Om behandlingsfix, cykelreparation, nytårsfor(t)sæt og livsbevægelse

Todd Hargrove har på anekdotisk og let illustrerende vis fremført nogle tanker om behandling og samarbejde i sit indlæg The Bike Parabel.

Det har vakt min nysgerrighed, og inspireret mig til at reflektere lidt over budskaberne i denne cykelparabel. Hargrove bruger parablen til at iscenesætte nogle dilemmaer i forhold til behandling og bygger en diskret bro til adgangen til bevægelse. Jeg viderefører med egne ord hans pointer og tillægger egne synspunkter, idet jeg gerne vil præcisere problemstillingens aktualitet.

Endelig spinder jeg selv lidt videre på bevægelsesperspektivet i anledning af det nye år. Blot et lille nedslag, et kortere intermezzo.

Tag også et kig på mine indlæg om heuristikker, der flugter hermed.

Baggrundstanker for behandling og bevægelse

Det er altid risky business at udtale sig skråsikkert om tendenser og samtidsdiagnoser, da disse ikke er helt uskyldige ord. Og jeg påberåber mig således heller ingen autoritativ synsvinkel, hvad det angår.

Jeg er ikke tendensernes Nostradamus eller statistikkens ubønhørlige revisor, men immervæk interesseret i at forstå mit virke og skabe gode klientrelationer samt bevægelses- og behandlingstiltag.

Jeg sporer, ud fra egne erfaringer med klientarbejde, egne bevægelseserfaringer, uddannelse som movement instructor osv., måske alligevel nogle træk/mønstre, jeg tænker kunne være værdifulde at få italesat. Hvor subjektive, fornemmelsesbaserede og diffuse de end må være. Lokale, tilfældige eller marginale.

I nogle af mine hidtidige indlæg kredser jeg overordnet om tidens turbulens, de mange distraktioner og forstyrrelser, endvidere de mange tyranniserende valgmuligheder, vi som mennesker kan forledes af, forføres til at slutte op om osv. Individet kan nemt ledes på vildveje – og derfor kunne udsigten efter mere autentiske, mere naturlige, bæredygtige og måske også mindre forbrugsrettede stier være værd at besigtige oftere. Her tænker jeg både i forhold til behandling og i forhold til bevægelse.

Ikke med det formål at vi fanatisk skal vælge én vej og ignorere de mange andre stier, biveje, blindgyder, alleer og sidegader, tilværelsen også rummer. Men måske kunne selvansvarlige og mere “organiske tilgange” opprioriteres mere for mange menneskers vedkommende?

Hvad bør jeg vælge at satse på?

Hvad skal individet vælge at “satse” på i relation til behandling og bevægelse, og i videre forstand livsførelse i disse forførelsestunge overflodstider?

Hvis du i livet kun i gennemsnit har 4000 uger at disponere over, bliver spørgsmålet om prioritering, i forhold til arbejdsliv, bevægelsens vilkår, valg af livsvaner, behandling, bevægelse, børnefødselsdage, flyrejser og partner(e), pludselig en overvældende affære hos mange. Andre navigerer dog sikkert fint i dette kaos. Vi er alle forskellige.

Nogle har en nuanceret balance i forhold til, hvor asketisk deres livsførelse bør være, og hvor mange kropspraksisser, de ønsker at inkludere, samt hvordan. Andre surfer forvirrede og forvildede rundt i bevægelsesjunglen efter nye “quick fixes” og flade maver på en formiddag. Mange behandlingsshopper, kæmper i tiltagende desperation på 2., 3. og 12. år for at blive smerter kvit osv. osv. Der er mange forskelle i de vilkår, vi hver især må navigere under. Det både respekterer jeg og forstår at tage med i betragtning.

Tillad mig lidt omveje før vi kommer til æblets “kernehus” og de hurtige manøvrers håbefuldhed.

Et forebyggende perspektiv er ikke livsbenægtende

Jeg er en varm fortaler for forebyggende livsadfærd. Jeg taler om livsforebyggelsen, selvom det kan lyde som en oplagt selvmodsigelse. Livet har vel en finalitet, og vi kan i sidste instans ikke forebygge, at vi skal herfra en dag. Enig. Men lad os ikke dvæle unødigt ved semantiske petitesser.

