Vinterbadets vidunderlige virkningsfuldhed

Titlen er måske lige vel anstrengt og oppustet. Men emnet i dag er ingen forloren hare, så vidt jeg læser vindretningen. Inden bevægelsesrejsen ankommer til den næste station, jeg allerede nu gerne afslører omhandler motoriske mellemværender, gør jeg et kort ophold hos de kolde brusebades storesøster – det populære vinterbad.

Den frosne overbygning, som dækker og omslutter hele kroppen i kuldeeksponering. Oplevelsen nogle omtaler som “en million nåle mod kroppen“.

Hvorfor nu det? Well, jeg har længe villet runde emnet, da noget af det, jeg vil med jesperabild.dk, er at præsentere interesserede læsere og klienter for en forhåbentlig lødig og samlet indgang til livssundhed. Jeg leder i adstadigt tempo efter de mest organiske, økologiske eller rettere “naturlige løsninger”, som ikke fordrer alverdens forkundskab og som tilbyder sig som alment tilgængelige praksisser.

Jeg har ladet mig fortælle, at den græske læge Hippókrates, ca. 400 år før vores tid, mente, at vand kunne kurere alting. I Romerriget behandlede man tilsyneladende feber med kolde dyp. Og hvis vi vender blikket helt op til samtiden, står vi måske med intet mindre end en portal til sjælen. 

Allerede nu må jeg bebude, at jeg ikke agter at puste ballonen yderligere op. På den anden side ser jeg ingen grund til at erklære fænomenet vinterbadning for middelmådigt, og jeg er egentlig ikke parat til at få armene ned, når jeg leder efter den mirakuløse salve på apotekerhylden.  

Lidt fra frontlinjen mens vi sætter os tilbage i biografsædet

Jeg er ikke blind for at både sundhedslede, optimeringsudskamning og “påvirkningsstress” lurer om ethvert gadehjørne. Faktisk er det højaktuelt at påpege det utrolige potentiale i middelmådighed. Vi lever i konfliktualitetens og udskamningens æra, hvor overdrevets excesser let trumfer den autentiske, nysgerrige ørenlyd og interesse for de gode livsvalg. I denne præstationsorkan kan det være på sin plads at holde det, Morten Münster kalder for et stabilt bundniveau (Holt Olsen, David. (2025). Usexet snusfornuft. Weendavisen, nr. 36, 5. september. Bøger, s. 7) 

Hvis vi i det rampelys skulle forenkle og “hakke en hæl og klippe en tå”, i forvirringens malstrøm, kunne vinterbadet da muligvis kandidere til rollen som “mest sundeste” livs- eller kropspraksis ever? Det er jo noget hø at påstå sligt sådant helt alvorligt, og det tør jeg bestemt heller ikke, men jeg leger alligevel uskyldigt med tanken indvendigt. Usexet snusfornuft.

Jeg skriver bevidst ikke lige p.t., for vi er ved Vorherre konstant omklamret af luner og trends, der skiftes ud som markedsøkonomiens utrættelige hittepåsomhed drejer med løsagtighedens tombolahjul. Show must go on, you know…

Lige nu er det åbenbart elektrolytter, der optager longevity tilhængere, tendensryttere og andre optimatorer. Er vi allerede kommet os over de store drikkedunke?

Eller om muligt endnu mere bizart. Kim Kardashian vil så gerne sælge os hudopstrammende sokker, vi kan trække over hovedet i ungdommelighedens hellige navn (i øvrigt godt skuldret og vel afmonteret af Anthony Hopkins, der ved samme lejlighed bød Kim på middag – “Thank you, Kim. Don’t be afraid to come over for dinner“).

Influencertsunamien ruller ind over kysten, og selvom Hannibal (the Cannibal) måske ikke udgør en de facto menneskefortærende trussel længere, er der alligevel for mange andre ting i det “medialiserede produktcirkustelt”, der gør, at jeg frygter, at vi mister evnen til at skelne demagogen fra pædagogen, og alt det andet, vi skal øve os is i disse artificielle tider.

Men morsom er Hopkins, det kan jeg ikke tage fra ham. Og mon ikke han er ragende ligelad med, om han får en yngre hud?

Det er mit gamle bibliotekariske paranoiahjerte der banker her, bemærkes det. 

Forbilledligt forskerhjerte

Vender jeg blikket rundt i forsvar for den til tider maniske forbedringsiver, allierer jeg mig gerne med Susanna Søberg, der er ret så kyndig inden for det med at balancere forhold, der vedrører livssundhed og stress. Vores stræben efter komfort og effektivisering, som hun påpeger, er begge en del af vores DNA, vores overlevelseshistorie. Men for lidt og for meget kan føre os i unåde, eller bringe os på decideret vildveje. Og det bliver vi nok ved med at cykle rundt i.

Det er en af grundene til, at jeg viger tid og opmærksomhed i dette indlæg på at bringe en formidlingsformidabel forskerkvinde i stilling, som bannerfører for en livsbalance, der kan klares uden at vi skal Kilimanjaro og tilbage igen. Ikke at hun har behov for det, ud fra popularitet at dømme.

I Susanna Søbergs tidsvendte og (helt) sikkert bestsælgende bog, om et afsindigt kompliceret emne, Thermalist. Kulde, varme og åndedrættet. Den livsforlængende antistress-kur, ser jeg ikke desto mindre et sobert bud på en formidling, der mestrer dannelseskunsten uden at fremstå anmasende og propagandistisk. Her kommer vi i det mindste bag om den chokolade, der langes over disken, så vi kan forstå den baggrund, hvorpå vi kan træffe nogle valg af ret væsentlig karakter, uden at det ender i gøgl og gamacher. Og hun er sørme også evolutionært loyal i sin beretning. Så bliver jeg næsten ikke mere forelsket.

Nok om admiral roser til forskerkendissen bag soeberginstitute.com, lad os fænge an med det, der er sagens kerne.

Hvis ikke jeg skal gå ned med (sundheds)stress eller optimere min kost med flere elektrolytter, da det viser sig ikke at være nøglen til Sesams hule, hvad dælen skal jeg så gribe og gøre i?

Ubehag før velbehag 

Hvad med noget godt gammeldags mikrostress, en veltilpas dosis af ubehag?

Lad mig – med Susanna ved roret – beskrive bagtæppet bag en af de absolut mest vigtige longevity praksisser, vi har, som i hvert fald har stået tidens tand, men stadigvæk er med os i det indre, i vores DNA. Som måske også i den anden ende kan gøre en positiv forskel, hvis det er så vigtigt, at vi skal blive 100 år.

Lad os få det elementære i spil, så det på god ”godt nok” manér kan guide os ud af sokkedasen og ind i meningsfuldhedens store evolutionære lys.

