Motoriske mellemværender – 2. udgravning

Hvad er det ved motorik, vi skal være særligt optaget af?

Hvor man i fitness interesserer sig meget for kapacitet og lineære isolerede bevægelsesmønstre, er vi i bevægelseskultur mere interesseret i at lære nye bevægelsesmønstre og kombinere bevægelser til at løse opgaver af motorisk art. Som med den førnævnte gæve murer på taget.

Det skyldes, at det er hjernen, der styrer kroppen, og ikke omvendt. Og det er her, at jeg gerne vil gå et spadestik dybere fra Saras klare overbliksskabende artikel, og pege dig lidt i retning af det store tandhjul.

Vi kan blive klogere på kontrollen af bevægelse ud fra centralnervesystemet og dets kommunikation med vores sanser, dvs. de eksterne: føle-, høre-, syns- og balancesansen og de interne sanser: proprioceptorer/kinæstetiske sanser, der omhandler muskelreceptorer (kaldes muskeltene), senetener, “smertesensorer” og ledsensorer. 

Ja, vi kan stille skarpt på disse sanser. Vi kan integrere sanser, isolere og kombinere.

Det er i denne kommunikation mellem centralnervesystem og nerver i periferien af kroppen og i relation til sanseapparatet, at vi får mulighed for at kontrollere bevægelse og regulere den afhængigt af formål og omstændigheder.

Ser vi bort fra reflekser, har vi både åbne og lukkede reguleringer af bevægelser. Ved åbne reguleringer er nogle bevægelser baseret på motoriske programmer i hjernen, såkaldte motoriske skemaer. Sådanne skemaer:

“…fastlægger de grundlæggende detaljer ved færdigheder – det der går igen – og er åben for variation, som sker fra gang til gang.” (Danmarks Idræts-Forbund (2011). Tekniktræning, s. 24)

Her antydes det, at det gælder om, hvad vi har “på lager”, så at sige, når vi skal flashe nogle skills. Har vi ikke så meget på lager, er bevægelseshandlinger og sekvenser mere grovmotoriske, og det bliver svært at lave en masse tilpasninger, fordi variationer forudsætter noget, som er mere fundamentalt installeret.

Her tørner hardware og software i en vis forstand sammen, kunne man sige. Det gælder derfor om at bygge fundamenter op for den motoriske udvikling fra det generelle mod det specifikke. Men også at have tilstrækkellig hardware til rådighed. Noget muskelkraft, stabilitet, udholdenhed etc. må forudsættes, hvilket vil veksle med scenariet og kompleksiteten etc. 

Bernsteins hierarkier er værd at have med i ligningen. For der lader til at være mening med galskaben, a method to the movement architecture i overlevelsesmæssig forstand og fremdeles.

Men, men, bevægelse er i sig selv ikke kun en kinesisk æske af neurologiske lagdelinger, vi “tapper ind i”, som software i filmen The Matrix, hvor Neo lige opgraderes med et Kung Fu modul. Det er også vævet ind i samspillet med miljøet, herunder andre mennesker etc. Og livet i bredere forstand.

Og det er ikke alt, vi kan kontrollere lige nemt, når kompleksiteten stiger. Meget kan overlevelsesmæssigt tages for givet, fordi det opererer “bag om ryggen” på os, og endnu mere, når vi har mange bevægelsesmønstre og motoriske skemaer “installeret”. Takket være sanseapparatet og hjernens evolutionære prioriteringsevner etc. 

For nu vil jeg dog minde om, at bevægelsesmønstre må udvikles, raffineres og vedligeholdes, ellers forvitrer de og ryger bagerst i hjerneprioriteringskøen. Konsolidering er et ord, der er værd at skrive sig bag øret. Er det konsolideret til UG, er der tale om automatisering, og her hævdes det, vil bevægelsesmønstret ledsage dig “permanent”.

Jeg vender tilbage til et eksempel for at tydeliggøre, hvordan de såkaldte synergier mellem vores motoriske handlinger skabes, og hvordan hjernen i praksis prioriterer. Som i tilfælde hvor vi vil gribe en bold. 

Det du skal huske lige nu er, at sanser skal stimuleres. At bevægelser skal hvile på et fundament, gentages og holdes i live. Ellers er der ingen Kung Fu. Motoriske skemaer er vigtige, især mængdemæssigt, men der er mere at sige om sagen motorik. 

Lad os derfor prøve at forstå, hvorfor det ikke bare er så simpelt at kontrollere bevægelse. Eller at bevæge sig fra det grovmotoriske til en symfoni.

Hvad er motorkontrol? 

Vi skal længere ind, som det hedder hos Rytteriet.

Advarsel, teori om motorik og motorkontrol forude. Allerførst lidt interessante ord fra Wikipedia, der ridser det definitoriske op, sådan mas o menos:

“Motor control is the regulation of movements in organisms that possess a nervous system. Motor control includes conscious voluntary movements, subconscious muscle memory and involuntary reflexes,[1] as well as instinctual taxes.

To control movement, the nervous system must integrate multimodal sensory information (both from the external world as well as proprioception) and elicit the necessary signals to recruit muscles to carry out a goal. This pathway spans many disciplines, including multisensory integration, signal processing, coordination, biomechanics, and cognition,[2][3] and the computational challenges are often discussed under the term sensorimotor control.[4] Successful motor control is crucial to interacting with the world to carry out goals as well as for posture, balance, and stability.

Some researchers (mostly neuroscientists studying movement, such as Daniel Wolpert and Randy Flanagan) argue that motor control is the reason brains exist at all.” (Wikipedia (21.12.2025))

Læs lige det igen. Motor kontrol som årsagen til, at hjernen overhovedet eksisterer. 

Det kunne jo udlægges, som om vi bør interessere os en anelse mere dybtgående herfor, ikke sandt? Men er det ikke lige præcis det modsatte, vi ofte gør? Tager bevægelse for givet, eller reducerer bevægelse til noget, der ikke er særligt “hjernekrævende”?

Øhhh, jo.

Nicholai Bernstein skriver i essayet “On motor control” (fra førnævnte bog, Dexterity and Its Development, s. 25), at hvis vi vil forstå den fysiologiske natur bag den motoriske kapacitet som behændighed er, må vi først forstå, hvordan bevægelser kontrolleres i den menneskelige krop. 

Sagen er nemlig, at kontrollen af den menneskelige krop er et komplekst, multifacetteret problem. Hvor leddenes frihedsgrader og bevægelsesorganer tørner sammen og sanseapparatet bliver en nøglespiller, rent evolutionært. Taktilt, vestibulært, visuelt, muskelartikulært etc.

Det er ret svært det her, hvis vi vil forstå det. Alene lagringen af bevægelsesmønstre er hyperkompleks og involverer mange dele af hjernen. Det samme gælder kontrollen af viljestyrede bevægelser. Det handler ikke kun om din motor cortex, der selvfølgelig spiller en stor rolle.