Til trods for de mange håbefulde optimeringsforhåbninger, vi har i forhold til moderne medicin og dens fusion med bioteknologi, kunstig intelligens og de mange livsunderstøttende “longevity” greb, der stilles i udsigt, er vi døende væsner. Væsner der skal komme overens med livet, hvilket også kan være smukt og meningsfuldt, selvom døden måske stadig fremstår som et tabu.

Det levede liv kan gøre, at du ender med at se anderledes på det. Forudsat at der leves på en ansvarlig måde.

Per Schultz Jørgensen med en kærlig ansvarsappel

Hvad angår det levede livs alvor, har nu afdøde professor Per Schultz Jørgensen en række tankevækkende og betydningsfulde betragtninger. Disse kan du høre om i en samtale med Svend Brinkmann (Brinkmanns Briks – “Pers sidste ord”, 04.01.2023). 

Per Schultz Jørgensen får det kogt ned til sidst i udsendelsen. Det hele hænger sammen. Vi er ikke kun individuelle og sensitive væsener, der skal kredse om os selv, men er omvendt nødt til at erkende og forstå vores sårbarhed. Vi er sociale væsner, der skal finde os til rette iblandt hinanden, med ansvar og struktur i hverdagen og den store overrumplende verden. Vi skal have fat i en ikke-moraliserende fortælling om os i fællesskab. Vi skal forstå vigtigheden af, at vi betyder noget for nogen og for andre. Ingen skal negligeres.

Individ og samfund skal finde sig mere tilrette med hinanden, hvilket noget tyder på, at vi har vores hyr med for indeværende, når der skues ud i samfundslandskabet. Rune Lykkebergs Langsomme samtaler kunne være et enkelt fikspunkt, af mere konkret karakter end mine luftige antydninger.

Samtidig hermed bør individet vejre morgenluft på egen hånd også. Det større livsperspektiv, de mange sociale forpligtelser og al samfundsansvarligheds fællesbyrde udelukker vel ikke, at vi som individer også kan agere og tænke mere forebyggende, mens vi lever?

Sundhedslede, overdrev eller plads til eftertanke?

Måske træder jeg nogen over tæerne, men det er mit indtryk, at der hersker en betragtelig sundhedslede rundt omkring. Ikke hos alle, men nok alligevel en tendens, der givetvis har flere årsager. 

Som jeg omtaler i andre blogindlæg, lever vi faktisk ikke så sundt endda som befolkning betragtning. Ikke hvis vi medregner, hvad vi bevægelsesmæssigt er skabt til og vores levevis, præget som den er af komfort og mangel på bevægelse. Jeg sætter endda lidt tal på miserén.

Fairness først og fremmest. Der er flere “tendenser”, og der sker givetvis også mange konstruktive ting på tværs af landsdele og landegrænser. Men “masserne” hænger i sumpens dynd, hvilket en artikel i Weekendavisen i hvert fald konkluderer her ved indgangen til det nye år:

“Langt over halvdelen af den danske befolkning opfylder ikke WHOs minimumsanbefaling til ugentlig aktivitet på 150 minutter, og The Lancet kunne for nylig konstatere, at “siden 2001 har der ikke været nogen forbedring i fysisk aktivitet globalt set”. Det på trods af, at der er hele syv ekstra leveår at hente for de aktive i forhold til de inaktive. Syv år.” (“30 sekunder i helvede”. Weekendavisen, nr. 01, 06.01.2023. Citeret 15.01.2023)

Bevares. Sundheden kan tage overhånd, som eksempelvis professor Bente Klarlund Pedersen og præst Mikkel Wold skriver om i bogen Krop og ånd – og meningen med livet : samtaler om sport og spiritualitet, og som filosof Anders Fogh Jensen eksempelvis markerede i DR2s udsendelse På den anden side, tilbage i 2012:

Tak som byder. Lad os søge de gode balancer, uanset om vi snakker behandling eller bevægelse. Men aktuelt halvdelen af befolkningen versus klassiske og ofte fremførte, legitime indvendinger om “overdreven sundhed”? Er det ikke bare en anelse paradoksalt? Og det var som sagt i forhold til minimumsanbefalingerne, hvad angår motion. Sundheden vedrører naturligvis også andre aspekter, som også drøftes i udsendelsen, hvor optimeringsbekymringen omtaltes hos filosoffen.

