende gud(inde), der skaber mere livsmod, indhold, mening og samliv med andre?

Hvem pusher politisk denne agenda? Jeg er overbevist om, at jeg forbigår lokale tiltag, som faktisk er i gang hermed, og det bare er mig, der ikke er “up to speed” med det samlede billede.

Selvtilfredshed på parnasset?

Jeg skriver andetsteds om tendenser og vilkår i moderne bevægelseskultur, hvor det desværre også kan indvendes, at dem der huserer i toppen af fødekæden indenfor de “hotteste grene af bevægelseskulturen”, angiveligt besidder en nedladende og et lidet flatterende syn på andre såkaldt almindelige mennesker, og har kasseapparater på nethinden. Dog skal vi være varsomme med at tage andres anmeldelser ukritisk til os. Ting er ofte mere bredspektrede, end vi umiddelbart præsenteres for.

Det koster ikke desto mindre kistekassen at lære om bevægelse visse steder, kan jeg ved selvsyn konstatere ved at frekventere min egen indbakke. Det kunne vi godt demokratisere os mere ud af. OG det er så småt i gang. Beklageligvis har jeg intet overblik over, hvor småt tingene spirer rundt omkring. Hvis vi ser på befolkningsmæssig oplysning om bevægelse.

Ido Portal, hvis udbud bestemt ligger i den dyre ende af skalaen, minder også om, at der jo findes en uofficiel praksis, som ikke kun handler om at følge træningsplaner, men om at få bevægelsespraksissen gjort til en del af din livspraksis:

Vi skal ikke tro, at bevægelse forbedres af lutter gratisinitiativer i lokale foreninger og via store fremtidsløfter alene. For det kræver stor viden, indsigt og dedikation at kunne videregive viden herom. Det er et håndværk, ikke en kursusdille. Paradoksalt nok lærer man på mange kurser, seminarer etc. at frigøre sig fra stentavler og hævdvundne principper om, hvordan man bevæger sig. Det kan være udstrakt positivt i forhold til at udbrede bevægelse.

Men ligger det også i noget af bevægelseskulturen, at man indynder og gør sig til for folk, der kan give dybere adgang til bevægelsens hellige graler? At komme tættere på de førende figurer? Og til hvilken pris?

Bevægelse er et fælles anliggende 

Det kan ende med at blive helt kultisk, indelukket og hemmeligt. Der er identitet, demokratisk udbredelse, samfundsøkonomi og meget andet på spil. Det gælder dog ikke om at træde ind i en sekt, der flår os for penge.

Vi skal bygge identitet og fællesskab. Og det er en lang proces. Kreative fag har det dog med at værne om originalitet. Sideløbende skal det også indrømmes, at vi lever i en tid, hvor det er umådelig nemt at kopiere koncepter. Der er mange faktorer, som spiller ind, når det handler om at motivere bredere til bevægelse.

Vi kan på den ene side næppe afkapitalisere bevægelse, men vi kan vælge at bruge penge på uddannelse heri. Startende med det sundhedspolitiske ærinde – at få et godt og sundt liv i bevægelse – og så kan de store ambitioner vokse derfra. A før B. Eller muligvis sideløbende. Jeg er ikke ham, der autoritativt agter at svinge prioriteringsstokken.

Identitetsspørgsmålet

Tilbage til motivationsdetaljerne. Gyldendals idrætspsykologi fremhæver, at identitet spiller en rolle og indgår i et samspil med motivation. Grundlæggende vil vi mennesker gerne føle selvværd. De positive selvopfattelser høster mange igennem idræt, hvor vi oplever os som kompetente, og det styrker selvværdet.

Som en måde at finde ud af, hvad der motiverer den enkelte, kan der tales om 4 elementer af identitet:

1. Den personlige identitet: personlig selvopfattelse, både fysisk og psykisk, udseende, mål, motiver, holdninger og værdier. Præferencer og antipatier. Hvor er jeg ressourcefuld og hvor har jeg mine limitationer og min frygt?
2. Den biografiske identitet: selvopfattelse set over et helt liv. Vi definerer os ud fra fortid og ønsker for fremtiden. Den personlige fortælling, der kan indeholde forvandlingshistorier, afgørende vendepunkter, hvor “noget i biografien ikke passer ind længere”, eller der kom “fut under kedlerne”. Livshistorier og transformative fortællinger om selvet, sejre og tidligere meritter spiller ind
3. Identitetens møde med omverden: indflydelsen på vores omgivelser og omvendt. Spejling af feedback og respons fra omgivelser. Samspillet mellem den personlige og biografiske identitet. Her gælder det om at have en form for balance i synet på sig selv og andres oplevelse af selvsamme. Identitetstrusler kan her udvikle sig til identitetskrise i modsatte fald
4. Arenaspecifik identitet: også kaldet social identitet. Vi har en identitet sammen med gutterne eller gutinderne (eller de andre kønskategorier) i sportsklubben, en anden med venner udenfor og med familie osv. Nøgleordet er tilpasning, nogen vil sige bevidst og ubevidst rollespil, at indynde sig osv.