Det er fantastisk, at videnskaben kan beskrive vores motoriske adfærd i de mange detaljer, som den kan. Men vi er jo også handlende og eksperimenterende dyr, og vi havde ingen protokoller for adfærden i det meste af menneskehedens histore, er mit gæt. Vi har nok tåget en del rundt i “trial and error”, indtil vi lærte at lave ild, indstille sigtekortet og målrette vores adfærd mere bevidst, så vi i dag kan skrive bøger om emnet.

Viden er ikke det vigtigste, snarere respekt

Faktum er, at vi er overlevelsesegnede, fordi vi kan bevæge os. Det gjorde os til dem, vi er, og der var oprindeligt ingen protokol. Bevægelse hjalp os til at overleve bedre, og det kan vi takke hjernens evolution for og de bevægelsesmønstre, der bidrog hertil. Et paradoks synes at være, at jo mere vi i dag ved om bevægelse, jo mindre har majoriteten af os formået at holde denne overlevelsesfordel i live eller de primære bevægelsesmønstre, og deres indbyrdes forbundethed.

Det har noget, eller meget, med vores miljø at gøre. Det har også noget med overlevering at gøre. Og hvordan bevægelsens historie har udartet sig.

Bevægelse omfatter hele tilværelsen. Vi er nødt til at se ud over kapacitetskarusellen, rehabilitering, idrætsspecialisering, life hacks og vores individuelle præferencer. Vil vi leve godt, adræt og behændigt, må vi atter lade os indlemme i bevægelsens mysteriøse gemakker. Vi skal udsættes for kaotik, uforudsigelighed og interaktion, som tvinger os til at stille spørgsmål, være nysgerrige og tilpasse os – i bevægelse.

Det er ikke nok at gå til yoga, selv om yoga har meget at byde på.

I civilisationens hellige navn bryster mange sig af at være sluppet ud af fortidens “behov for rå muskelkraft”. Og se lige, hvor det har ført os hen!

Det kræver både kapacitet og kompleksitet at bevæge sig. Det er kun på overfladen, at vi tror, at vi kan slippe afsted med at indrette os ud af vores bevægelsesbehov og fejre komfortens velsignelser.

Prisen følger os i alle ender og kanter, og derfor kan der være ræson i at forlade elfenbenstårne og fabrikshaller og gå i samlet flok til messe i vores egen ABC.

Supersygehusene skal aflastes fra andre fronter. Lidt historisk indsigt kan bidrage til en flig af respekt for det ansvar, vi har vores hyr med at forlige os med. Vi er jo alle sammen i samme båd.

Historiske spadestik

Jeg kommer nu med nogle små neddyk fra bogen Bevægelse – en grundbog fra 2011, så vi kan tage kompleksiteten i nærmere åsyn. 

Det var førhen gængs teori at mene, at motorik var styret af refleksteori. Dvs. et input-output system, hvor man med refleksmodellen som Sherrington i starten af 1900-tallet gjorde, antog, at alle bevægelser var forankret i sensoriske input. Derfor måtte komplicerede, mere sammensatte bevægelser være kontrolleret af kæder af reflekser. 

I det midten af det 20. århundrede fattede psykologer imidlertid interesse for at undersøge sammenhænge mellem reaktionstid og antal valgmuligheder, og nogle studier viste, at folks reaktionstid steg, jo flere handlemuligheder, de havde. Dette var til en vis grad et opgør med refleksteorien, idet man påviste, hvordan højere cerebrale funktioner havde indflydelse på selv hurtige og gentagne bevægelser.

Den russiske fysiolog Nicholai Bernstein havde faktisk været ind på noget tilsvarende, og påviser i sine berømte studier i 1940erne af langsomme gengivelser af hammerbevægelser hos smede, hvordan selv rytmiske gentagne slag rummede store variationer i hastighed og retning. Han kommer dermed til at beskrive problemet med, hvordan hjernen håndterer de mange frihedsgrader, dvs. håndtering af mange forskellige måder, en bevægelse kan udføres på.

For Bernstein måtte konklusionen være, at motorik ikke var styret af simpelt input-output, som med refleksteorien. 

Det var tilsyneladende ikke til at forstå, hvordan overordnet motorik fandt sted. Og som der spekuleres i, i bogen Bevægelse – en grundbog, var det måske en årsag til, at det blev refleksteoretisk og siden hierarkisk forståelse, der kom til at dominere bevægelsesteorien i det 20. århundrede. Bernstein oversættes først til engelsk i 1960erne.

Flere områder af hjernen i spil

Man begynder at forstå, at andre områder i centralnervesystemet (CNS) i større og mindre grad havde indflydelse på reflekserne. Eftersom de samme sensoriske input kan give vidt forskellige output. 

Tilsvarende er det jo også sådan, at vi ikke altid handler på vores reflekser. Heller ikke når vi brænder fingrene på noget varmt. Faktisk kan vi blive ved med at holde om en kop varm kaffe, så vi ikke spilder. Man kan med andre ord tilsyneladende undertrykke reflekser, når der er andre vigtige hensyn at tage. 

Det danner baggrund for den hierarkiske model, der handler om at højere rangerende hjerneområder kan “overrule” andre laverestående. Det er altså ikke altid “reptilhjernen, der sejrer”, som en lokal tennisspiller henviser til, når det går hedt for sig på banen.

Hermed er der åbnet for motorisk kontrol. 

Vi ser her bort fra, at den amerikanske psykolog Edward Thorndikes fremsatte teorier, der også belyste psykens betydning for motorisk adfærd. I dag er det åbenbart, at vores bevægelsesmønstre ændres afhængigt af vores psykiske tilstand. Tænk bare på kropssprogsteori, tilstande som depression osv., hvor kropsholdning med mere ofte er påvirket af psyken. 

Er du bange for at kravle, vil du have en meget forsigtig, krampagtig, måske grovmotorisk tilgang, der også kan skyldes andre forhold, naturligvis. Manglende kapacitet i dine håndled, eksempelvis. Men du kan komme til at kravle igen, det er en kunst, der ikke er for de lærde blot. Det er med os i den motoriske hukommelsesbank, hvis altså du tør indløse din forudbestemte evolutionære genialitet.

Takket været et par verdenskrige, med ikke så få hjernelammelser på samvittigheden, fik lægevidenskaben øjnene op for, at hjernens forskellige dele er ansvarlige for forskellige motoriske funktioner. Og man fik frembragt et “motorisk landkort”, der passede godt med en hierarkisk forståelse af, hvordan hjernen er opbygget. Her ser vi lidt af motor cortex.

Man kunne jo konstatere, at børn udviklede sig mere eller mindre ens. De starter med at ligge og spjætte, krybe rundt, rokke, rulle og kravle. Faktisk blev spædbørnsudviklingen en rollemodel for helbredelsen af hjerneskadede patienter, der var blevet omfattet af regres i motorisk forstand og måtte hente inspiration hos barnet.

I dag ved vi, takket via neurovidenskaben, at lineær motorisk udvikling ud fra denne tankegang, trods en vis berettigelse, dækker over et langt mere kompliceret samspil mellem hjernens dele. 