Misforståelser mellem det gode og det sunde liv

Der er formodentlig flere misforståelser på færde, statistisk usikkerhed og nuancer iberegnet. Der skelnes hos nogen givetvis i motivationel forstand mellem det gode og det sunde liv, som jeg også kort drøfter på siden motivation indblik og indsigt. Og denne sondring er måske endnu mere væsentlig at få med i ligningen. Misforstår vi det ene på det andets bekostning?

Jeg tænker, det er op til den enkelte at finde sig til rette i tilværelsen og arbejde for at realisere det gode liv. I socialt samspil med sine medmennesker, som Schultz Jørgensen netop har accentueret betydningen af. Men formen kan antage mange former. Det er ikke én kageform til én stor kage. Sundhed er ikke en modsætning til det gode liv. Det behøver heller ikke være et ulideligt byrdefuldt åg, en pestilens, den enkelte skal piskes med, som var der tale om et aflagt fastelavnsris.

Sundhed i elementær forstand. Lad os starte drøftelserne der. Det er jo stadigvæk aktuelt, for manges vedkommende. At få styr på basis i forhold til bevægelse, og andre livspraksisser.

Der er mange veje til det gode liv og måder at udfolde det på. Vi er ikke pr automatik sundhedsfanatikere, blot fordi vi påpeger selvansvarlighedens principper og sundhedsfremme. Det er en erkendelse, jeg ikke er i tvivl om personligt, efter mange spændende samtaler og oplevelser, jeg har haft med klienter de sidste par år.

Det er heller ikke et forsøg på at udskamme mine medmennesker, snarere tværtimod. Jeg vil kun række ud. Og gerne blive bedre hertil. 

At leve godt og sundt kan kædes sammen på både fascinerende, meningsfulde og sjove måder. Det behøver ikke være alvorstungt og andægtigt alt sammen. Men en barriere kan passende være det forhold, mange har til behandling. 

Et godt forhold til behandling

Nogle gange har vi brug for behandling, det er svært at forebygge sig til alt. Livet rummer også ulykker, skader og manglende selvindsigt og viden.

Her kommer Todd Hargroves parabel om cykelmekanik, behandling og bevægelse ind i billedet.

Hargrove er behandler og bevægelsesterapeut. Han ville gerne fikse sin datters cykel. Det var han imidlertid ikke så ferm til, han var ikke fagligt kompetent. No problem, fuld respekt for selverkendelse. Derfor gik Hargrove til en cykelmekaniker, der på 5 minutter så, hvad han ikke selv formåede at få øje på. Vupti. Cyklen var fikset.

Ville det ikke være “nice”, om vi alle som behandlere kunne foretage disse magiske sonderinger af den enkeltes krop og organisme, stille en skarp diagnose og fikse problemet – på stedet. BANG?:

“Wouldn’t it be amazing if I could examine the painful area, do a few assessments, then say “aha I see the cause of the problem – it’s this tight hamstring.” Or maybe: “your L5 vertebrae is out.” And then I could lengthen some fascia here, reposition some joints there, and then completely fix the problem within minutes.” (Hargrove, Todd (2022). The Bike Parabel, citeret 15.01.2023)

Hargrove tillader sig at pointere, at der faktisk er ikke så få terapeuter, hvor nogle alene på YouTube har millioner af følgere, som påstår, at det netop er hvad de kan. 

Hovedpointen i forhold til behandling – din krop er ikke en cykel

Jeg vil prøve at fatte mig i korthed her i min opsummering og eftertænkning på Hargroves parabel.

Mine tanker falder derfor som sporadiske nedslag. I praksis er der materiale til nok så alenlange samtaler, da vi har med indviklede emner at gøre. Jeg prøver at forenkle, og beklager, hvis nuancerne går fløjten.

En krop er ikke en cykel. Pointe: Den menneskelige krop er et fysiologisk og anatomisk mirakel, der er afsindigt komplekst og genialt indrettet. Ingen AI revolution kommer på omgangshøjde med kroppens kompleksitet – lige foreløbig i hvert fald. Kroppen bør efter min mening behandles som en organisme, der skal have tid og plads til at heles, komme i homeostase, udvikle sig og blomstre i hvad end form, der nu kan blive tale om. Man kan naturligvis diskutere, om vi nogensinde er i fuldkommen biologisk balance.

Kroppen er ikke en cykel, da en cykel kun består af mekaniske dele, og kun så mange af slagsen. I kroppen har vi med millioner af celler at gøre, ubegribelige, sindrige, organiske processer imellem alle kroppens mange organer. Et kompleks samspil, vi langt fra kender alle forhold om. Selvom vi ved meget om de enkelte organsystemer, sygdomme m.m.