Hvordan får vi sådanne højtflyvende identitetsmarkører til at lande i en praktisk bevægelsesmuld? Uddannelse i bevægelse kan det tænkes sammen med sådanne identitetsspørgsmål, både i etableret idræt og i nyere former for mere “arenauafhængige” sammenhænge?

Sat helt på spidsen. Kræver det medlemskab at udvikle identitet? Flere haller, flere klubhuse? Er foreningstanken moden til revision eller kan dens proselytter, mere ydmygt formuleret, (være interesseret i at) lære noget af mere “uorganiseret bevægelse” eller af bevægelse set fra kroppens, naturens, bæredygtighedens og tværgående inspirationsperspektiver? Fra noget endnu ikke færdigbagt, noget der stadigvæk er i ovnen.

Støttepillerne – selvværd og selvtillid

Lad os se på idealtyperne igen.

Udøveren der, i den ekstreme variant, kun har sin sportspassion og besættelse, kan have umådelig svært ved at falde tilbage på andre elementer af sin identitet. Den udøver, der har andre arenaer at udfolde identiteten i, har måske både en familieidentitet, arbejde og skoleidentitet, idrætsidentitet og venneidentitet. Støttepiller der bærer selvværdet.

Bredde og elitediskussioner. Specialisering versus almen bevægelse er emner, der klæber sig til disse psykologiske betingede motivationsfaktorer. For de er med til at forme identiteten. At indgyde selvtillid og selvværd eller det modsatte.

Vi skal blot huske på, at selvtillid ikke er det samme som selvværd. Selv om disse begreber har været misbrugt som rene etiketter alt for længe, efter min mening. Blottet for dybere kontekstuel forankring.

Selvtilliden går, ifølge Gyldendals idrætspsykologi, på evnen til at kunne noget, troen på at kunne realisere en handling ressourcefuldt i en given situation. En præstationsmæssig forankring.

Selvværdet går mere på identiteten og selvopfattelsen som menneske, menneskeværdien, om man er noget værd.

Pointen er, at en trussel mod selvværdet er værre end selvtilliden. Man kan godt have høj og lav selvtillid på forskellige områder, men selvværdet går på hele ens menneskelighed. Det er tænkeligt, at høj selvtillid kan skærme for lav selvværdsfølelse og at man har lavt selvværd, hvis man ikke har mange felter, hvor man mærker sin selvtillid.

Men men, alle disse rubriceringer skal vi dælme passe på med at lufte som dyngvåd vasketøj. Her gælder det om at respektere mennesker også som mennesker med både for-, nu- og fremtid. At se hinanden i al vores uperfekthed, som fejlbarlige og sårbare væsner, der fortjener anerkendelse alene herfor.

Hvad kan vi gøre for at fremme motivation, hvis der er rod i det med selvtillid og selvværd?

Motivation, målsætning, præstation og mestring

Ifølge Gyldendals idrætspsykologi karakteriseres præstationsmotivation af vilje og målrettethed i bestræbelsen på at opnå succes. Det handler om dedikationsgraden, den intensitet og anstrengelse, vi lægger for dagen, såvel som vedholdenheden. 

Et velkendt udtrykt i sportskulturen lyder da også “showing up is not enough”. Vi skal også kunne agere i modgang, modvind og regnvejr og i februar måned, når det er koldt og mørkt som et hul.

For at kunne det, skal vi have en bagvedliggende mening med galskaben. Det der styrer vores præstationsmotivation er, ifølge Gyldendals idrætspsykologi, den mening vi tillægger succes eller føler ved at opnå succes. Forfatterne skriver, at det overordnede motiv for præstation er at:

“…opnå en oplevelse af, at man er kompetent” (s. 21).

Det der i sidste ende batter noget er, at vi dur til noget, at vi er gode til dette eller hint.

To grundmotivationer

Der er stor spændvidde mellem os mennesker i forhold til hvad det vil sige i praksis. Nogle skal helst opleve, at de er “blandt de bedste”, andre at de er “gode nok” til at være med og atter andre har brug for følelsen af “at være i udvikling”.

At opleve at man er kompetent, er med til at styrke individets identitet og selvværd. Blot må vi huske på, at ordet kompetent ikke dækker over de samme ting for alle mennesker.

Der findes i hvert fald to arketypiske målorienteringer, der fortæller os noget om, hvad der motiverer hver af os, hedder det i Gyldendals idrætspsykologi:

• Nogle mennesker finder det at være kompetent som et spørgsmål om, hvor kompetent man er i forhold til andre = konkurrenceorienteret motivation

Her vil vi gerne udvise vores kompetencer overfor andre. Vi føler, vi opnår status og anerkendelse, når vi oplever at være bedre end andre. Det styrker og reinforcerer vores selvopfattelse positivt. Når vi taber, sker der det modsatte, når vi føler os underlegne efter for eksempel et nederlag i en tenniskamp eller en håndboldturnering.