Men men, evolutionens spor er til at få øje på, trods alt. De tidligste bevægelsesmønstre, formet gennem millioner af års evolution, udgør en nedarvet erfaringsbank, der ikke er ved at løbe tør for penge. Her ligger meget af det pure guld gemt. Når blot vi “bringer os på linje” med den karat, der skinner inde i klippen. 

Mon ikke motorikken trækker på mere end som så fra dette bagtæppe? Om du er klatrer eller ballerina, de menneskelige bevægelsers veje føre tilbage til en kilde.

Spørgsmålet, som jeg drøfter i introduktionen til bevægelsesindlægget, kunne være hvad vi vælger at prioritere herfra? Og hvorfor?

Alt er jo ikke forudbestemt, Og selv vores DNA, som vi om lidt skal erfare, lader til at være bedst tjent med kompleksitet, når det kommer til bevægelse.

Andre teoriudvidelser

Jeg skøjter videre. Vi har siden været præsenteret for closed loop teorier, der understregede betydningen af feedback, hukommelse og perception ved bevægelser- Men det er først med motorprogram teorier, at vi antager, at vi har nogle generaliserede motoriske programmer i centralnervesystemet. Disse skulle være ansvarlige for bevægelsers hastighed, kraft og retning.

Man forestiller sig, at der i CNS er såkaldte centrale mønster generatorer (central pattern generators), som er ansvarlige for vores overordnede bevægelsesprogrammer. Disse skal så blot justeres efter situation. Eksempler kunne være det at gå. Det er ikke noget, vi skal lære igen og igen og justere på konstant, når vi går en tur i Kongens have. Det er et grundmønster, men der kan naturligvis varieres herudfra.

“Slowwalking” som eksempel er en gudsbenådet praksis, vi kan lære en del af. Men basis er der styr på. Keep on walking. 

Der findes også en systemteoretisk teori forståelse, der handler om, at bevægelse sker som en helhed. Der ses på nervesystemet som det kontrollerende system og muskelsystemet som det effektuerende system. Men teorien er funderet på mange videnskabelige forskningsområder og er meget mere kompleks.

Tanken er, at vores bevægelser er resultat af et samspil bestående af et aktiverings- og styringssystem, der ikke er afhængigt af central kontrol, men derimod er selvorganiserende. Vi tilpasser os skiftende krav i omgivelserne og bevægelserne selvorganiserer herudfra. Motorprogram teori vil bestride dette, og tale om at der aktiveres flere motorprogrammer – fra gang til løb etc.

Tanken om at vi tilpasser os omverdens krav går også på, at vi løser motoriske opgaver baseret på tidligere erfaringer, feedback og feedforward forventninger etc. 

En anden teori, Dynamic action theory, ser på barnets motoriske udvikling og ser denne som selvorganiserende også, men ikke hvor der er fastlagte motoriske programmer. Bevægelse bliver til i samspil med udfordringer som individet stilles overfor. Dette antyder et klart udviklingspsykologisk perspektiv. 

Det flugter også godt med, at det kræver en indsats “at grave guldet op”.

Hvorfor vi må antage, at det aktivt at udfordre barnet med bevægelser er meget relevant. Og at vi kan komme til at miste perspektivet herfor, hvis vi tror det hele kommer til at ske af sig selv. Det er nok derfor, visse forældre har travlt med at indrette hele boligen som forhindringsbane.

Med den opgaveorienterede teori (task oriented theory) har vi desuden en betoning af, hvor vigtigt sensorisk, verbal og visuel feedback er for bevægelse. Her går fokuseringen mere i retning af opgaveløsning end på, at vi skal opnå en eller anden grad af “normalt bevægelsesmønster”. 

Det rokker ved forestillingen om, at vi kan overføre en type bevægelse til en anden, da fokus er meget bundet til selve opgaveløsningen. 

Særligt spændende er det med økologisk teori, hvor man ønsker at tage et opgør med forestillingen om, at bevægelser er reaktioner på stimuli. Her er det samspillet med omgivelserne, der er i fokus. At agere i samspil. Her bliver individets egen ageren vigtig, individets egen undersøgelse og målsætning. 

Makes sense to me. Evolutionen skulle jo gerne bevæge sig en tand videre, ikke sandt?

Bevægelse i et komplekst samspil

Styrken i dynamiske teorier er samspillet mellem individ, omgivelser og bevægelse. F.eks. samspillet, der foregår mellem:

• individet (biologisk krop, med fysiske parametre som styrke, udholdenhed etc., psykologiske parametre som motivation og hukommelse)
• omgivelserne (rammerne bevægelse foregår i, fra konkrete kontekster, til interaktion med andre mennesker og objekter, men også vejrlig, temperaturer og lysforhold)
• og de motoriske opgaver (et konkret mål, eksempelvis at rejse sig op, og til mere totale kropsbilleder der udtrykker sindstilstande, vrede eller nervøsitet eksempelvis, der kan være ubevidste for individet)

Den hollandske professor i bevægelsesvidenskab Theo Mulder har taget udgangspunkt i en model for samspillet mellem individ, omgivelser og opgaver, der såmænd også gengives i bogen Bevægelse – en grundbog, s. 45. 

Her smelter alverdens parametre sammen, og vi kan se, hvordan der foregår en selektion på baggrund af de mange sensoriske input, centralnervesystemet konstant bombarderes med. 

Noget af denne stimulus vil blive genkendt på baggrund af tidligere erfaringer- Efterfølgende sker der så en udvælgelse, hvor hjernen vælger nogle skabeloner for en ønsket bevægelse.

Der vil ikke altid være et match mellem erfaring og motorisk handling, og derfor giver det også mening at raffinere sine bevægelser, at øve sig, at skabe flere erfaringer og “programmer”. Vi beregner bevægelser, inden vi udfører dem, på baggrund af blandt andet mentale billeder, det kan være kraft og hastighed etc. og mere avancerede mentale rotationer, hvor vi ser ting fra flere vinkler, hvis vi for eksempel skal klatre op ad en væg.  

Den motoriske kontrol handler i denne sammenhæng også om, at bevægelser kontrolleres via præcise motoriske output – muskelgrupper, antal motorunits der rekrutteres og kontraktionshastigheder for disse muskler.

Herudover skal vi opretholde den posturale kontrol under bevægelsen, så vi ikke falder. At vi kontrollerer kroppens position i forhold til omgivelserne mhp. orientering og stabilitet under udførelse af aktivitet.

Her skal vi kunne opnå, bevare og genoprette vores balance. 

Der er utrolig meget feedback i modellen. Herunder den fra andre mennesker og den, der kommer indefra kroppen selv. Især syn og prioprioception er vigtige kilder hertil. Men også lyde. Igen sanseapparatet.