Når vi fejler noget, der griber ind i mange processer i kroppen og desforuden kan tillægge en forståelse af smerters biopsykosociale natur, så er det at gå til behandling ikke det samme som at gå til mekaniker:

“At some point I appreciated that human bodies are very different from machines, and that we shouldn’t expect to fix them the way a mechanic fixes a bike. The good news is that human bodies are amazingly adaptive, and therefore they can learn and heal. Adaptation is unpredictable, individual, and often painfully slow. Therapists can never really take control of that process, but they can facilitate it, speed it up, or make sure it doesn’t get stuck in a rut”. (Hargrove, Todd (2022). The Bike Parabel, citeret 15.01.2023)

At håbe er godt – at facilitere ansvar er bedre

Da en behandler i sagens natur ikke kan kontrollere processen, kan et kompromis i forståelse, såvel som handling, gå på at behandler faciliterer og evt. speeder visse processer op, hjælper med at tingene ikke stagnerer, ifølge Todd Hargrove.

Men nogle gange er det faktisk ikke helt lige til. Nogle gange er individet kommet mere end en enkelt postgang for sent i gang med at tage visser former for ansvar. Har ikke været sit ansvar modent, ikke været bevidst om sit ansvar eller keret sig om sit ansvar. Vi er vel også kun mennesker, ikke alvidende orakler. 

Og det gør spørgsmålet om motivation endnu mere presserende, er min tanke. Og (ud)dannelse i bevægelse.

Derfor tror jeg, at de mange “quick fix” drømme vedstår. De desperate håber mest, selvom de forsikrer noget andet i telefonen. Inderst inde lever håbet nok – og det kommer ofte frem i klinikken. Smerte er en ond læremester. Det kender de fleste nok, når Fanden for alvor er løs i Laksegade. Og samme håb nærer “behandlingsshoppere” med kroniske tilstande. Tilstande, der heller ikke er til at slippe af med.

Undskyld sprogbrugen med shoppingsammenligning. Men om man skal lægge pengene i mange lommer eller at søge et dybere samarbejde, er nok ikke helt ligegyldigt, hvis vi skal se kvalitativt på chancerne for gunstige udfald i flere cases. Der kan være mange grunde til de mange svingdørsengagementer rundt omkring i behandlingslandskabet. Det er jeg hverken blind for eller principielt modstander af. Tvivlsomme såvel som velbegrundede. 

Ting tager nogle gange mere tid end forventet

Og det er her, “clashes” evt. kan opstå. Mellem virkelighed og drøm. Med skuffelse og frustration som udgang for principielt alle parters vedkommende. Det gælder både i den offentlige og private sektor. Lad der, presset herpå til trods, være plads til eftertanke.

Jeg tænker, at hvad fixes kan, det er da kun rart og efterstræbelsesværdigt – også i lyset af, at noget ikke tager en bondegård af dine 4000 uger. Men mon ikke vi agerer i småtingsafdelingen her?

Kan du få en perfekt kropsholdning, lære at spille som Elton John på 3 uger eller fixe dine kroniske lændesmerter ved et lille fif, så er det jo aldeles fremragende. Men mon ikke også noget, der i langt hovedpartens tilfælde er for godt til at være sandt. Undtagelser der bekræfter reglen. Nemlig at ting og tilpasning til et bedre liv tager tid, som Hargrove pointerer i citatet ovenfor.

Kroppens mesterskab er en proces, såvel som det at blive mere eller mindre smertefri og få et “godt liv” kan være en rejse med ikke så få krumspring undervejs.

Gå med de gode erfaringer og vælg de rette hylder

Smerter er i øvrigt en del af livet. De kan komme og gå hele livet, uden at det er unaturligt eller problematisk i stor stil. Men det er en snak med rigtig mange nuancer. Jo mere presserende ting er, jo mere håbefuldhed følger der nok med.

Men et øget klientbehov øger ikke med selvfølgelighed behandlerkompetencen eller mindsker den fysiologiske og anatomiske og biopsykosociale kompleksitet. Eksperters rækkevidde er ikke altomfavnende. Men nogen er naturligvis bedre til nogle ting end andre. Og det er vigtigt at pointere og vel helt naturligt, folks fagligheder taget i betragtning.