For på trods af en katapultering ud af nichemørket og pæne stigninger i officielle medlemstal inden for få år, er vi endnu ikke p.t. der, hvor størstedelen af befolkningen praktiserer denne kropspraksis. Sagt uden at kende til uofficielle vaner og glæder, der ikke føres statistik med. Jeg kan tage fejl. Håber faktisk, jeg gør det! Men p.t. er vi altså et godt stykke under 100.000, der er kommet i “mandtal”. 

Knasten er til at få øje på. Det kræver lidt af os at overvinde modstanden, gør det ikke?

“Kulden er ubarmhjertig, men retskaffen”, som Wim Hof ville sige. Vi starter med en af de kontroversielle frontfigurer.

Kulden kan, ifølge Wim, skabe forbindelse til din sårbare sjæl og vise dig vejen til et liv uden for meget cellestress. Få dig til at påskønne naturens vidunder og tage kontrollen tilbage over din urkraft og forbindelse til naturen, der er blevet kuppet af det modernes livs bekvemmelighed.

Sådan cirka anføres det i en artikel om hans videnskabeligt omstridte og tillige meget populære kuldemetode, der bærer hans eget navn (Staghøj, Mads. (2023). Kulden er din varme ven. Weekendavisen, nr. 04, 27. januar, Kultur, s. 8). 

Pointen er, at vi skal mærke elementerne, naturkræfterne, hvis vi skal blive mere resiliente. Men i Wim Hofs fascinerende (“The ice-man” som han er blevet kaldt) vildmands-udlægning antager det hos nogle iagttagere en noget sekterisk og teatralsk guruagtigt karakter, der næppe får alle med ombord. Grundet metodens radikalitet, ur-mandeappel, og i nogens øjne løjerlige og samblandede inferno af yoga, shamanisme, bjergbestigning i shorts og masser af hyperventilering samt positiv forpligtende tro på sagen. 

Gad vide om, det er derfor, jeg går med Susanna?

Forhåbningen om at afdramatisere en anelse.

I Wims fodspor?

Der er naturligvis meget mere at sige om “Wim-sagen” og hans teknikker, der ifølge artiklen tiltrækker “de superspirituelle typer”, som føler, at åndedrættet bringer dem i sjælskontakt og balance samt “de videnskabelige typer og biohackerne”, der går op i fysiologiske effekter m.m. Præstationsjægere, om du vil.

Jeg kan i den forbindelse nære en vis skepsis overfor, om vi mennesker først og fremmest bør være optaget af Wim Hofs og lignende vejrtrækningsteknikker, eller snarere bør sætte os ind i det normale åndedræt. For så vidt der kan være udfordringer med hans metoder afhængigt af praksisgrundlaget og den, der praktiserer. Ikke mindst hvad angår stress af kronisk art, hvilket vistnok er påpeget af nogle kritikere.

Sorry, det var et sidespring,

Jeg tænker, der er masser af udmærkede elementer i Wims tilgang. Han er dog blevet “nedgjort” til lidt af en karakter, og skiller angiveligt vandene med sin facon. Men han har, lejrtænkning og kritik for sig, sat kuldeeksponeringen på verdenskortet, så det forslår. Og festlig er han, inspirerende og grænseoverskridende radikalist, og det har vel også en slags værdi.

Kulør på tingene kan også noget.

Han er ekstremt dedikeret. Men spørgsmålet er måske, om hans ulykkelige baggrundshistorie kan skilles ad fra fanatismens martren, og hvilken betydning, man vil tillægge det. Selv er han på en stålsat “natur mission” og har erklæret flere af den moderne verdens metoder krig.

Wim viser os et bud på en vej til et sundt og livskraftigt liv, men man kan bag den megen begejstring, mange oplever, jo altid spørge sig selv, hvad man selv ønsker, og hvilket niveau man ønsker at praktisere på. Du behøver ikke blive discipel eller instruktør i hans metoder. Du kan låne og eksperimentere med nogle af hans rariteter. Ikke fordi mange andre gør det, og finder det genialt eller sværger til dets sandhedsværdi, men fordi du kan erfare, at det kan noget og sætter dig ind i, hvad det gør ved kroppen. Og det er vel fuldt ud legitimt. Især hvis du holder begge ben på jorden.

Vi skulle blot nødigt alle ende som vildmandskopister, der bare lægger sig i kølvandet på en hypertrend for at virke relevant og med på noderne.

Det forekommer inautentisk. Og i åhh, så trivielt. I vores jagt efter opmærksomhed er det undertiden gavnligt at minde om at nyde tilværelsens mange vidundere uden at det ender i hejs og palietter.

Således dedikerer jeg dette indlæg til de af jer, der ikke er i officielt mandtal, men dog har forstået, at vinterbadet er en eleksir, der bringer livsnæring og glæde, uden at det behøver at koste en rød fjordreje.

Ikke et ondt om det at sælge, Susanna har også produkter på hylderne. Det er mere det, at jeg kan nære en sikkert overdreven bekymring for, om vi kan miste blikket for enkelthedens vidunderlighed, med mindre der står en begejstrende hob af proselyttere og blåstempler vores silkevej gennem overlevelsesjunglen og lokker os med ind i hulen (der er altid varmt inde i hulen, ikke sandt Mulle).

Men det gælder sgu om at have en rokokopude. Ellers vanker der.

Læs videre, så du forhåbentligt kan følge mit ængstelige anfald af momentan bekymring.

Fraktionskampe og “korrekt” vinterbaderi

Det kolde gys har, trods en tiltagende begejsteringsbølge (også i et eller andet omfang hjulpet frem af Wim Hof) i de senere år været en kropspraksis, der traditionelt delte befolkningsvandene op i “dem der sværger til” og “dem der afsværger”. Men vel også potentielt set dem, der står og vakler på vippen (eller rettere trappen) og funderer over, om de nu skal begive sig ud i oeuvret, formoder jeg? Og sikkert også nogle eller mange andre. 

Der er, ifølge førnævnte artikel “Kulden er din varme ven”, puritanere, der karikeret udlagt forlanger, at alt er “au naturel”, og som kun kommer for at bade. Og der er “fiksfaksere”, der elsker gear. Udstyrshungrende mennesker med dyre badehætter, særligt fremstillede badekåber, neoprensko og æteriske olier, og gusmesterens vingesus, der – ifølge puritanerne – er “børn af wellnessbølgen” og således slet ikke autentiske. Sådan kan vi fortsætte en lommefilosofisk drilleleg og mudderkastning. 

Mange tusinde mennesker (sidst tjekket i 2025 – over 88.000) på landsplan dyrker immervæk vinterbadning, that’s a fact. Lad os blot få flere med. Men som netop omtalte artikel morsomt redegør for, skal vi passe på med at være for selvhøjtidelige med vores meritter. Og gøre en enkelt naturpraksis til kultisk, religøs selvforstillelse og opmærksomhedsskabende hype, med eller uden hang til udstyr. Ikke mindst når det samtidig vrimler med kurser og instruktører derude. Hvilket ikke behøver at være et problem i sig selv.