Vi kan udover disse justeringer på baggrund af sanser og anden feedback etc. modulere bevægelser på baggrund af mange forskellige variable. Vi laver jo aldrig helt den samme bevægelse, og nogle opgaver kræver mere finmotorisk kontrol og andre ikke. Nogle trapper er lettere at gå på end andre, i forskelligt vejr etc.

Der er så mange faktorer i spil, når vi taler modulering og motorisk aktivitet. Alder, nerveledningshastighed, sygdom, smerter, mængden af udholdenhed, viden om bevægelse og kontrol heraf, opmærksomhed eller det modsatte under bevægelse, sågar følelser, motivation, personlige egenskaber og fandme også alkoholpåvirkning.

Så du kan nok se, at det ikke at så nemt at få kontrol over det der motor kontrol. Tænk venligst lidt over det næste gang, du bebrejder din håndboldtræners instruktioner. Eller pacer dit barn i volleyball.

Pointer til denne teoretiseren

Undskyld min overfladiske tour de force ovenfor.

Det er jo langt mere teknisk og detaljeret, ved du nok. Pointen er dog, at vi har været igennem en stor rejse indenfor videnskaben, hvor kortlægning af reflekser som bevægelsesgrundlag i dag er nuanceret af mere systemteoretiske tilgange, hvor mange elementer indvirker på hinanden:

“Selv om det står klart, at bevægelse ikke kan foregå udelukkende på basis af reflekskæder eller hierarkisk opbyggede kontrolsystemer, er der alligevel langt til en fuld forståelse af, hvordan bevægelser bliver til og kontrolleres.” (Bevægelse – en grundbog, s. 47)

Aha. Er ballet stadigvæk åbent? Langt til en fuld forståelse?

Måske er der plads til en anelse gådefuldhed? Lidt mystik også? Det er romantikeren i mig, der tænker højt her. Og måske er evolutionen alligevel ikke så ligegyldig endda? Ord som forudbestemt er lidt kryptisk, så vidt jeg kan se. Men næppe irrelevant heller.

Hvordan smelter artsbevægelse og individudfoldelse sammen til en evolutionær overlevelsesbonanza?

Det jeg gerne med denne langskæggede miniudredning vil have frem er, at der med de systemteoretiske tilgange nu er fokus på forståelse af bevægelsers kompleksitet. Samt at det gælder om at frembringe et miljø, hvor bevægelseskvalitet kan blomstre, hvis denne skal højnes.

Kvaliteten af bevægelse ligger ikke kun i at bygge endnu en hal, eller at give folk en forkromet træningsplan. Vi skal (turde at gå) ud i miljøet og selv genopdage eksisterende miljøers potentialer. Det vil med en anden form for automatik smitte af på det med motor kontrollen, trust me.

Et miljø, hvor vi kan lære og genlære. Ikke bare gentage og overmandes af redskaber. Her mener jeg, både nervesystemets evolution og arkitektur, kulturhistorien og evolutionen i videre forstand er gode referencerammer for en sådan kvalitetsudbyggelse. 

For det er jo faktisk os selv, der lader til at være de vigtigste redskaber. I særdeleshed i tæt tilknytning til naturen, men naturligvis også andre mere urbane miljøer. Bevægelse kan ske allevegne. 

Selv i ribberne derhjemme.

Hovedpointen er endvidere, at der er mange ting, der smelter sammen og skal være til stede, før end vi kan kontrollere bevægelse, uanset hvor nuanceret og variabel produktion og reproduktion af bevægelsesrettet adfærd det måtte være på spil. 

Og her står koordination helt centralt for hjernen:

A core motor control issue is coordinating the various components of the motor system to act in unison to produce movement.

Peripheral neurons receive input from the central nervous system and innervate the muscles. In turn, muscles generate forces which actuate joints. Getting the pieces to work together is a challenging problem for the motor system and how this problem is resolved is an active area of study in motor control research. (Wikipedia (21.12.2025))

Det er nok også derfor, mange ikke ved, hvordan de skal gribe denne kompleksitet an, tænker jeg. Og at det motoriske bevægelsesarbejde træder i baggrunden. Det kræver mod, viden, erfaring og øvelse etc.

Lad os derfor se på nogle fundamentale byggesten, der er afgørende for den kvalitative bevægelsesudvikling.

For at kunne koordinere, udføre teknik og blive behændig på den store klinge. 

Begynd med et afsæt – referencepositioner – aka stillinger

Fundamenter er noget, der kan bygges på. Jo bedre fundament, well, du kender sikkert til analogien.

I bevægelseskulturen er Bernsteins statiske arrangementer af kroppen, aka “referent configurations”, altså håndgribelige udgangsstillinger, vi kan udvide motorikfundamentet og bevægelsesvariation ud fra. Det handler om stillinger, vi kan konstruere bevægelser ud fra. 

Sådanne udgangsstillinger fungerer, ifølge Marcello Palozzo, som skabeloner og posturale mønstre, vores nervesystem internaliserer for at skabe et kort over positioner, kroppen kan bevæge sig imellem. Referencepunkter, hjernen kan bruge til at konstruere og tilpasse sig bevægelse.

Det er i øvrigt uklart for mig, hvordan dette overlapper med forudbestemte bevægelsesmønstre, evolutionære primærbevægelser og motorisk udvikling. Jeg må blive klogere i fremtiden. 

Lad mig indramme et citat fra maestroens nyhedsbrev, jeg synes indfanger en central pointe ret godt:

“The more of these you have, the better, as they provide “anchors” to guide navigation through different configurations. In practice, they are momentary freeze-frames of a pattern such as the standing posture, the bottom of a squat, a plank, or a hang.” (Palozzo, M. (2025) The Golden Spindle (newsletter), 11.12.2025)

Disse ankre i hjernen tillader os at gå fra rene stillinger til mere dynamiske bevægelser. Det er vejen fra det statiske til det dynamiske, i en vis forstand. Jo flere mønstre vi har, jo flere kombinationer åbner sig, som allerede nævnt. 

Et er, at en del motorik som anført er forudbestemt og kommer intuitivt i og med barnets udvikling. En træner lærer ikke dit barn at kravle, det begynder at kravle af sig selv – typisk.

Men et barn lærer ikke nødvendigvis komplicerede kravlemønstre. Her skal der noget mere bevidstgørelse til. Det samme med vejrmøller, når man er voksen. Der er altså nok en del om snakken om “åbne læringsvinduer”. Det handler ikke kun om mængden af mønstre, men også om hvornår du går i gang med at tilegne dig dem. Hvis altså de skal kunne omsættes i mere kompleks bevægelse.

Genetikken og selve bevægelsens egen evolution spiller også voldsomt ind her. Det antyder jeg faktisk allerede kraftigt i anden del af indlægget om bevægelseskultur, hvilket hjælper os med noget af prioriteringsspørgsmålet. “Hvad skal jeg vælge, når jeg vælger bevægelse?”

Færdighedstilegnelse, skill development, hvilket evolutionært fundament forudsætter det? Det er noget af en gåde for mig. Og det er jo også meget afhængigt af, hvad vi taler om. Men som fysisk kapacitet i generel forstand – hvad understøtter den bredest mulige motoriske palet? 