Jeg er for eksempel fortaler for berøring og de mere livsharmoniserende sider samt proprioceptive aspekter af massage. Det får antageligt al for lidt opmærksomhed, til trods for hvor fundamentale de er.

Det skriver jeg en del om på bloggen, med henvisning til forskning såvel som hverdagens virkelighedseksempler. Og pointen, Jesper?

Ja, jo, at det er værd at reflektere over. I valget af behandler og behandlingsmetoder. Rette greb til rette forhold. Gå med den erfaring, der trods er med massage (i de tilfælde, hvor det er meningsfuldt). Til trods for de mange forskningsresultater, der også har med smertelindring at gøre, og som viser mange interessante ting og resultater. 

Jeg har aldrig mødt en utilfreds klient, der selv var meget bevidst i sit valg af en times velværemassage, og af de grunde, der nu end var. Hvad enten disse var psykisk betingede eller blot udtryk for behov for afslapning, berøring og velvære. Tankevækkende. Al respekt for andre ting, der er på spil ved massage, og som jeg også beskæftiger mig samvittighedsfuldt med.

Jeg prøver at trænge igennem fordomme her. At række ud. At målrette en “kronjuvel”, jeg nok sætter højere end mange andre, blandt andet fordi det moderne liv kan bringe os ud af balance.

Massage kan i særdeleshed noget med humør, følelser, psyke og livsbalance m.m. Gå med den indsigt. Men tro ikke at du kan rejse dig op og gå ud i solnedgangen, som Jesus svævende på vandoverfladen. Mindre kan bestemt også gøre det. Du er ikke i tvivl om effekten. Men den dybe balance er en proces.

Jo mere ude af balance du er, jo mere proces. Sådan er det nok. Desværre. 

Jagten på alternativet til jagten efter andres hjælp?

Jeg må i det herrens år 2023 altså slukøret melde ud, at jeg ikke synger med i mirakelkoret. Men hvad kan jeg så byde ind med, udover hvad jeg lige har præciseret?

Hvad med søgende indsigt i nødvendigheden og appel og guidning til selvansvarlighed, samt et helikopterblik, der tilstræber at have både samfundssyn, samtid og forhistorie med i betragtningen?

De mange quick fixes virker på nogen i nogle tilfælde. Let’s be honest here folks. Men langtfra alle. Det fører, ifølge Hargrove i sin cykelparabel til, at han skuffet har måttet tillære sig stadigt mere komplekse behandlingsmetoder, og endnu flere, og endnu flere, og… i jagten på at hele sine klienter. En skrue uden ende, forstås.

En “tendens”, når vi snakker avancerede behandlingsteknikker og -metoder, hvor der sjovt nok er mange guruer og ego-drevne trademarks på spil. En tendens, som Paul Ingraham fra PainScience har kritiske bemærkninger med på vejen om i sin kommentar til de såkaldte “Modality Empires” og andre tekster om kvaksalveri. Og han er næppe den eneste.

Bliver alt bedre af at det ser mere komplekst ud, hvad er værdien af enkle greb? Der er nok at tage fat på i den debat.

Vær ærlig

Det gode faciliterende klientsamarbejde er i øvrigt lidt tricky, og ikke alles kop te. Af grunde Hargrove har følgende præciserende bemærkning om:

“This is obvious to many therapists, but for others it is a painful realization, so they avoid it. It kills the dream of finding a magic bullet for pain, and takes a bite out of the ego too.” (Hargrove, Todd (2022). The Bike Parabel, citeret 15.01.2023)

Ups. Ego-tab eller ydmyghed eller “at pifte luften” ud af de mange “fixe luftkasteller” for at blive i cykelmetaforikkens aktuelle eksempel her. Det er åbenbart for speget en affære for nogen. Men ikke for mig.

Kort om forventningsspiralen ved behandling

Misforstå mig ikke, jeg har hjulpet mange med mindre skavanker på én eller få behandlinger, andre med gode resultater på fire målrettede behandlinger med “hjemmeopgaver med bevægelse”, der samvittighedsfuldt blev fulgt op på. Andre er gået skuffet herfra, og i (forhåbentligt de færreste tilfælde) indigneret resignation over, at deres desperation ikke blev indfriet. Nogle har måske bare tænkt, nå pyt, jeg prøver noget andet… Min krop er jo trods alt ikke en cykel. 

Det har alle behandlere højest sandsynligt erfaret. Men de fleste/nogle vil måske helst tale om deres meritter, sejre og helteberetninger? Der er vel markedsføring, renommé og troværdighed på spil ikke sandt?