• Andre mennesker finder det at være kompetent som et spørgsmål om, hvor dygtig man er i forhold til sig selv = opgaveorienteret motivation

Her gælder det i langt højere grad om at være motiveret for at løse de stillede opgaver. At løse opgaven bidrager til følelsen af at være kompetent. Desuagtet at andre måske løser en opgave endnu bedre eller mere elegant osv. Det er her, vi taler om de personlige rekorder og om, at vi kan være skuffede selvom vi har vundet en badmintonkamp. Tilfredshedskriterierne er individuelle.

Motivation fra andre bevægelsesperspektiver

I praksis kan vi være motiveret af begge dele i forskellig udstrækning og til bestemte tider. Som jeg skrev i starten. Vi er næppe lige motiveret hele tiden. Slet ikke når vi gør det samme igen og igen i jagten på anerkendelse, medaljer, eller fedttab, eller hvad det nu er for idealtyper og affærer, vi er motiveret af.

Det er idealtypiske træk, der kan variere. På nogle områder ligger du måske højt på den ene form for motivation og lavt på den anden. Det behøver ikke være enten eller. Og det er også træk, jeg ikke vil tøve med at hævde kan finde genkendelse uden for idrætssammenhænge. På arbejdsmarkedet for eksempel.

I traditionel idræt er der et skel mellem konkurrence og breddeidræt. Jeg er nysgerrig på, om disse to skel kan forenes på nye og måske bedre måder, via en mere åben bevægelsesoptik, der ikke er disciplinær, men nok kan lære fra discipliner. Måske kan vi endda forbedre vores motivation for en klassisk idrætsdisciplin ved at se den i et nyt lys fra en mere åben bevægelseskultur? Eller balancere den påvirkning, den har på krop og sind, via en mere alsidig bevægelse.

Måske kan vi lære, at samspil måske ikke kun skal/kan udføres, som træneren siger, efter “Barcelona-modellen” osv. Eller at det kan give problemer at være stregspiller i håndbold i 10 år. Ikke mindst for knæene? Jeg maler med bred pensel her, undskyld.

Idrættens klassiske idealtyper møder bevægelse

Mange af disse idealtyper, stereotype eller ej, kan muligvis også indgå i motivations- og dedikationsspørgsmål i forhold til almen bevægelse og studiet af bevægelse i mere målrettet forstand. Spørgsmålet er måske bare, om kompleksiteten er højere eller anderledes? Og derfor fremkalder panderynken og forbehold? Jeg kunne jo blive afsløret i, at jeg faktisk ikke kan bevæge mig til trods for, at jeg er fynsk mester i dit og dat.

Når du lægger dine æg i flere kurve, har du umiddelbart færre æg at dedikere til den enkelte madret. Men gør det, at dine madretter partout bliver ringere heraf? Bliver din æggeskal tyndere heraf? Beklager den hjælpeløse metafor. Her kommer spørgsmålet om specialisering og generalisthorisonter til at virke ind på de psykologiske aspekter. Kan vi holde til at være “dårlige” på flere områder samtidigt? Kan identiteten bære det? Er det måske ligefrem en fordel?

Bevægelseskultur i en bred, undersøgende og “ikke medlemsbaseret”, selvvalgt afsøgning, der ikke har et fast defineret udgangspunkt eller slutmål. Hvordan påvirker det motivationen? 

Er motivationskasserne for snævre eller er de med til at holde os “i skak”, på en god, lydig og samfundsmedborgerskabende facon? 

Bevægelse kan gøre stærk, hvis det også har identitetsspørgsmålet med, og den kan få skabt balance mellem individ og fællesskaber. Måske små fællesskaber i første omgang?

Motivation og sociale kontrolmekanismer

Du er noget, når du har siddet på kassererposten, eller været formand i foreningen. Eller tømt 1300 skraldespande ved fodboldstævnerne eller har vundet 11 medaljer i badminton, som Frank Hvam vistnok lidt legende påstår, at han har gjort i “Make badminton great again”. Du lukkes ind og bliver medlem og accepteres som en del af fællesskabet i det lokale samfund, og det er her, folk lærer dig at kende og dine motiver.

Men hvad nu, hvis du ikke ønsker hele pakken, men godt kunne tænke dig at låne lidt fra flere klubber eller idrætsgrene, lære af dem alle sammen – i gensidig udveksling? Er du så en outcast og/eller har du mistet din identitet? Her griber bevægelsesmotivation ind i en bredere diskussion om individ og samfund.

Er det tænkeligt i Danmark, at vi får en mere åben bevægelseskultur samtidig med, at vi fastholder vores stolte idrætstraditioner og foreningshistorik? Evt. kombinerer dem på nye formler?

Samtidig kunne vi spørge til, hvad der betinger, at flere fastholder deres motivation for bevægelse i det hele taget? 

Motivation og fastholdelse

Gyldendals Idrætspsykologi har nogle væsentlige pointer, jeg gerne vil låne til lejligheden.

Hvorfor er mange ikke motiveret for bevægelse og eller idræt?