Er svaret blot, vi bliver gode til det, vi gør? Eller handler det også om det med æggene og kurven?

Der er forskel på at ville lave noget hyperspecielt, som en en-arms håndstand, og at gå efter en macaco. Det er ikke altid til at se, hvilket “bagtæppe”, der kunne være fordelagtigt at bygge motorkontrollen op om. Og om det rent evolutionært er bæredygtigt at satse hele butikken på at jagte skills, der kan tage år om at lære. 

I et kommende indlæg om færdigheder går jeg derfor mere systematisk til værks, og beskriver hvilke positioner og bevægelser, der kunne være særligt interessante at tilegne sig, i et komplekst bevægelsesperspektiv.

Jeg kommer ikke til at give dig opskriften på luftakrobatik, selv om det er vildt imponerende.

Men lad os inden de mere praktiske mellemregninger, kort opholde os ved nogle pointer i forhold til genetikken.

Velvidende at ovenstående teorigennemgang afslører, at kompleksitet altså også omfatter både hjerneevolutionen, miljøet og komplekse feedback samspil mellem krop, sanser, omgivelser osv.

Herunder andre mennesker.

Flyt din DNA

Kathy Bowman taler i bogen Move your DNA. Restore your health through natural movement om, at der er særlige genetiske forhold, vi må bøje os for:

“Because DNA can be expressed differently, depending on how external factors impinge upon the cells within which the DNA resides, and because movement is one of these factors, the way we move directly influences how our bodies are shaped – for good and ill. It is not enough for me to tell you just to “move more. “You also need to “move better” if you are to enjoy a more sustainable state of well-being”. (Bowman, K. (2020). Move your DNA. Restore your health through natural movement, s. 4)

Bowman vil have os til at flytte fokus. Dvs. “exercise less and more move”. Men for mange er det ikke nemt at se forskellen. Kulturel vanebetingning og manglende uddannelse kan sløre for selv det åbenlyse. Og vi har ved Gud indrettet samfundet, så vi kan “hæve os over bevægelsesarven”. Komfortsnakken, mis-match hypoteserne og den miljømæssige udplyndring, der nærmest har “udslettet” behov for bevægelse af mere tvingende og indlejret karakter. Hvis vi snakker større velfærdssamfund.

Udover at sløre for andre vitale aspekter.

Hendes pointe er, at det betyder noget, hvordan du bevæger dig. For det influerer på hvordan din krop formes. Fra kropsholdning og posturalitet til mere kompleks motorisk udfoldelse. Bevægelse påvirker vore celler. Det indre miljø må også tages i betragtning – gerne fra barns ben af. 

Vi kan passende starte med det, ifølge biomekanikeren Bowman, “mest oversete forhold” ved en celles miljø, det mekaniske load. Altså mechanotransduktion. Det er den proces, hvorved celler sanser og responderer på mekaniske signaler. 

Alle menneskelige former for bevægelse, skriver Katy Bowman, belaster de menneskelige celler og vores vævsstrukturer. Deformation og belastninger som cellerne pålægges, vil påvirke deres adfærd – og ikke mindst hvordan de regenereres.

Alt for længe har vi leget med ideen om, at vi i virkeligheden ikke har så stor indflydelse på vores fysiske erfaring. Men det er altså mere moderne nu at tale om, at det er vores valg, der skaber de cellulare transformationer, der – skal vi sige – rummer kimen til at “aflaste lægevidenskaben”, mere end predeterministiske og biokemiske markører, du kan købe dig til i en DNA-profil eller lignende. Jeg forbigår Bowmans kritik af standende videnskabelige tendenser.

Ernæringspendanten

Hvordan er det nu lige i praksis, at vi skaber de bedste betingelser for vores DNA? Her bliver Bowman næsten ernæringsvejleder, for som hun siger “you are how you move”. Og det er her, at hun, som jeg, peger på den naturlige bevægelse som udvidelse af “exercising”, der svarer til fitnessbølgen. Hun taler om ernæringsrig bevægelse, hvilket jeg omtaler nærmere i 3. akt af indlægget om undgåelse.

Det er “the how”, der er lidt kompliceret. Hvilket til dels skyldes, at det er gået i glemmebogen i overgangen fra en jæger-samler “move all day” virkelighed til moderne storskala samfunds “reducér bevægelse mest muligt og erstat med noget andet”, en forfaldsproces hun udtrykker sig ret detaljeret om.

Vi udsættes ikke for det, vores DNA har brug for. Not even close. Vi har fået hulens travlt med at tale om sygdom, men ikke om stimulus, og slet ikke fine ord som mechanutransduktion og cellular loading. Om variation i bevægelse og hvad det egentligt vi sige i praksis. 

I Bowmans bog opremses forskellene nærmere på movement og “exercise”, og det er denne “cross-fitness”, der er godt for os, fordi den ikke er så ensidig i de loadmønstre, der er på spil, og sikrer, at vore kroppe ikke kun er regionalt stærke, men får en allround stimulus, der kommer hele vejen rundt. 

At de fleste celler er dybt afhængige af mekaniske stimulation er nok ikke noget, der optager mange mennesker i deres bevægelsesvalg. Hele vores biologi er påvirket af vores adfærd, og det stemmer også fint overens med den såkaldte biotensegritet, der lærer os om, at alt inde i kroppen er i bevægelse.

“You are not out of shape, your are always in a shape”, og det er din måde at bevæge dig på, der afgør hvilken. En kontinuerlig stimulusstrøm påvirkes af interne og eksterne miljøfaktorer.

Vi skal altså tænke på både vores geners behov, på hjernens behov og på, at vores måde at konstruere og tilrettelægge bevægelse på både skal være kompleks og motorisk udfordrende og samtidig have en vis mekanisk loadprofil, der også er alsidig. 

Det hele hænger sammen. At udvikle bevægelseskvalitet og mere motorisk kontrol kræver også, at vores bevægeapparat næres tilstrækkeligt intelligent. Anatomi, fysiologisk kapacitet og motorisk kontrol er nødt til at være forbundne.

Du bliver med andre ord ikke en virtuos i bevægelse ved kun at squatte og dødløfte. Du skal placere kroppen ind og ud af stillinger som udfordrer vævet mere komplekst. Det er altså både neurologisk og i forhold til DNA, at kompleksiteten sejrer.

Gå generelt til værks, siden mere komplekst

I lyset heraf giver det god mening at bygge på den generelle motorik, så vi kan få et bedre landkort og en mere alsidig “bevægelsesdiæt”. Det er resiliensfremmende på alle niveauer, ikke mindst for vores knoglerobusthed og densitet.

Løsningen er mere kvalitet og at kunne kontrollere flere nye bevægelsesmønstre, former og at løse flere bevægelsesopgaver, der i større udstrækning end nu flyttes udendørs og integreres i et miljø, der “mimer” fortiden. Selv om vi også kan foretage os en hulens masse fornuftigt indendørs.