Eller noget jeg er imod. Er du kommunist eller hvad, Jesper. Hold nu op og spis en softice, videre.

Vi skal såmænd bare passe på, vi ikke unødigt iscenesætter noget elementært, fordi der skal ske noget dramatisk og spektakulært i cirkusmanegen. Nogle ting kan fint stå, sådan som de er, og vi behøver ikke anstille en masse slørende og overgangsritualiserende overbygninger.

Det er for de fleste lige til at gå til. Uden alverdens krumspring. Eller produkt knopskydninger og tivolihejs, der risikerer at skabe en unødig forloren og samtidig forståelig forstillelse, da vi jo gerne vil smykke os, som de æstetiske mennesker vi er fra naturens hånd.

Så længe vi ikke selvretfærdighedstackler hinanden i denne isnende Hubertusjagt hen over plankeværket, og skræmmer potentielle nyankomne væk, er jeg sådan set flintrende indifferent, overfor om vi skal prakkes en ny infrarød sauna på, eller en badekåbe, der minder om Lunas telt i børneprogrammet om Bamse. Der skal være plads til at praktisere på flere niveauer. Og at kunne se skovsøen for bare kutteklædte munkemissionærer. 

Let’s keep it real people. That’s all I am saying. Køb du bare den bordeauxfarvede hætte, du har drømt, Birthe.

Plads til flere måder at praktisere på, velsagtens

Der må konkluderende sagt være plads til flere varierende synspunkter på sagen, tænker jeg. Men altså, glem ikke fundamentet af syne, er min fromme og knap så originale kommentar.

På kort formel er sagen dog enkel. Ingen anden aktivitet byder på så meget positivt antistress på kroppen i én og samme handling, er min helt umiddelbare, uvidenskabelige formodning. Uanset evidensgrader og usikkerhedsmomenter på helbredsmæssige og sygdomsmæssige punkter, beretningerne fra vinterbadere efterlader ingen tvivl om fænomenets vidtrækkende betydning for livskvalitet.

Vinterbadet er en vital praksis, der i høj grad kan ses som en resiliensfremmende livssundhedsaktivitet, alene ved at dyppe numsen i koldt vand, som på linje med det berømte æble om dagen, formodentligt kan bidrage til at holde doktoren fra døren. Men det er for mange mennesker også en kilde til uformel social “skuldergnubning”. Hvor mennesker fra alle slags lag er klædt af til skindet og omgås hinanden på en livsbekræftende måde, der byder på morskab, samtale og fredelig hverdagsafkobling. Nøgen eller med et håndklæde om kroppen. Der er plads til begge dele, og blufærdighed ditto.

Jeg vil i det efterfølgende tale vinterbadets sag fra det evolutionære bagtæppe, såvel som egen erfaring, på en nøgtern og letfordøjelig sådan ca. objektiv vis. Søger med andre ord i det følgende at skrælle mig frem til essensen, som jeg selv finder beundringsværdig og livsbekræftende. I al sin formidable enkelthed. Hvor kedelig den end må fremstå.

Og derfor må vi nødvendigvis grave os tilbage i vores arts udviklingshistorie for at forstå det symbiotiske forhold, vi har, eller bør tilstræbe at fortsætte med at have, til termoregulering.

Så vi ikke ender med at trække for mange andre løjerlige ting ned over ørerne, udover en blæret bøllehat, som jeg naturligvis selv har anskaffet mig. 

Back to basics fordi…

Susanna Søberg har jeg netop udråbt som en kyndig og engageret forsker, der ikke mindst efter coronaepidemien har kastet sin kærlighed på biokemien og fysiologien i forsøget på at genoprette og at skabe bedre balance i celler og sind, da også hun ser faretruende tegn i sundhedsstatisstikker over livsstilssygdomme på globalt plan.

Hun foreslår i lyset af sin forskning, at vi sandsynligvis skal “back to basics” (Thermalist, s. 14), da hun ikke i statistikkerne kan se, at den vestlige medicin lykkes med sit “snævre fokus”. Der må i alt fald noget andet til.

Det der med “tilbage til…” har vi ganske vist hørt mange (undertiden sikkert også knap så velunderbyggede) fortolkninger af henover årene. Fra kost, til levevis i bredere forstand. Men det her med “termostatfysiologien” er ikke en kopipille eller et bidrag til en produktlanceringskonference for fortidsefterligning. Det er et faktuelt bagtæppe, der trækker et umiskendeligt spor bagud, og udgør en ufattelig vigtigt del af “den længe kæde” af evolutionære tilpasninger, vi ikke bør svigte i samtidighedens aktualitetsiver.

Man kan blive helt høj af vinterbadning, men det er ikke lutter skæg og ballade. Det er behovsregulering på artsniveau. Og for en enkelt havmåge.

Der (med de mange supersygehuses knopskydning in mende) kan flytte noget i statskassen, hvis såfremt, i fald… Men det er for tungt et brød at slå op her, så den dej punkterer jeg fluks igen.

Kniber det med ørenlyd?

Vinterbadets lyksageligheder kunne passende være del af en solid bagtrop for en tilstødende accept af en menneskekrop med et urgammelt DNA, i en moderne verden.

Susanna Søberg skriver, at hun som forsker på dette felt har været gennem en nichekulturel rejse, der også har indbefattet krævende samtaler med forskere i hele verden, og komplekse studer af cellebiologi og fysiologi. Tankevækkende.

Egentlig var hun optaget af det grundlæggende, hun ville forstå, hvad der var blevet af “naturen som en del af vores sundhedsterapi” (ibid, s. 15).

Læg mærke til hun skriver del af (ibid, s. 15.) Ingen er i færd med at afmontere den moderne lægevidenskab. Lad os slå det fast med syvtommersøm. Sæt du bare høtyven tilbage i skuret, kære (akademiker)læser.

Søberg skriver dog, at forskningsmiljøer har (men det ændrer sig jo antageligt hele tiden) undervurderet temperaturskifte i forening med ophold i naturen, samt den del af vores organisme, der er forbundet med regulering af kropstemperatur, nemlig det brune fedt. Hun beretter ligeledes om, at de historier, hun har hørt på rundt omkring i vinterbademiljøer, har overbevist hende om den sande værdi. Fællesnævneren er ret høj. Den går fra, at det ligefrem “har reddet deres liv”, til det mindre højstemte, at det har betydet ændringer i menneskers livssundhed.

Husk på, at selvom om mange er med på vognen, er nichementaliten statistisk set ikke brudt. Hvilket vi skal huske på, når vi lettere indigneret udånder og råber “øv, det har vi hørt om”.

Har vi også forstået og taget det til os, på en ansvarlig vis på stor skala?