Årsagerne, mener forfatterne, skyldes menneskers motiver og holdninger. Det lader ikke til at være nok at oplyse mennesker om de gode og mange fordele ved motion. Holdninger består af en række komponenter, som anført hos i Gyldendals Idrætspsykologi (s. 16) – med henvisning til Alice H. Eagly & Shelly Chaiken (1993), som opremser tre måder hvorigennem holdninger kommer til syne:

1. Det affaktive (følelsesmæssige) element – hvad vi føler om noget, om vi kan lide noget
2. Det kognitive element – hvad vi tænker om ting, vores overbevisning eller viden om noget
3. Det adfærdsmæssige element – der fortæller noget om vores faktiske adfærd, vores intentioner

Det hele hænger sammen og påvirker hinanden. Gyldendals Idrætspsykologi henviser til Leon Festingers disonansteori som en mulighed for at undersøge holdningers muligheder og begrænsninger i forhold til at skabe adfærdsmæssige ændringer.

Det fremføres, at vi mennesker stræber mod konsonans, en oplevelse der går på samklang eller sammenhæng. Når vi oplever dissonans, uoverensstemmelser, føles det ubehageligt og vi vil derfor stræbe efter genetablering af konsonans.

Der er en udpræget oplevelse af, at der opstår dissonans om holdninger mellem mennesker. Holdninger om holdninger, uoverensstemmelse om holdninger versus handlinger og om specifikke komponenter af holdninger. En ryger ved godt (kognitive element), at rygning er skadeligt, ønsker at leve sundere (affektive element), men ryger alligevel (handlingselement). Mange vælger ikke at stoppe, men at lede efter viden, der sætter spørgsmålstegn ved rygningens skadelige karakter. En slags afledningsmanøvre eller bagatelliseringsstrategi. 

Erstat selv rygning med alt muligt andet.

Vedvarende forandring – få kroppen med

Sundhedskampagner fra Sundhedsstyrelsen har slået fejl i årevis, ikke altid og ikke på alle områder, men på mange. Let’s face it.

En vedvarende adfærdsændring kræver, at vi ikke kun har fokus på nytteværdien (læs sundheden), men også egenværdien (værdien af bevægelsen i sig selv for eksempel). Vi skal, ifølge forfatterne, have fat i oplevelsen og kropserfaringen. At vi oplever os selv og vores kropslige og personlige dybder. Det gælder om at give sig hen og blive grebet og blive opslugt, så vi oplever selvforglemmelse og flow.

Disse oplevelser kan ske med alle mulige former for bevægelse, det behøver ikke kun være idræt, som der tales om i bogen:

“Man kan finde selvforglemmelse og flow i konkurrencen mod andre udøvere, på løbeture, i dansen, og på klatrevæggen, i den fantastiske oplevelse, når man udvikler sig og mestrer sublime kropslige detaljer i fuld koncentration, i øjeblikke, hvor man flyder sammen med aktiviteten, mister fornemmelsen for tid og sted, og hvor vanskelige detaljer beherskes, eller man glemmer sig selv i sjov, leg og spænding” (s. 166).

Vi kan komme i flow i mange arenaer og i mange sammenhænge. 

Glæde, leg og selvforglemmelse

Citatet ovenfor er smukt skrevet og meget illustrativt. Der er motivationen. Når vi ikke tænker over den. Når vi slipper kontrollen og paradoksalt nok kommer helt ind i mestringszonen, hvor “mirakler” kan ske, og vi har så meget mere styr på tingene. Oplever selvkontrol på en ikke krampagtig, stædig og selvhævdende måde.

Det er bare ikke alle forundt at opleve flow hyppigt eller intenst nok. Mange ting kan blokere herfor. Jo ringere tilværelseserfaringer vi har, jo sværere tror jeg, det er “at give sig hen”. Eller meget kan måske også tilskrives de vilkår, vi lever under. Som en klient sagde til mig: “som datalog har jeg været meget vant til at leve fra halsen og opefter”.

Men det er i flowet, motivationen åbner sig ud mod verden. Vi fastholder motivation ved at kunne genkalde os, hvor vidunderligt noget føles, et spring, en flugtning, en gruppedans. Selvkontrollen og oplevelse af kontrol med omgivelserne bidrager til identitet og selvværd.

Oplevelse, mestring og kropserfaringer har selvstændig værdi, påpeger forfatterne af Gyldendals Idrætspsykologi. Det er jeg meget enig. Og jeg har oplevet det ufatteligt mange gange. Derfor gælder det om at udsætte sig for mange påvirkninger og stimuli, så vi kan etablere sådanne erfaringer. Ikke grave os ned i selvmedlidenhed og apati eller bedrevidende tunnelsyn.

Motivation er vokseværk 

Motivation er noget, der vokser med dig, med dine erfaringer og fremskridt. Og det kræver en stor indsats. Når glæden først er etableret, kommer sundheden bagefter:

“I stedet for kun at fokusere på sundhed, bør man i højere grad fokusere på, hvilke enorme muligheder der er for kropslig udfoldelse i mange forskellige aktiviteter, på hvad aktiviteterne kræver, og på hvordan man kommer godt i gang” (Gyldendals Idrætspsykologi, s. 168)

Der var den igen. Dannelsen, uddannelsen. Det gavner ikke motivationen at falde i sammenligningsfælden, slet ikke i disse sociale medietider. Vi skal skabe miljøer, hvor der ikke kun er fokus på de bedste, hvor vi får tid til at lykkes. Hvor det ikke handler om at være på samme niveau og at styre fra en arbitrær fællesnævner. Vi skal bygge miljøer, hvor vi kan køre i forskellige hastigheder. Her er førnævnte “movement culture” slem til at vise akrobatikvideoer, som næppe er motiverende døråbnere for alle.