Jeg skriver derfor mere dybdegående om det med forventningerne og afstemningen i indlægget Hvor kraftfuld bør massage være?. For det er på den ene side ikke helt så lige til med den der troværdighed og kunsten at etablere “quick fixet”, når vi snakker smerter, der “løber over”, eller “hænger ved”. På den anden side er det nok muligt, i de fleste tilfælde, eller i det mindste i teorien, at skabe et realistisk samspil og en fælles erkendelse på det foreliggende grundlag – alt iberegnet.

En forening af det “passive” og aktive

Hargrove kommer imidlertid også til samme konklusion som jeg. Lad behandling og selvansvarlighed – autonomi – smelte sammen, eller indgå i en spiralbevægelse, der kan vokse i eksempelvis bevægelsens favør over tid. Og dermed facilitere mere bevægelsesfrihed og færre livsbegrænsninger.

Mange mennesker kan lære at bevæge sig – ikke ud af smerter – men igennem og faktisk også med smerter, ikke mindst i smerters genkommende perspektiv.

Allright. Sidste del af parablen fører mig over i mine afsluttende refleksioner over tidens bevægelsesforståelse – eller mangel på samme. Med fare for nedstirren og eksponering for kritik af typen “just do it”, hvor det præcist ikke bare er noget, man gør, når det kommer til stykket. 

Husk på, halvdelen af befolkningen kan “bare” ikke leve op til minimumsanbefalingerne for bevægelse, har vi lige “erfaret”.

Lad mig se åbent på det, inden vi lukker butikken. 

Bevægelse skal ikke forklejnes

En karikatur til at starte ud med først. Men den er nu nok ganske erfaringstung, ikke desto mindre. Det har mangen en forælder sikkert oplevet. Vi taler om kunsten at lære et barn at cykle. Hargroves indgang og mit snit til at fusionere selvansvarlighed og bevægelse i behandlingsøjemed – og i videre forstand.

Ingen grund til misundelse af cykelmekanikeren (men måske nok beundring), far kan også noget:

“A few hours after the bike was fixed, my daughter succeeded in riding without training wheels for the first time. She solved a movement problem, using her coordination, bravery and determination. But I get some credit too, because I knew the time was right for the training wheels to come off, I made sure she didn’t fall and hurt herself, and I found a good place to ride. And I didn’t bother her with a bunch of dumb advice about how to ride, I just let her do her thing in the way she wanted. And I brought snacks. (Hargrove, Todd (2022). The Bike Parabel, citeret 15.01.2023)

Han var hjælpsom, selvom datteren sikkert ville have lært det af sig selv. Han speedede processen lidt op.

Hargrove var måske alligevel lidt misunderlig på den der cykelmekaniker og andre “quick fix” terapeuter, men han har en vigtig pointe. Vi skal have den enkelte mere på banen.

Sikke belejligt at det er tiden for nytårsforsætter. Forandringens genkomne affyringsrampe.

Hvad nytårsforsætter forudsætter

Meningerne er mange om nytårsforsætter. Nogle sværger til dem og mener, at det blot handler om at sætte dem rigtigt og forvalte dem korrekt. Dosering og opfølgning. I overensstemmelse med rettidig omhug og indsigt i egen adfærd, og i kontakt med selvansvarligheden. “Get your shit together”, som det barskt hedder i amerikanske film.

Andre, eksempelvis førnævnte Anders Fogh Jensen har, mig bekendt, det blik på sagen, at det gælder om at fortsætte med det, der er værd at gentage.

Andre igen ser nytårsforsætter som en tvivlsom motivationsstrategi, der kun leder til bekræftelse af fejlskud, selvtillidstab og motivationslede, når først nytårshypet med fitnessreklamer, drikkepulvere og nye løbesko har forlagt sig. DR er derfor, vanen tro, også ude med 7 ekspertråd – også i 2023 (citeret 15.01.2023).

Måske gælder det til dels om at tænke kortsigtet og fokusere på den mulige fiasko. Det kan også handle om at fatte mod og at lade modet vokse med fremskridt, i kraft af en vedvarende indsats.

Jeg vil igen på falderebet, nu vi jo er i starten af et nyt år, knytte et par kommentarer til nogle af de hårde knuder, der lader til at være gordiske og som erfaringsmæssigt, og som vist statistisk, er svære knaster at få bugt med – tilsyneladende. 