Det er tilsyneladende nogle afgørende spørgsmål. Og det flytter sig vel som årene går. Det er ikke en statistisk ubekendt, der ligger i dvale, eller noget der sker overnight heller. “Ubehaget” følger jo med og vi skal vel blødes lidt op.

Det er blot vigtigt, hvad angår vinterbadning, at vi hæver blikket op over selvretfærdig modetrendridt og blind fascination til formidling af en dybere indsigt i de menneskelige behov og kigger på befolkningsniveau. Der er som sagt samfundsøkonomi på spil her. Det er ikke en gimmick eller en lottokupon, vi sidder med. Eller noget, nogen skal lykkes med at skabe antipatier mod via konceptpromovering eller dreje i en “unødvendig kreativ retning”, fordi der kan spindes al slags rødguld herpå. 

Lad os af disse årsager omsider rejse med Susanna lidt tilbage til urtiden for at blive klogere på, hvorfor det nu kan være så livsomvæltende at dyrke vinterbadning og blive udsat for termisk stress. Eller rettere kombinationen af kuldebad, varme (saunabesøg) og vejrtrækning.

Sandheden er åbenbart altid en velsmagende cocktail, alle gerne vil have opskriften på bagefter.

Også for at mildne forvirringsbarrierer og formål med oeuvret.

Termoregulering må der til 

Susanna Søberg tager os i Thermalist – Kulde, varme og åndedrættet med tilbage til urtiden og giver os et oprids af menneskets evolutionære kuldeforankring-sbehov. For der er mere end endorfinridtet og begejstringen at komme efter. 

Sagen er, at vi har brug for termoregulering i livsresiliensens tjeneste. Det gør os godt og livsstærke. Ikke overmenneskelige. Det naturlige er helt ud tilstrækkeligt. 

Reset-knappen er vinterbadningens kronjuvel, at føle sig genfødt, vakt til live og samtidig det at falde ned på jorden igen. Høj og groundet i én og samme Maggiterning. Som perler på en snor, der ofte følger i slipstrømmen på hinanden. Først sympatisk stress, så parasympatisk afstressning.

Men temperaturreguleringens betydning har altså sin dybere forklaring. At være vakt til live handler om vores overlevelsesmæssige baggrund, hvor vores kæmp eller flygt-system, også kaldet det sympatiske nervesystem, er det, der vækkes til live under vinterbadning, som et urgammelt biologisk overlevelsessystem. Hvilket mange nok også godt i dag er klar over. De der systemer vælter jo rundt til højre og venstre. Også hos mig, er jeg bange for.

Ved vi egentlig nok om sagen?

Vi ved i hvert fald, skriver Søberg, ikke helt hvorfor eller hvordan de menneskearter opstod for 200.000-300.000 år siden i det østlige Afrika, der danner stammen for “det moderne menneske”. Fossilfund tyder på, at vi opstod i varmen og vandrede ud i verden. Klimatiske forhold kan meget vel har været en af hovedårsagerne til udrydningen af de forskellige menneskearter.

Den store afkøling i forbindelse med “last glacial maximum” med udvidelsen af iskapperne for 27.000-19.000 år siden havde store betydninger for menneskelige befolkningsstørrelser og rækkevidde. Det var den koldeste del af istiden, som også har påvirket vores genetiske evolution og betød, at mange jæger-samlere uddøde, mens andre grupper af mennesker, bønder, kom til Europa og kom i berøring med hinanden.

Alle disse ind- og udvandringsmæssige menneskeforviklinger under “Den Frugtbare Halvmåne” og senere bronzealderen etc., med prægning fra blandt andet Yamnaya-folket fra de pontiske stepper i det nuværende Ukraine, har formet vores genetiske udstyr. 

Sikke dog en fascinerende historie, Susanna.

Temperaturadaptation er en hovednøgle

Vi udviklede en evne til at klare os under ekstreme temperaturer. Takket være kulturelle innovationer som huse, klæder, ild etc. har vi kunnet øge vores overlevelseschancer. Vores evolutionære historie vidner om, at klimaet altid har været foranderligt.

Hvorfor tilpasningsevnen kom til at stå meget centralt. 

Mennesker lærte at forholde sig til hurtigt omskiftende kulde-varmeforhold over ganske kort tid. Folk i den sene istid kunne blive udryddet på bare få generationer, og vi udviklede en evne til at tilpasse os akutte forandringer fra dag til nat, samt fra luft til vand.

Pointen, Susanna Søberg præsenterer os for, er at temperaturskifte og -udsving har formet vores genetiske udvikling på så grundlæggende et plan, over tusindvis af år, at det er et fundament i dag for vores sundhed, fysisk såvel som mentalt. 

Naturligvis er der andre faktorer end at kunne opretholde en kropstemperatur på 37 grader. Der er sociale forhold, intelligens, formering og andre parametre. Det, der afspejler vores overlevelsessucces set over denne lange historie, er imidlertid det, der er sundt for os som art.

Hinsides trendhejset.

Det har en moderne tilværelsesindretning i komfortabilitetens navn imidlertid været med til at ændre, med ikke uvæsentlige konsekvener til følge. Livsstil baseret på inaktivitet, livsstilsygdomme, depression etc. vokser i takt med levealderens generelle stigning – intet nyt under solen der. Såkaldte mis-match teorier adresserer dette. Vi har hørt det før, venligst stop før du går videre…

Vi har indrettet et samfund, hvor temperaturneutralitet er blevet målet, og vi frygter nu i stor stil fejlagtigt varme og kulde som en slags farlig stress som følge heraf. 

Forskning kan heldigvis fortælle os, at cellernes levetid øges med eksponering for termoregulering gennem termisk stress af kortvarig art. Du slipper for at skulle stå igennem en hel istid. Det er sikkert og sundt, om end der er undtagelser for mennesker, der lider af hjerteproblemer og ureguleret forhøjet blodtryk eksempelvis.

Genetisk loyalitet 

Det forekommer i det lys naivt at tro, at vi med en moderne lægevidenskabelig tilgang udelukkende kan rode bod på det faktum, at vi i hundredtusindvis af år har levet på “en primær måde”, opbygget vores genetik i tæt kontakt med naturen, på godt og ondt. At vi nu på kort tid skal tilpasse os helt andre miljømæssige forhold, sådan som den accelererende samfundsudvikling har fundet sted i lidt over 100 år. 

Genetikken kan ikke følge med, og det er det bærende argument, så vidt jeg kan se. Vi er ikke designet til at leve med konstant kalorieoverskud og neutrale temperaturforhold. Susanna forklarer, at det har medført stigninger i fremkomst af fedme, diabetes, depression, neurologiske lidelser, kræft etc. Disse livsstilslidelser fandtes stort set ikke for over 100 år siden, hvilket jo ikke er det samme som, at alt var fryd og gammen dengang. Not even close.