Men bevægelsesmiljøer er gode til at skabe åbenhed, for det handler ikke om hvem der er den bedste, der er hele tiden noget nyt, alle er dårlige til. Vi kan ikke gemme os bag vores verdensmesternykker. Alle får at mærke ydmygheden og hvor langt der er til tinderne, hvorved et stærkere arbejdsfællesskab potentielt set kan vokse. 

Det burde være obligatorisk, hver gang vi får en åbenbaring på egen vegne i samfundet, at vi sorterer minimum to poser ris. At komme ned på jorden igen. Bevægelseskulturen vil med garanti lære os dette.

Det handler ikke om at omfavne talentløshed og ligegyldighed, men om at finde ind til talentet i hver af os. Gennem ærligt og hårdt arbejde. Mangeårigt arbejde.

Og det er i høj grad et ansvar, der skal tages i både familien og i skolen. Få os til at se værdien i bevægelse. Her kunne vi med fordel lave en hel del om. Halvdelen skal ikke stå og tænke konkurrence og den anden halvdel på personlige nederlag. Der er flere farver på paletten. 

Vi skal motivere bredere end sundhed, konkurrence og at undgå dårligt selvværd via inklusion. Det er for lidt og for fattigt. Vi skal motivere til at se værdien i bevægelse, og det kræver engagement og kompetencer.

Er vi rustet til det i folkeskolen i 2022 – som eksempel? Eller i andre kropsudfoldende sammenhænge?

En model for commitment

Tilbage til idrætspsykologibogen. Der afrundes i kapitel 16, s. 169, med nogle ingredienser i en sports commitment model med inspiration fra Tara Scanlan (1993).

Nøgleord til fastholdelse af motivation kan ifølge denne model være:

1. Idrætsglæde – at den følelsesmæssige oplevelse af aktiviteter er præget af glæde og nydelse?
2. Handlingsalternativer – hvor attraktive er andre aktiviteter i forhold til en given idrætsdisciplin?
3. Udøvers investeringer – hvor meget tid, kræfter og penge lægges der i aktiviteten?
4. Social forpligtelse – hvor forpligtet er man overfor holdkammerater, træner, træningspartner(e), forældre etc.?
5. Involveringsmuligheder – hvad er fordele og gevinster og muligheder ved at blive i idrætten?

Fordele kan være mange – sundhed, socialt samvær, oplevelsen af kompetence, sportslige resultater, kropslige erfaringer, værdier der kan overføres til det øvrige liv osv. Motivation er mange ting. Men der er noget, der tyder på, at det at opleve handlekompetence er afgørende.

Du skal tro på det. Inspireret af Albert Bandura (1999) skriver forfatterne af Gyldendals Idrætspsykologi, at det er afgørende, at du kan vedblive med at tro på dig selv, når det undertiden bliver lidt hårdt. Det spiller en rolle i forhold til, hvor meget, du vil anstrenge dig for at fastholde en given forandring igennem idræt eller bevægelse, til trods for bump på vejen, modgang og barrierer.

At se sig selv lykkes

Noget tyder altså på, at der er ræson i at se på, hvordan folk selv ser sig lykkes i givne bevægelsessammenhænge. Hvilke indre ressourcer, de mener, de har, og hvilke bevægelsesformer, de kan opleve glæde og mening og kompetence i. Alt det er stærkt afhængigt af tidligere kropserfaringer, og de tidligere nævnte faktorer spiller ind i forhold til identitet og motivation:

“Der skal i langt højere grad tages udgangspunkt i den enkeltes oplevelse og holdning til idrætten. Man skal finde folks kropslige kompetencer, og de steder hvor folk gerne vil udfordres, lege og nyde deres kropslighed alene eller sammen med andre” (Gyldendals Idrætspsykologi, s. 171).

Der stilles, så vidt jeg kan se, store udfordringer til foreningslivet her, ikke mindst i lyset af, at en frivillighedskultur også skal kunne bære en sådan opgave. Om end der kan være stærkt divergerende forskelle i muligheder på landsplan.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at selvom der i dag også skal tages højde for nye socialiseringsformer og “trafikregler” i sociale mediesammenhænge, også må tænkes i, at det tager tid at lære om bevægelse. Kræver viden, dygtige instruktører etc. Men til gengæld kunne der spares på dyre anlægsudgifter og halleje i mange konstellationer. Fair is fair, nogle steder er der stadig omklædning i en skurvogn. Min pointe er bare, at elementær bevægelse ikke kræver en hulens masse organisering, faciliteter og logistik.