Jeg tænker videre ud fra den triste konklusion, før citerede artikel fra Weekendavisen anførte:

• Vi bevæger os for lidt, og det har (hos nogen) ikke ændret sig en dyt i årevis. Jeg er sikker på, at der er mange forskellige resultater, der går op i mod denne “tendens”. Men for den store mængde af befolkningen tvivler jeg alvorligt og oprigtigt på de lysere tider. Jeg tror, at mange mennesker ofrer bevægelse i kampen for at kunne klare sig, selvom det er sat på spidsen
• Der er brug for bedre indsigt. Koncepter som HIIT (High Intensity Interval Training) kan have mange fordele, men kan også lede til frafald. Hvorfor? Well, det skal jo gerne gå hurtigt ikke, altså pendanten til quick fixes. HIIT rimer på hårdt og hurtigt, som i tidsbesparende. Af med nytårsspæk og hu-hej derudaf. Problemet er, at det er for krævende og kan føre til en hulens masse problemer. Fordi det skal være så intenst og effektivt. Hvor mange ting i en menneskekrop skal ikke bringes i balance samtidig? Psyke, følelser, led, væv og alt muligt. Hvornår har du sidst turdet sidde i en sæbekassebil ned af Mount Everest og håbe på at ramme dalen i et stykke? Jeg overdriver vel tilpas voldsomt her, for humorens skyld. En mere differentieret og diversificeret tilgang efterlyses
• Bevægelse skal ikke overstås. Den skal ikke sammenlignes med en lidelsestur op af Via Dolorosa med et tungt trækors. Det at bevæge sig kan handle om at være optaget af og involveret i bevægelse som del af livet. At være fysisk kan muligvis gå imod nogens “natur”, men vi er skabt til en ret stor grad af bevægelse. Det er vel også en del af vores natur?
• Motivation er åbenbart det store springende punkt, når nu nødvendigheden ikke bare “sejrer derudaf”. Vigtige psykologiske faktorer kan ifølge førnævnte artikel i Weekendavisen være a) behovet for selvbestemmelse, b) behovet for at føle sig i stand til at udrette det, man har sat sig for, c) behovet for samhørighed. Det er åbenbart her, motionsvidenskaben har inkasseret et statistisk nederlag. Måske det var på høje tid at droppe al den snak om motion og komme i gang med at tale om bevægelse? Det er i det mindste et godt dansk ord. Og der kan være en verden til forskel. Eventuelt mere fastholdelse
• Bevægelse er ikke farlig. Der findes ganske vist “farlige bevægelser”, der snarere er bevægelser, der ikke udføres hensigtsmæssigt af mange årsager – i mange scenarier
• Bevægelse skal dog ikke reduceres til motivation og meningsfuldhed. Selvom disse to størrelser er hårdnakkede parametre, mange sværger uafladeligt til, år ud og år ind. Bevægelse kan sagtens være sjovt og meningsfuldt, men ikke nødvendigvis hele tiden. Nogle gange skal der først skabes adgang til den gode leg. Mening er en lumsk en. En faktor der kan åbenbare sig i en proces, og som kan være vanskelig at se hele værdien i som nybegynder. Derfor er mestring også en proces. Sjov kan være meget individuelt, og nogle aner ikke, hvad der er sjovt, førend de har prøvet det af. Ofte skifter motivation osv.
• Bevægelse kan derfor med fordel udarte sig til en dannelsesproces. Hvor der kan trækkes på erfaringer. Ikke kun en ugentlig samvittighedstynget og moralsk pligt på et løbebånd med en drikkedunk og et utidigt pandebåd om hovedet. Det er givetvis ikke nemt for mange, men det er muligt
• Bevægelse kan vel være en af de hverdagserfaringer, der giver os lidt indsigt i livets vidunderlighed. Denne hverdagsmetafysiske uforklarlighed, som Dorthe Jørgensen er vores fremmeste fortaler for her til lands. Denne livsvitalitet, der rummer nok så megen meningsfuldhed, på linje med musik, kunst, drageflyvning, gastronomi og samling af modeltogbaner (klient shout out – alt magt til dig, Torben, du holder fanen højt). At verden åbner sig for os
• Meningsfulde erfaringer har det med at trives i samhørighed med andre. Det sociale er en afsinding vigtig faktor. At bevæge sig sammen med andre kan noget, det individuelle ikke kan. Det er indlysende. Men vi kan ikke reducere bevægelse til holdsport, holdaktiviteter og trøjevask på omgang. Det kan være værdige steder at starte og holde fast i, men der er mere på spil. Poesi og selvudfoldelse, som eksempel. Well, det kan nu også ske i samklang med andre. Men ikke med nødvendighed. Det er kompliceret, vi er forbundet, mening er noget vi kan skabe men også erfare
• At hvile i processer er en modgift mod uvidenhed og utålmodighed. Hvil i at det er en proces at bevæge dig, såvel som at behandling kan være en proces. At lære om bevægelse og at lære at elske det, du tror, du hader eller afskyr som Den Sorte Død i Middelalderen, bedre kendt som pesten. Med tilpas erfaring kan du lære at elske problemløsning og alverdens andre frustrerende forhold ved bevægelse 