At få mere alsidige skifte og hyppigere loads på alle kroppens led og at få det mentale og det sociale integreret også. En gigantisk oplysningsopgave venter os altså forude.

En del af jesperabild.dk er således også fremtidsforpligtet på at hjælpe med at oplyse herom.

Som Ido Portal altid påpeger – “It requires education”.
There is no way around it people.

Hvad handler generel motorik om?

Generel motorik (se model i indlæggets 3. del) handler eksempelvis om basale bevægelser, der udvikles i tidlig barndom. Rulning, kravlen, gang, spring, løb, hop, kast, slagbevægelser, sving af kropsdele etc. Her behersker vi klart definerede bevægelser, der både indgår i vores daglige bevægelsesrepertoire såvel som i idræt. Formålet er at skabe bedre kontrol af bevægelser af grundlæggende karakter gennem variationer af grundbetingelser og forhold, de udføres under.

Eksempler: At kravle hurtigt og langsomt, bredt og smalt, løb med korte og lange skridt, hop med forskudte, samlede og spredte fødder. Forskellige afsæt til løb og acceleration, kast i forskellige retninger med forskellige objekter.

Det er her, koblingen til de referente konfigurationer bliver interessant. Så vidt jeg kan se.

Evolutionen giver et endnu dybere rygstød i mange bevægelseskontekster, om ikke jeg tager fejl. Så i stedet for udelukkende, som eksempel, at træne avancerede skulderstabilitetsøvelser med elastikker, kettlebells etc. kunne vi også se på, hvordan vi genlærer firbenets “lizard” bevægelser, progredieret naturligvis. Det forudsætter og fremmer en meget artsspecifik skulderstabilisering, og loadprofilen for cellerne er markant mere kompleks. 

Her freestyler jeg selv lidt med noget lizard opvarmning og aktivering.

Kroppen vil ganske enkelt tage naturligt (og dybere/hurtigere?) imod denne stabilitetsform, er min (hjemmestrikkede?) tese, som samtidig er markant mere helkropslig forankret og tjener andre formål, om jeg har forstået korrekt – motorkontrol, mobilitet, end range styrke etc.

Vi kan stille skarpt på motorisk krævende elementer, når vi isolerer de “stillinger”, referencepositioner, der kan danne afsættet for mere kontrol, og arbejde med disse i isolationsperspektivet, førend selve locomotionen kobles på.

Eller applicere delmetodeperspektiver, hvor forskellige dele af denne locomotion indøves på et enklere kompleksitetstrin. Inddrage flere mellemlag frem mod den berømte signaturversion, der gør firbenets magi endnu mere magisk – fordi man fornemmer rejsen og lærer at respektere den. Husk også at kravlebevægelser og firbensbevægelser er forskellige evolutionære lag, vi kan koble og ændre sværhedsgrader ud fra.

Vi kan spole filmen frem, men også tilbage og finde et lejde, der matcher. 

På den måde kan for- og nutid være både arketypisk og “cutting edge”, når vi konstruerer lag.

Volapyk? Snik snak, her er et tydeligt eksempel på intelligent firbensevolution, fremført af en af mine bevægelseskolleger, Jason Round:

Det er interessant, at hvis vi springer for hurtigt videre til noget mere komplekst, eller gør brug af for hurtige progressioner, kan der – udover skadesrisikomaksimering – være tale om, at vi udvikler motoriske skemaer, der er vanskelige at tilpasse. Og – endnu værre – gør det sværere at aflære andre motoriske skemaer, hvis disse er knap så “modne” og egnede i præstationssammenhænge. 

Her har vi fortidens (og nutidens) trænere nok en del skyld på samvittigheden, om ikke jeg tager helt fejl. Har vi haft for travlt med specialisering og ikke forstået forholdet mellem generalitet og specificitet godt nok?

Progression er i denne sammenhæng et nøgleord, jeg vil vende tilbage til hen ad vejen, for hvad er det nu vi skal forstå herom? Motorisk kontrol er noget, vi kan opnå på et dybere plan, hvis vi griber det intelligent an. Og måske kan det fremme hurtigere læreprocesser, eller at vi kan progrediere hurtigere eller mere sikkert etc.?

Vaner er kendt for at være svære at bryde, som jeg skriver om andetsteds, der ikke går specifikt på bevægelse. Og visse vaner kan ødelægge/hæmme den motoriske kontrol i andre bevægelsesscenarier. Derfor spiller det en væsentlig rolle, hvordan det generelle og det specifikke gribes an.  

Motorikken specialiseres især, hvis vi anskuer ting inden for idrætshorisonter, eller bevægelsesfelter. Her er det idrætten eller det pågældende objekt, der styrer. At kaste og gribe en håndbold er anderledes end en amerikansk fodbold. Eller at kunne balancere sig selv i vandoverfladen, gældende for idræt i vand, at vænne sig til forskellige typer af bolde i tennis osv.

Det er specifikt i forhold til at lære idrætsspecifik koordinering og teknik. Fra hækkeløb, over stangspring, til ridebanespring, you name it.

Men hvad stiller vi op med det i en bevægelseskontekst, baseret på antispecialisering, baseret på kompleksitet?

Hvad nu hvis vi gerne vil undgå (over)specialisering?

Udenfor sejrsskamlen?

Hvad nu hvis vi ikke skal vinde noget, og ikke orker at øve 10.000 timer+ med hver enkelt idrætsdisciplin og egentligt bare gerne vil mestre bevægelse i et livsperspektiv, der er mere komplekst end at ramme en dartskive i tripple 20 hver gang? Eller alle de andre beundringsværdige præcisionshandlinger, der foregår i sport? Fra karate, til håndbold, til skiskydning og længdespring.

Og mere dristigt anskuet. Hvad nu hvis vi alligevel kunne låne lidt fra “nørdteknikerne” og idrætsdisciplinerne? Omsætte denne viden i en hverdag, hvor vi får adgang til de bagvedliggende principper, uden partout at skal have alt muligt andet med (kataer i karate for eksempel), men akkurat nok til at vi udvikler komplekse færdigheder, der siden supplerer hinanden i bevægelseskomplekse sammenhænge?

Hvilket muligvis sker i uperfekt mystisk pærevælling og tilfældig (og knap så tilfældig) dans med erfaring, intuition, gentagelse og også viden. Jeg skal ikke kunne sige det, det er jo noget som er “up for the grabs”, da ikke alt er kortlagt, som vist ovenfor om motorikkens teori.

Eller rettere, sagkundskaben siger, at alt ikke er kortlagt! Crazy ikke sandt!

Det kunne også bare være, at vi slet og ret ønsker at stile efter at skabe en bevægelsesdiæt, der er knap så ensidig? Altså at alverdens færdigheder og felter ikke behøver at smelte sammen til noget specifikt resultat, forstået som kompleks high performance, men at der er stof nok til, at det kan gå i mange retninger og alverdens kompleks leg kan danne dette “næringsperspektiv”.