Hvor meget instruktion får du typisk i et fitnesscenter? Hvis du går til svømning en gang om ugen, og det vel at mærke ikke er på et elite- eller konkurrencehold?

Her kunne jeg godt være bekymret for, at noget clasher mellem kompetence(kløfter), forventninger, forbrugerismementalitet og “swipeadfærd”. Som tidligere mangeårig træner har jeg hørt min del af historier, der går på, at folk ikke har følt sig “nok set”, eller følte at deres “handlekompetencer” ikke kom i spil på en kvalificerende måde. Forhold som tiltrængte haludvidelser eller ej næppe ændrer en dyt ved.

Hvad siger de kloge i radioen?

Hvad siger de til spørgsmålet om, hvordan vi motiverer til mere bevægelse, hvis ikke det lige skal handle om foreningslivet i snæver forstand?

Indtil videre tyder det på, at vi skal indfange individets motivation og forstå en hulens masse om, hvordan denne påvirkes konstruktivt med henblik på fastholdelse. Alle de mange motivationsfaktorer in mende. 

Jeg prøver at blive klogere ved at lytte til radioudsendelsen Drop sundheden og lev det gode liv (Onsdag 05/05-2021). Titlen indikerer indirekte en motivationel tematik. Sundheden kan være demotiverende, hvis det kun er på grund af denne, at vi skal bevæge os. 

I udsendelsen medvirker blandt andre “læge med speciale i almen medicin, stifter af lægerne Jugenhuset i Varde og foredragsholder Charlotte Bøving og forfatter, foredragsholder og humanfysiolog Chris MacDonald”.

Banen kridtes op af vært Svend Brinkmann med en fornemmelse af, at bevægelse er noget, der deler vandene. Enten noget, man tænder af på eller er helt vildt tændt af. En kløft, forstås. 

“Et nødvendigt onde”, “en pinsel” er nogle af de klassiske etiketter, produceren tænker på, når han bliver spurgt om sit syn på bevægelse. Brinkmann selv “har fundet ud af”, at bevægelse giver “kollosal meget livskvalitet”, fordi han sidder ned og læser osv. Men det er ikke noget, han tænker over som et spørgsmål om at være sund. Han bliver glad, får ideer, og han ville endda gøre det, selvom det var usundt og han mistede nogle leveår. Han kan bare godt lide at komme ud og bevæge sig.

Lægen elsker at være i bevægelse. Det skal være sjovt, hun “udfordrer på mange discipliner” og ser stor værdi i at inddrage sin familie i bevægelsen. 

MacDonald har, til trods for sine vilde udholdenhedspræstationer, stadigvæk svært ved at finde motivationen, men gør det fordi han ved, det er nødvendigt.

Nødvendighed og sjov

I jæger-/samlertiden var det de to motivationelle dynamikker, hævder MacDonald. At man var nødt til det for at overleve, finde føde etc. – og for sjov, når man var sammen og ikke kun skulle skaffe føde. Tiden skulle jo gå med et eller andet, om end man næppe var så kronologisk forankret dengang.

Brinkmann er også opmærksom på “mismatch” diskussionen, der tager afsæt i, at vi er skabt til noget og at vores samfund er indrettet på en anden måde. Et biologisk mismatch. Vi burde bevæge os noget mere. Vi oplever, hvor fantastisk det er at bevæge os, når vi bare gør det. Men det er ikke et “bare” for mange mennesker.

Vi har med en historisk alen gjort det godt, hvis vi går bare 200 år tilbage. Vi har udryddet mange sygdomme, og levealderen er steget osv. Men samtidig konstateres det, at livsstilssygdommene er i fremmarch.

Lægen forklarer, at det er galt med de unge, der får kalveknæ, platfod, tidlig overvægt, som også kan lede til psykiske problemer, rygproblemer, deres højdevækst stopper og de forhindres i den frie bevægelighed. Den rene elendighed.

De ældre med problemer lider af overvægt, slidgigt, diabetes, hjertekredsløbslidelser og blodpropper. Det nævnes af MacDonald, at folk i dag ikke er nødt til at bevæge sig, eller nødvendigvis har det sjovt, når de gør det, hvis de for eksempel er i fitness. 

WHO er for ambitiøse

Hvad er der på spil med sundheden og befolkningens manglende motivation? WHO’s fuldstændigt harmoniske velværedefinition er ikke Brinkmanns kop te. “Den fuldstændige fysiske, mentale og sociale velvære”. Hvorfor?

Fordi ingen kan leve op til den, lyder det. Vi skal passe på med ekstremerne og sundhedsyderlighederne og finde ind til det med “en sund sjæl i et sundt legeme”, er hans budskab. Det er målsætningen, den gode balance.

MacDonald påpeger, at siden 1965 er der sket en klar forøgelse af siddetiden, 43-45%. Søvnen er faldet med 30-60 minutter og samtidig er det psykosociale stress steget markant. Vores biologi kan ikke følge med i det samfundstempo, vi har indrettet os med. To ud af tre har en kronisk lidelse, men over 60% af disse kan forebygges. 