Med disse forhåbentligt ikke helt ruinøse punktnedslag og betragtninger vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle et godt nytår.

At åbne året med “closing remarks”

Åhh jo, jeg skal lige provokere lidt fra hjertet også. KUN fra hjertet.

“Just move” – for helvede da også, Jesper. Ja, der var den igen. Men det er ikke bare et “just”. Det er livet selv, det handler om, og det kan være et rigtigt klogt bonmot at inddrage i dit eget idiosynkratiske livssyn, hvor du som bekendt spiller hovedrollen (selvom mange føler de er røget langt ned af rollelisten), og skal finde frem til både ansvarsfuldhed, mening og social samhørighed, lækre røvballer, ansvar og Fanden og hans rumsterstang.

Bevægelse er proces, bevægelse er at fortsætte. Derfor bare bevæg dig, men gerne lidt mere elegant og velovervejet end de sidste “20+ års kuldsejlet motionsforskning” har forfægtet. Den har nemlig taget grueligt fejl, ikke ramt dartskiven og ladt dig og os i stikken.

For vi loves og stilles ofte for mange og skævvredne og åndssvage hurtige fix i udsigt. Og det harmonerer vildt dårligt med, at bevægelse er bevægelse for og i livet, som del af livet og en vej til at leve livet i ualmindeligt mange afskygninger.

Primært er det gået galt, er min indskydelse, fordi (u)sagligheden ikke har fundet ud af at tage bevægelsen mere alvorligt og har haft for travlt med at sprede mærkelige idealer, myter og trends, der leder os længere væk fra magien, vores historiske arv og vores egen kreativitet.

Fang vitaliteten og erfaringens sindrige vidnesbyrd

Vi skal ind og have fat i vitaliteten, som også den danske forsker Jonas Ahler Eriksen er på sporet af i sit projekt “Naturtræning”. Ikke som eneste dimension, men en særdeles vigtig ingrediens i den store bevægelsestombolagåde.

Når vi lader fortid, nutid og fremtid smelte sammen, kan vi måske være så heldige at opleve, og være vidne til, mere af den Dorthe Jørgensenske uforklarlige erfaringsmetafysik. Når vi bevæger os, kan vi få denne erfaring konkretiseret, så det hele ikke fortaber sig i misforståelser, lavpandethed, kikset markedsføring og hånlige blikke. Da åbner verden sig måske. Venner, der er ægte kærlighed på spil. Det er livsudfoldelse, vi har med at gøre. Der er nok til alle hele livet. Bevægelse vedrører os alle.

Regn med at jeg uhøjtideligt, meeeen lettere besat, fortsætter min rejse med tornysteret som den fortabte soldat, for at genrejse den stolte fortids stentavler, udfolde bevægelsens finurlige visdom i den fremadskridende evolutionsproces og dele mine erfaringer med dem, der måtte lægge ører og øjne til.

Jeg agter at fortsætte med at hjælpe og gøre det nemmere, der kan gøres nemmere. Og samtidig holde fast i at vejen frem er at gå af vejen af hvilken, hvor forpligtelse, leg og indsigt kan gå hånd i hånd.

Håndbold og fodbold, side om side med rotational L-sits, SROMP, gåture, russisk kosakdans, improvisatorisk leg med tekopper og egyptiske skulderskruer. Det er ikke bare plathed, tåbelighed og mangel på forståelse for perfektion og toppræstation. Det er livet selv. Menneske først, siden bueskytte og verdensmester i optimistjolle.

Godt nytår igen igen – med eller uden forsæt. Men husk værdien i at fortsætte.