Se det er noget af det, de er gode til i bevægelseskultur. Men lad os gå ydmygt til værks, for det er jo ikke ligefrem helt simpelt. At forstå nogle mekanismer ved et spark gør, at du kan tilegne dig andre spark. Det betyder ikke, at du er tvunget til gå til al kampsport først – Taekwondo, Karate, Kickboksning og Muay Thai, etc., hvor der sikkert også er andre elementer, du gerne vil være foruden. 

Du kan godt studere stilarter mere løst, og anvende dem i et bevægelsesperspektiv. Men det gør dig omvendt ikke til en fuldblods UFC fighter, at du kender lidt til de vesterlandske aspekter ved boksning. Du må forstå, at der er mange lag, der udgør ekspertise.

Der er specialisten og der er generalisten og en masse niveauer ind imellem, der kan bølge frem og tilbage afhængigt af, hvordan vi griber tingene an, formål, interesser, stadier på livets vej etc.

Trade offs på vejen mod indsigt

I bevægelseskultur kan du sagtens søge mod mere specialisering, opsøge yderligere ekspertise. Men det er en trade off, altså afvejning, i forhold til, hvor dybt du bør gå, og hvor meget du behøver, set i forhold til, hvad du samlet set vil med bevægelse, må give køb på etc. 

I forhold til bevægelseskontrol er det til dels et spørgsmål om, hvor meget “hardware”, vi har brug for – for at kunne kontrollere andre bevægelser. Hvad giver adgang til hvad? Hvor megen “physical preparedness” og “dynamic conditioning” osv., osv. skal vi troppe op med?

Ingen ejer sandheden, men nogle har erfaringstunge succeser bag sig. Og de er værd at lytte til.

Det er til dels også et spørgsmål om, hvor godt noget er “lagret og konsolideret” i hjernen, som tillader dig at gå videre med noget andet og typisk mere komplekst. Noget der bygger ovenpå føromtalte mønstre, referencepositioner, eller næres af forudgående “installationer” af beslægtede motoriske færdigheder. Altså ikke kun fysisk kapacitet.

Hovedstandsuniverset kunne være et eksempel. Skal noget mere kravlen på plads først, med lidt “hovering” eventuelt? Lidt simpel håndbalance i kravle- og kragestillinger etc. og noget statisk armstyrke? Eller skal vi bare gå i gang med invertering? Og hvem er dette vi?

Og hvad med load profilerne? Så vi har DNA-hensynet med også. Skal vi gå videre til freezes fremfor bare at stå i den samme hovedstand?

Der tales jo om “carry over effekter”, hvor nogle lag af bevægelse gør, at du kan bygge andre lag oven på. Så at kende til sådanne, må være ret centralt, ikke sandt?

Indlæring af motorik er traditionelt blevet anskuet i faser, som eksempelvis verbal-kognitiv, motorisk og automatiseringsfase, der hver især kan tage en rum tid. Så tilegnelsestid og øvelse er altid på spil.

Men nogle læreprocesser kan måske speedes op? 

Hvis formålet er at vinde konkurrencer, vil der næppe være tid til at sprede sig ud over for mange discipliner. Omvendt nærer nogle discipliner (og udøvere) godt af en anden form for stimulus, end bare at høvle løs med de samme bevægelsesmønstre, rutiner og trænerfilosofier.

Det er ikke alt, SAID princippet kan forklare eller retfærdiggøre. Faktisk er det måske en hæmsko i mange scenarier? Ikke i alle, vi må være ret detaljerede her. Men i mange sammenhæng er åbenhed bedre.

Selv en bueskytte kan også bevæge sig og ramme sit mål.

For som jeg vist kort nævnte, spiller det psykiske element også ind. Det har aldrig været mere oplagt at tale om trivsel. Ikke alle atleter finder det lige motiverende at blive udsat for den samme kost, dag ud og dag ind. 

Måske heller ikke kroppen?

Connor McGregors arbejde med Ido Portal er et berygtet eksempel på højt niveau, hvor bevægelseskultur supplerer repetitionstung idrætskultur:

For de fleste, der kaster sig ud i bevægelse af mere blandet art, vil der uundgåeligt opstå naturlig forvirring, da vi selv skal afklare, hvilket niveau vi ønsker at praktisere på og henimod. 

Og hvad med det der playfulness og FUN(damentals?) Hvor hører det hjemme? Er det kun et fundament eller er der mere på spil her?

Kompromisløs kompromisrejse

Det er en lang rejse at finde ud af, hvordan de forskellige felter og bevægelsesmønstre kan understøtte hinanden, og hvordan de griber ind i hinanden i en udviklingsproces med “motoriske carry over effekter” etc. Det er noget, jeg vil søge at nærme mig en dybere forståelse af i fremtiden. Ydmygt!

Jeg er på ingen måde en ekspert her. Novice at best. 

Og her kommer mellemværenderne jo atter ind. For hvad er det, DU vil med bevægelse? Du kan roligt lægge vandpolo på hylden, hvis du vil skabe mere street credit med floorwork. Men der kan være andre scenarier, hvor det er mere tricky. Og dog. Bevægelser i vand skaber vel flydende kropsudfoldelse, ikke sandt? Vi skal passe på med at afvise ting for hurtigt.

Så er der atter andre scenarier, hvor vejen er hård og lang, fordi der skal bygges kapacitet op. Men selv her spørger jeg, kan der ikke være bedre progressioner i spil? Jo, det vil jeg mene.

Noget motorisk kontrol rækker længere end til noget andet, og der skal måske udvikles ret meget i visse styrkescenarier.

Et er at kunne holde på en tissetår, noget andet er at mestre en press to handstand. Og gider du i øvrigt gå efter en sådan færdighed – med alt hvad det indebærer?

Og hvad er det du mister af andre bevægelsesprioriteringer ved at svare ja?

Der er mange kompromisser mellem livssundhed, færdighedsudvikling, synergieffekter mellem bevægelsesfelter osv. For ingen kan favne det hele. Men meget kan understøtte hinanden.

Motorikken kan hjælpe os med at få adgang til mere, på en mere kvalitativ måde, er min forudanelse.

Kan noget forenkles, Jesper?

Det vil jeg mene. De såkaldte referencepositioner er ikke det eneste kort på hånden. Bernstein er også inde på ordet synergier, som allerede er strejfet. 

Hvad er det, der tillader os at udføre vanskelige og komplekse bevægelser, når vi ikke med bevidstheden kan kontrollere alle de bagvedliggende komponenter, som jeg ridser op i dette indlæg?

Marcello Palozzo har følgende forenklende forklaring i nyhedsbrevet The Golden Spindle af 18.12.2025, som jeg gengiver essensen af her:

Som jeg ofte selv har udtrykt, er vi et orkester. I praksis betyder det, at kroppen selv finder ud af de eftertragtede løsninger, hvis forudsætningerne er på plads. Det er noget af det, der sker “bag om ryggen på os”, som jeg i mangel af bedre vokabular og uvidenhed, ofte taler om.