Men vi kæmpede med sult, vi frøs, svedte og fik ikke hjælp fra isolering, ventilation og andre indretningsmæssige forhold, der er skabt for at udjævne disse “ubehageligheder”. 

Måske skulle vi snusfornuftigt holde lidt fast i den kamps fysiologiske fundament, fremfor at blive endnu mere innovative og “neutraliserende” i vores nøglemageri. Udsving er godt, misforstået stabilitet knap så godt. 

Vi skal også minde os om, at termoregulering ikke er den eneste primære stressfaktor for vores organisme. Vi har i vores cocktail af både metabolske stressorer og kognitive stressorer eksempelvis følgende vi kan blive fortrolige med:

• Metabolske stressorer: 1) vejret (kulde og varme eksponering i form af termisk stress), 2) ernæring (faste), 3) bevægelse (styrke og udholdenhed). Alle disse kategorier bør være en del af vores pleje og omgang med krop og sind. Med fokus på at kalibere immunsystem, fysiske funktioner, energi og øvrige organsystemer. 
• Kognitive stressorer: 1) læreprocesser, 2) hukommelse, problemløsning, der handler om at vedligeholde hjernens plasticitet, og funktionsevne m.m. Det er højst tænkeligt, at bevægelse kan spille en stor rolle her, med især koordination som omdrejningspunkt. Dans, at spille på et musikinstrument, kataer i kampsport osv. Balsalen er stor her.

Jeg omtaler det en passant her i “high level format”, da det siger sig selv, at der er en hulens masse detaljer at dykke yderligere ned i. Evolutionært er alle disse stressorer værd at se nærmere på, og der hersker næppe megen tvivl om, at vores genetik er påvirkelig heraf på godt og ondt. 

Vi må altså huske at se på det med de “sunde stressorer” i et helhedslys. På den måde understøtter de hinanden til organismens samlede ve og vel. Amen.

Så vidt et supplerende cockpit intermezzo, der kom fluks ind fra højre. Uden helhed, famler delmagien en anelse, ikke sandt?

Evolutionært mod byder sig til

Susanna er ikke en gængs kvaksalver, der vil prakke noget “miracle whip” på os. Hun har været med til at finde genet for “den søde tand” og “alkoholtrang”, nærmere betegnet fibroblast growth factor 21. 

Hun gik i gang med at studere “kroppens radiator”, det brune fedt, der er kroppens sunde fedtvæv, som kan producere varme, når vi bliver kolde, og samtidig termostyret fra hjernen. Tak, fordi du gider, Susanna.

Det vigtige er her at forstå, at varme og kulde er “powerfulde stimuli” (ikke det samme som nogle andre mere tvivlsommme superstimuli, vi også må være opmærksomme på), der gør gavn for hele kroppen, inklusiv nervesystem, organer og organsystemer. 

Også uden at du først skal igennem en masse viden for at kunne tilgå det. Surfing, formel 1 og paragliding har barrierer, der ikke umiddelbart er på spil her. Det er nok snarere “det mellem ørerne”, vi skal have knækket. Frygt, fordomme, “geografiske (delvist berettiget, hvis du bor i midten af Jylland) hurdler” og dit og dat.

Faktisk er termisk stress, som blandingen af kulde(terapi) og varme(terapi) udgør, naturens bud på kontrastterapi, der med Susannas ord “kan være universelt forebyggende mod stress og nyere livsstilssygdomme” (ibid, s. 20.). Læg i øvrigt mærke til ordet “nyere”.

Igen tankevækkende i specialiseringens tidsalder. Hvor meget forsker vi i det kontra det modsatte? Og ikke mindst praktiserer?

Derfor bør (jeg undlader det moralsk anstødelige skal) vi interessere os for det, og derfor er det ikke en diffus lottokupon, bare fordi der kan være videnskabelige detaljer, der kalder på yderligere forskning. Det er helt fint at køre, mens vi asfalterer her, tænker jeg. Uden selvforherligelse, bevares.

Susannas pointe er på linje med den krukkede baronsse, Karen Blixen, at det kræver mod at overleve (eller courage, som baronessen nok ville sige på en manierede overjordiske facon). Derudover kunsten at elske og sansen for humor. Genbesøg evt. selv Blixens essay Mit livs mottoer.
Susannas grundpointe i egne ord:

“Det moderne menneske er evolutionært udviklet til at være nysgerrigt og modigt, men også forsigtigt og med trang til komfort. Alligevel ligger det givetvis i vores DNA at træde ud af vores komfortzone – før eller siden. Kun når vi gør det, kan vi flytte os, blive sundere, og sådan overlever vi længere”. (ibid, s. 21)

Bekvemmeligheden har det moderne samfund som ofte omtalt sørget for at tilvejebringe til al rigelighed, også med konsekvens for bevægelse etc. Og det har vi på mange måder også nydt godt af. Men før eller siden skal der et modtræk til, ikke af moraliserende grunde, men af artsmæssige årsager og hensyn. Vi har behov for det. Holdningskampe, politiske og demografiske agendaer, benspænd for sig – behov er behov, og det kan vi vælge at lytte mere til. Under coronaen lærte vi i Danmark “at rette ind i fællesskab”. Hurtigt.

Vi kan mere, end vi undertiden vælger at være opmærksommme på. Er det kun fad moraliseren?

Det er næppe bedrevidenhed eller spidsfindig moralfilosofi, baseret på en ny eksotisk ontologi, i mine øjne. Det er en livsforudsætning med pil opad, når vi vælger at adlyde den, eller er i stand til det. Og bevares, det kan være forvirrende med alle de mange sundhedsvalg, det forstås.

At gå med de fælles rødder er at træde loyalt i vore forfædres fodspor, uden at træde os selv for meget over tæerne, er min klare formodning. Desuagtet at vi må foretage mange tilpasninger i dag, da vi lever i et andet miljø. Og det er der, jeg ser relevansen af formidlingopskrivningen – altså af koblingsmulighederne mellem før og nu. At gøre “gabet” mindre. På mange fronter, der er forbundet og kan understøtte hinanden.

Tænk engang, kun sponsoreret af “moder jord herself”, det kan da ikke kaldes ryggesløst, vel? 

Spøg til side. 

Fra “uha uha” til homeostatisk hormese

Vi kan bestemt vende den anden kind til. Og sig “bvadr” eller ty til en variant af ” the ick”, lidt lige som når der er dybere evolutionære forhold på spil, der truer den søde forelskelses videreudvikling. Det er ikke alt der er lige nemt at forlige sig med, selvom det måtte fremstå ganske ligetil på klods hold. Men mon ikke vinterbadet og organismens funktionelle dynamikker er ligeglad med, hvad du har antipatier imod?

Eller at du væmmes ved alverdens irrationelle impulser, som jo ofte går mod sundhedsfornuftens ærinde. 