Motivationsforskningen når frem til, at vi skal have et stærk WHY, et hvorfor, når vi skal bevæge os, ifølge MacDonald. Han påpeger samtidig, at der også mangler co-regulering, da det ikke lykkes, hvis vi kun lægger ansvaret over på den enkelte. Igen antydes det, at motivation svæver mellem individ og samfund.

En snak om løsninger

Jeg lytter i den forbindelse årvågent og nysgerrigt til, hvad programmets gæster når frem til.

Fællesskabsforpligtelsen er vigtig. Derfor skal der startes op i skolen, da det er næste generation, der endnu er til at forme, og fordi det erfaringsmæssigt er “begrænset”, hvad man kan gøre for folk, hvor der er opstået for mange livsstilssygdomme og et levet liv har sat sit præg. Desuden skal det udbredes på arbejdspladserne. Jeg er rørende og tilføjer, at det har jeg hørt om i årevis.

Det gælder om at være motiveret og finde bevægelse, der motiverer det enkelte menneske. Ikke for sundhedens skyld, men for det gode livs skyld. At gøre det til en familieting at indføre mere leg. Lære børn at være mere sociale og mindre akavede og mindre skærmafhængige.

Der skal mere fokus på at skabe overskud igennem det at få mere af den gode søvn. Stressniveauet skal ned. Der skal siddes mindre ned, ryges mindre, for rygningen er stadigvæk en stor driver, og så skal vi ikke forfalde til alle de færdigretter, vi gør og vrænge af gode råd, der er velunderbyggede. Vi kender jo udmærket godt til disse råd.

Beløn forebyggelse og hold igen med fanatisme

På samfundsniveau skal de rette ting belønnes. Det er galt, ifølge lægen, at sundhedsvæsenet i virkeligheden er et sygehusvæsen, for du har kun kontakt, når noget er gået galt, og det belønnes ikke at være forebyggende og gerne ville forbedre sit helbred. 

Det er fuldkommen korrekt, at sundheden kan tage overhånd, hvilket også professor Bente Klarlund Pedersen og præsten Mikkel Wold har skrevet udmærket om i bogen Krop og ånd – og meningen med livet : samtaler om sport og spiritualitet.

Men vi kan ikke bare “leve stærkt og dø ung”, som radioprogrammets producer spekulerer over. Altså bare lade stå til og leve lidt kortere, for vi får et hav af livsstilssygdomme, der belaster økonomien, forringer det hævdvundne gode liv, også samliv, og skaber en voldsom masse kroniske lidelser i alderdommen, som især er de sidste 6-8 år. Og desuden er lægevidenskaben blevet for god til at holde folk i live. Men livskvaliteten lider herunder.

Desperat overlevelse, gigantisk livsfortrydelse og skyldfølelse er næppe opskriften på det gode forebyggende liv.

En sund sjæl i et sundt (samfunds)legeme

Som den romerske digter Juvenal (Decimus Junius Juvenalis, ca. 65-ca. 135) skrev: “En sund sjæl i et sundt legeme”. Det kan være både nødvendigt og sjovt at opnå. Rent motivationelt er det ikke nok kun at se det som et spørgsmål om sjov. Nødvendigheden skal også med og kreativiteten.

At lære mere om bevægelse giver mere motivation, er min erfaring som bevægelsesinstruktør. Men det kræver fælleskabsløsninger og løbende opfølgning. Bevægelse er ikke en kursusaktivitet per se, det er en del af livet, som kan bruges til også at lære mere om livet.

Sociale forpligtende fællesskaber på lærende og legende præmisser, kan vi etablere sådanne?

Vi skal starte der, hvor vi er. Erkende behovene og ikke skamme os. Og prioritere anderledes. Vi kan ikke overleve på undskyldninger om tidsmangel, eller give samfundet skylden. Det er et biopsykosocialt problem, der kræver en helhedsindsats forsikres vi om ved at lytte til radioudsendelsen.

Du er ikke en ø 

Det enkelte menneske er ikke en ø. Hvad nu hvis bevægelse ikke kun handler om individuelle motivationsfaktorer, men også om fællesmenneskelige forhold?

Vi er som art betragtet fælles om at gå, hoppe, springe, løbe, kravle osv. Stilart og personlig udførelse, effektivitet og evne, kan variere, men grundmønstrene er ikke kun individuelle affærer. Der er primære bevægelsesmønstre, der betyder noget for vores evne til at bevæge os godt og funktionelt.

Der er genetik og arvelighed, der spiller en stor rolle. Det må vi ikke glemme. Der er naturlige medfødte bevægelser som det at kravle, for eksempel. Evolutionen og måder vi lever på i samfundslivet med alverdens tilpasninger og adaptationer fortsætter antageligt med at udvikle (og afvikle?) vores bevægelsesmønstre. Der er mange måder at motiveres af bevægelse på.

Kommer du frem til en pointe, Jesper?

Javel. Ikke alt kan eller bør reduceres til motivation. At forstå det, er allerede dyb indsigt i noget af bevægelsens gåde. Husk på at bevægelsen er en af de vigtigste grunde til, at vi blev udviklet som art. Men den er i høj grad blevet underlagt markedsmekanismer, der har suget glæden ud af den, i mange sammenhænge, om end dette ikke er en entydig fair kritik og tendens. 