Du får i udfoldelsen oplevelsen af, at indre vision og ydre opgave forenes. Alle hjernens instrumenter må være på stikkerne og det kræver til en start, at du øver dig på ret fastlagte opgaver. Ofte via regressioner, da den ægte vare kan være for stor en mundfuld til en begyndelse.

I begyndelsen vil det være lidt rustent og grovmotorisk. Der vil være mange parasitspændinger, og med tiltagende mestring træder en mere harmonisk eksekvering frem, med flere detaljer. Til sidst er der kun musikaliteten tilbage og du spiller ikke længere falsk.

Naturen har til vores fordel udstyret os med en evne til at foretage et ekstrakt af relevant information fra miljøet og samtidig filtrere andre ikke essentielle ting bort. Hjernen prioriterer, når vi skal bevæge os, og hjernen går efter hovedopgaven.

Forestil dig at hjernens prioritering har 3 lag, som Marcello Palozzo viser med et eksempel:

1. Perception. Nervesystemet fokuserer på, hvad der er det meste relevante som må til for at en opgave kan løses. Den identificerer det essentielle udbytte, og hvad det forudsætter i miljøet. Eksempel – hvor en hånd skal placeres for at kunne gribe en bold.
2. Respons. Hjernen skelner mellem essentielt og irrelevant. Feedforward er redskabet, der tillader forudsigelsen af udfaldet, baseret på tidligere erfaringer og samtidig via feedback for at kunne korrigere i realtid. Hjernen fastfryser unødvendige frihedsgrader og skaber stabilitet, der hvor det er mest nødvendigt. Alt andet må gerne variere, så længe det vigtigste honoreres. Om du står, sidder eller drejer dine albuer, er adaptationer, hjernen tillader, så længe hånden kan gribe om bolden.
3. Automatisering. Når et bevægelsesmønster er gentaget tilstrækkeligt mange gange, er der ikke behov for den samme bevidste “supervision”. Hjernen lagrer koordinationen i dybere lag i nervesystemet – rygmarven og cerebellum. Det komplekse er nu blevet en bekendt referent konfiguration, fordi, som han citerer en af de berømte neuroscience faderfigurer Sherrington for at sige – “Neurons that fire together wire together”. I gribeeksemplet tænker du ikke længere over at placere armen eller at knytte hånden. Dine muskler og led arbejder sammen om at løse opgaven, uden at du skal stå og filosofere over motorkontrollen af hver enkelt anatomisk struktur.

Det er gennem repetitioner, at vi former de såkaldte synergier, som er koordinerede muskel- og ledhandlinger, der tilvejebringer effektive, stabile og reproducerbare motoriske bevægelser, med timing og rette kontraktion af muskler etc.  

Hvori består forenklingen? I at reducere det “computationelle load”; altså regnebøvlet for hjernen, så tingene bare sker. Hjernen aktiverer en koordineret løsningssekvens og lader kroppen være et selvorganiserende orkester. 

Squatting som eksempel

Når du vil lære at squatte eller at lunge, kan det virke ukoordineret, skrøbeligt og fragmenteret, når du både skal tænke på knæenes placering, ryggens holdning, balancen, hvor langt du vil gå ned osv. Med gentagelsesmængden stopper hjernen med at kontrollere hvert aspekt separat. Dine lårmuskler, baller overkrop og fødder begynder at koordinere som en helhed. 

Tillykke, du har foretaget rejsen fra muskelaktivering til at skabe et bevægelsesmønster. Herfra kan alle variationer og synergieffekter træde frem. Nu kan du gå videre til øve dine squats og lunges i øvelser som førnævnte “stick game” og med forskellige vinkler, hastigheder, ombremsninger og retningsskifte. 

Nu kan du både gentage, tilpasse og stabilisere såvel som udvide dit benrepertoire. På dette niveau vil bevægelsesmønstrene være fuldt ud integreret.

Hvordan gentagelsesmiraklet skal gribes an, forekommer mig alligevel at være mere gådefuldt end som så, og der er antageligt flere måder, du kan lege med det på, der booster lagringsprocessen. Hvor meget spiller tilfældighed og randomisering af opgaveløsning ind, eksempelvis?

Og det er noget at det, jeg holder af ved bevægelseskultur. Her kan nysgerrigheden inviteres indenfor. 

For der er jo noget, der siger mig, at konsekvens træning, perfekte repetitioner og “repetition is the mother of all skill” ikke er hele sandheden om at lære.

Måske er den næste revolution indenfor bevægelse under opsejling?

Alle idrætsgrene vil hævde, at de har nogle ting, der bør praktiseres for sig. Men måske er repetitionsparadigmet i fare for at sænke læringshastigheden? Skal noget bringes up to speed?

I funktionelle sportsgrene kan atleter lære færdigheder hurtigere med flere variationer (som ved differentieret læring, hvor alle tænkelige vigtige variable randomiseres) og med opgaver (som ved restriktionsbåren metodik) end ved traditionelle veje (isolation, integration, improvisation).

Her trænes de funktionelle færdigheder først repetitivt for at opbygge muskelhukommelse og “installere generelle motorprogrammer” ud fra eksplicit ekspert instruktion og feedback. Dernæst på baggrund af integration i en performativ kontekst, altså konkurrencesituation. 

Jeg vil, hvad denne “revolution” angår, pege på en fyr som Bren Veziroglu, der anerkender den traditionelles metodes forcer, ser dog et større potentiale ud fra de økologisk dynamiske motorlærings tilgange, der ofte refereres til som ikke-lineær pædagogik. 

Ikke kun i forhold til specifikke skills, men også udover de færdigheder, der konkret indøves. At øve sig på og høste frugterne af det, man ikke engagerer sig i – også på den lange bane. Han kalder det den hellige gral for bevægelsespraktikere. At metoderne besejrer SAID-princippets hævdvundne status. 

Men derfor kan det godt være, at vi indenfor gymnastik og kunstskøjteløb må hælde mere til SAID-princippet, da nogle discipliner er meget HVORDAN rettet. Andre mere åbne discipliner kan drage meget mere nytte af denne såkaldte transferlæring. 

Selvfølgelig kræver mestring også en masse gentagelser og viljestyrke, disciplin og træningsvolumen. Men i et bevægelsesperspektiv er generelle færdigheder i en dynamisk verden the name of the game for movers, der er denne løjerlige term for sådan nogle, der fifler med bevægelse “outside the box”.

Denne art af udøvere har ikke tid til træning med samme gentagelsesmængder, når målet samtidig er mere universel færdighedstilegnelse, det siger sig selv. Derfor lyder Brens parole: 

Erstat gentagelsesdybden med variation, eksponering og opgaver. Vi skal tillade os selv at give slip på uendelighedspoleringen af hver enkelt detalje og gå mere på opdagelse i scenariekonstruktion og raffinering heraf.

I 3. og sidste del af udgravningen peger jeg på noget af det bevægelseskulturen kan byde ind med og nogle af dens fortrin, som jeg ser dem.