Det kan, hvad det kan, og det er måske ikke så lidt endda. Så pas på fordumsfuldheden. Eller at munkemissionere med 20 timers vinterbadning ugentligt i den anden grøft. For nu at skære en flygtig og eksotisk kontraststråmand. 

Storsmilende og internationalt ret så omtalte skamforsker Brené Brown minder i øvrigt om – i bogen Glæden ved at være uperfekt : slip perfektionismen, og accepter dig selv – at mod ikke nødvendigvis behøver heltemodighedsbetydningen, som idehistorisk nok har sine forklaringer og andre mellemregninger ned gennem århundrederne. Men i en hverdagslig forstand til dels handler om at stå op for sig selv. Og det gør vi allerede, når vi trodser vores frygtbarrierer – i denne kontekst, altså for kulden. 

Med bibelske undertoner bebuder Susanna. “Af stress er du kommet”. Hvilket kræver en uddybning. Det er ikke bibeleksegese, der køres i stilling, det er en indsigt i neurotransmittere, signaler der frigives i hjernen, når vi vinterbader. Disse usynlige sendebude, der kommunikerer til hele kroppen og får os op på dupperne, vækker koncentrationen og aktiverer hormese, en resiliensstyrkende proces i cellerne, som skaber basis for din modstandskraft som menneske. Eller bidrager til overordnet homeostase. Biologisk balance, populært sagt.

På linje med mange andre forhold, som eksempelvis balanceret celledeling og balancering af væksthormonerne, i et aldringsperspektiv (Cronwald, Cecilie. (2025). Mennesket længe leve. Weekendavisen, nr. 35, 29. august, Ideer, s. 4-5).

Videnskabelig status

Endnu ikke overbevist om at bekende dig til en form for “termalisme”? Okay, lad os se helt overordnet på sagen.

Professor på Insitut for Biomedicin Christian Aalkjær (som jeg Gud hjælpe mig har haft fornøjelse af at træne i tennis i mange år, og tak for indsatsen Christian) anfører i artiklen “Kuldechok: Vinterbadning bliver mere og mere udbredt“, at det ikke er muligt på sædvanlig vis at lave målinger med randomiseret dobbeltblindtest. Det kræver en stor gruppe af vinterbadere, der er fulgt over meget lang tid.

Selvom vi ikke med sikkerhed ved, om det er sundt (husk at viden ikke står stille, når du læser), så er vi ret sikre på, hvilke fysiologiske indvirkninger vinterbadning har på vores organisme, påpeger Christian Aalkjær. Det eksempliciferes med følgende eksempler:

• Blodtryksstigning, allerede ved forventning om kuldeeksponeringen. Sammentrækning af blodkar i ekstremiteterne, med transport af blod til kroppens centrum, for at holde kroppen varm og undgå den voldsomme afkøling. Det medfører en stigning i blodtryk, og hjertefrekvens, dvs. puls.
• Aktivering af det sympatiske nervesystem. Der frigives signalstoffer som adrenalin, noradrenalin og serotonin. Det er hormoner, der giver os den berømte “kick-følelse”, følelsen af at blive naturligt høj, den ikke-medikamentelle lykkerus.
• Ved længerevarende vinterbad over en hele sæson er der noget, der tyder på, at insulinfølsomheden stiger, dvs. man bliver mindre diabetisk, men langtidseffekterne er usikre.

Klart nok. Det er her, du selv skal ind og følge mere trop med forskningen, der blandt andet findes i videnskabelige databaser. For der er bestemt gang i bestræbelser på at naturalisere os ud af visse sundhedsmæssige suppedaser. Det skal blive spændende at se, hvor udviklingen peger hen. 

Og uanset hvad data vil vise i fremtiden, må vi ikke glemme de mange erfaringer og oplevelser, mennesker har. Der nærmer sig afhængighedsskabende karakter. 

Men gør det noget i så fald? Er det OK at blive høj på naturen?

Godartet narkomani med lykkefølelse

Journalist Jane Benarroch afslører for os den velkendte klassiker, under sit interview til artiklen “Lykkelig i Slushice” (Weekendavisen, nr. 07, 19. februar, 2021, Kultur, s. 3), og bebuder, at vinterbadet kan ses som en kilde til velvære, især hvad angår sindet. Det er en lykkefølelse, der har potentiale til at gøre os afhængige, og det synes at matche mange vinterbaderes oplevelse. 

Godartet narkomani. Næppe noget misbrugsproblem der. Men som Susanna Søberg anfører, er “Termalismen”, der trækker en lang historie bag sig, i dag mere og mere erstattet af wellness-kulturen, som lægger vægten på afslapning og ro. Og måske kræver det lidt oprustning at få sol og vind ligeligt fordelt. 

Der er intet i vejen med en direkte nedadregulerende form for velvære. Lad det være sagt med det samme. Især hvis der ikke er for megen røgelse og aura i spil.

Sundhedsmæssigt fortæller sagkundskaben os, at vi med vinterbadet har med en multiresistenskur eller en forebyggelsesbalsamering at gøre, som lægger en beskyttende hinde om livshelbreddet i vid forstand.

Heraf diskussionen om sundhedsfremme, hvor vi kan slå flere kegler med en bowlingkugle, uden at vi får en strike i et og alt. Som altid er sagen mere indviklet. Men en velsmagende lavthængende frugt er det tilsyneladende. 

Velvære og livsresiliens til fri afplukning.

De potentielt store gevinster?

Artiklen “Det kolde gys stresser kroppen – på en sund måde” (DR 28.01.2018) fremhæver chokket ved vandmødet, og der skrives heri om de potentielle effekter på sukkersyge (type 2 diabetes) og overvægt, hvor Susanna Søberg i øvrigt er interviewet.

• Selvom det ikke nødvendigvis er en sund stressrespons at få et kuldegys, er der på sigt måske stressreducerende effekter, der kan måles før og efter en vinterbadesæson. Mængden af oxidativt stress lader til at være mindre og mængden af antioxidater er højere igen. Og det taler for, at vinterbadning får kroppen til restituere og skabe balance. Igen det der med homøostase, som kroppen selv finder ud af. Vi har altså med selvregulering at gøre, hvilket er en hovedpointe, så vidt jeg kan se.
• Susanna Søberg omtaler, at vinterbadning møder forskningsmæssig interesse i forhold til især overvægt og type 2 diabetes. Der er målbare effekter på kroppens forbrænding af det brune fedt.

Meeen der er sørme mange ting, der influerer på det med overvægt, må jeg hellere huske at minde om. 

Intet er helt enkelt. Der er som bekendt mange andre forhold, der indvirker på forbrænding og vægttab, og se bare på Novo Nordisk og deres enorme fremtidsplaner, der antyder problemets massive internationale beskaffenhed. Det er åbenbart ikke så let at komme spækket til livs.