Vi var fælles om overlevelsen førhen. Kan vi blive det igen? Eller tage ved lære heraf? Revitalisere vitaliteten. Et vigtigt ord i denne sammenhæng.

Den enkeltes motivation spøger

Motivation er kompleks. Individets biografi spiller ind, identiteten, opgavefokusering, resultatorientering og samspil med omgivelser osv. Det er et større puslespil, som det også fremføres i radioudsendelsen, igen med henvisning til den biopsykosociale model.

Noget andet er at vælge nogle strategier for at fremme sin motivation yderligere og skabe handlingsrettede resultater. At sætte sin motivation på spil og lære nyt om sig selv. Det kræver også mod, vovemod.

Vi må bare aldrig glemme, at selvom vi har en masse værktøjer i sportspsykologisk forstand, klare mål etc. så spiller individets helt unikke livssituation ind i mange tilfælde. De exceptionelle historier vidner herom. 

Ofte er modellen som følger: Et mennesker har været udsat for uhyrlige mængder af modstand og/eller forhindringer eller været afskåret fra forhold, som andre har taget for givet. Vedkommende oplever et vendepunkt og finder en nærmest overmenneskelig motivation efterfølgende. Andre går til grunde, det er også en erfaring. Ikke alle kommer vellykket ud af hård modgang og kriser. Nogle forfalder.

Der er drivkraft i alt fra gadens dynd, til fornærmelsernes ophobning på jobkarusellen til de intime ydmygelser bag de fire vægge. Motivation har mange afstikkere ind i det menneskelige drama, og det kan der bruges et liv på at finde ud af.

Men den sunde, fælles fornuft må vi ikke glemme – nødvendighed og sjov er to gode kilder til motivation, det er værd at skrive sig bag øret:

• det er nødvendigt med bevægelse for min biologi, min psyke og mit sociale liv
• det er en stor motivationskilde og en meningsfuld oplevelse, når bevægelse er sjov – det motiverer til mere bevægelse og selvopdagelse

Er motivation det gode livs fornemste garant?

Hvis ikke det kun skal handle om motivation, hvad er da væsentligt? Vilje, disciplin og vedholdenhed er andre dyder, der ofte kan mere, end de får kredit for.

Det handler om at gøre, hvad der er nødvendigt i situationen. Se på din situation og se, hvad der kræves, for at du kan forbedre den. 

Det er naturligvis vanskeligt at se på motivationsstrategier uden at ende ud med også at skulle forholde sig til synspunkter og holdninger vedrørende sundhed og det gode liv. Men hvad med situationen lige her og nu – her hvor du måske har en given smerte, eller oplever en sårbarhed, når du udfører visse bevægelser?

Hvorfor skal vi bevæge os, hvad motiverer os til bevægelse? Er det overhovedet det vigtigste argument for at bevæge sig? De fleste går vel heller ikke til fysioterapeut primært for at finde bevægelsesinspiration, men for at kunne bevæge sig normalt igen, eller endnu mere presserende, mindre smertefrit etc.

Og så kan motivation og interesser (måske) igen blomstre. “Nu kan jeg spille fodbold igen, jubii”.

Læg mærke til faktorernes rangorden. Motivation bliver i en vis forstand mindre afgørende, jo ringere vores bevægelsesfrihed og kapacitet er. Her tager nødvendigheden over.

Men det kan så sandelig forringe motivation for yderligere bevægelse.

Tag bestik af din livssituation

Desperation er også en realitet i livet hos mange mennesker, med komplekse psykosociale og fysiske problemer. Men så meget desto mere åbenlyst vigtigt er det at have blik for at agere med rettidig omhu, så vi ikke ender med at kæmpe med motivationen og alt muligt andet.

Kunne vi gøre mere ud af en tankegang, der ikke pr. rygmarvsrefleks spørger, hvad brænder jeg for, hvad har jeg lyst til, hvad finder jeg spændende og interessant, til også at tage bestik af situationen – din og min konkrete livssituation? 

Hvilket ansvar fordrer situationen af dig, for at få et godt liv? Velvidende at bevægelse blot er én faktor blandt mange andre i spørgsmålet om det gode liv.

Hvilke bevægelsesmæssige behov må jeg efterleve, efterkomme for at leve godt?

Min afslutningsbøn lyder. Lad være med udelukkende at satse på, at du enerådigt kan motivere dig ud af alt. Overvej at række ud efter de sociale synergieffekter. Vi er sociale væsner.

Til tider må du også finde andre dyder i værktøjskassen frem, dedikation, vedholdenhed, klarsyn, stamina og kedsomhed i regelmæssighed. Uden at ende som en ren Sisyfos.

Leg og disciplin kan fint fungere sammen, alt er ikke hinandens modsætninger. Det handler om at tage bestik af, hvor du er. Vær ærlig vedrørende dit udgangspunkt og vær oprigtigt åben over for motivationelle dynamikker.