Men så er der så mange andre potentialer, vi kan tage fat på. Jeg går mere systematisk til værks i den tilhørende kropspraksis om vinterbadet med de forskellige potentialer og fysiologiske forhold, der er på spil, når vi vinterbader. 

Men hvad er egentlig min egen oplevelse med fænomenet? Ikke at den skal tillægges mere end godt er.

Min egen erfaring ud i vinterbadning

Kritikere kan se det onde i alt. Og jeg kan sagtens se dem slå på den forkætrede optimeringstromme og buldre derudaf med kritik af vinterbadning som overfladisk selviscensættende egoridt, der lover højkarats guld og olivengrønne skove. 

På “ekstremfronten” er der issvømning, retreats, gåture og hiking i bjerge på Wim Hof manér, hvor der kan skrues op og ned for det kommercielle. Men så længe vi ikke taber den basale hengivelse til en naturkraft af syne, er jeg ikke så bekymret for vinterbadningens lyksageligheder og at nogen samtidig slår mønt heraf. 

Jeg ser vinterbadning som en nøgen hengivelse, at give sig hen til elementerne, naturens kræfter for en kort og meget opvækkende stund. Et helligt ritual, på hverdagslivets præmisser, uden løfte om andet end at blive vakt til live på ny. En anden og kraftfuld form for havkalibering, end de meditative slendreture langs strandbredden. 

I sin elementære form er det en jomfruelig begivenhed at gå ud og lade sig nedsænke i et hav fra en badebro, en strandkant, en ferskvandssø som Silkeborg Søerne, eller anden naturkilde. Hertil kommer så de mange muligheder i svømmehaller, på wellnessresorts og i privat regi, hvor man kan købe sig til et dyp i forskellige kuldekar.

Ikke alle steder har samme magiske kulissesvøbende bibetydning. Jeg foretrækker det råt og enkelt, uden for meget gear, luffer, neofrensko og alt det andet, vi kan supplere med.

For mig er det en ydmyggørende og selvbekræftende handling at vinterbade. Jeg bliver eksistentielt vakt. En aktivering af min fysiologi, eller rettere en totalaktivering af alt fra nerve- til immunsystem, mere end end en præstationsfremmende restitutionsaktivitet, der skal optimere mit fysiske potentiale og udgøre en grænseoverskridende selvtillidsbooster. Om end jeg som bevægelsespraktiker også har blik for disse virkninger og især parløbet med vejrtrækning og meditation.

Jeg ser i vinterbadet også en beslægtet følgesvend i rysteteknikken.

Mest er jeg til lykkerusen, det lille “buzz” i hjernen, der indfinder sig, når jeg tørrer mig i morgensolen, og nyder følelsen af at være i live på en fuldkommen transformativ, (undertiden) grænseoverskridende og genfødende vis. Jeg ryster, men er varm om hjertet samtidig. Medfølende, åben og modtagelig overfor andre. Det er en form for ugentlig dåb, der ikke har nogen religiøs betydning for mig, men den sætter mit liv i perspektiv, og giver mig kontakt til hele mit væsen, til naturen, til naturlighedens kilde.

Smilet er ofte med vinterbaderne, der har let til latter og spreder positive vibrationer efter mødet med bølgen blå. De sociale efterdønninger er til at få øje på. Jeg bader næsten altid med min “co-driver” Jakob. Vi løser verdenssituationen med en kop te i bilen og nogle gange tier vi stille, fordi vi er sat på plads af elementerne. 

Andre beretter om, at der opstår netværk, kærestepar og ægteskaber, så det kan åbenbart føre til lidt af hvert.

Nogle morgener eller dage er mere motivationelt krævende end andre. Vejret spiller en stor rolle for oplevelsen, men effekten er altid med mig, og jeg omsluttes altid af en naturlig træthed efterfølgende, når jeg vender hjem. 

Jeg kombinerer vinterbadning med saunabesøg, da jeg er medlem i en vinterbadeklub, men nyder også kolde dyp, rundt omkring, når jeg er på udflugt. Begge dele kan noget helt særligt.

For mig er det essentielt set en helhedsorienteret livspraksis, for krop og sind, der er med mig hele livet, og som med alderen nok vil stige i frekvens af mange grunde.

Jeg holder det på et fortløbende, uhøjtideligt plan i tilpas afstand til ekstremistflørteri. Men leger altid på dagen med, hvor stor eksponering mit nervesystem er beredt til. Det må aldrig være en pinsel. Det må gerne være udfordrende, og det skal ikke være farligt. Det skal gerne være lige tilpas, så det gør det, det skal. Bringer mig i sync, og kalibrerer mit hele væsen.

Vinterbadning er en praksis, jeg dyrker med respekt, for risikoen for overdrev er til stede. Hensynet til livssituation, humør, overskud og grundform skal altid med på råd.

Jeg havbader hele året. Men vinterbadet holder også de mørkere sindsstemninger lidt fra døren og gør, at jeg aldrig falder helt ud af kurs. Opvakthed og selvkontakt er gevinsten, på linje med hvad jeg skriver om berøring i form af velværemassage, som jeg i øvrigt mistænker for at være komplet misforstået som fænomen af en skyllende wellnessbølge, der undertiden fjener fokus fra essensen.

Mit “værdidefensorat” for vinterbadning

Det lyder sgu så militant, Jesper. Sorry.

Vinterbadet er et naturligt og “tangibelt” menneskeboost, når vi ihukommer kroppens transformative potentiale gennem termisk regulering. Og samtidig en gigantisk sundhedsfremmer, der godt kan stå selv, uanset “science says” eller “gus cirkusset”. Erfaringen er stor nok her, meeen jeg hilser flere nørdede fysiologiske detaljer velkommen i samme åndedrag. Så det…

Det skal først og fremmest erfares gennem regelmæssig praksis, hvor du oplever forandringerne på egen krop. Det er for mig også antistress, bedre blodgennemstrømning, styrkelse af immunforsvar og nervesystem. Det føles som umiddelbar pronto hjernemedicin og alt muligt andet godt til mine organer, jeg ikke har forstand på. Og måske også lidt brunt fedtforbrænding, som jeg kan konstatere, at mange går (lidt for meget?) op i.

Det kan nydes i fulde drag, og det er noget du kan lære uden at stå i nævneværdig mesterlære. At gøre det uden at elske det, er dog næppe det samme. Du bør overveje det holistiske perspektiv, ikke kun at overkomme frygt, navlepillende hacks for at undgå din DOMS (Delayed Onset Muscle Soreness) eller andre ting.

Gå efter en dosis livsberuselse, der rammer grundvolden og dit indre grundfjeld. Det er ikke evig lykke og transcendental åbenbaring. Det er midlertidig selvomsorg af fineste kaliber. Minus udslippet af benzin, hvis du bader i en bådhavn. Forurening er en paradoksal faktor, og mange vinterbaderklubber har faktisk ikke rent vand at tilbyde, har jeg vistnok læst et sted, jeg umiddelbart har glemt.

Det handler ikke kun om den optimale dosis på xyz. Det handler om at være i stand til at mærke livets inderside og lade sig “gribe” af store ord som ærefrygt, fredsommelighed, mod, selvovervindelse, taknemmelighed og ydmyghed.

Det forholder sig imidertid sådan, at dette ikke er nok for alle sjæle. Så derfor tager vi lige et smugkig på den åbenlyse overbygning på det klassiske vinterdyp.

Overbygninger for vovehalse 

I føromtalte artikel “Lykkelig i slushice” tegnes et billede af en disciplin, issvømning, der er forbundet med både vinterbadning og open water swimming. Altså havsvømning på regulært dansk. Den milde variant uden is, havsvømning, har jeg selv på fremtidsradaren. Lad os derfor tegne et spædt og hurtigt portræt af den også.

Vi har en meget rolig og nedsænkende introspektiv side af havbadningen, hvor man pjasker rundt omkring badebroen i sommerhalvåret og “badesvømmer” med lidt tag frem og tilbage. Og så har vi den grænseflyttende aktive del, hvor der svømmes distancer fra A til B i åbent vand.

Den sidste kan indlysende ses som en overbygning, nogen finder attraktiv i udholdenheds- og regulær svømmehenseende. Om end faremomentet er større, og man skal vide mere om, hvad man begiver sig ud i. Det er ikke sådan at trække i land, hvis man er halvvejs på vej mod Helgenæs og ikke har en indpisker og et godt team til at redde ærterne ud, som Diana Nyad har i filmen NYAD:

Man skal have hovedet med her, det er ikke dumdristighed og naiv enduranceiver, der skal guide dig alene.

Issvømning, eller vintersvømning, er en vildere disciplin, defineret ved at man svømmer i vand på maksimalt 5 grader. Her klamrer man sig ikke til trappen. Men er snarere en isbryder, eller skal have brudt isen i hvert fald, for at kunne boltre sig. Der findes, ifølge førnævnte artikel “Lykkelig i slushice”, stævner heri under forbund som IWSA og IISA, og verdens- såvel som nationale mesterskaber. Vi har distancer fra 25 meter til op til eksempelvis 400 meter. 

Der findes for de endnu mere grænsesøgende en såkaldt Ice mile, bestående af 1600 meters issvømning i regulært badetøj. I den såkaldte Open Water svømmedisciplin er der meget længere distancer, og her er det populært at svømme fra kyst til kyst og sætte rekorder om at krydse kanaler og hvad ved jeg. Det forekommer at være et godt afsæt inden man dyrker disciplinen i koldere vand. 

Læs mere om vintersvømning på Wikipedia, hvor du også kan læse om forskellige traditioner, og dermed lære om forskellige indgange til denne aktivitet.

Jeg leger selv med tanken om at begynde at svømme i åbent hav. Beskeden distance og ikke med en masse geografiske ambitioner. I sommerhalvåret, forstås. Har endda allerede fået et tip til en gruppe i vinterbadeklubben. Men er ikke kommet længere end til at have fået et par neoprensokker i gave af min kæreste. Er det pivskideri, der holder dig tilbage, Jesper? Næppe, nøl er nok et bedre bud.

Gear og indsigt til vinterens issvømning

Udstyrssiden følger formålene, formoder jeg. På lange distancer ifører man sig ofte heldragter i neopren, så kroppen kan holdes varm. Der kan være flere mellemregninger i forhold til, hvilke dragter man benytter hvornår. Nogle sværger også her til purisme, og så hedder det “speedos only” i jargonen. Andet udstyr som handsker, briller, sokker og badehætter er alle med til at kunne beskytte huden. Årstid og temperatur ser ud til at afgøre valgene. Men ellers er man good to go.

Der kan være noget med huden og indsmøring, man også skal se på, da man kan blive opløst af at være længe i vand. 

Så er der noget med vind og vejr, man må sætte sig ind i, strømforhold og afstande til lands etc. Det er næppe det rigtige bare selv at “gå i solokajakmode” og svømme fra Samsø til Anholt som det første. Jeg tænker, at en tur langs en strandbred, tæt på kysten, kunne være et sted at starte for de fleste. Og nok ikke under en orkan eller en heftig fralandsvind. 

I den romantiske udlægning vil mange måske gerne ud med havblikket, men der kan med erfaring sikkert være en vis charme i at “wrestle lidt med bølger og elementer” ditto, under de rette afmålte forhold.

I issvømning er minimum handsker og neoprensokker sikkert et must, da ekstremiteterne, som ligger længst fra hjertet, bliver hurtigt og kraftigst afkølet. Det kan være forskellen mellem at kunne svømme 150 meter i vandet under frysepunktet og længere. Men heldragter af neopren er her meget godt givet ud. 

Det kan åbenbart afhænge af, hvor vild en oplevelse, man søger. Men hvis man vil være i vandet i længere tid, mere end et par hundrede meter, anfører artiklen, skal man beskytte kroppen med det rette udstyr. Nakke, ansigt, hænder og fødder skal beskyttes og holdes varme til længere distancer.

Vi snakker både badehætte og “frømandshue” i kombination i nogle tilfælde. I issvømning er sådant gear ikke “snyd”, som det kan opfattes i almindelig vinterbadning. Æææh, alle de “uskrevne” regler altså.

Med dragt, anføres det i artiklen, kan man forvente at komme op på ca. 30 minutters ophold i vand under frysepunktet. Nogle kan svømme flere kilometer, bare vandet er 3-4 grader. Så temperatur og distance lader til at være intimt forbundet. Udover længere tids tilvænning.

Nogle vil gerne mærke “suset” fra det kolde vand i almindelig vinterbadning. Og de kan passende svømme i almindeligt badetøj. Det er umiddelbart et kort “rush” og endorfinrus, der med træning dog kan skaleres op til flere hundrede meter etc. Andre vil sætte mål. Og her er Den Engelske Kanal jo en klassiker. Og alle mulige andre skøre påhit. 3 gange rundt om Ærø eller hvad ved jeg.  

Husk også en havtaske, skulle uheldet være ude. Det er en oppustelig svømmebøje (engelsk tow float), der er fasttøjret til svømmeren, så denne er synlig og samtidig sikrer opdrift. En fordel hvis du gerne vil undgå at blive nedsejlet af alskens vandtrafik.

Nu har du lidt overvejelser at tage afsæt i og fået præsenteret nogle muligheder for at engagere dig i kuldens skær. Resten er op til dig.

Vil du have mere praktiske tips til vinterbadning, er den tilstøende kropspraksis til for det samme.

Må kuldens ro sænke sig over dit nedkølede legeme.